På bænken

Det seneste i irakisk politik - den store shi'a-alliance genoplivet med iransk hjælp, men (indtil videre) uden al-Maliki, og al-Hakims død, hvor kun insider-partiet IIP's kondolencer har været i pressen - viser i min optik, hvordan kernen af Vækkelsesrådene og Iraks Sønner, dvs. den tidligere oprørsbevægelse, er aldeles henvist til bænken, mens de andre spiller bold med hinanden inde på banen. Sunni-araberne er simpelthen ikke til stede, med mindre et par af dem sprænger noget i luften, eller truer med samme. De bliver anset for at være upålidelige, troløse, kriminelle og farlige, og er nærmest også nødt til at opføre sig som sådan for at blive hørt.

Det viser, hvor magten er, og det viser også - mener jeg - at man teoretisk kunne få et demokrati til at fungere inden for shi'a-blokkens rækker. Med Iran som samlingspunktet forhandles der bag tæpperne, og ikke på skrømt. Det kunne godt foregå i det åbne. Det ville nok kræve en noget anderledes politisk kultur. Men i hvert fald: Størstedelen af sunni-araberne er bare ikke med.

Da der var lokalvalg i februar, blev USA nødt til at gribe ind i Anbar-provinsen og fikse resultaterne til den lokale Vækkelseslistes fordel for at forhindre en mulig voldelig opstand. USA er i stand til mindre og mindre i Irak - ikke mindst fordi det er det, den irakiske regering ønsker.