Krig og fred

Vedr. Georgien: Jeg er faktisk en anelse betuttet over, at det udenfor Tyskland og Frankrig nærmest er accepteret, at Rusland var aggressoren i krigen om Syd-Ossetien - i direkte modstrid med det, der skete, og uden at inddrage det, der gik forud. Så Glenn Greenwald priser Europa mere, end vi fortjener. Man bliver vist altid lidt overrasket, når sandheden begraves levende.

Og ikke bare det: Også mht. Iran. Den offentlige mening har fastslået, at Iran er i gang med at udvikle atomvåben, selv om der ikke er skyggen af håndfaste beviser. Det eneste, man holder sig til, er en bærbar, som den iranske modstands/terroristgruppe Mujahideen e-Khalq (det skifter med de politiske vinde) har afleveret til CIA. IAEA har siden kaldt informationen om det iranske atomvåbenprogram på den bærbare for "tvivlsom". Og mere er der ikke - pr. de amerikanske efterretningstjenesters National Intelligence Estimate fra 2007, der konkluderede, at Iran ikke pt. har et atomvåbenprogram.

Jeg spekulerer på, at grunden til, at vi har så nemt ved at tro det værste om lande som Iran, Rusland og Irak, er, at de er rådne lande: Elendige, korrupte autokratier, hvor uretfærdighed er livets lod, og hvor gode mennesker dør som køtere, hvis de gør oprør. Jeg vil tro, at det ikke er den store kunst at få folk til at tro på en løgn om et sådant land, fordi det passer godt med resten. Dertil skal man lægge disse landes opsætsighed: De dukker sig ikke under radaren, men signalerer deres modstand mod Vesten med stolthed, skønt de ikke har noget at have det i.

Nuvel. Jeg er overbevist om, at McCain som præsident vil være en katastrofe for verden. Han skal have sig en krig: Hans livsprincip er ære, militær ære. Han har både en far og en bedstefar at leve op til. Patetisk er det, men det bliver det ikke mindre farligt af.

Spørgsmålet er bare, om det bliver en stedfortræderkrig mod Rusland via Georgien, eller om det bliver mod Iran i Golfen. McCains udenrigspolitiske toprådgiver er som sagt Randy Scheunemann, der indtil for nyligt var lobbyist for Georgien. McCain er desuden rigtigt gode venner med Saakashvili. En McCain-administration vil sandsynligvis overøse Georgien med amerikanske våben, og verden vil på et tidspunkt få en situation, der ligner Cubakrisen.

Iran er mere ligetil: McCain og hans bindegale rådgivere forestiller sig, at man kan bombe atomvåbenprogrammet væk, uden at vide hvor eller om det er, og at det selvmorderiske Iran - det er derfor, de skal bombes - vil tigge om nåde. Nyd selvmodsigelsen. Valgkampagnen er endda temmeligt kry; her er en af McCains talsmænd fra i forgårs:

"Let me assure you of this," Grayson said after the student presentation on foreign policy. "The next president, whether it is Senator Obama or John McCain, will go to war, and he will go to war with Iran.

"They are very busy developing nuclear weapons. They will use those nuclear weapons against Israel or any of its allies, and that is a war that we're going to fight," Grayson said.

Situationen er den absurde, at det er den politiske ledelse, der er stopklodsen for begge krige, fordi den brede offentlighed har accepteret løgnene, der er gået forud. Og skønt en krig med enten Iran eller Rusland nok vil ødelægge resterne af USAs verdensdominans på hver sin måde, så vil en noget vigtigere konsekvens være, at en masse uskyldige mennesker bliver slået ihjel.

Så det er et vigtigt valg. Og jeg gider ikke høre på folk, der siger, at der ikke er forskel på Obama og McCain. Obama, med sit instinkt for fornuft, forhandling og forbrødring, vil til gengæld løbe hovedet ind i Washington DCs udenrigspolitiske establissement, der er mere cement-idiotisk end nogensinde. Under valgkampagnen er han rykket et godt nøk til højre, men det er svært at sige, om han er assimileret, eller lader som om. Det er det absurde; når krigstrommer er musik for vælgernes ører. Obama spiller flot.