Politisk magt vokser ud af et geværløb

Moktada al-Sadrs beslutning om at lade Mahdi-Hæren gå i sig selv er muligvis militær sund fornuft, hvis målet er at bekæmpe USAs professionelle hær. Men en konsekvens har været at tillade politiske udrensninger af Sadr-tro lokalpolitikere og autoriteter. I byer som Amara og Maysan er ellers velfungerende lokale administrationer kylet ud, fordi de har været del af Sadr-bevægelsen. Efter våbenhvilerne tillod Den Irakiske Hær at overtage kontrollen af Basra og Sadr By (på betingelse af, at USAs hær holdt sig væk), iværksatte regeringen offensiverne mod Mosul, Amara og Maysan, ene og alene med det formål at cementere regeringspartiernes kontrol over den politiske proces. Det er nu sket, og Moktada har tilladt det.

Mahdi-Hæren var et lag, der voksede ud af borgerkrigens nabolagsmilitser, og fæstnede sig oven på den velgørenhedsorganisation, der udgør Sadr-bevægelsens hjerte. Velgørenhedsorganisationen lever stadig, men med borgerkrigens kølnen endte Mahdi-Hæren med at være en formålsløs stat i staten, og dens skatteinddrivelse mange steder i simpel afpresning. Mahdi-Hærens uregerlighed lå også bag al-Sadrs oprindelige ensidige våbenhvileerklæring tilbage i august 2007.

Al-Sadr har just annonceret en omorganisering af Mahdi-Hæren, der herefter skal tilegnes religiøs og social velgørenhed, som såkaldte Momahidoun. Mahdi-Hæren er hermed ophørt med at eksistere. Det er fint nok; magten konsolideres. Et større problem er det, at regeringspartierne ikke tillader Sadr-tro politikere nogen magt. Et demokrati fungerer kun, hvis de politiske blokke stoler nok på hinanden til at risikere at tabe et frit valg. Det, som regeringspartierne har gjort ved sine offensiver i Mosul, Amara og Maysan, har været autokratisk: Fjerne politiske modstandere fra deres poster, og sørge for, at der ikke er nogen risiko for at tabe det forestående lokalvalg – hvis kurderne vel at mærke nogensinde lader valgloven gå igennem.

Sadristerne havde kun politisk repræsentation, så længe de havde deres egen hær. Nu, hvor Mahdi-Hæren er væk, er de udelukket fra den politiske proces. Det afslører – mere end noget andet – hvor hult det irakiske demokrati er. Med kontrol over oliehavnen Basra og indtægterne derfra har regeringspartierne sandsynligvis penge nok til at klare sig uden USA, der spillede sin hånd for hårdt ved forhandlingerne om den ny samarbejdsaftale (SOFA), og derved skræmte shi'a-politikerne til at forlange en tidsfrist for amerikansk tilbagetrækning. Og nu vender disse ryggen til sunni-trekanten og kurderne, og løber med Sydirak. Det er Iraks fremtid: Et skindemokrati, der dækker over et Iran-venligt autokrati.

Om ikke andet, så er det godt, at shi'a-araberne er deres egne herrer nu. Muligvis vil regeringspartierne også lade deres politiske forskelle udspilles indenfor en demokratisk ramme. På sigt. Hvem ved.