Lemmings

Bush har benådet Libby. Ikke en egentlig benådning, men en forkortelse af straffen. Logikken er hæslig: Bush var enig med afgørelsen, men ikke straffen, selv om den var udmålt efter al gældende retspraksis. Det gør det selvfølgelig så tydeligt som sommersolen hvad det her gik ud på: Libby måtte ikke i fængsel. Uanset. For han er en af vor egne.

Det er ikke populært blandt de uafhængige vælgere. Med de latin-amerikanske vælgeres vandring over mod demokraterne efter den hadske indvandringsdebat blandt de højreorienterede radioværter, ser The Grand Old Party ud til at kaste sig ud i politisk eksil ved det næste valg, og det uden at kny.

Og hvorfor så det? Enhver politisk pragmatiker, eller blot politisk egoist, ville stejle ved sådan en udvikling. Men den moderne inkarnation af GOP er autoritetstro så det basker. Nixon gik, fordi republikanerne ikke ville være med til at støtte ham længere, og havde Ford ikke benådet Nixon, er det ikke sikkert Carter havde vundet sin ene periode.

Men det parti har længe været ormeføde. Republikanerne i dag kan med et grimt ord kaldes autoritarianere. Det handler stort set om at have en stærk leder og et lydigt folk. Uanset hvad den kære leder gør, er det altid det rigtige, og han gør det for vores skyld. Hvis man taler ham imod, er man derfor en fjende af folket. Han kan bryde loven så stærkt en hest kan rende, og vi jubler, for han gør det for vores skyld. Faktisk, jo længere han går, desto stærkere en leder er han.

Derfor er det helt i tråd med denne mentalitet at højtstående medlemmer af administrationen står over loven. Præsidenten kan smide folk i fængsel når han vil, så længe han vil. Han kan også få folk ud af fængsel hvis han ønsker, selv om de har brudt loven.

Det er administrationens fortolkning af executive privilege i en nøddeskal. Love skrives under med præsidentielle forbehold, såkaldte signing statements. Hverken præsidenten eller vicepræsidenten er underlagt noget tilsyn fra den lovgivende magt. I vicepræsidentens tilfælde fordi han er del af både den lovgivende og udøvende magt (prøv at få det til at give mening). Clinton-administrationen, der adlød senatets og kongressens stævninger, frigav i snit 4000 siders dokumentation om dagen til offentlig skue. Bush/Cheney efterkommer nødigt en eneste stævning, og risikerer nu, langt om længe, at blive anklaget for foragt for kongressen.

Undersåtterne protesterer ikke, de adlyder. Så skønt Det Republikanske Parti er på vej ind i Dødens Dal, er protesterne i geleddet få og spage. Ganske som de var, da de havde kontrollen med kongressen og senatet. Den totale mangel på tilsyn og ansvarsplacering under det republikanske senat og kongres har, som en anden bulldozer, skubbet skandalerne foran sig i en kolossal bunke, og de mange afsløringer siden magtoverdragelsen er simpelthen sparegrisen, der er slået i stykker. Det vælter ud.

Blandt autoritarianerne vægtes loyalitet højere end sandhed, kunnen og retfærdighed. En god soldat som Libby (ikke en rigtig soldat, selvfølgelig, som dem i Irak) skal ikke lide nød. Ligesom Gonzales og Oliver North har han kun gjort sin pligt, ved at lyve hvor der skulle lyves. Libby ofrede sig for lederen. Hvilken større ære kunne man ønske selv?

Not tho' the soldier knew
Someone had blunder'd:
Theirs not to make reply,
Theirs not to reason why,
Theirs but to do and die.