Knageri

Lille referat af en artikel i Washington Monthly om forurening i Kina.

Spændende dynamik. Spændende spændende spændende. Kina løsnede for de økonomiske tøjler, og fik til gengæld en dejligt vibrerende økonomi. Oveni blev institutionerne svækket, korruptionen styrket, og partiet mistede kontrollen med de fjerne provinser hvis underbetalte funktionærer nu kunne tjene kassen på at blæse Beijing et langt stykke.

Men! Forureningen eksploderede også. Hos marxismen og alle dens ideologiske børn var verden kun et spørgsmål om den materielle velstands fordeling, miljøet kom kun i vejen, og denne holdning har sandelig ikke ændret sig med den nye egoisme. Så de lokale lensherrer har derfor kun tænkt i personlig profit, og har ikke implementeret flere af Beijings miljø- eller arbejdsmiljølove end allerhøjst nødvendigt.

Forureningen er dog blevet så slem at Beijing har givet miljøforkæmpere lov til at miljøforkæmpe. Men at tillade sådanne græsrodsbevægelser kan give den menige borger en uheldig selvtillid, hvis han finder ud af at han faktisk er stærkere end Die Partei. Tanken har længe været at det er lykkedes Kina at gøre det umulige, og kombinere økonomisk frihed med politisk diktatur. Men hvor det knager nu.

Hvad kan det ikke ende med.