Fronten

Mere om Irak, og en simpel pointe. Det amerikanske udenrigsministerium prøver at skjule sine egen vurderinger af korruptionen i Irak fra offentligheden, de er simpelthen for dårlige. Hensigten er at den offentlige mening ikke må påvirkes i al for negativ grad. Og i mange henseender har det været hensigten fra starten. Jeg spekulerer, at man blandt de øverste cirkler i administrationen har tænkt at USA tabte Vietnamkrigen på hjemmefronten, og at det derfor var der, Irak skulle vindes. På højrefløjen er det temmeligt udbredt at tænke sådan: Krigen blev tabt, fordi vi ikke holdt fast. Det er også Bush's holdning:

HANOI, Vietnam - President Bush said Friday the United States’ unsuccessful war in Vietnam three decades ago offered lessons for the American-led struggle in Iraq. “We’ll succeed unless we quit,” Bush said shortly after arriving in this one-time war capital.

Derfor har man gjort så meget som muligt for at den amerikanske befolkning skulle mærke så lidt som muligt til krigen: Antallet af udstationerede soldater blev holdt til det absolutte minimum, og brugen af lejesoldater maksimeret. Skatterne blev ikke blot ikke hævet for at betale for krigen, men sat ned, noget der i USA - så vidt jeg ved - aldrig er sket før under en større krig. Gælden er bl.a. derfor vokset eksplosivt. Selve mediefladen blev ikke domineret, og det var nok administrationens største fejl, for skønt tabene har været små, er der ingen udsigter til at de bliver mindre lige foreløbig. Selvfølgelig ville en diktatorisk dominans af medierne have været for stor en mundful alligevel for amerikanerne at sluge, så det var aldrig på tale. Og det var et forudsigeligt og meget stort hul i strategien. Man kompenserede ved at skælde kritikerne hæder og ære fra, kalde dem upatriotiske, osv. Men man kan ikke blive ved at narre folk, hvis man hele tiden bliver taget i at lyve.

Det siger også noget om amerikansk politik: Man anser i dag kampen om mediebilledet for at være den egentlige kamp. Det forklarer også hvorfor demokraterne er så forsigtige og kuede, selv mod en præsident med tredive procents opbakning: De er hunderædde overfor anklager om landsforræderi, svaghed, etc., fordi de mener det vil koste dem stemmer i sidste ende. Og det er en meget dårlig udvikling for en nation. Det har længe været mit største kritikpunkt af den muslimske verden, og til dels den latin-europæiske, at man lægger mere vægt på fremtoningen end substansen: hellere lyve end indrømme problemer. Dette er også en konsekvens af diktatur, en diktator tager sjældent særligt godt mod kritik. Og alle Bush Jr's tiltag peger i den retning. Men et råddent hus bliver ikke holdt sammen af et nyt lag maling.