Civilisationskrigens Skabelse, del 1

Faktorerne er disse: Kommunismens anti-imperialistiske retorik tiltrak mange blandt Europas kolonier verden over, blandt andet i det muslimske bælte fra Marokko til Pakistan, og videre ned til Indonesien. I de arabiske lande blev den postkoloniale politik derfor formet som en bleg kalkering af kommunismen. Til det hørte en mere eller mindre totalitær stat - efter evne - og en offentligt skamdrevet økonomi. De spæde arabiske nationer holdt knap nok sammen. Efter århundreder som anonyme osmanniske provinser, og et halvt som europæiske kolonier, var landene sakket gevaldigt bagud, økonomisk og politisk, såvel som mentalt. Den dominerende samfundsform var stadig stammen. Kombineret med socialismens uundgåeligt uduelige diktatur blev resultatet en skålfuld miserable lande.

Imens i Europa: Efter jødeudryddelserne tog zionismen fart. Koncentrationslejrene beviste at zionismens grundidé - jøder måtte have deres egen stat for at være i sikkerhed - var den rigtige. Israel blev skabt på arabisk jord, de arabiske lande erklærede krig, og fik læsterlige klø. Elendige som de jo var til alt de gjorde.

Det gik på et stykke tid. Efter at både pan-arabismen og socialismen havde vist sig nytteløse mod Israel og til alt i øvrigt, begyndte de politisk aktive at søge frelse andetsteds, og fandt det i islam. Det religiøst-politiske grundlag var allerede til stede i religionens skrifter - koran, sunna og hadith - og når socialismen ikke virkede, så skulle islam prøves.

Men magten lod sig ikke rykke så let. En diktator giver meget nødigt magten frivilligt fra sig, sekulær eller ej, og Egypten var det bedste eksempel på magtkampen mellem den sekulære diktator - Nasser - og islamismens politiske fortrop - Det Muslimske Broderskab. Qutb søgte et alternativ til Vest- og Østblokken, men diktatorer tåler ikke alternativer, og Qutb blev tortureret halvt ihjel i Nassers fængsler. Han radikaliseredes af oplevelsen, og hans islamisme ligeså. Qutbismen og dens aner blev drevet under jorden, hvor de til dags dato stadig er det eneste reelle politiske alternativ til de korrupte diktaturer.

Efter jødeudryddelserne i Europa fik racismen et dårligt ry, og Vesteuropa i særdeleshed vendte sig væk fra alt, der lugtede af ekstremer. Der blev lukket op for indvandring, specielt fordi et Europa i ruiner skulle bygges op igen fra bunden, og der var brug for arbejdskraften. Denne tolerante holdning til indvandring og minoriteter holdt sig helt til slutningen af det 20. århundrede, hvor facaden krakelerede. En massiv tilstrømning af fattige og uuddannede muslimer fra landlige områder bragte en masse problemer med sig - netop de problemer, de flygtede fra. Og skabte nogle nye: Europas nationer var ikke indvandrernationer, som USA og Canada. Fundamentalt var de stadig monokulturelle, og en voksende og overkriminaliseret etnisk underklasse vakte racismen til live igen. Aviserne begyndte at acceptere læserbreve der anklagede muslimerne for ikke blot at være dårlige mennesker, men del af netop den verdensomspændende hær, som mange af de islamistiske undergrundsbevægelser i Mellemøsten og andetsteds drømte om. Den, hvormed den muslimske verdens gyldne tidsalder skulle genskabes, fra al-Andalusia til og med Indien. Således gav den politiske undergrund i det muslimske bælte næring til de europæiske nationalisters paranoia, og i alle europæiske lande - inklusive Rusland - så man ekstremisterne vinde politisk terræn. Venstrefløjen mente, at problemerne med indvandring - hvis de da overhovedet eksisterede - var pga. hvid racisme. Men de borgerlige gik, efter et lille stykke tid, i pragmatisk forbund med de ekstreme nationalister - f.eks. i Danmark - eftersom nationalismen finder sit naturlige hjem på højrefløjen, og vilje mod det fremmede går hånd i hånd med nationalismen. Andre steder søgte de at overtage ekstremisternes vælgere ved at gøre indvandringsstramninger og nationalistisk selvhævdelse til del af deres egen dagsorden - f.eks. i Frankrig. Overalt blev lovgivningen strammet.