Samfundets moralske skrog

Finans- og aktiemarkederne har atter pustet sig op og sprængt sig selv i luften, hvilket ser ud til at ske omtrent hvert 25. år. Pr. sædvane er det ramte erhvervsliv med tilhørende direktører er blevet anklaget for grådighed, da nogle af dem har hevet en årsløn hjem på mange, mange millioner for til gengæld at køre deres virksomheder i sænk. Tilmed har mange direktører gyldne faldskærme og/eller pensionsordninger, der vil sørge for, at de ikke nogensinde vil lide nød igen, i modsætning til dem, der skal rydde op efter eksplosionen: Skatteyderne.

Svaret er kommet prompte; at det er absurd at anklage folk for at ville tjene hurtige, nemme penge. Folk er grådige! Og man bør ikke være overrasket, ej heller fordømme menneskets natur, forklares det. Da direktørerne endda fik verden serveret på et sølvfad af bestyrelsen, så skulle de være idioter for ikke at sige ja og amen. Enhver ville gøre det; jeg også.

Er alt godt, så? Var fejlene kun systematiske, og ikke menneskelige? Værdiskredet siden halvfjerdserne, fra rigdom til sex og berømmelse, kom af, at der blev færre og færre fattige. Fattigdommen blev uddrevet fra arbejderklassen i takt med, at den selv svandt ind. Lidelsen forsvandt fra de små lejligheder, og flyttede ud blandt de hjemløse på gaden. Rigdommen mistede sit gyldne himmerigsskær, fordi fattigdommen ikke længere var der til at sluge de fortabte. Hvad skulle man da sætte pris på? Sex, udseende, berømmelse og ungdom, til at begynde med. Tabere var først og fremmest fattige seksuelt, snarere end økonomisk.

Samfundet formede værdierne, ikke omvendt. Økonomien ændrede menneskers holdning til sig selv.

Betragt da finanskrisen: Hvem er vindere, hvem er tabere? Vinderne er dem, der har tjent kassen på at puste boblen op, spekulere i den, og løbe fra regningen. Taberne er dem, der arbejder og betaler skat, og småaktionærer. Hvad er moralen i den historie?

At grådighed er godt. Ikke for samfundet, men for dig alene. Såmænd.

Liberalismens selvbedrag var at tro, at egoismens implicitte ligegyldighed overfor andre ikke ville få konsekvenser for samfundets moral. Læren, folk vil drage af finanskrisen, er, at vindere spekulerer efter kortsigtet gevinst i bobler, og lader taberne om regningen. Taberne passer til gengæld deres arbejde og betaler skat. Regningen er dermed ikke bare økonomisk, men moralsk.

Liberale holder meget af at skrive om incentiver. Så lad os. Incentiverne i finanssektoren var fuldstændigt forvredet. Boligmæglerne tænkte kun på at sælge lånet videre, ikke om lånet var sundt. Investeringsbankerne tænkte ikke på, om lånene de købte var sunde, men om de kunne puste boligboblen endnu mere op. Direktørerne med kortsigtede bonusordninger havde interesse i at løfte regnskabet midlertidigt, for derefter at indløse optioner og andet, før skidtet brasede sammen.

Når støvet har lagt sig og nødlovene afblæst, bør noget af det første, man bør gøre, være at få incentiverne i orden. Der bør være en lige linie fra låner til udlåner. Direktør og bestyrelse bør have personlig interesse i langsigtede resultater for koncernen. Gennemsigtigheden bør være næsten total. Det skal lovgives - fanden tag det - for finanssektoren er for vigtig for resten af økonomien til, at den kan få lov at gå under. Det er netop denne implicitte statsgaranti, som alt for store finansinstitutioner kan regne med, der i sidste ende er den største incitamentsforvrængning; derfor må og skal finanssektoren i kort snor. Reguleringen af finanssektoren har dermed to mål; at forhindre yderligere nedbrydning af samfundets moral, samt at genskabe båndet mellem godt, solidt håndværk og belønning i selve bankbranchen.

Det er ironisk, at det netop var bankmanden, der engang var symbolet på den tørre, men ærlige borgerlige forretningsdrivende. Det siger noget om, hvor vi er henne i dag. Finanskrisen og den verdensomspændende recession skal de fleste af os nok overleve, men samfundets moral skal holdes ved lige, eller ruste væk ved spekulationsbobler som skroget på et gammelt skib.