Tankens sorte hul

For liberale er regulering en stor, grå masse. De kan ikke forstå, at der er forskel på regulering. At "regulering" er en lige så bred betegnelse som "lov" og "regel".

Er alle love gode? Nej. Er alle love dårlige? Nej. Svarer fornuftige mennesker.

Men se de liberale. Anders Samuelsen argumenterer - i fuld alvor - at centralbankernes rentesætning er regulering, fordi renten fastsættes af folk i staten. Ergo skyldes kreditkrisen for meget regulering. Jacob Mchangama argumenterer - i fuld alvor - at, fordi der bliver brugt mange penge på administration af banksektoren i USA, så er der rigeligt med regulering.

Som alting kunne gøres til et spørgsmål om produktionsmidler og klassebevidsthed i marxismen, eller drifter og subliminering i freudiansk psykoterapi, så er alt et spørgsmål om regulering og incentiver i liberalismen. Vi skal genkende dette tankens sorte hul: Det er det indavlede univers, som al ideologi med tiden ender i.

De liberale ignorerede kreditkrisen, selv da den kom på forsiden verden over, indtil de fandt nogle vinkler, der passede med liberalismens læresætninger. Liberale skribenter skriver normalt ikke om økonomi, det interesserer dem ikke særligt. Men finder de lejlighed til at øve sig i liberalismens aksiomer, er de der med det samme. Skattetryk, velfærdsstaten, venstreorienterede medier, privatisering, globalisering: Det er emnerne. Længere ud når tankerne ikke fra ideologiens sorte hul.