mandag den 2. april 2007

Lus

En lille kommentar til kommentarerne til denne artikel i Times UK.

Det er så vederstyggeligt at læse hvor naive folk kan være om folk. Ligesom tæppebombninger aldrig har svækket en befolknings modstandsvilje, lige så sikkert er det at dem med bomberne tror de gør. Times' kommentarsektioner er invaderet af krigslus, og der er ingen oplevelse ud over krigen selv, der kan eliminere dem fra menneskehedens skællede skalp.

Tror lusene virkelig, at Iran vil give efter hvis bomberne begynder at regne? Sikkert. Virkeligheden er den modsatte, for de iranere, der står bag hele kidnapningsaktionen, ønsker krigen. De vil sætte hårdt mod hårdt, og tænker ligesom lusene. Det iranske politiske system er svært at hitte rede i, men det er tydeligt, at der er mindst tre fraktioner, der strides politisk: De radikale, de konservative, og de liberale. Hvad der ellers er af underorganisationer og aktionsgrupper tør jeg ikke tænke på. Og nogen af disse ønsker krig, nogen ønsker fred. De kan lirkes fra hinanden, med diplomati, ikke med bomber. Hvis bomberne falder, sidder mullaherne på magten i Iran mindst 20 år endnu.

Og så er lusene forarget over, at EU ikke vil optrappe konflikten. Mage til naivitet. Selvsamme naivitet, der driver den neokonservative udenrigspolitik. Iran er ikke en trussel, og landet kan knuses økonomisk på et øjeblik af EU, hvis det skulle være. Men blot fordi man har magt, behøver man ikke bruge den. Hvis der en flig af en mulighed for, at dette kan løses diplomatisk, skal det prøves. Og man kaster ikke sanktioner om sig med løs hånd i sådanne situationer.

0 kommentarer:

Send en kommentar