mandag den 23. april 2007

Undergang

Kommentar til en lille Reuters.

Det saudi-arabiske religiøse politi svarer mere eller mindre til de iranske basiji, og nyder omtrent lige så stor respekt blandt almindelige mennesker. Mekanikken er: Ethvert land, der herskes efter en overbevisning (religiøs, ideologisk, nationalistisk, som oftest en blanding), vil med tiden se sine indbyggere blive træt af denne styreform. Iran og Saudi-Arabien er de eneste to store lande i dag, der styres islamistisk. Så selvfølgelig er saudierne og iranerne ved at være gevaldigt trætte af denne styreform. Uagtet de to landes store forskelle, religiøst og i øvrigt.

Kommunismen, fascismen, islamismen: Alle lover de en anden verden, som aldrig kommer. Forskellen mellem disse og et gement diktatur er overbevisningens kraft. En kraft, som tappes i takt med tidens fremskriden. Man ser, at de ikke har noget på sig. Man ser, at det eneste, der adskiller et overbevisningens diktatur fra et nøgent er tomme sloganer, pompøse parader og en stadigt mere gennemskuelig indoktrinering.

Så til sidst forvitrer landet. Muligvis falder styret, muligvis ikke. Mange gange er der en glidende overgang, hvor overbevisningen synker ned under jordens overflade, samtidig med at landet bliver til et almindeligt diktatur eller pseudodemokrati.

Blandt civilisationskrigerne taler man om Vestens forfald. Man har ingen ledetråd, intet højere formål med sit liv. Ingen er for alvor stolt af sit land. Ingen tror på noget længere. Med demografistatistikker i den ene hånd og verdenshistorien i den anden underholder Spengler om den vestlige civilisations undergang. Vi tænker kun på os selv. Vi drukner vores livslyst i porno og lever under kønsorganernes diktatur. Kapitalismen suger vores næstekærlighed ud af os, og velfærdssamfundet tapper vores egenkærlighed. Vi er falske, feje, griske og svage, og fortjener at gå under.

Men se så på Saudi-Arabiens og Irans eksempler og indse, at en formålsløs eksistens er tilstanden tyngdekraften hiver ethvert land ned til. Se Saudi-Arabiens eksploderende skilsmissetal. Se Irans faldende fødselsrate. Civilisationskrigerne vil have Vesten til at efterligne disse lande i deres nationalisme, religiøsitet og krigeriskhed. Men de findes ikke længere. De fandtes kun det korte øjeblik, hvor tiden ikke havde klædt overbevisningen af.

Så længe løgnen handler om virkeligheden, vil virkeligheden afsløre løgnen.

0 kommentarer:

Send en kommentar