Småtterier om Iran

Her to små artikler om interne magtkampe i Iran vedr. de nu frigivne britiske gidsler.

Blot for at vise hvordan Iran er en underlig størrelse, og bestemt ikke et diktatur. Et kompromitteret teokrati, snarere. Jeg tror ikke, der findes et andet land i verden med en politisk struktur der ligner.

-

Også en lille notits om Francis Fukuyamas End of History og en lille artikel han skrev dertil.

Fukuyamas bog er skrevet i kølvandet på kommunismens sammenbrud, og siger at der nu ikke længere er noget alternativ, i hverken teori eller praksis, til demokrati og markedsøkonomi. Ind kommer islamismen, tydeligst og med mest politisk pondus i form af Det Muslimske Broderskab, som sandsynligvis vil komme til magten i Egypten, når Hosni Mubarak engang, langt om længe, kreperer.

Kommunismen brød ikke sammen på grund af Reagan, Thatcher og pave John Paul II's teamwork. Den brød sammen, fordi den er et elendigt system. Sammenbruddet var historisk betinget, og hermed en finger i øjet på Marx. Således også med islamismen. I de muslimsk dominerede lande er der en bevægelse mod islam som løsningen på alverdens problemer, og dette i høj grad på grund af de sølle sekulære diktatorer, der ud over at tabe til Israel gang på gang også taber deres egne lande på gulvet.

Islamismen får sin drivkraft kun fra at være det eneste alternativ. Som med kommunismen skal den have lov at fejle ved sin egen hånd. Iranere, som er de mest USA-venligtsindede og pro-vestlige i Mellemøsten - inklusive Tyrkiet, og bortset fra Israel - er netop dette, fordi deres islamisme så tydeligt er en fiasko. Tomme, brudte, beskidte løfter er alt, der er tilbage fra revolutionerne i 1917 og 1979.