Jeg en løgn mig bygge vil

Netop som man har tænkt sit, støder man på et TV-program, der tænker det samme. Adam Curtis' BBC-produktion 'The Power Of Nightmares' falder i al for god tråd med mine tanker om unødvendigheden af konflikt generelt, og specielt konflikterne formet i de neokonservatives hænder.

Al den teori om Vestens forfald, skyndet på af internetpornoens udbredelse, fødselsraternes dalen, religionens tilbagetog i det offentlige, og masseuddannelsens uundgåelige udvanding af dannelsesbegrebet, synes mig at være noget vås, hvis det drejer sig om værdier. Vi lever i den mindst voldelige tidsalder nogensinde. Tolerancen hersker i samklang med friheden og videnskaben. Netop de, der beklager sig over moderne tider, er de mest umoralske, korrupte og voldelige i dag. For netop de vil skrue tiden tilbage, til tider med åbenlys racisme, nationskrige, religionschauvinisme og autoritarianisme.

Lad det være fortid i al fremtid.

Men så er der Houellebecq, som jeg holder meget af. Med de samme sygdomsprognoser om det vestlige samfund som de saudi-arabiske og amerikansk-evangelistiske aviser holder af at skrive. Ham kan jeg ikke afvise. Men hvor adskiller han sig fra Leo Strauss, som ifølge Adam Curtis var inspirationen for de neokonservative? Ved problemets løsning:

Leo Strauss foreslår løsninger baseret på 'noble løgne', som nationer og samfund kan samles omkring. Houellebecq foreslår i Elementarpartikler menneskeracens villige undergang og genetiske transformation til noget, der kan fungere ordentligt i et stort og komplekst samfund. Om Houellebecq overhovedet mener det tvivler jeg på. Ved at sige at problemet i sidste ende er biologisk, siger han at løsningen er biologisk, og hverken kulturel, ideologisk eller sociologisk. Han giver op, og håber på videnskaben.

Hvis man kan trække linien fra Leo Strauss til de neokonservative, ser man ulykken af at forlade sig på noble løgne som samfundsfundament. Selvfølgelig. En løgn, hvor nobel dens formål end er, er en løgn, og findes ikke i virkeligheden. Et samfund bygget på en løgn braser sammen. I valget mellem den 'noble løgn' og den 'dræbende sandhed' vil Houellebecq vælge det sidste. Selv om det slår ham langsomt ihjel.