Særpleje

En kommentar til hvordan man eroderer støtten til EU.

I en overnational organisation som EU, OECD eller FN kræver erodering af støtten kun, at de enkelte medlemsstater forpurrer ellers gode lovforslag for at pleje deres eget lands særinteresser. Det er også kendt i indenrigspolitik; en politiker eller et parti tilgodeser sin base fremfor landet. Den jyske trafikmafia er et fint eksempel.

Reaktionerne er forskellige: hvor landets medlemsskab er til diskussion, vil en sådan sag skabe modstand mod selve organisationen. Hvor det ikke står til diskussion - f.eks. i en nation - vil medlemmerne prøve at løse problemerne i stedet. De er nemlig engagerede i organisationen. Ingen seriøse sjællændske politikere foreslår udmeldelse af rigsfælleskabet Danmark pga. trafikmafiaen, men andre kunne godt tænke sig at melde sig ud af FN, fordi det er ineffektivt, eller EU, fordi det er korrupt.

En af de bedste udviklinger de seneste år er den almindelige accept af EU-medlemsskabet. Derfor kan både EU-tilhængere og modstandere koncentrere sig om at få organisationen til at fungere. Tilhængerne behøver ikke længere forsvare EU mod alle angreb eller tale om højere formål fremfor praktiske gøremål, når kun få modstandere langer ud efter hele EU.

Parlamentsmedlemmer som Jens-Peter Bonde har været uvurderlige som vagthunde. Selv om jeg er bunduenig med ham i de fleste ting, har hans specifikke klager rystet gode ting af sig. Hvis hans angreb sigtede på at fjerne støtten til EU, har han via de nødvendige reformer som angrebene satte i gang øget engagementet i stedet. Det nytter jo.

Så bare gå til den. Vi venter med spænding på de vrede kronikker.