Hvis blot Danmark var verden

Danmark oplever lige nu det største dyk i ledige boliger på markedet, siden boblen brast.

Det er ret imponerende. De polske håndværkere flygter måske hjem fra Island, Irland og Storbritannien, men de bliver i Danmark. Og folk køber aktier!

Hr. og fru Jensen køber aktier som aldrig før, i håbet om at bunden er nået efter de seneste mange ugers dramatiske nedtur på aktiemarkederne. Dermed agerer de private aktiehandlere for første gang nogensinde mere fornuftigt end de store, professionelle investorer, der har været tvunget til at sælge ud på bunden, påpeger eksperter.

Ja tak. Hvis Danmark var verden, ville der ikke være nogen problemer. Men Danmark er øjet i midten af orkanen, der stormer over verden lige nu. Vi har for mange banker, har haft en boligboble, og er afhængige af oliepriser og international handel. Og imens går verden ind i den laveste vækstrate siden 2. Verdenskrig brød ud.

Danmarks benhårde økonomi har fungeret som en buffer mod krisen, og har skærmet folk for at se, hvor voldsom opbremsningen er. Så de har troet, at Mærsks aktier er billige, at boligpriserne snart vil stige, og den slags pjat. Derfor er dette skihop båret af privat forbrug, alt imens danske og udenlandske virksomheder fyrer folk på stribe.

...Faldet i mængden af fragt er så alvorlig for alle i branchen, at Mærsk nu er oppe mod en desperat konkurrence og styrtdykkende priser. En række af Maersk Lines konkurrenter er så pressede, at de tilbyder at sejle kundernes fragt helt gratis, mod at kunderne nøjes med bl.a. at betale en række brændstoftillæg. »Det bliver det hårdeste år nogensinde for containerindustrien, og der er en seriøs risiko for en syndflod af konkurser. Det er ikke utænkeligt, at en eller flere af giganterne kan gå konkurs også,« siger Philip Damas fra konsulentfirmaet Drewry Shipping Consultants.

Det ville være naturstridigt, hvis Danmark klarer sig bare nogenlunde helskindet gennem orkanen. Hvilket vil sige, at hoppet i forbruget vil skabe endnu flere tvangsauktioner, hvor man i stedet kunne have stormsikret sig. Don't believe the hype.

Om Tonen og Trolde

Vedr. tonen. NY Times har fundet en god metode: Forsiden på hver kommentar-sektion er "redaktørernes udvalgte". Man kan derfra vælge at se alle kommentarer, hvis man vil. Folk gør pludseligt en del mere ud af deres bidrag, fordi de gerne vil forfremmes til første side på saglighed og retskrivning. Det skærer drastisk i trolderiet.



Jeg har aldrig set den.

Obama akbar!

Mine håb for Obama-kalifatet var ellers ved at synke i grus - han har været ved magten i næsten en uge nu, og har ikke engang indført tvungen halal-mad i Det Hvide Hus - men se her! Det første interview siden indsværgelsen giver han på al-Arabiya, Saudi-Arabiens konkurrent til al-Jazeera. Han ofrer praktisk taget Israel på et fad. Inden længe tilhører vi alle Dar al-Islam, og det grønne flag vil veje over hver en metropol på kloden.





Men alvorligt talt...det er en god start. En rigtig god start. Obama er i tal lige så populær i både USA og resten af verden Europa, som Bush var upopulær, og glæden ved ham er simpelthen en glæde over, at vi er ved at vende tilbage til mindre sindssyge tider. USAs udenrigspolitik vil stadig være dum og arrogant, men ikke mere end andre landes, kun mere magtfuld. Det ser i hvert fald lovende ud.

Vi håber på bedre vejr

Jeg må sige, at jeg er lidt overrasket over den nye bankpakke, som i al sin enkelhed går ud på at låne penge til bankerne til mellem 9 og 12% årlig rente. Det er skam ikke så dårligt for staten, forudsat at man får lånene igen. Det er jo lige det. Men jeg tror ikke, at denne løsning vil forbedre situationen på finansmarkedet en dyt. Det her giver ikke mening for bankerne, hvis ikke de enten:

a) Kan foretage udlån for statslånet, der giver mere end de ti procent i årligt afkast.

b) Holder på pengene, til tiderne bliver bedre.

Jeg tror ikke på første mulighed; økonomien er meget hårdt ramt. Pakken er ikke andet end en mulighed for bankerne at skubbe gælden foran sig, og håbe på bedre vejr - indenfor et år, helst. Hvis de ikke tjener tykt til den tid, så godnat.

Jeg siger til mig selv, at vi i Danmark skal være glade for, at vi ikke laver biler. Desværre har vi alt for mange banker. Er der tal på det? Hvor stor del af Danmarks økonomi er fra finanssektoren? Jeg håber ikke, vi er oppe på britisk niveau.

Firsermusik

C64 nostalgi er ikke på mode længere, men hvad fanden.

Afprogrammering

Jeg har svært ved at bestemme mig, men måske den dummeste idé fra Bush-æraen var, at terrorisme var noget, man skulle gå i krig med. Bush/Cheney-administrationen var på udkig efter en krig fra starten. Den neokonservative klike, der havde - har - stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, kunne ikke bestemme sig mellem muslimer og Kina - men 9/11 afgjorde den tvist. Muslimsk terrorisme blev til Fjenden, og det var derfor ikke den store kunst at få amerikanerne til at hoppe med på krigen mod Irak, som administrationen havde planlagt fra nærmest dag ét, otte måneder før 9/11 skete. Også en del mere overkommeligt end Kina. Men retorikken, der er blevet brugt til at forklare hvorfor det var nødvendigt at invadere både Afghanistan og Irak, og hvorfor det stadig er nødvendigt med soldater i Afghanistan, har slået dybe, dumme rødder i den offentlige bevidsthed.

Men nu bør afprogrammeringen komme i gang. Greg Djerejian har et af sine sjældne indlæg - læs det hele. Om Afghanistan, om hvilket det siges, at det ikke igen må være et safe-haven, et tilholdssted, for terrorister:

...what was it about the 9/11 hijackers, say, that made it so critical that they’d enjoyed a safe-haven in Afghanistan? Was this safe haven needed to allow some of the hijackers to attend flight school in Florida, say, as former UK diplomat Rory Stewart has quipped? Can one only learn the finer usages of box-cutters—or more ambitious chemical and biological schemes for that matter—in far-away Afghanistan (...)?

In fact, our most worrisome terror threats are probably far afield from Afghanistan, no matter how intellectually consuming and fodder for myriad think-tank ‘studies’ the latest folly-like fantasy of turning Afghanistan into a modern state might be (...) Put simply, any rational cost/benefit analysis should have us, not only forging and speedily implementing a responsible exit strategy from Iraq, but also accomplishing the same in Afghanistan. As I’ve said, the realer threats instead persist in Internet cafes and empty store-fronts in portions of the Parisian banlieu, the fringes of East London, and so on.

Ikke uden problemer: Jeg havde regnet med, at der ville komme en lind strøm af jihadi fra Irak tilbage til Europa og de arabiske lande, nu hvor jihadismen reelt er blevet besejret (ganske vist af de tidligere så terroristiske sunni-oprørere, men skidt pyt). Men i stedet er de taget til Afghanistan. Hvis NATO trækker sig ud af Afghanistan, vil dette nok ske:

1. Kollaps af den afghanske stat.

2. Ny borgerkrig i Afghanistan om magten. Muligvis med støtte til forskellige stridende fra Iran, Pakistan og NATO.

3. Jihadi, der vender tilbage til deres ophavslande, og ikke kan lægge vanen med at sprænge folk i luften fra sig.

Vigtigst af alt; så vil det være endnu en sejr for jihadismen, der vil juble over at have jaget både Sovjetunionen og NATO på flugt, verdens to mægtigste militærmagter. Det vil så give tosserne politisk vind i sejlene og føre til flere ruiner (men - som sædvanligt - først og fremmest i muslimske lande). Det er ad helvede til.

Det kommer i sidste ende af, at slagmarken ligger, hvor den gør. Civilisationskrigerne var jo vilde med 300, men lektien fra slaget ved Termopylæ var, at hvis man vælger sin forsvarsposition nøje, kan man vinde mod en overlegen fjende. Osama bin Laden planlagde at gøre ved USA, som hans venner havde gjort ved USSR. Det ser ud til at lykkes.

Bunke!

Bunke var en leg fra skolegården, hvor alle kastede sig hen over den nederste i bunken. Lidt homoerotisk. C begyndte. Cordua skriver:

McCain kunne ikke få sig selv til at forslå ting, som han enten ikke troede på virkede eller som fik ham til at fremstå som en populistisk socialist.

Og i Jarls verden var det så derfor, McCain tabte. Hvad vil Jarl kalde det her?

...Mr. McCain's big proposal that night was to spend $300 billion in taxpayer money to buy bad mortgages from banks and refinance them, a plan conservatives quickly condemned as an expensive effort to nationalize the mortgage industry.

Ja, at bruge 300 milliarder $ på at opkøbe huslån i betalingsstandsning fra bankerne lyder som et forslag, der virker, og slet ikke som noget, der kunne få McCain til at fremstå som en populistisk socialist.

97%

Klimaskeptikernes store propagandasejr har været at få sået tvivl om enigheden blandt klimaforskere om den globale opvarmning; at få folk til at tro, at der er "betydelig akademisk dissens".

Det er lodret forkert - lige så forkert som at sige, at to og to giver fem. The American Geophysical Union har fået undersøgt forskeres holdninger, og fået svar fra 3.146 fagfolk. Summa summarum:

Two questions were key: have mean global temperatures risen compared to pre-1800s levels, and has human activity been a significant factor in changing mean global temperatures.

About 90 percent of the scientists agreed with the first question and 82 percent the second.

In analyzing responses by sub-groups, Doran found that climatologists who are active in research showed the strongest consensus on the causes of global warming, with 97 percent agreeing humans play a role. Petroleum geologists and meteorologists were among the biggest doubters, with only 47 and 64 percent respectively believing in human involvement. Doran compared their responses to a recent poll showing only 58 percent of the public thinks human activity contributes to global warming.

"The petroleum geologist response is not too surprising, but the meteorologists' is very interesting," he said. "Most members of the public think meteorologists know climate, but most of them actually study very short-term phenomenon."

He was not surprised, however, by the near-unanimous agreement by climatologists.

"They're the ones who study and publish on climate science. So I guess the take-home message is, the more you know about the field of climate science, the more you're likely to believe in global warming and humankind's contribution to it."

97% af klimaforskere mener altså, at menneskeskabte faktorer har "væsentlig indflydelse" på verdens temperatur. Så det.

Men der er en grund til, at opfattelsen af "betydelig akademisk dissens" er har slået rod. Det er ikke fordi, at skeptikere som Lomborg og Svensmark har ret, at de er på tv og i aviserne. Det er ikke, fordi de er misforståede genier, der er jaget ud af de gode cirkler, fordi de tør sige sandheden. De er i medierne, fordi der er folk, der kan lide det, de siger. Og fordi de og andre skeptikere er så meget i medierne, ja, så tror folk, at der er voldsom uenighed blandt forskere. Og længere er den ikke, for man kan jo ikke selv sætte sig ind i det.

Raapils analyse er i øvrigt skarp: Det er fuldstændigt rigtigt, at den mytologiske idé om syndfloden er lige så gammel som selve mennesket; at tilhængere og skeptikere af teorien blandt lægfolk fordeler sig langs politiske linier; og at visionen om en apokalyptisk afstraffelse af kapitalismens hensynsløse overforbrug tiltaler venstrefløjen. Det er heller ikke, fordi tiltro til videnskab præger venstre mere end højre; jeg har selv langet ud en del gange efter venstrefløjens frygt for atomkraft, der har mere at gøre med koldkrigspacifisme end empiri.

Men gyldigheden af teorien om den globale, menneskeskabte opvarmning har røv og nøgler at gøre med politik og ideologi. Den har at gøre med naturvidenskab, og naturvidenskaben beviser sin sandhedsværdi hvert eneste øjeblik i vor liv: Hver gang, vi tænder for et elektrisk lys, hver gang, vi tænder for computeren, hver gang, vi hører radio, vi ser tv, vi kører i bil, tog eller flyver fra land til land, så er det naturvidenskabens fortjeneste. Så når 97% af de, der bruger deres liv på at forske i klimaet, siger ét, så skal man være mere end bare dum for at lukke ørerne.

Danish Science

Krarup, der har fået et forslag om tvungen undervisning og forskning på dansk på universiteterne gennem Folketingets kulturudvalg, om Helge Sanders modstand:

Er Helge Sander ikke minister for dansk videnskab?

Krarup. Der er ingen dansk videnskab. Videnskab er universel, og engelsk er det universelle sprog til videnskab. Sådan er det, og nu hvorfor:

Frontforskning er meget højt specialiseret. En PhD-studerende kan vælge at specialisere sig i obskure emner som transdifferentation i fedtceller i kødkvæg, polykatonisk nanomedicin eller udvikling af software til brug i modeller for kemisk kinetik. Den vordende forsker skal helt derud for at nå frem til forskningens frontlinie. Og derude er omkredsen så stor, at de felter, hvor fremskridtene sker, hver er så smalle, at det er ganske få mennesker i Europa, der har specialiseret sig i hvert felt. Hvis han til eksempel vælger polykatonisk nanomedicin, så er der måske én lektor i Danmark, der beskæftiger sig med det, men hun er ikke ene om det: Hun vælter sig i engelsk-sprogede journaler, publicerer selv på engelsk, og tosser rundt i udlandet fra konference til konference, fordi fremskridtene er internationale, og det er der, hun må være med, hvis hun ikke skal hægtes af. PhD'eren kan så hæfte sig på lektoren, men for at være med, hvor det sker, skal han ud i verden. Hvor der tales engelsk.

Der er ikke noget alternativ. Hvis kandidatdelen skal foregå på dansk, så får han en hård start på sin forskerkarriere, fordi han simpelthen ikke kender fagorderne på engelsk. Danske forskere er i forvejen underciteret, fordi de tit er for dårlige til engelsk. Men hvis forskere skal publicere på dansk, så kan de godt glemme alt om enhver international anerkendelse indenfor det felt, de skriver om. De bliver sat. Publikationerne kan dog oversættes - ja, det bliver rigtigt dyrt, det er ikke nogen skræmmekampagne - men undervisningen kan ikke simultantolkes, og så kan universiteterne også vinke farvel til udenlandske gæsteforelæsere. Det her vil simpelthen skade dansk forskning, og i sidste ende økonomien. Danmarks økonomi er i den grad båret af vores kloge hoveder, så hvorfor hader Krarup Danmark?

Krarup er ligeglad, selvfølgelig; han er ude i et andet ærinde:

Vi står over for vanskelige forhandlinger og afgørelser, men det er i denne sammenhæng tankevækkende at konstatere den ligegyldighed for det danske sprog, som vores erhvervsliv og højere læreanstalter i fællesskab udviser. De har tydeligvis for længst hævet sig over dansk. De har for længst reduceret det danske sprog til et almuesprog, som det dumme folk kan få lov til at pludre på, mens d’herrer pengemænd og professorer ytrer sig på engelsk.

Ja, eliten og folket, som altid.

Der er et alternativ; at kravle tilbage under stenen, hvor Krarup bor. Det er typisk for Krarup, at han skal helt tilbage til H.C. Ørsted for at finde sin ideelle forsker. Ørsted blev født for over tohundrede år siden. Det er også der, Krarup hører hjemme. Forskning på Ørsteds tid var voldsomt anderledes end i dag - behøver jeg overhovedet at sige det? - og sammenligningen er tåbelig. Men Krarup er den, han er, og det ved vi jo. Det er langt værre, at S, SF og Enh er hoppet med på vognen. De burde vide bedre, men måske dem i kulturudvalget ikke kender noget til universitetsforskning?

Hvis vi skal sikre det danske sprogs jomfruelige renhed, så er universitetsforskning nok det mest skadelige sted at begynde. Men lad da ikke muligheden for at føre kulturkamp mod eliten gå populisterne forbi, uanset hvor skadeligt det i øvrigt er for forskning i polykatonisk nanomedicin.

Værdier

Via Krugman, Grover Norquist om USAs nominelt højere virksomhedsskatter:

Obama is a more international guy, so we should be close to the European average. We’ll stop torturing people, we’ll stop torturing corporations, and that will make us more like Europe.

Jeg tror ikke, at noget illustrerer højrefløjens nuværende værdivakuum bedre, end når den sammenligner skat med tortur, eller mener, at kampen for frihed først og fremmest er en kamp mod skatteraten og miljøregulering. Derfor glæder det mig, at CEPOS så småt er begyndt at snakke om andet end topskat, når nu de er bedre til at komme i medierne end Socialdemokraterne.

Og hvorfor er de egentlig det?

Fanboiii Fogh

Jeg savner ord.

Dansk diplomati arbejder intenst på at sikre, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) så hurtigt som overhovedet muligt får et personligt møde med USAs kommende præsident Barack Obama, erfarer Berlingske Tidende. (...)

»Fogh skal hurtigt møde Obama for at vise, at statsministeren ikke har belastet danske interesser fremover på grund af sit unikke forhold til Bush. Hvis Fogh får svært ved at få et hurtigt møde, vil det både belaste statsministerens pondus op til klimatopmødet og naturligvis svække ham i en dansk indenrigspolitisk virkelighed,« forklarer en topdiplomat. (...)

Statsministeren har allerede talt med Obama – i telefonen den 3. december, hvor Fogh netop understregede, at han ser frem til at »fortsætte det gode dansk-amerikanske forhold«, og at han »udtrykte forventning om et tæt samarbejde med Barack Obama«. Det opkald hjalp Fogh, men et personligt møde, hvor kort det end måtte være, forklarer diplomatiske kilder, er langt mere værd. (...)

En anden dansker, nemlig forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), får i øvrigt muligheden for at møde Obama allerede tirsdag, idet han sammen med sin hustru, det radikale folketingsmedlem Lone Dybkjær, er inviteret til selve indsættelsesceremonien i Washington af Obama. En invitation, som har fået danske embedsmænd endnu mere i alarmberedskab for at sikre Fogh det afgørende møde.

Hvis jeg ikke har mistet forstanden, så står der her, at Danmarks diplomatiske korps arbejder "intenst" på at få et møde i stand mellem Obama og Fogh for at bjærge statsministerens internationale og indenrigspolitiske status, hans personlige karriere, og ikke mindst få hans selvtillid på ret køl, når nu Nyrup er blevet inviteret til indsværgelsesceremonien og JEG ikke er aaaaAAArgh.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Kulturstøttehus

Det er mægtigt fint med DRs nye koncerthus, selv om det jo blev lidt dyrere end forventet. Selv havde jeg nu nok foretrukket at bruge de 1,6 milliarder kr. på bedre sygehuse og nye skolebøger, men der skal jo også være noget til den klassiske musik, der jo ikke får særligt meget i støtte fra staten i forvejen. Desuden: Hvem i landet kan da også stå for et prestigeprojekt?



Er det mere absurd at støtte det etablerede, det håbløse eller det kommercielle? Jeg har ikke helt regnet det ud.

Fossilrock

Dinosaur Jr - The Wagon, og en masse, masse modellervoks.

Ikke helt symbiose

Så Olmert siger, at han med et telefonopkald til Bush fik vredet armen om på Condoleeza Rice. Jo, Wag the Dog. Men det er gået begge veje. Så vidt jeg kan læse mig frem til, så er israelerne alvorligt opskræmt over Irans støtte til Hamas, og forestiller sig, at det nærmest er Iran, de bomber i Gaza. Hvis USA havde sagt ja til Irans store tilbud (jeg elsker det link) i 2003 om normalisering af forholdet, ville Iran også have kappet båndene til Hamas.

A two-page summary was attached. Scanning it, Mann was startled by one dramatic concession after another -- "decisive action" against all terrorists in Iran, an end of support for Hamas and the Islamic Jihad, a promise to cease its nuclear program, and also an agreement to recognize Israel.

This was huge. Mann sat down and drafted a quick memo to her boss, Richard Haass. It was important to send a swift and positive response.

Then she heard that the White House had already made up its mind -- it was going to ignore the offer. Its only response was to lodge a formal complaint with the Swiss government about their ambassador's meddling.

Bush/Cheney-administrationen har også forsøgt at sabotere fredsforhandlingerne mellem Syrien og Israel. Så den fred, Israel så inderligt længes efter, er blevet skudt i stykker af deres nærmeste allierede.

Og det er måske det største problem: At der er en gruppe temmeligt indflydelsesrige mennesker, som faktisk ikke vil frem til freden. Det gør det jo lidt omsonst at diskutere vejen derhen.

Det gode

Der er noget underligt over diskussionen om proportionalitet mht. I/P. Der er et lille, godt interview med en Etgar Keret af Krasnik i Weekendavisen denne uge (ikke online). Sætter god, tyk streg under besynderligheden med dette citat:

"[Israels] kritikere antyder, at der er en slags kvote af civile ofre, der er i orden og acceptabel i en konflikt som denne. Som om man kan føre statistik over krig som en eksakt videnskab. 10 døde civile er okay, men 30 er ikke. 600 er slet ikke. Hvad ville have været det rette tal på den anden side af ligningen? 12,5?"

Og giver modeksemplet Afghanistan:

"Tag nu angrebet den 11. september 2001. Hvor mange blev dræbt? Var det 3000? Det var da ikke en eksistentiel trussel mod USA. Det er småting i forhold til det antal, der dør i trafikken. Og alligevel accepterede alle det massive angreb på Afghanistan med tusinder af ofre."

Jeg tror, at folk kommer forskellige steder fra: Israel - og man kan vist efterhånden godt sige israelerne - mener faktisk, at krigen mod Hamas vil hjælpe på sikkerheden. De kan pege på militære pejlemærker: Hvor mange Hamas-folk, tunneler og knudepunkter, der er slået ihjel, ødelagt eller indtaget. Den europæiske kritik af "manglen af proportionalitet" har en anden vinkel: Dette vil ikke føre noget med sig, på samme måde som krigen mod Hizbollah ikke førte til nogen varig fred. Derfor er det intet andet end en straffeaktion, hvor straffen er voldsomt ude af proportioner med forbrydelsen, og i øvrigt kun vil gøre tingene værre.

Men Kerets sammenligning med Afghanistan mangler lidt historie: USA havde - så vidt jeg ved - ikke krummet et hår på talebanerne, da 9-11 skete. Da talebanerne husede al-Qaedas ledelse, ikke ville straffe dem og ikke ville udlevere dem, var det så godt som en krigserklæring ud af det blå. USAs invasion var derfor fuldt ud folkeretsligt forsvarlig (men ikke militært).

Men konflikten mellem Israel og palæstinenserne begyndte ikke i går, som Keret ellers lader som om i diskussionen om proportionalitet. Når folk diskuterer ret og uret i denne konflikt, ender det tit med en diskussion om hvem, der begyndte. Ja, Hamas fyrede Kassam-raketter af, og slog israelere ihjel. Hvad så med Israels brud på våbenhvilen d. 4. november, hvor de slog nogle palæstinensere ihjel? Eller blokaden af Gaza, der går tilbage til før Hamas kom til magten, og udsultede alle og enhver i Gaza-striben, civile såvel som paramilitære? Hvad med den langsomme etniske udrensning af arabere på Vestbredden, der ikke engang er israelsk territorium? Palæstinenserne må jo derfor være i deres gode ret at handle udenfor alle proportioner for at stoppe Israel - hvis de kunne. En handlings moral afhænger jo ikke af hvem, der udfører den. Så alle har vel ret til at slå hinanden ihjel, ikke?

Alt dette skyder forbi målskiven. Spørgsmålet er: Hvad er det gode i dette? Fred. En handling er ikke god, hvis den modvirker det gode. Israels handlinger vil ikke føre til fred. Israelerne tror det åbenbart; jeg gør ikke. Ergo er der ingen godhed i dette, mener jeg. Hvis Israel leder efter en langsigtet militær løsning på en konflikt, der grundlæggende er politisk, så burde de udrydde palæstinenserne. Det ville jo være ironisk.

Moderat vesterlænding

Når alle muslimer skal fordømme alle ekstremistiske muslimers ekstremistiske handlinger for at vise, at de ikke stiltiende samtykker, vil jeg gerne følge denne regel og fordømme massakren i Gaza. Jeg har ikke gjort noget fra eller til, men jeg vil nødigt have nogen til at tro, at blot fordi jeg er hvid og bor i Vesten, så støtter jeg Israel.

Pinligt er ikke ordet; jeg har ikke noget med det her at gøre. Når argumentet lyder, at vi bør støtte Georgien mod Rusland og Israel mod muslimerne, fordi de to lande er demokratier, så ses der bort fra, at handlingerne, der åbenbart skal støttes, ikke har noget med demokrati at gøre. Det, der egentlig menes, er, at de er som os - fordi man med "demokrati" ikke forstår egentlig selvbestemmelse, men vesterlændinge. Ergo den neokonservative tanke om, at et demokratisk Irak ville støtte Israel. Sådan er det ikke gået, hvilket man ville forstå, hvis man vidste, hvad "demokrati" går ud på.

Men hul i det: På et tidspunkt, inden for de næste tredive år, får Iran eller et arabisk land atomvåben, og Israel vil da atombombe dette land og slå millioner af mennesker ihjel, fordi de potentielt kunne være slået ihjel selv - hvilket er rationalet bag Israels små krige; barbarerne skal holdes nede. Og det går det da også meget godt med, selv om det selvfølgelig giver ammunition til de muslimske civilisationskrigere. Man vil jo ikke risikere noget.

Når bomben falder, er fanden løs, og intet vil holde nogen tilbage. Det tror jeg egentligt også, at muslimhaderne vil have det bedst med, da enhver god realpolitisk analyse ender i deprimerende konklusioner om, hvor lidt Vesten kan opnå ved at øse penge ud til usle diktatorer og slå mennesker ihjel på konventionel vis. Det vil alligevel være folk en lettelse, når vi alle kaster civilisationens snærende gevandter af os og fremstår som de intelligente og krigeriske aber, vi er. I hvert fald et lille øjeblik.

Jeg er temmeligt ligeglad med moral og etik i denne stupide konflikt - palæstinensernes og israelernes liv er ikke mere værd end andres, af hvilke langt flere går tabt. Men Palæstinas lille, tætte konflikt når ud over hele verden og trækker os alle ned, som et sort hul, mod en ny mørk alder. Hitlers hævn over verden.

I/P

Mens jeg er i gang med at wanke løs om Israel/Palæstina, vil jeg gerne lige anbefale Daniel Levys blog, Prospects for Peace. Han er blevet populær, og ganske fortjent.

Selvkørende

Jeg har ikke haft lyst til at skrive om Gaza. Konflikten er deprimerende, fastlåst, og voldsomt overeksponeret. Men skidtet går mig på, jeg bliver nødt til at rede mine tanker ud, det kan jeg lige så godt gøre her.

Fundamentalt set er begge sider irrationelle - som Marc Lynch skriver, så er det svært at se, at dette kan føre til andet end højst midlertidige indenrigspolitiske vindinger for både Hamas og den israelske regering. På lang sigt er situationen for regionen uændret, og den er:

• Bosættelserne fortsættes med at udvides, på trods af den israelske befolknings ønsker. Der bor over en kvart million israelere på Vestbredden, og der er ikke nok politisk kapital i det ganske land til at fjerne dem. Selv pogromen ved Hebron for nyligt vil ikke ændre noget, for politikere er nu engang politikere.

• Det apartheidsystem, som israelerne har måttet indføre for at beskytte bosættelserne, radikaliserer palæstinenserne, der lever en kummerlig tilværelse under Israels styre.

• Israels ønske om sikkerhed er blevet til en politik, der kun har som mål at dominere naboerne militært - en grund til angrebet mod Gaza var angiveligt, at man måtte angribe nu, da det ellers ville blive for kostbart senere.
  

• Det gør Israel meget nemt at provokere til overilede aktioner, som mod Libanon i 2006 og denne mod Gaza i dag, samt blokaden af Gaza. Aktionerne slår civile ihjel, og øger hadet til Israel. De skaber flere fanatikere, der vil prøve at skade Israel, Israel vil overreagere, cirklen er sluttet. Dertil de, der er vrede over bosættelserne. De fleste palæstinensiske fraktioner dyrker samtidig en martyrideologi, hvor en ligegyldig raket mod Sderot eller et bulldozer-angreb på en eller anden måde gør mænd af drenge. De er parat til at dø, hvad enten det hjælper eller ej.

Israel gør, hvad de vil. De gør langt fra alt, de kan - de kunne såmænd godt udradere de halvanden million gazaboere, hvis de ville - men deres nær totale militære dominans gør, at Israel ikke behøver tænke, kun reagere. Israel skal kun tage hensyn til indenrigspolitik og til USA, for USAs støtte til Israel er massiv, og uden denne ville situationen se anderledes ud. USA er dermed det eneste land i verden, der har reel indflydelse på Israel. Men i USA dyrkes historierne om jødernes lidelser under nazisterne så hårdt, at enhver kritik af Israel er bandlyst fra de toneangivendes rækker. Og så længe USA støtter Israel, er der ikke nogen faktor udefra, der kan ændre konfliktens retning. Den er selvkørende.

Så det her møg vil blive ved. Om Hamas vil sættes fra magten i Gaza: Muligvis, og erstattes af endnu mere tossede mennesker med endnu mindre magt. Med mindre Israel vil besætte Gazastriben igen. Bosættelserne vil vokse, ligeledes Israels indre splid. Og Israel vil kaste sig ud i disse straffeaktioner fra tid til anden. En masse mennesker vil dø, langt de fleste palæstinensere. Uanset hvilke småting, der fik Arafat til at sige nej til Ehud Baraks tilbud tilbage i 2000, så ville aftalen have været langt bedre end situationen er nu. Smukke tabere.

Og lur mig, om ikke nogen idiotiske muslimer tænker på at sprænge noget i luften i Europa pga. dette, fordi de er for chauvinistiske til at kende forskel på europæere, israelere og amerikanere. Tilbage fra 2006:

German investigators said Friday that bombs found on two trains last month might have been planted by two young men angered by the war in Lebanon.

Civilisationskrigen går sin gang.

Mørk Religion

Godt nytår. Havde en god diskussion med en tilhænger af sammensværgelsesteorier i går nat, det provokerer.

Grundsynet er nærmest religiøst: Der er disse figurer i mørket - mænd i sort - som er nær udødelige, og kontrollerer alt, der sker. Alt, der sker, sker, fordi de ønsker det, med uigennemskuelige endemål. Mystiske, onde halvguder.

Da USA dominerer, er mændene i sort amerikanere (EU, FN, jøder eller Frimurerne kan også bruges). Når jeg som svar påpeger, at USA er blevet svækket ved sin egen politik i dette årti, er svaret enten, at det kun ser sådan ud, men ikke kan passe, da disse folk jo er så udspekulerede, eller at det går ud på at svække USAs egen befolkning for derved at vinde kontrollen med demokratiet og indføre kapitalistisk fascisme (goddag, Naomi Klein), eller at det er med vilje, fordi visse amerikanske individer og/eller skyggefulde organisationer, Femte Kolonne, har interesse i at svække USA, eller at det drejer sig om personlig vinding fremfor nationens.

Det er ulogisk. Første tilfælde: De storpolitiske ligninger foregår i det åbne. Til eksempel: Rusland er svækket, fordi olieprisen er faldet som en sten, siden finanskrisen kom til; USA er svækket, fordi nationen er forgældet, hæren er slidt op, og der ikke er udrykningsstyrker til meget mere end en væltet havegrill. Disse er ikke hemmeligheder; alt dette foregår i det åbne, og verden bevæger sig ikke ved skjult logik, når det drejer sig om storpolitik. At USA, som nation, har scoret et gevaldigt selvmål med invasionen af Irak, er tydeligt for dem, der gider interessere sig for skidtet. At USA vil score endnu et gevaldigt selvmål, hvis de angriber Iran, er heller ikke svært at regne ud. At USA og NATO ser skidt ud, hvis de taber krigen i Afghanistan, er udenfor diskussion. Jeg køber den ikke.

Andet tilfælde: Fascisme, kapitalistisk eller ej, er demokrati underlegent. Demokrati er bare mere effektivt, fordi der indlejret i styreformen er en konstant proces af selvkritik og selverkendelse. Hvis USA bliver fascistisk, vil nationen uværgeligt svækkes til ukendelighed, og andre nationer dominere. Der er heller ingen egeninteresse her i denne teori, andet end orwellsk magtbegær. Ingen international sammensværgelse; kun en bunke antidemokratiske idioter, der skyder deres egen nation i foden.

Tredje tilfælde: Jeg holder af beviser. Men da det ikke er påkrævet i sammensværgelsesteoretikerens hoved - det er jo religion - så er hemmelige organisationer noget svære at modbevise, som det nu engang er med en uverificerbar påstand. Jeg kunne også påstå, at der er en tekande i omløb omkring Aldebaran, og det vil ikke kunne modbevises. Ikke lige foreløbigt.

Fjerde tilfælde: Personlig vinding. At nogen udnytter en given situation til egen vinding er intet nyt. Men dette syn på verden er netop et, der går imod selve idéen om en verdensomspændende sammensværgelse: Hvis aktører er individuelle, så er handlingerne også, og dermed går hele det verdensomspændende aspekt fløjten. Hvis personlig vinding er målet, så er konklusionen en verden, der består af individer, der slås med og mod hinanden, som mennesker jo gør. Nogen vinder, nogen taber, sådan er det, sådan har det altid været.

Til alle tider har der været imperier. De er blomstret og falmet. Alle har søgt at dominere verden, men ingen har formået at gøre det særligt længe. Det amerikanske imperie er ikke anderledes. Der er ingen overordnet plan, ingen orden, det er alle mod alle, i det ene eller det andet forbund. Ellers ville historien ikke være, som den er: