Fra had til vold

Jeg bør vel ofre nogle ord på de pikslikkere der angreb den danske ambassade i Pakistan.

Dette er frugten ved hvilken islamisterne skal kendes. Den eneste grund nogen ville have til at angribe netop den danske ambassade er opfattelsen af, at Danmark har "fornærmet islam" igen og igen. Så kan de gejstlige beklage og begræde, men deres bandbuller mod Danmark har atter båret rådden frugt. Der løber en linie fra retorik til handling, fra had til vold, klar som sommersolen. Den ender i dag i otte døde mennesker.

Det var så fordømmelsen. Nu til Pakistan: Jeg har før blæret mig med mit overfladiske kendskab til nationen, men har dog fulgt en anelse mere med på det seneste. Så vidt jeg har forstået, så hersker der blandt de sekulære pakistanere - først og fremmest punjabier og sindher, disse udgør langt det meste af befolkningen - en opfattelse af, at USA tvang Pakistan til at angribe de militante pashtun-organisationer i grænseområderne til Afghanistan i forbindelse med krigen i Afghanistan, og at de seneste års vold i det centrale Pakistan derfor er udlandets skyld. Ved valget for nyligt blev en regering derfor valgt ind, som lige nu er i gang med at underskrive våbenhviler med de militante fra nord til syd. Man forventer så at mareridtet går væk, og alt bliver som før.

Så nemt får Pakistan det ikke. Talebanbevægelsen blev skabt af den pakistanske efterretningstjeneste ISI, som en stedfortrædermilits, der skulle underlægge Afghanistan på Hatfields Pakistans vegne, selvfølgelig i konkurrence med McCoys Indiens støtte til Nordalliancen. Det burde være åbenlyst for Pakistans politiske elite at de har skabt et Frankensteins monster, og at det har ikke tænkt sig at lade sin skaber være i fred. Men denne bevidsthed mangler. En Daniel Simons skrev denne lille artikel i februar om USAs støtte til Musharraf; på ganske få linier favner den bredt, så jeg vil anbefale den og afslutte mit eget indlæg med et citat derfra:

For Pakistan to undertake a successful counterterrorism campaign against the troika of dangerous Islamists within its borders -- al Qaeda, the Afghan Taliban and domestic militants -- its people must believe that such an effort is in their self-interest. We know from Iraq that winning over the populace is vital to a successful counterinsurgency or counterterrorism campaign. Pakistanis need to be convinced that Islamist extremism threatens their way of life.

Presently, though, many Pakistanis attribute the rise of Islamist extremism in Pakistan to Musharraf's ill-fated alliance with the United States. Given his role in sacking the chief justice last March and declaring a state of emergency in November to ensure his re-election as president, Musharraf's unpopularity seems irreversible.

Accordingly, the appeal of a Musharraf-centric explanation for domestic terrorism will fade only if Pakistan continues to experience militant attacks after the president's downfall. This is why Musharraf ultimately must go. Until he does, Pakistanis will not accept that the fundamentalists have a more expansive goal: to impose strict Islamic law on all of Pakistan.