Holger K. Nielsen er gæsteanmelder på Weekendavisen denne uge, og skriver om Anna Politkovskajas Russisk Dagbog. Jeg har ikke læst den, men har en kommentar til Holger K.'s afsluttende bemærkninger:
Anna Politkovskajas dagbog bliver forhåbentlig læst af de vestlige ledere, som har lukket øjnene for krigsforbrydelserne i Tjetjenien og diktaturets snigende genkomst. Vestens belevenhed over for Putin er en gedigen politisk og moralsk skandale, og et eksempel på den udenrigspolitiske dobbeltmoral, som er en ulidelig svøbe. Når det handler om energiforsyningerne, er der tilsyneladende ingen grænse for, hvad man er villig til.
En moralsk udenrigspolitik, som Holger K. vil have, vil hurtigt føre til, at man lægger sig ud med mindst totredjedele af verden. Det er ikke uden grund at organisationer som Amnesty og Human Rights Watch er ildeset af mange regeringer verden over, hvis de da overhovedet tolereres. Hvad de gør er godt og rigtigt, og det ville ikke være en dårlig idé at give u-landsstøtten til de to i stedet. Men at føre udenrigspolitik på deres måde vil ikke gøre verden et hak bedre, for der er forskel på NGOer og nationer. Pres fra stater udefra kan nemt oversættes til indenrigspolitisk undertrykkelse. Der er ikke noget demagoger elsker mere end en fjern fjende der kan bruges som undskyldning for at slå ned på politiske fjender indenfor grænserne. Vi nævner i flæng, med demagog først og fjern fjende sidst:
Rusland - Tjetjenien
arabiske lande - Israel
USA - al-Qaeda
Iran - USA og Israel
Nazityskland - jøder og bolsjevikker
Kina - Taiwan, statsfjender
konservative - revolutionære
revolutionære - kontrarevolutionære
Oceanien - Eurasien eller Østasien
Hvad man bør gøre er at smile venligt og tage handske på, når man hilser på mordere. Man passer sit, og sørger for at holde sin sti ren. Man ændrer verden ved sit eksempel, ikke sine handlinger. Man står fast på sit, uden at tvinge det ned over andre. Man ved, at éns land er godt, og hvis det angribes, er man villig til at forsvare det. Men man angriber ikke selv.
Og: Man sørger for at gøre sig fri af alle bånd til diktatorerne. I dette tilfælde betyder det at rive sig fri af russisk naturgas, og i den sammenhæng også olie fra den arabiske halvø. Europas lande er håbløse på det punkt, nok mest af alt fordi det eneste reelle alternativ til fossile brændstoffer er atomkraft, som alt for mange europæere er bange for. De foretrækker åbenbart drivhuseffekt og amoralske bånd til diktaturer fremfor, i Danmarks tilfælde, omtrent 20 kubikmeter højaktivt affald per år.
Den bedste måde at gøre verden bedre er at lade diktaturerne og ideologierne falde sammen af sig selv, når de er rådnet op indefra. De vestlige lande vandt den kolde krig, ikke fordi de var bedre til vold, men fordi de var bedre lande.
fredag den 27. april 2007
For vores egen skyld
Kommentar til denne byrådsbeslutning.
Bortset fra nips som frihedsrettigheder, minoritets- og medarbejderbeskyttelse:
Godtager man, at passiv rygning er skadelig i selv små doser, må konklusionen være, at ingen forældre må ryge i deres egne hjem eller biler, hvis deres børn udsættes for røgen, for børnene kan ikke vælge fra. Ej heller må nogen ryge nogen steder hvor ikke-rygere kan komme til at inhalere røgen. Videnskabelige studier må udføres vedrørende spredningskvotienten pr. smøg pr. kubikmeter pr. tid, og nå frem til hvordan udendørs rygeområder bør administreres mht. vindstyrke og retning. Ydermere, vedr. hjemmehjælpere og rengøringsmedarbejdere, bør en tabel laves over spredningen over tid i et lukket rum, mht. beskyttelse efter cigaretten er slukket.
Om et par år er det nok ikke længere sarkastisk ment.
I øvrigt, jævnfør:
Det har 21 ud af 31 byrådsmedlemmer i Roskilde Byråd bestemt på vegne af sine godt 7.500 ansatte.
Med:
Det er et flertal af medarbejderne, som her bestemt det, og i den demokrtaiske proces, så må vi politkere sige ja til det. (sic)
Politikerne må altså sige ja til noget de selv har bestemt. Halleluja.
Bortset fra nips som frihedsrettigheder, minoritets- og medarbejderbeskyttelse:
Godtager man, at passiv rygning er skadelig i selv små doser, må konklusionen være, at ingen forældre må ryge i deres egne hjem eller biler, hvis deres børn udsættes for røgen, for børnene kan ikke vælge fra. Ej heller må nogen ryge nogen steder hvor ikke-rygere kan komme til at inhalere røgen. Videnskabelige studier må udføres vedrørende spredningskvotienten pr. smøg pr. kubikmeter pr. tid, og nå frem til hvordan udendørs rygeområder bør administreres mht. vindstyrke og retning. Ydermere, vedr. hjemmehjælpere og rengøringsmedarbejdere, bør en tabel laves over spredningen over tid i et lukket rum, mht. beskyttelse efter cigaretten er slukket.
Om et par år er det nok ikke længere sarkastisk ment.
I øvrigt, jævnfør:
Det har 21 ud af 31 byrådsmedlemmer i Roskilde Byråd bestemt på vegne af sine godt 7.500 ansatte.
Med:
Det er et flertal af medarbejderne, som her bestemt det, og i den demokrtaiske proces, så må vi politkere sige ja til det. (sic)
Politikerne må altså sige ja til noget de selv har bestemt. Halleluja.
onsdag den 25. april 2007
Ikke Belfast
Efter israelsk inspiration, ifølge den i øjeblikket bedste engelsk-sprogede kilde om Irakkrigen.
Åbenbart en idé fra en ansat på The Hudson Institute. Den israelske mur har virket godt - for israelere. Den ville få min fulde støtte, hvis blot den fulgte grænserne. Som den er nu, tager den en ordentlig luns palæstinensisk land. Men Irak er anderledes, for idéen om Irak er stadig stærk hos irakerne. Muren i Baghdad beviser for dem teorien om, at det fra starten var USAs hensigt at dele Irak op, efter en del-og-hersk strategi.
Det viser hvor meget ønsketænkning blandt irakere der er, at idéen om Irak stadig findes. Eftersom de konstant beskylder hinanden for at samarbejde med udlændinge for egen vindings skyld, og i øvrigt sprænger hinanden i luften når de kan komme til det. Det er en af de ting, der forvirrer udlændinge, her en kommentar til tråden på Arablinks:
So who was really responsible for (Saddam's execution), in your estimation?
I ask because I was critical recently of a TomDispatch by Dilip Hiro in which he repeatedly describes Sistani as a nationalist. Yet he also says that the timing of Saddam's execution happened over U.S. objections, and was given the decisive push by Sistani.
It's an odd sort of 'nationalist' (unless 'nation' is defined as 'Shia dictatorship') who would press to inflame sectarian feelings in such a way.
Problemet er, at hverken shia-araberne og sunni-araberne ønsker, at Irak deles op. Men de vil begge bestemme over det samlede Irak. Det er lig Tyrkiets afskyelige nationalisme, som er på sit højeste i mange år: Tyrkiet skal holdes samlet, og minoriteterne må finde sig i det eller slås ned. Nation er Tyrkiet, og tyrkerne er nationen. Fanden tage de andre.
Åbenbart en idé fra en ansat på The Hudson Institute. Den israelske mur har virket godt - for israelere. Den ville få min fulde støtte, hvis blot den fulgte grænserne. Som den er nu, tager den en ordentlig luns palæstinensisk land. Men Irak er anderledes, for idéen om Irak er stadig stærk hos irakerne. Muren i Baghdad beviser for dem teorien om, at det fra starten var USAs hensigt at dele Irak op, efter en del-og-hersk strategi.
Det viser hvor meget ønsketænkning blandt irakere der er, at idéen om Irak stadig findes. Eftersom de konstant beskylder hinanden for at samarbejde med udlændinge for egen vindings skyld, og i øvrigt sprænger hinanden i luften når de kan komme til det. Det er en af de ting, der forvirrer udlændinge, her en kommentar til tråden på Arablinks:
So who was really responsible for (Saddam's execution), in your estimation?
I ask because I was critical recently of a TomDispatch by Dilip Hiro in which he repeatedly describes Sistani as a nationalist. Yet he also says that the timing of Saddam's execution happened over U.S. objections, and was given the decisive push by Sistani.
It's an odd sort of 'nationalist' (unless 'nation' is defined as 'Shia dictatorship') who would press to inflame sectarian feelings in such a way.
Problemet er, at hverken shia-araberne og sunni-araberne ønsker, at Irak deles op. Men de vil begge bestemme over det samlede Irak. Det er lig Tyrkiets afskyelige nationalisme, som er på sit højeste i mange år: Tyrkiet skal holdes samlet, og minoriteterne må finde sig i det eller slås ned. Nation er Tyrkiet, og tyrkerne er nationen. Fanden tage de andre.
mandag den 23. april 2007
Undergang
Kommentar til en lille Reuters.
Det saudi-arabiske religiøse politi svarer mere eller mindre til de iranske basiji, og nyder omtrent lige så stor respekt blandt almindelige mennesker. Mekanikken er: Ethvert land, der herskes efter en overbevisning (religiøs, ideologisk, nationalistisk, som oftest en blanding), vil med tiden se sine indbyggere blive træt af denne styreform. Iran og Saudi-Arabien er de eneste to store lande i dag, der styres islamistisk. Så selvfølgelig er saudierne og iranerne ved at være gevaldigt trætte af denne styreform. Uagtet de to landes store forskelle, religiøst og i øvrigt.
Kommunismen, fascismen, islamismen: Alle lover de en anden verden, som aldrig kommer. Forskellen mellem disse og et gement diktatur er overbevisningens kraft. En kraft, som tappes i takt med tidens fremskriden. Man ser, at de ikke har noget på sig. Man ser, at det eneste, der adskiller et overbevisningens diktatur fra et nøgent er tomme sloganer, pompøse parader og en stadigt mere gennemskuelig indoktrinering.
Så til sidst forvitrer landet. Muligvis falder styret, muligvis ikke. Mange gange er der en glidende overgang, hvor overbevisningen synker ned under jordens overflade, samtidig med at landet bliver til et almindeligt diktatur eller pseudodemokrati.
Blandt civilisationskrigerne taler man om Vestens forfald. Man har ingen ledetråd, intet højere formål med sit liv. Ingen er for alvor stolt af sit land. Ingen tror på noget længere. Med demografistatistikker i den ene hånd og verdenshistorien i den anden underholder Spengler om den vestlige civilisations undergang. Vi tænker kun på os selv. Vi drukner vores livslyst i porno og lever under kønsorganernes diktatur. Kapitalismen suger vores næstekærlighed ud af os, og velfærdssamfundet tapper vores egenkærlighed. Vi er falske, feje, griske og svage, og fortjener at gå under.
Men se så på Saudi-Arabiens og Irans eksempler og indse, at en formålsløs eksistens er tilstanden tyngdekraften hiver ethvert land ned til. Se Saudi-Arabiens eksploderende skilsmissetal. Se Irans faldende fødselsrate. Civilisationskrigerne vil have Vesten til at efterligne disse lande i deres nationalisme, religiøsitet og krigeriskhed. Men de findes ikke længere. De fandtes kun det korte øjeblik, hvor tiden ikke havde klædt overbevisningen af.
Så længe løgnen handler om virkeligheden, vil virkeligheden afsløre løgnen.
Det saudi-arabiske religiøse politi svarer mere eller mindre til de iranske basiji, og nyder omtrent lige så stor respekt blandt almindelige mennesker. Mekanikken er: Ethvert land, der herskes efter en overbevisning (religiøs, ideologisk, nationalistisk, som oftest en blanding), vil med tiden se sine indbyggere blive træt af denne styreform. Iran og Saudi-Arabien er de eneste to store lande i dag, der styres islamistisk. Så selvfølgelig er saudierne og iranerne ved at være gevaldigt trætte af denne styreform. Uagtet de to landes store forskelle, religiøst og i øvrigt.
Kommunismen, fascismen, islamismen: Alle lover de en anden verden, som aldrig kommer. Forskellen mellem disse og et gement diktatur er overbevisningens kraft. En kraft, som tappes i takt med tidens fremskriden. Man ser, at de ikke har noget på sig. Man ser, at det eneste, der adskiller et overbevisningens diktatur fra et nøgent er tomme sloganer, pompøse parader og en stadigt mere gennemskuelig indoktrinering.
Så til sidst forvitrer landet. Muligvis falder styret, muligvis ikke. Mange gange er der en glidende overgang, hvor overbevisningen synker ned under jordens overflade, samtidig med at landet bliver til et almindeligt diktatur eller pseudodemokrati.
Blandt civilisationskrigerne taler man om Vestens forfald. Man har ingen ledetråd, intet højere formål med sit liv. Ingen er for alvor stolt af sit land. Ingen tror på noget længere. Med demografistatistikker i den ene hånd og verdenshistorien i den anden underholder Spengler om den vestlige civilisations undergang. Vi tænker kun på os selv. Vi drukner vores livslyst i porno og lever under kønsorganernes diktatur. Kapitalismen suger vores næstekærlighed ud af os, og velfærdssamfundet tapper vores egenkærlighed. Vi er falske, feje, griske og svage, og fortjener at gå under.
Men se så på Saudi-Arabiens og Irans eksempler og indse, at en formålsløs eksistens er tilstanden tyngdekraften hiver ethvert land ned til. Se Saudi-Arabiens eksploderende skilsmissetal. Se Irans faldende fødselsrate. Civilisationskrigerne vil have Vesten til at efterligne disse lande i deres nationalisme, religiøsitet og krigeriskhed. Men de findes ikke længere. De fandtes kun det korte øjeblik, hvor tiden ikke havde klædt overbevisningen af.
Så længe løgnen handler om virkeligheden, vil virkeligheden afsløre løgnen.
fredag den 20. april 2007
Forechecking
Lille kommentar til denne briefing.
Eftersom USA allerede har tabt i Irak - for så vidt man kan tabe andre folks borgerkrig - og det amerikanske folk langsomt er ved at finde ud af det, vil støtten til krigen forsvinde til det rene ingenting. Hvis de ikke trækker sig ud før Bush Jr. er afløst, gør de det med sikkerhed lige efter.
Når det sker, kan man forvente at jihadisterne tager til Afghanistan for at dræbe afghanere i stedet for irakere. Dem, der ikke gør, tager hjem og laver ravage i deres hjemlande, som i tiden efter Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan.
Resultat: Bomber, politisk og økonomisk ustabilitet, meget højere oliepriser. Sandsynligvis bomber i Europa også. En modreaktion fra diktatorerne: heksejagt, undertrykkelse. Noget vil gå i stykker, når det sker. Det er allerede ved at gå i stykker. Hold hovedet koldt til den tid.
Eftersom USA allerede har tabt i Irak - for så vidt man kan tabe andre folks borgerkrig - og det amerikanske folk langsomt er ved at finde ud af det, vil støtten til krigen forsvinde til det rene ingenting. Hvis de ikke trækker sig ud før Bush Jr. er afløst, gør de det med sikkerhed lige efter.
Når det sker, kan man forvente at jihadisterne tager til Afghanistan for at dræbe afghanere i stedet for irakere. Dem, der ikke gør, tager hjem og laver ravage i deres hjemlande, som i tiden efter Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan.
Resultat: Bomber, politisk og økonomisk ustabilitet, meget højere oliepriser. Sandsynligvis bomber i Europa også. En modreaktion fra diktatorerne: heksejagt, undertrykkelse. Noget vil gå i stykker, når det sker. Det er allerede ved at gå i stykker. Hold hovedet koldt til den tid.
Særpleje
En kommentar til hvordan man eroderer støtten til EU.
I en overnational organisation som EU, OECD eller FN kræver erodering af støtten kun, at de enkelte medlemsstater forpurrer ellers gode lovforslag for at pleje deres eget lands særinteresser. Det er også kendt i indenrigspolitik; en politiker eller et parti tilgodeser sin base fremfor landet. Den jyske trafikmafia er et fint eksempel.
Reaktionerne er forskellige: hvor landets medlemsskab er til diskussion, vil en sådan sag skabe modstand mod selve organisationen. Hvor det ikke står til diskussion - f.eks. i en nation - vil medlemmerne prøve at løse problemerne i stedet. De er nemlig engagerede i organisationen. Ingen seriøse sjællændske politikere foreslår udmeldelse af rigsfælleskabet Danmark pga. trafikmafiaen, men andre kunne godt tænke sig at melde sig ud af FN, fordi det er ineffektivt, eller EU, fordi det er korrupt.
En af de bedste udviklinger de seneste år er den almindelige accept af EU-medlemsskabet. Derfor kan både EU-tilhængere og modstandere koncentrere sig om at få organisationen til at fungere. Tilhængerne behøver ikke længere forsvare EU mod alle angreb eller tale om højere formål fremfor praktiske gøremål, når kun få modstandere langer ud efter hele EU.
Parlamentsmedlemmer som Jens-Peter Bonde har været uvurderlige som vagthunde. Selv om jeg er bunduenig med ham i de fleste ting, har hans specifikke klager rystet gode ting af sig. Hvis hans angreb sigtede på at fjerne støtten til EU, har han via de nødvendige reformer som angrebene satte i gang øget engagementet i stedet. Det nytter jo.
Så bare gå til den. Vi venter med spænding på de vrede kronikker.
I en overnational organisation som EU, OECD eller FN kræver erodering af støtten kun, at de enkelte medlemsstater forpurrer ellers gode lovforslag for at pleje deres eget lands særinteresser. Det er også kendt i indenrigspolitik; en politiker eller et parti tilgodeser sin base fremfor landet. Den jyske trafikmafia er et fint eksempel.
Reaktionerne er forskellige: hvor landets medlemsskab er til diskussion, vil en sådan sag skabe modstand mod selve organisationen. Hvor det ikke står til diskussion - f.eks. i en nation - vil medlemmerne prøve at løse problemerne i stedet. De er nemlig engagerede i organisationen. Ingen seriøse sjællændske politikere foreslår udmeldelse af rigsfælleskabet Danmark pga. trafikmafiaen, men andre kunne godt tænke sig at melde sig ud af FN, fordi det er ineffektivt, eller EU, fordi det er korrupt.
En af de bedste udviklinger de seneste år er den almindelige accept af EU-medlemsskabet. Derfor kan både EU-tilhængere og modstandere koncentrere sig om at få organisationen til at fungere. Tilhængerne behøver ikke længere forsvare EU mod alle angreb eller tale om højere formål fremfor praktiske gøremål, når kun få modstandere langer ud efter hele EU.
Parlamentsmedlemmer som Jens-Peter Bonde har været uvurderlige som vagthunde. Selv om jeg er bunduenig med ham i de fleste ting, har hans specifikke klager rystet gode ting af sig. Hvis hans angreb sigtede på at fjerne støtten til EU, har han via de nødvendige reformer som angrebene satte i gang øget engagementet i stedet. Det nytter jo.
Så bare gå til den. Vi venter med spænding på de vrede kronikker.
Super Belfast
Eller er dette efter israelsk inspiration? Som Baghdad er delt op mellem enklaver skal der er en del af disse mure op, før alle indfaldsveje er sikret mellem dem, der vil myrde hinanden. Men når amerikanerne forlader Irak, vil Baghdad blive et helvede: 7 millioner indbyggere af blandet etnicitet, og et had der allerede nu får byen til at flyde over med lig. Disse mure vil rent faktisk hjælpe militserne med at holde deres egne kvarterer fri af bomber og dødspatruljer, så for en gangs skyld gør USA noget der hjælper. Forudsat at shiaerne til den tid ikke vil rense Baghdad for sunnier og ser murene som indhegninger.
torsdag den 19. april 2007
Breaking News
Søren Krarup har fordomme om islam.
New developments: Pia Kjærsgaard skriver et fornuftigt indlæg i Politiken.
To gode eksempler på DF: Først åbenlys racisme, derefter isbryderen i debatten om indvandrere. Jeg ville ønske, at venstrefløjen kunne se bort fra hudfarve som Pia Kjærsgaard gør her, og tale om problemerne som de er - ikke som de bør være.
Further developments: Søren Krarup har for meget indflydelse til at Pia Kjærsgaard kan slå ned på ham, og andre DFere hopper med på vognen. Den havde Pia og Anders nok været foruden. Grunden til, at DF har en så hård topstyring er, at de er dårlige soldater som tit bringer officererne i problemer. Men i dette tilfælde slog en officer til, og tilmed en, der ikke kunne fyres.
Nu kan DF så kun håbe på, at nogen fra venstrefløjen går over gevind, eller at dagsordenen skifter. Hold vejret.
New developments: Pia Kjærsgaard skriver et fornuftigt indlæg i Politiken.
To gode eksempler på DF: Først åbenlys racisme, derefter isbryderen i debatten om indvandrere. Jeg ville ønske, at venstrefløjen kunne se bort fra hudfarve som Pia Kjærsgaard gør her, og tale om problemerne som de er - ikke som de bør være.
Further developments: Søren Krarup har for meget indflydelse til at Pia Kjærsgaard kan slå ned på ham, og andre DFere hopper med på vognen. Den havde Pia og Anders nok været foruden. Grunden til, at DF har en så hård topstyring er, at de er dårlige soldater som tit bringer officererne i problemer. Men i dette tilfælde slog en officer til, og tilmed en, der ikke kunne fyres.
Nu kan DF så kun håbe på, at nogen fra venstrefløjen går over gevind, eller at dagsordenen skifter. Hold vejret.
mandag den 16. april 2007
Tillid
En lille kommentar til de seneste dages virvar om at vise lægernes fejl i deres praksis.
Regeringen har foreslået, at alle praktiserende læger skal have hængt et skilt op med deres fejl i deres praksis, og lægerne protesterer vildt og inderligt. Så dårligt et forslag er det, at selv de Konservative og Berlingskes bragehoveder fra Groft Sagt ikke magter at forsvare det. I et større perspektiv er det kun videreførslen af regeringens mistillidspolitik. Praktiserende læge Martin Ryt-Hansen interviewes af Berlingske Tidende, og siger:
'Man skal passe på os som stand. Vi er ikke så mange om det. Der er i øjeblikket lægemangel, og jeg synes, man skal behandle os med lidt mere respekt. Hvis det bliver endnu hårdere at være praktiserende læge, kunne jeg godt forestille mig, at nogen ville forlade faget.'
Den 4/4 har avisen 24 Timer en forsidehistorie om det svindende antal af dagplejere. Konklusionen er, at der er for meget kontrol og for få incitamenter. Jeg har tidligere talt om de forudsigelige, og hermed forudsete problemer med at udvide pligterne samt øge kontrollen med de offentlige ansatte, bl.a. lærere og soldater. Hertil kan vi lægge administratorer og funktionærer, dagplejere, pædagoger, lektorer på gymnasier, forskere på universiteter, og nu også læger. Martin Ryt-Hansens udtalelse kan bruges om dem alle, man skal blot erstatte ordet 'læger' med hvem det nu drejer sig om.
Socialdemokraterne messer velfærd og minimumsgarantier, for de har opdaget, at det er valgflæsk, der sælger. De Radikale har derimod foreslået en tillidsreform. Det er første gang i mange år hvor R har ramt plet, og for en gangs skyld bør S høre efter.
Regeringen har foreslået, at alle praktiserende læger skal have hængt et skilt op med deres fejl i deres praksis, og lægerne protesterer vildt og inderligt. Så dårligt et forslag er det, at selv de Konservative og Berlingskes bragehoveder fra Groft Sagt ikke magter at forsvare det. I et større perspektiv er det kun videreførslen af regeringens mistillidspolitik. Praktiserende læge Martin Ryt-Hansen interviewes af Berlingske Tidende, og siger:
'Man skal passe på os som stand. Vi er ikke så mange om det. Der er i øjeblikket lægemangel, og jeg synes, man skal behandle os med lidt mere respekt. Hvis det bliver endnu hårdere at være praktiserende læge, kunne jeg godt forestille mig, at nogen ville forlade faget.'
Den 4/4 har avisen 24 Timer en forsidehistorie om det svindende antal af dagplejere. Konklusionen er, at der er for meget kontrol og for få incitamenter. Jeg har tidligere talt om de forudsigelige, og hermed forudsete problemer med at udvide pligterne samt øge kontrollen med de offentlige ansatte, bl.a. lærere og soldater. Hertil kan vi lægge administratorer og funktionærer, dagplejere, pædagoger, lektorer på gymnasier, forskere på universiteter, og nu også læger. Martin Ryt-Hansens udtalelse kan bruges om dem alle, man skal blot erstatte ordet 'læger' med hvem det nu drejer sig om.
Socialdemokraterne messer velfærd og minimumsgarantier, for de har opdaget, at det er valgflæsk, der sælger. De Radikale har derimod foreslået en tillidsreform. Det er første gang i mange år hvor R har ramt plet, og for en gangs skyld bør S høre efter.
fredag den 13. april 2007
Græsplæner
Katrine Winkel Holm skriver om 300 i Berlingske:
..(Spartanerne) ofrer altså deres liv for deres land. Sygt ifølge Iversen og mange andre med ham. (...) Alt sammen stærkt frastødende på det dialogsøgende vestlige velfærdsmenneske, som hellere vil slå sin plæne end slå løs på pæne folk. Og for hvem der ikke er noget så flot som at have det godt.
Men velfærdsmennesket står faktisk ret alene med sin rynken på næsen af heltedøden for fædrelandet. Den blev hyldet i antikken. Den eller så livsglade romerske digter Horats var ikke i tvivl om, at det var ædelt at dø for fædrelandet: Dulce et decorum pro patria mori. (sic)
Hvortil jeg vil citere Shakespeare: There are few die well that die in battle.
Det måtte jo komme, at en civilisationskriger herhjemme priste 300 for sin uforfalskede hyldest til vestligt heltemod. At det er en tegneserieversion af virkeligheden generer hende ikke, men hvorfor skulle det.
Men læg mærke til: Hendes modvilje mod fred, dialog, at have det godt, velfærd, forstadsmennesket og græsplæner - noget Sayyid Qutb heller ikke kunne udstå, ifølge Adam Curtis. Læg til sidst mærke til, at hun er teolog. Ganske vist af Krarupslægten, men ikke desto mindre værdig til at hidkalde denne strofe af William Blake fra mit sind:
They say this wonder never shall cease
The priest promotes war, and the soldier peace
..(Spartanerne) ofrer altså deres liv for deres land. Sygt ifølge Iversen og mange andre med ham. (...) Alt sammen stærkt frastødende på det dialogsøgende vestlige velfærdsmenneske, som hellere vil slå sin plæne end slå løs på pæne folk. Og for hvem der ikke er noget så flot som at have det godt.
Men velfærdsmennesket står faktisk ret alene med sin rynken på næsen af heltedøden for fædrelandet. Den blev hyldet i antikken. Den eller så livsglade romerske digter Horats var ikke i tvivl om, at det var ædelt at dø for fædrelandet: Dulce et decorum pro patria mori. (sic)
Hvortil jeg vil citere Shakespeare: There are few die well that die in battle.
Det måtte jo komme, at en civilisationskriger herhjemme priste 300 for sin uforfalskede hyldest til vestligt heltemod. At det er en tegneserieversion af virkeligheden generer hende ikke, men hvorfor skulle det.
Men læg mærke til: Hendes modvilje mod fred, dialog, at have det godt, velfærd, forstadsmennesket og græsplæner - noget Sayyid Qutb heller ikke kunne udstå, ifølge Adam Curtis. Læg til sidst mærke til, at hun er teolog. Ganske vist af Krarupslægten, men ikke desto mindre værdig til at hidkalde denne strofe af William Blake fra mit sind:
They say this wonder never shall cease
The priest promotes war, and the soldier peace
torsdag den 12. april 2007
Gult
Kommentar til dette indlæg via dailykos.
Meningsmageren foreslår Al Gore at opkøbe Chrysler fra Daimler-Benz og gøre det til en grøn forretning: biler på brændselsceller, elektricitet eller ethanol.
Det er meget, at deres erhvervskorrespondent ikke helt forstår hvordan miljøvenlighed og markedskræfter hænger sammen: overhovedet ikke. Hvis det var rentabelt at lave el- eller brintbiler, ville de være der. Den simple sandhed er, at fossile brændstoffer er meget mere effektive og billige, når en motor skal køres. Derfor vil Al Gore kun miste penge på en sådan investering. Uden overskud - ingen forretning. Og således ingen privat forskning.
Forskningen i miljøvenlige biler foregår kun ud fra to forskellige forhåbninger. Den første er håbet, at man kommer frem til en opfindelse, der er bedre og billigere end det, man bruger i dag. Den anden er antagelsen, at afgifterne på benzin og tunge biler stiger så meget i fremtiden, at miljøvenlige biler bliver billigere i køb og drift end almindelige biler. Elpriserne er lige så bundet til priserne på fossile brændstoffer som benzin og diezel, så selv om oliepriserne fortsætter deres himmelflugt, vil det ikke have meget at sige.
Så dette er fantastisk, og alt for sent.
Update: Flere tanker. Ved at hæve afgifterne på et materiale kan man forberede økonomien på en eventuel prisstigning af materialet, da økonomien så allerede er modelleret omkring denne øgede pris. De stigende benzinpriser har ikke ramt Vesteuropa hårdt, i modsætning til USA. Her er infrastrukturen i den grad bygget til at folk har en bil, og gerne kører langt for at gå på arbejde og købe ind. Ud over at benzinpriserne har ramt bilejerne, har de også ramt de største forretninger, såsom deres malls, der er afhængige af at folk kommer langvejsfra for at svælge i deres udbud.
Meningsmageren foreslår Al Gore at opkøbe Chrysler fra Daimler-Benz og gøre det til en grøn forretning: biler på brændselsceller, elektricitet eller ethanol.
Det er meget, at deres erhvervskorrespondent ikke helt forstår hvordan miljøvenlighed og markedskræfter hænger sammen: overhovedet ikke. Hvis det var rentabelt at lave el- eller brintbiler, ville de være der. Den simple sandhed er, at fossile brændstoffer er meget mere effektive og billige, når en motor skal køres. Derfor vil Al Gore kun miste penge på en sådan investering. Uden overskud - ingen forretning. Og således ingen privat forskning.
Forskningen i miljøvenlige biler foregår kun ud fra to forskellige forhåbninger. Den første er håbet, at man kommer frem til en opfindelse, der er bedre og billigere end det, man bruger i dag. Den anden er antagelsen, at afgifterne på benzin og tunge biler stiger så meget i fremtiden, at miljøvenlige biler bliver billigere i køb og drift end almindelige biler. Elpriserne er lige så bundet til priserne på fossile brændstoffer som benzin og diezel, så selv om oliepriserne fortsætter deres himmelflugt, vil det ikke have meget at sige.
Så dette er fantastisk, og alt for sent.
Update: Flere tanker. Ved at hæve afgifterne på et materiale kan man forberede økonomien på en eventuel prisstigning af materialet, da økonomien så allerede er modelleret omkring denne øgede pris. De stigende benzinpriser har ikke ramt Vesteuropa hårdt, i modsætning til USA. Her er infrastrukturen i den grad bygget til at folk har en bil, og gerne kører langt for at gå på arbejde og købe ind. Ud over at benzinpriserne har ramt bilejerne, har de også ramt de største forretninger, såsom deres malls, der er afhængige af at folk kommer langvejsfra for at svælge i deres udbud.
onsdag den 11. april 2007
Et ærligt forsøg
Kommentar til dette: Skal man lyve, må man i det mindste gøre et ærligt forsøg på at lyde troværdig. Ifølge USA støtter Iran irakiske sunnimuslimer med våben og landminer, skønt disse også dræber shi'iter i Irak.
Omtrent lige så troværdigt som at Iran arbejder sammen med al-Qaeda - hvilket nogle neokonservative jo også har sagt engang. Herre Jemeni. Men da de amerikanske ledere er ude af stand til at kende forskel på shi'a og sunni, kan det sagtens være, de selv tror på det.
Mere sandsynligt er det, at der er iranske våbenhandlere, der tjener bunkevis af penge på borgerkrigen. Krigens købmænd. Og at amerikanerne ikke kan tyde dette, spundet ind i deres eget ideologiske net af løgne som de er. De løgne, de selv for lang tid siden begyndte at tro på. Intet om Saudi-Arabien, hvis rige oliebaroner ikke blot finansierede 9-11, men løbende øser penge ned i netop de sunnimuslimske militser i Irak, der slår amerikanere ihjel.
Omtrent lige så troværdigt som at Iran arbejder sammen med al-Qaeda - hvilket nogle neokonservative jo også har sagt engang. Herre Jemeni. Men da de amerikanske ledere er ude af stand til at kende forskel på shi'a og sunni, kan det sagtens være, de selv tror på det.
Mere sandsynligt er det, at der er iranske våbenhandlere, der tjener bunkevis af penge på borgerkrigen. Krigens købmænd. Og at amerikanerne ikke kan tyde dette, spundet ind i deres eget ideologiske net af løgne som de er. De løgne, de selv for lang tid siden begyndte at tro på. Intet om Saudi-Arabien, hvis rige oliebaroner ikke blot finansierede 9-11, men løbende øser penge ned i netop de sunnimuslimske militser i Irak, der slår amerikanere ihjel.
Jeg en løgn mig bygge vil
Netop som man har tænkt sit, støder man på et TV-program, der tænker det samme. Adam Curtis' BBC-produktion 'The Power Of Nightmares' falder i al for god tråd med mine tanker om unødvendigheden af konflikt generelt, og specielt konflikterne formet i de neokonservatives hænder.
Al den teori om Vestens forfald, skyndet på af internetpornoens udbredelse, fødselsraternes dalen, religionens tilbagetog i det offentlige, og masseuddannelsens uundgåelige udvanding af dannelsesbegrebet, synes mig at være noget vås, hvis det drejer sig om værdier. Vi lever i den mindst voldelige tidsalder nogensinde. Tolerancen hersker i samklang med friheden og videnskaben. Netop de, der beklager sig over moderne tider, er de mest umoralske, korrupte og voldelige i dag. For netop de vil skrue tiden tilbage, til tider med åbenlys racisme, nationskrige, religionschauvinisme og autoritarianisme.
Lad det være fortid i al fremtid.
Men så er der Houellebecq, som jeg holder meget af. Med de samme sygdomsprognoser om det vestlige samfund som de saudi-arabiske og amerikansk-evangelistiske aviser holder af at skrive. Ham kan jeg ikke afvise. Men hvor adskiller han sig fra Leo Strauss, som ifølge Adam Curtis var inspirationen for de neokonservative? Ved problemets løsning:
Leo Strauss foreslår løsninger baseret på 'noble løgne', som nationer og samfund kan samles omkring. Houellebecq foreslår i Elementarpartikler menneskeracens villige undergang og genetiske transformation til noget, der kan fungere ordentligt i et stort og komplekst samfund. Om Houellebecq overhovedet mener det tvivler jeg på. Ved at sige at problemet i sidste ende er biologisk, siger han at løsningen er biologisk, og hverken kulturel, ideologisk eller sociologisk. Han giver op, og håber på videnskaben.
Hvis man kan trække linien fra Leo Strauss til de neokonservative, ser man ulykken af at forlade sig på noble løgne som samfundsfundament. Selvfølgelig. En løgn, hvor nobel dens formål end er, er en løgn, og findes ikke i virkeligheden. Et samfund bygget på en løgn braser sammen. I valget mellem den 'noble løgn' og den 'dræbende sandhed' vil Houellebecq vælge det sidste. Selv om det slår ham langsomt ihjel.
Al den teori om Vestens forfald, skyndet på af internetpornoens udbredelse, fødselsraternes dalen, religionens tilbagetog i det offentlige, og masseuddannelsens uundgåelige udvanding af dannelsesbegrebet, synes mig at være noget vås, hvis det drejer sig om værdier. Vi lever i den mindst voldelige tidsalder nogensinde. Tolerancen hersker i samklang med friheden og videnskaben. Netop de, der beklager sig over moderne tider, er de mest umoralske, korrupte og voldelige i dag. For netop de vil skrue tiden tilbage, til tider med åbenlys racisme, nationskrige, religionschauvinisme og autoritarianisme.
Lad det være fortid i al fremtid.
Men så er der Houellebecq, som jeg holder meget af. Med de samme sygdomsprognoser om det vestlige samfund som de saudi-arabiske og amerikansk-evangelistiske aviser holder af at skrive. Ham kan jeg ikke afvise. Men hvor adskiller han sig fra Leo Strauss, som ifølge Adam Curtis var inspirationen for de neokonservative? Ved problemets løsning:
Leo Strauss foreslår løsninger baseret på 'noble løgne', som nationer og samfund kan samles omkring. Houellebecq foreslår i Elementarpartikler menneskeracens villige undergang og genetiske transformation til noget, der kan fungere ordentligt i et stort og komplekst samfund. Om Houellebecq overhovedet mener det tvivler jeg på. Ved at sige at problemet i sidste ende er biologisk, siger han at løsningen er biologisk, og hverken kulturel, ideologisk eller sociologisk. Han giver op, og håber på videnskaben.
Hvis man kan trække linien fra Leo Strauss til de neokonservative, ser man ulykken af at forlade sig på noble løgne som samfundsfundament. Selvfølgelig. En løgn, hvor nobel dens formål end er, er en løgn, og findes ikke i virkeligheden. Et samfund bygget på en løgn braser sammen. I valget mellem den 'noble løgn' og den 'dræbende sandhed' vil Houellebecq vælge det sidste. Selv om det slår ham langsomt ihjel.
lørdag den 7. april 2007
To uvorne børn og en stakkels enlig mor
Fogh sukker dybt. Det bliver spændende at følge hvordan den bliver misforstået.
Update: Brian Mikkelsen, den bagatel af et menneske, sætter Barfoed på plads. Men uden på nogen måde at diskutere eller tilbagevise Barfoeds synspunkter. Mikkelsen nøjes med at udtale:
»Vi har så stor indflydelse, at det ikke er en mulighed at gå ud af regeringen. Vi er ikke enige med Dansk Folkeparti i alt. Men vi er mere enige med dem end med for eksempel Socialdemokraterne,« siger Brian Mikkelsen til Ritzau.
Mm-hm.
De Konservatives problem er at stå i skyggen af Venstre. Så hvor Venstre er gået DFs vej for at få regeringsmagten - og beholde den - er det en selvfølgelig reaktion at trække K i den modsatte retning. DFs tyndhudede ego, fostret som det er i en nations eksistentielle paranoia, holder ikke til særlig meget kritik uden at fare i flint, og denne dynamik er ophav til mangen en sjov situation og regeringsrabalder.
DF er Folketingets muslimer: En foragtet og, af denne grund, tyndhudet minoritet. De har en kort lunte derfor.
Update: Brian Mikkelsen, den bagatel af et menneske, sætter Barfoed på plads. Men uden på nogen måde at diskutere eller tilbagevise Barfoeds synspunkter. Mikkelsen nøjes med at udtale:
»Vi har så stor indflydelse, at det ikke er en mulighed at gå ud af regeringen. Vi er ikke enige med Dansk Folkeparti i alt. Men vi er mere enige med dem end med for eksempel Socialdemokraterne,« siger Brian Mikkelsen til Ritzau.
Mm-hm.
De Konservatives problem er at stå i skyggen af Venstre. Så hvor Venstre er gået DFs vej for at få regeringsmagten - og beholde den - er det en selvfølgelig reaktion at trække K i den modsatte retning. DFs tyndhudede ego, fostret som det er i en nations eksistentielle paranoia, holder ikke til særlig meget kritik uden at fare i flint, og denne dynamik er ophav til mangen en sjov situation og regeringsrabalder.
DF er Folketingets muslimer: En foragtet og, af denne grund, tyndhudet minoritet. De har en kort lunte derfor.
onsdag den 4. april 2007
Småtterier om Iran
Her to små artikler om interne magtkampe i Iran vedr. de nu frigivne britiske gidsler.
Blot for at vise hvordan Iran er en underlig størrelse, og bestemt ikke et diktatur. Et kompromitteret teokrati, snarere. Jeg tror ikke, der findes et andet land i verden med en politisk struktur der ligner.
-
Også en lille notits om Francis Fukuyamas End of History og en lille artikel han skrev dertil.
Fukuyamas bog er skrevet i kølvandet på kommunismens sammenbrud, og siger at der nu ikke længere er noget alternativ, i hverken teori eller praksis, til demokrati og markedsøkonomi. Ind kommer islamismen, tydeligst og med mest politisk pondus i form af Det Muslimske Broderskab, som sandsynligvis vil komme til magten i Egypten, når Hosni Mubarak engang, langt om længe, kreperer.
Kommunismen brød ikke sammen på grund af Reagan, Thatcher og pave John Paul II's teamwork. Den brød sammen, fordi den er et elendigt system. Sammenbruddet var historisk betinget, og hermed en finger i øjet på Marx. Således også med islamismen. I de muslimsk dominerede lande er der en bevægelse mod islam som løsningen på alverdens problemer, og dette i høj grad på grund af de sølle sekulære diktatorer, der ud over at tabe til Israel gang på gang også taber deres egne lande på gulvet.
Islamismen får sin drivkraft kun fra at være det eneste alternativ. Som med kommunismen skal den have lov at fejle ved sin egen hånd. Iranere, som er de mest USA-venligtsindede og pro-vestlige i Mellemøsten - inklusive Tyrkiet, og bortset fra Israel - er netop dette, fordi deres islamisme så tydeligt er en fiasko. Tomme, brudte, beskidte løfter er alt, der er tilbage fra revolutionerne i 1917 og 1979.
Blot for at vise hvordan Iran er en underlig størrelse, og bestemt ikke et diktatur. Et kompromitteret teokrati, snarere. Jeg tror ikke, der findes et andet land i verden med en politisk struktur der ligner.
-
Også en lille notits om Francis Fukuyamas End of History og en lille artikel han skrev dertil.
Fukuyamas bog er skrevet i kølvandet på kommunismens sammenbrud, og siger at der nu ikke længere er noget alternativ, i hverken teori eller praksis, til demokrati og markedsøkonomi. Ind kommer islamismen, tydeligst og med mest politisk pondus i form af Det Muslimske Broderskab, som sandsynligvis vil komme til magten i Egypten, når Hosni Mubarak engang, langt om længe, kreperer.
Kommunismen brød ikke sammen på grund af Reagan, Thatcher og pave John Paul II's teamwork. Den brød sammen, fordi den er et elendigt system. Sammenbruddet var historisk betinget, og hermed en finger i øjet på Marx. Således også med islamismen. I de muslimsk dominerede lande er der en bevægelse mod islam som løsningen på alverdens problemer, og dette i høj grad på grund af de sølle sekulære diktatorer, der ud over at tabe til Israel gang på gang også taber deres egne lande på gulvet.
Islamismen får sin drivkraft kun fra at være det eneste alternativ. Som med kommunismen skal den have lov at fejle ved sin egen hånd. Iranere, som er de mest USA-venligtsindede og pro-vestlige i Mellemøsten - inklusive Tyrkiet, og bortset fra Israel - er netop dette, fordi deres islamisme så tydeligt er en fiasko. Tomme, brudte, beskidte løfter er alt, der er tilbage fra revolutionerne i 1917 og 1979.
tirsdag den 3. april 2007
Bloat
Kommentar til dette eksempel på politisk version af bloatware.
Et parlament uden håndfaste problemer at tage sig af har en grusom tendens til at udvide det offentliges pligter af ren kedsomhed. Som en anden svulst udvides den offentlige services funktion, blot fordi der er plads og næring til det - og ofte for at fremme en ministers karriere via profilering. Den vokser og vokser, indtil strukturen ikke længere kan holdes oppe, og knuses under sin egen vægt. Her bygger man så op påny.
Det er en cirkel fra rå kapitalisme over velfærd, til endeløs udvidelse og det endelige kollaps, og så forfra. Cirklen kan kun stoppes på det optimale punkt - velfærd - hvis politikerne var i stand til at holde sig inden for veldefinerede funktionsområder i deres respektive sfærer. Men sådan er man ej beskaffet.
Det bedste eksempel er folkeskolen. Ud over faglig viden og kunnen skal den nu også opdrage børnene i at være gode mennesker. Den skal opdrage forældrene i at være gode forældre. Eleverne skal være de førende indenfor IT, omstillingsparathed, proaktiv tværfaglig videnssøgning. Skolen skal klæde børnene på til det moderne samfund, lære dem at omgås hinanden med respekt og omtanke, gøre dem kompetente i verdens omskiftelighed.
Og lærerne er ved at segne. Færre og færre uddanner sig til lærer. Flere og flere sygedage. Mere og mere stress. Tror pokker.
Forsvaret er også et fint eksempel. Engang Danmarks samvittighed i NATO, nu omrejsende politimænd/fredsbevarere/administratorer /soldater/ambassadører.
Hvor det privatejede firma effektiviserer ved at skære ind til funktionsbenet og gøre underorganisationen adræt i netop dette, kører den politiske højrefløj en topstyret stil, der har mere at gøre med planøkonomi end liberalisme. Men det er også typisk for meget store virksomheder at trækkes med et internt bureaukrati, ineffektivitet og korruption, ganske som alt for centraliserede stater i al almindelighed. Frankrig, SONY, og så fremdeles.
Et parlament uden håndfaste problemer at tage sig af har en grusom tendens til at udvide det offentliges pligter af ren kedsomhed. Som en anden svulst udvides den offentlige services funktion, blot fordi der er plads og næring til det - og ofte for at fremme en ministers karriere via profilering. Den vokser og vokser, indtil strukturen ikke længere kan holdes oppe, og knuses under sin egen vægt. Her bygger man så op påny.
Det er en cirkel fra rå kapitalisme over velfærd, til endeløs udvidelse og det endelige kollaps, og så forfra. Cirklen kan kun stoppes på det optimale punkt - velfærd - hvis politikerne var i stand til at holde sig inden for veldefinerede funktionsområder i deres respektive sfærer. Men sådan er man ej beskaffet.
Det bedste eksempel er folkeskolen. Ud over faglig viden og kunnen skal den nu også opdrage børnene i at være gode mennesker. Den skal opdrage forældrene i at være gode forældre. Eleverne skal være de førende indenfor IT, omstillingsparathed, proaktiv tværfaglig videnssøgning. Skolen skal klæde børnene på til det moderne samfund, lære dem at omgås hinanden med respekt og omtanke, gøre dem kompetente i verdens omskiftelighed.
Og lærerne er ved at segne. Færre og færre uddanner sig til lærer. Flere og flere sygedage. Mere og mere stress. Tror pokker.
Forsvaret er også et fint eksempel. Engang Danmarks samvittighed i NATO, nu omrejsende politimænd/fredsbevarere/administratorer /soldater/ambassadører.
Hvor det privatejede firma effektiviserer ved at skære ind til funktionsbenet og gøre underorganisationen adræt i netop dette, kører den politiske højrefløj en topstyret stil, der har mere at gøre med planøkonomi end liberalisme. Men det er også typisk for meget store virksomheder at trækkes med et internt bureaukrati, ineffektivitet og korruption, ganske som alt for centraliserede stater i al almindelighed. Frankrig, SONY, og så fremdeles.
mandag den 2. april 2007
Anti-amerikanisme
Kommentar til en lille 'Globalt Udsyn' artikel i dagens Berlingske Tidende.
Det er kolossalt som disse mennesker, der brokker sig over anti-amerikanisme i Europa, fuldstændigt udelader enhver reflektion over tid, rum, sammenhæng, udvikling, kontekst i deres brokkerier. Artiklen citerer en tysker og en amerikaner, der er fælles i deres opfattelse af europæisk anti-amerikanisme som en slags identitetshærdning - et teenageoprør.
Hør Claus Malzahn: 'Der går ikke en dag i Tyskland uden, at nogen kommer med de vildeste påstande (...) eller spreder de mest besynderlige konspirationsteorier om USA. Men der er ingen risiko forbundet med det, og det handler mest om at styrke den tyske selvretfærdighed.'
Andrei Markovitz: 'Anti-amerikanismen tjener som en nyttig mobiliserende faktor for at skabe bevidsthed i Europa om kontinentets nye rolle som en voksende magtblok, der står i direkte kontrast til og i et klart konkurrenceforhold til USA.'
Intet om, hvordan verdens opfattelse af USA er gået dramatisk ned ad bakke siden Bush tog fat. Intet om, hvordan de kolossalt mange skandaler i Washington D.C. har, med rette, skadet USAs image. Intet om forskellen i opfattelsen af Bill Clinton og Bush. Tror fanden anti-amerikanismen vokser. For lige nu, på dette punkt i historien, er USA en større fare mod verdensfreden end både Iran og Nordkorea. Uden tvivl. Skønt Kim Jong-Il er en menneskelig vanskabning på linie med Caligula, har han meget mindre magt at rutte med, og er derfor en væsentlig mindre fare end en evangelist med vrangforestillinger om verdensdominans, der bestemmer over verdens i særklasse dyreste militær.
Multiplicer galskab med magt for at finde den totale fare for verden.
Det er historisk uden sidestykke hvad der er sket i USA de sidste seks år. Danmarks højrefløj kan undskyldes med ikke at vide nok om den nuværende inkarnation af Det Republikanske Parti, og hvad det står for. Og det har mere med stalinismen at gøre end Eisenhowers og Goldwaters republikanisme.
UPDATE: Aha. Besynderlig påstand at anti-amerikanismen voksede i ugerne efter 9-11. Besynderlig.
Det er kolossalt som disse mennesker, der brokker sig over anti-amerikanisme i Europa, fuldstændigt udelader enhver reflektion over tid, rum, sammenhæng, udvikling, kontekst i deres brokkerier. Artiklen citerer en tysker og en amerikaner, der er fælles i deres opfattelse af europæisk anti-amerikanisme som en slags identitetshærdning - et teenageoprør.
Hør Claus Malzahn: 'Der går ikke en dag i Tyskland uden, at nogen kommer med de vildeste påstande (...) eller spreder de mest besynderlige konspirationsteorier om USA. Men der er ingen risiko forbundet med det, og det handler mest om at styrke den tyske selvretfærdighed.'
Andrei Markovitz: 'Anti-amerikanismen tjener som en nyttig mobiliserende faktor for at skabe bevidsthed i Europa om kontinentets nye rolle som en voksende magtblok, der står i direkte kontrast til og i et klart konkurrenceforhold til USA.'
Intet om, hvordan verdens opfattelse af USA er gået dramatisk ned ad bakke siden Bush tog fat. Intet om, hvordan de kolossalt mange skandaler i Washington D.C. har, med rette, skadet USAs image. Intet om forskellen i opfattelsen af Bill Clinton og Bush. Tror fanden anti-amerikanismen vokser. For lige nu, på dette punkt i historien, er USA en større fare mod verdensfreden end både Iran og Nordkorea. Uden tvivl. Skønt Kim Jong-Il er en menneskelig vanskabning på linie med Caligula, har han meget mindre magt at rutte med, og er derfor en væsentlig mindre fare end en evangelist med vrangforestillinger om verdensdominans, der bestemmer over verdens i særklasse dyreste militær.
Multiplicer galskab med magt for at finde den totale fare for verden.
Det er historisk uden sidestykke hvad der er sket i USA de sidste seks år. Danmarks højrefløj kan undskyldes med ikke at vide nok om den nuværende inkarnation af Det Republikanske Parti, og hvad det står for. Og det har mere med stalinismen at gøre end Eisenhowers og Goldwaters republikanisme.
UPDATE: Aha. Besynderlig påstand at anti-amerikanismen voksede i ugerne efter 9-11. Besynderlig.
Lus
En lille kommentar til kommentarerne til denne artikel i Times UK.
Det er så vederstyggeligt at læse hvor naive folk kan være om folk. Ligesom tæppebombninger aldrig har svækket en befolknings modstandsvilje, lige så sikkert er det at dem med bomberne tror de gør. Times' kommentarsektioner er invaderet af krigslus, og der er ingen oplevelse ud over krigen selv, der kan eliminere dem fra menneskehedens skællede skalp.
Tror lusene virkelig, at Iran vil give efter hvis bomberne begynder at regne? Sikkert. Virkeligheden er den modsatte, for de iranere, der står bag hele kidnapningsaktionen, ønsker krigen. De vil sætte hårdt mod hårdt, og tænker ligesom lusene. Det iranske politiske system er svært at hitte rede i, men det er tydeligt, at der er mindst tre fraktioner, der strides politisk: De radikale, de konservative, og de liberale. Hvad der ellers er af underorganisationer og aktionsgrupper tør jeg ikke tænke på. Og nogen af disse ønsker krig, nogen ønsker fred. De kan lirkes fra hinanden, med diplomati, ikke med bomber. Hvis bomberne falder, sidder mullaherne på magten i Iran mindst 20 år endnu.
Og så er lusene forarget over, at EU ikke vil optrappe konflikten. Mage til naivitet. Selvsamme naivitet, der driver den neokonservative udenrigspolitik. Iran er ikke en trussel, og landet kan knuses økonomisk på et øjeblik af EU, hvis det skulle være. Men blot fordi man har magt, behøver man ikke bruge den. Hvis der en flig af en mulighed for, at dette kan løses diplomatisk, skal det prøves. Og man kaster ikke sanktioner om sig med løs hånd i sådanne situationer.
Det er så vederstyggeligt at læse hvor naive folk kan være om folk. Ligesom tæppebombninger aldrig har svækket en befolknings modstandsvilje, lige så sikkert er det at dem med bomberne tror de gør. Times' kommentarsektioner er invaderet af krigslus, og der er ingen oplevelse ud over krigen selv, der kan eliminere dem fra menneskehedens skællede skalp.
Tror lusene virkelig, at Iran vil give efter hvis bomberne begynder at regne? Sikkert. Virkeligheden er den modsatte, for de iranere, der står bag hele kidnapningsaktionen, ønsker krigen. De vil sætte hårdt mod hårdt, og tænker ligesom lusene. Det iranske politiske system er svært at hitte rede i, men det er tydeligt, at der er mindst tre fraktioner, der strides politisk: De radikale, de konservative, og de liberale. Hvad der ellers er af underorganisationer og aktionsgrupper tør jeg ikke tænke på. Og nogen af disse ønsker krig, nogen ønsker fred. De kan lirkes fra hinanden, med diplomati, ikke med bomber. Hvis bomberne falder, sidder mullaherne på magten i Iran mindst 20 år endnu.
Og så er lusene forarget over, at EU ikke vil optrappe konflikten. Mage til naivitet. Selvsamme naivitet, der driver den neokonservative udenrigspolitik. Iran er ikke en trussel, og landet kan knuses økonomisk på et øjeblik af EU, hvis det skulle være. Men blot fordi man har magt, behøver man ikke bruge den. Hvis der en flig af en mulighed for, at dette kan løses diplomatisk, skal det prøves. Og man kaster ikke sanktioner om sig med løs hånd i sådanne situationer.
Abonner på:
Opslag (Atom)