Kokainmusik

Nu vi er ved emnet.

Drukqs

Det oprindelige skred i Krigen Mod Borgerrettighederne i USA kom ikke med Krigen Mod Terror, men Krigen Mod Stoffer. Om noget, så er det denne politik, der har givet USAs politi lov til at aflytte, kropsvisitere, overvåge, ransage og arrestere i flæng stort set uden indsigelser fra domstolene, samt sørget for, at USA har verdens højeste niveau af fængselsfanger pr. indbygger i verden.

Det kan selvfølgelig blive meget værre. En del latinamerikanske lande er de rene politistater under påskud af kampen mod narkotika, og Mexico er i øjeblikket i regulær borgerkrig, hvor militærstaten er ved at erstatte et gennemkorrupt politi.

Så kom dette:

Danskerne støtter, at politiet har lov til at kropsvisitere uden begrundet mistanke om ulovligheder.

Det viser en meningmåling, som TNS Gallup har foretaget for Urban.

90 procent af de adspurgte bakker således op om politiets omdiskuterede visitationszoner.

Opbakningen glæder vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch fra Københavns Politi.

»Det er sgu da dejligt at høre«, siger han til Urban og fortsætter:

»Danskerne har forståelse for, at så længe der er banditter på gaden, som er fuldstændig ligeglade med andre menneskers sikkerhed, er vi nødt til at tage alle midler i brug«.

Forståeligt er det, når kuglerne flyver om ørerne. Hvad der er mindre forståeligt er, at folk ryger hash, sniffer kokain og spiser ecstacy, mens de bifalder, at politiet bruger "alle midler" i kampen mod de bander, der sælger hash, kokain og ecstacy.

Ikke blot skaber dette stærke kriminelle organisationer; det undergraver også retssamfundet, så skaden er dobbelt. Vi kan være lykkelige for, at vores politi er stort set ubestikkeligt, pr. vores lutheranske middelklasseværdier. Det generelle hykleri er det så som så med.

Toget er ved at køre

Dennis Ross, neokonservativ, udnævnt til Hillarys særlige rådgiver for Iran og Golflandene.

Der var utallige rygter om, at Ross ville udnævnes til Obamas udsending for Iran, som Holbrooke for Pakistan og omegn, og Mitchell for Palæstina. I stedet er han kommet ind på Hillarys eget hold. Det er ikke det samme, men hvad fanden forventer man, når man vælger en høg som Hillary til udenrigsminister?

Bæ.

Skarpe politiske ændringer er som regel drevet af ydre omstændigheder snarere end beslutninger, og ændrer sig ellers umærkeligt. Det giver derfor desværre mening, at USA indenrigspolitisk går mod venstre pga. den økonomiske krise, men at udenrigspolitikken ikke bliver meget mere fornuftig, når der ikke er sket det store.

Cernig kalder resten af forhandlingerne mellem Iran og USA et skuespil, hvor vi kender slutningen. Ross vil i hvert fald arbejde for en krig. Jeg er nok ikke helt så negativ - det bliver snarere tale om, at linien bliver endnu mere forvirret, sabotører og hvad ved jeg, selv om de ydre omstændigheder burde skabe en vis tilnærmelse baseret på gensidige interesser - Afghanistan for USA, økonomi for Iran. Men der bliver ikke mange chancer. Kun hvis Khatami får lov at blive valgt, og hvis Afghanistan bliver værre endnu. Jeg ville gerne tro på det, men der er for mange i vejen. F.eks. iranske Ayatollah Jannati, der ikke er meget for Khatami og hans lige:

‘At the moment, with the change in the American administration, a number of members of grouplets (hostile opposition groups), who should really be in prisons, have been exploiting their freedom in the Islamic Republic, and have gone to America and have given its officials some hope about the restoration of relations (with Iran).” Jannati added: “If the pro-American tendencies come to power in Iran, then we have to say goodbye to everything. After all, anti-Americanism is among the main features of our Islamic state.’”

Det kunne vel næppe forklares mere tydeligt.

Der er åbenbart også forhandlet en jernbanelinie fra Riga til Afghanistan på plads. Hvis den bliver effektiv, har USA ikke brug for Iran længere. Og det er så det.

120.000.000.000.000 kr

AIG, der åbenbart forsikrede halvdelen af den globale finanssektor, skal mades.

Sources close to the company said the loss will be near $60 billion due to writedowns on a variety of assets including commercial real estate. That massive loss is likely to spur downgrades in its insurance and credit ratings that will force AIG to raise collateral that it doesn’t have.

De har allerede tygget sig gennem 150 milliarder US$. Den amerikanske stat ejer 80 % af AIG, og har overtaget firmaet netop for at holde det finansielle forsikringssystem på benene. Alle de forskellige og vanvittigt opfindsomme forsikringer, som banker o.l. har tegnet hos hinanden, har bundet hele finansverdenen sammen i én stor selvmordspagt. Da Lehman Brothers krakelerede, blev de famøse gensidige konkursforsikringer - credit default swaps - aktiveret, og resultatet var, at hele skidtet var ved at brase sammen. Regeringer verden over har derfor ikke meget andet at gøre end at betale, når der kræves ind, for alternativet er at begynde helt forfra.

Man kunne selvfølgelig også annullere al denne forsikring pr. dekret. Men det ville jo være at gribe ind i det frie marked.

Det er underforstået i nationalisering af bankerne, at staten overtager bankens forpligtelser. Det er ikke obligatorisk, men det giver ikke megen mening ellers. Nationalisering er derfor reelt at læsse skidtet over på staten, og ikke noget socialistisk lykkeland - men med det lys for enden af tunnelen, at staten i sidste ende kan få nogle af pengene tilbage på sælge resterne til det private.

Men hvor meget er der da at redde? Jo - i sidste uge afslørede Telegraph et hemmeligt EU-dokument, der gættede på, at EUs finanssystem var 16,3 billioner € i rødt, eller et lille stykke over 120.000.000.000.000 kr. Det var altså et-hundrede-og-tyve-tusinde milliarder kroner.

Hvad skete der så med historien?

The original was almost immediately deleted. A new version was substituted.

You can see the original headline on Google:

European banks may need £16.3 trillion bail-out, EC document warns …

There are dozens of these links. I read the story last week. I saved the link. But, lo and behold, when I clicked my saved link on Monday morning, the story did not mention a specific figure.

There was a reason for this. The editors at The Telegraph had taken out the following paragraphs:

European Commission officials have estimated that impaired assets may amount to 44pc of EU bank balance sheets. The Commission estimates that so-called financial instruments in the trading book total £12.3 trillion (13.7 trillion euros), equivalent to about 33pc of EU bank balance sheets.

In addition, so-called ‘available for sale instruments’ worth £4trillion (4.5 trillion euros), or 11pc of balance sheets, are also added by the Commission to arrive at the headline figure of £16.3 trillion.

Et blogindlæg blev også fjernet. Telegraphs redaktører fik velsagtens et opkald fra finansminister Darling. Det er ikke på mode at fortælle sandheden om dette idiotiske årti.

Jeg kan ikke tro, at vi har råd til det her. Muligvis ved at fremprovokere hyperinflation. Med digitale transaktioner behøver man jo ikke længere en trillebør, når man skal i banken.

Et statsstøttet erhverv

Det er en sammensværgelse, det hele.

Min tolkning af Irak de sidste par år er denne: Livet blev lidt for farligt for Moktada al-Sadr, der flygtede til Iran, under påskud at skulle studere i Qom. Her fik Iran gennem pres og overtalelse den nationalistiske, anti-iranske Moktada til at opløse Mahdi-Hæren og - mere eller mindre - underkaste sig Nouri al-Maliki, mod at Team Shi'a for alvor gik i gang med at smide USA ud af Irak. Derfor al-Malikis støtte til Obama og SOFA-aftalen, som den endte med at være. Det er ikke til at sige, hvor meget der var planlagt, og hvor meget, der blev improviseret. Selv tror jeg, at Bush-administrationens oprindelige udkast til samarbejdsaftalen var så grelt, at det satte skub i skidtet.

Så er der en del snak i krogene og korridorerne om militærets slet skjulte protester mod tilbagetrækningen fra Irak. I sig selv er det jo bananrepublikanske tilstande: Militæret adlyder den civile ledelse, og andet er mytteri. Men det følger sin egen bureaukratiske logik - noget, der sikkert er skrevet mange bøger om i statskundskab - hvis blot man betragter militæret som enhver anden institution, der slås med andre institutioner om mere ansvar, flere penge og større autoritet. Og fremfor alt skal hele budgettet bruges, ellers vanker der nedskæringer.

Det er i skøn forening med militærindustrien. Men som sagt, så udelukker det enhver form for højere prioritetssætning. Men se, hvor tosset det er: Hvis USA ikke trækker sig ud af Irak, er der alvorlig chance for, at den shi'itiske politiske konsensus bryder sammen. Det vil vise, at USA ikke er til at stole på; at de ikke overholder aftaler; og at deres egentlige hensigt netop er imperialistisk. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Men Irak er god forretning. I alt 700 milliarder US$ har USA brugt på ekstrabevillinger til Irak siden invasionen, og det er kun de direkte udgifter. Og der er så mange militærbaser - Pentagons stempler. På samme vis med raketskjoldet, der ikke virker, men koster. 60 milliarder US$ har man brugt indtil videre.

Det får sit eget liv, det her skidt. Det er nærmest tilfældigt, at det slår en masse mennesker ihjel, for det er at sammenligne med selvadministrerende administration. Bureaukratisk og økonomisk egeninteresse på ryggen af USAs hybris siden Den Kolde Krigs afslutning, de neokonservatives imperialistiske dagdrømmerier, og almindelig mental rastløshed.

Militæret er nok Obamas største udfordring. Det er den maskine, Per Stig Møller pralede med ikke kunne stoppes. Det kan godt være - Rumsfeld jordede Powells udenrigsministerium og satte scenen for militærets kapring af udenrigspolitikken, som Bush Jr kun var lykkelig for at overdrage til Petraeus - men udviklingen var skam til at få øje på langt inden. Der er nu optræk til visse opgør, men Afghanistan vil være en sikker indtægtskilde mange år fremover. Og hele verden er et potentielt marked.

I grunden gammelt nyt, men som med alt andet amerikansk i dette årti, så mere ekstremt end nogensinde. På en måde er finanskrisen et kærkomment påskud for Obama-administrationen at gå i kødet på militærbudgettet. Det kan godt være, at det er sidste chance, alt inklusive.

Interessepolitik

Jf. pkt. 1, 2, 3 og 4, samt Foghs kandidatur til posten som generalsekretær for NATO, sidder jeg nu med en fæl fornemmelse i maven af, at Danmarks udenrigspolitik dette årti blev ført for at fremme Foghs karriere i stedet for Danmarks interesser.

Little Team of Big Trouble 2

Der er også forvirring om USAs udenrigspolitiske linie under Obama, som med resten. I Mellemøsten, i Centralasien, og om selve Irak. Der er modstridende meldinger over hele linien. Meget kommer fra militæret (og det er i sig selv et par indlæg værd), men det meste er fra officielle diplomater - og det er igen Obamas egen skyld. Han udnævnte høgen Hillary til udenrigsminister som en gave til hendes mange støtter i partiet, og genudnævnte Gates til forsvarsminister for at tækkes militæret. Samtidigt gjorde han George Mitchell til USAs udsending til Israel og Palæstina (som selv Chomsky ikke kunne finde grund at skose!), og har udnævnt dedikerede internationalister - kan man sige - som Susan Rice og Samantha Power i relativt vigtige stillinger. James L. Jones blev udnævnt til præsidentens sikkerhedsrådgiver, og hvor han egentlig står, ved jeg ikke.

Normalt er det vildledende at fokusere for meget på individer: De er spillere, man skal se på bolden. Men lige nu spiller holdet overhovedet ikke sammen, og modspillerne kan godt vise sig at være det amerikanske militær.

Hvis retningen bestemmes af begivenheder udefra, kan Obama ende som Olmert, der blev valgt med fredsmandat, men i stedet førte Israel ud i to krige. Hvis man ikke kontrollerer begivenhederne, ender de med at kontrollere én.

Dengang jeg drog afsted

Jeg tror, jeg har regnet Danmarks krigspolitik ud. Til enhver tid vil der være et antal unge mænd, der vil ud i verden som soldat. En lille, men vedvarende energikilde. Og dem kan Danmark bruge, som vi lyster. At danskere støtter krigen i Afghanistan betyder altså ikke, at folk melder sig under fanen, men at de ikke har noget imod, at disse unge mænd slider sig helt eller halvt ihjel dernede for en ussel løn. Der er fra hjemlandets perspektiv ikke rigtig nogen forskel på Afghanistan og alle de andre opgaver, som det danske forsvar har løst i FN- og NATO-regi. Ingen forskel på de ofre, som hjemlandet skal bringe.

Der er selvfølgelig forskel - dernede - men ikke herhjemme.

Danmarks Nosser

I denne situation kan vi danskere være meget glade for EU. Der er mange dumme ting ved unionen, men en af de bedste er, hvordan det indre marked forhindrer en konstant summen af handelskrige mellem europæerne. Der er optakt til skærmydsler mellem EU og USA hvert andet år; det skal man så forestille sig foregå mellem treogtyve lande i stedet for to. Da EU-landenes økonomi er så sammenfiltreret, siger det sig selv, at en grassatgang af protektionisme ville være en katastrofe for alle, så man har interesse i at holde skidtet nede. Det gør man så indenfor EUs institutioner, og ingen tør stå udenfor.

Danmark er et lille land, der er afhængig af eksport. Uden EUs vinger over os ville vor nosser åbenbares for alle til adstadig klemning.

Dagens tabte kæbe

Da jeg først så overskriften på BBCs artikel om Japans økonomi, troede jeg, at nedgangen på 3,3% i fjerde kvartal var annualiseret. Men nej. Jeg låner lige denne fra En Nævefuld Euros.


Det frie markeds omvendte hockeystav. Hold da kæft.

---

Japans finansminister ved G7 (Rusland blev tabt i svinget...):



...kropssprog.

Nedgangen er en voldsom eksportnedgang. Det er den direkte konsekvens af en gældsdrevet motor - USA - der stopper op, og i sidste ende af en verdensøkonomi bygget på skæve handelsbalancer. Af andre eksportdominerede økonomier kan nævnes Tyskland, Kina og Danmark.

Hvad skete der i Anbar?

Ikke som annonceret...

The official results in Anbar are sharply different from the reports of the last few days. The IHEC tally gave the victory to Saleh al-Mutlak's bloc, followed by Abu Risha's Awakenings Bloc, followed by the Islamic Party in third place. This is a surprise. The behavior of the Islamic Party and the Awakenings bloc over the last few days strongly suggests that they had the same information about the preliminary results-- that the Islamic Party had won. This "adjustment" -- if that's what happened -- for now appears to have defused the crisis over the alleged electoral fraud by the Islamic Party and the threats of violence by the Awakenings leaders by denying victory to either of the two main rivals (Abu Risha says that he's happy with the result). This resolution is very, shall we say, convenient... and, perhaps, a clever solution to the escalating confrontation. I'm sure we'll be hearing more about this soon.

Så vidt jeg kan se på de indledende rapporter og de faktiske resultater, så er Anbar den eneste provins med så stor uoverensstemmelse mellem de to.

Det betyder også, at de tre største partier i Anbar bliver nødt til at samarbejde. Udmærket løsning.

Little Team of Big Trouble

Tre uger inde i Obamas første embedsperiode må jeg sige, at han er fuldstændigt ligetil. Det er spøjst: Han gør det, han siger. Det er da atypisk. Han var og er den politiske rorschach-klat, som folk både til højre og venstre ser som en af deres, men han gør sgu det, han sagde, han ville gøre.

Han sagde, at han ville stoppe statssanktioneret tortur. Det er gjort. Han sagde også, at han ikke var interesseret i et retsopgør. Det er blokeret. Fagforeningsvenlige Obama har nomineret en fagforeningsvenlig arbejdsminister, samtidigt med, at hans økonomiske hold er til højre for centrum, som Obama selv, og med tykke tråde tilbage til den forrige administration. Han har sat hæren i gang med at planlægge en tilbagetrækning fra Irak og en optrapning i Afghanistan (men udbeder sig frækt en plan!). Han har rakt hånden ud til republikanerne og søgt at gyde olie på vandene - alt det, han sagde, han ville.

Obama selv er forbavsende ligetil, selv om hans politiske program i grunden er lige så snotforvirret som den amerikanske nation. Og det er vel egentlig pointen. Der er mange indre modsætninger her, og jeg kan ikke tro andet, end at administrationen vil ensrettes politisk i den ene eller anden retning med tiden. Så den politiske linie er meget påvirkelig lige nu. Spændende bliver det at følge, hvordan kampen indenfor Kremls mure administrationen falder ud, men sandsynligvis bliver det først og fremmest påvirkninger udefra, der trækker dem i den ene eller den anden retning. F.eks. recessionen.

The Daily Show With Jon StewartM - Th 11p / 10c

Obama's Team of Rivals

Daily Show Full Episodes
Important Things With Demetri Martin

Funny Political News
Joke of the Day

"We don't know"

I was there when the secretary and the chairman of the Federal Reserve came those days and talked to members of Congress about what was going on… Here’s the facts. We don’t even talk about these things.

On Thursday, at about 11 o’clock in the morning, the Federal Reserve noticed a tremendous drawdown of money market accounts in the United States to a tune of $550 billion being drawn out in a matter of an hour or two.

The Treasury opened up its window to help. They pumped $105 billion into the system and quickly realized that they could not stem the tide. We were having an electronic run on the banks.

They decided to close the operation, close down the money accounts, and announce a guarantee of $250,000 per account so there wouldn’t be further panic and there. And that’s what actually happened.

If they had not done that their estimation was that by two o’clock that afternoon, $5.5 trillion would have been drawn out of the money market system of the United States, would have collapsed the entire economy of the United States, and within 24 hours the world economy would have collapsed.

---

Det skræmmende ved situationen er ikke, at de ultraliberale ville lade det hele falde sammen, så de kunne få sig den ultimative økonomiske darwinisme, som de forestiller sig er himmerige - det ville i stedet være Ayn Rand i baronens seng. Nej, det skræmmende er, at alle økonomerne - alle eksperterne - alle politikerne og direktørerne - de ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvad dette er. Liberalismen har indpodet dem en klippefast tro på, at markedet ikke kan fejle, og de er fuldstændigt i vildrede. Derfor stavrer de fra position til position. Og dem, der forstod markedet, der forstod, hvad der var på vej, er henvist til den politiske periferi.



Finanskrisens opståen kan diskuteres. Om det var USAs underskud, der sugede kinesiske lån til sig, og derved skabte den likviditetsoverflod, der førte til det finansielle pyramidespil, Greenspans rentesætning, dereguleringen af finanssektoren over hele verden, eller mexikanske indvandrere, kan diskuteres. For gennemskueligt er det ikke. Men det er tydeligt, at politikerne omkring centrum ikke kan eller vil indse, at banksystemet er insolvent, og at den bedste løsning er midlertidig nationalisering og efterfølgende salg, efter den svenske model. Og det kan de ikke, fordi de er opflasket med den frimarkedsbegejstring, der i sin tid også lukkede deres øjne for boligboblen, selv om den stod så klart frem som sommersolen på en skyfri himmel.

Det er alt sammen ideologisk bagage. Væk med det. Ideologi er noget bras.

De tre b'er

Bosættelser.



Besættelser.



Og blokade.



En længere diskussion af disse komponisters betydning for Israel og Palæstina på Citizens blog, for de masokistiske og musikalske.

Lig begraves i sindet

Et sjældent interessant indlæg om I/P i Berlingske, af en Schlomo Ben-Ami. Han skriver om europæere, der sammenligner Israel med Nazityskland - noget, der slår mig som topmålet af dårlig smag.

Det er sgu underligt. Guf for psykologer. Såfremt det ikke bare er del af devalueringen af symbolerne fra 2. Verdenskrig, som jo måtte komme på et tidspunkt.

Kys kys

I stil med amerikansk indenrigspolitik er amerikansk udenrigspolitik så personfokuseret, at valget af statsoverhoveder har alt for meget at sige mht. internationalt samarbejde.

Så Khatami stiller op mod Ahmadinejad. Der er vist ingen tvivl om, at Obama-administrationen helst så Khatami vinde. Det underlige ved situationen er, at den iranske præsident reelt har ganske lidt magt i forhold til f.eks. Den Øverste Leder, men alligevel er ansigtet udadtil. Af en eller anden grund. Og Ahmadinejad er blevet så dæmoniseret i Vesten - han har også fortjent mere end et par sko efter sig - at hans blotte person er en forhindring for seriøse tilnærmelser - om ikke andet, så i de amerikanske medier.

Det er lidt absurd. Bush, det simple menneske, var fantastisk personfokuseret, og Obamas udenrigsteam er nok ikke så slemt. Ikke desto mindre: Hvordan bør de gribe det an? Obamas stjerne er muligvis stadig høj nok til, at hans indtræden i den iranske valgkamp vil være en bonus for Khatami - eller hur? USAs tidligere støtte til dele af den iranske opposition var jo et dødskys. Og hvad så, hvis Khatami ikke vinder? Ahmadinejad ser jo ret solid ud - og det ville være fjollet at udelukke al forhandling med Iran, hvis han fortsætter, selv pr valgkampsretorik.

Houston, jeg har haft en drøm

Jeg drømte i nat, at jeg prøvede at forhindre en eller anden VIP i at nedgradere USAs kreditvurdering fra AAA til AA, fordi det ville være dødsstødet til verdensøkonomien.

Måske jeg bruger lidt for meget tid på artikler som denne (via).

The US is helped by the absence of ‘original sin’ – its ability to borrow abroad in securities denominated in its own currency – and the closely related status of the US dollar as the world’s leading reserve currency. But this elastic cannot be stretched indefinitely. While it is hard to be scientifically precise about this, I believe that the anticipated future US Federal deficits and the growing contingent exposure of the US sovereign to its financial system (and to a growing list of other more or less deserving domestic industries and other good causes) will cause the dollar in a couple of years to look more like an emerging market currency than like the US dollar of old. The UK is already closer to that position than the US, because of the minor-league legacy reserve currency status of sterling.

Begge lande har haft en forvokset finanssektor. Så vidt jeg forstår, så konkurrerede London og New York om finansverdenen ved at afregulere så meget som muligt. Well, up yours, mate.

рубль

Jeg kan godt lide dette citat om basen i Kirgisistan:

"Is this a negotiation? With them, it's always a negotiation," says an analyst in Washington who is close to the issue and asked not to be identified. But he added that the Kyrgyzstan government is mistaken if it thinks the US will bow to pressure and try to match the estimated $2.3 billion in aid, loan guarantees, and other assistance from Russia.

"We'll just walk away," the analyst says.

Fordi det centrale i udenrigspolitik går ud på at dele penge ud til allierede. Kina og Sovjetunionen konkurrerede om at dele penge ud til Østeuropa, selv om deres egne befolkninger var ludfattige. Det var vist også det, USSR ikke havde råd til. Rusland har i øvrigt heller ikke råd til det her.

Seneste nyt fra Centralasien

Khyber er en bro mindre:

Militants blew up a bridge in northwest Pakistan on Tuesday, cutting the major supply line for U.S.-led troops in Afghanistan with an explosion that turned the narrow span into a jagged metal "V." (...)

The latest attack on the famous Khyber Pass highlights the urgent need NATO and the U.S. have for alternative supply routes to landlocked Afghanistan through nations to its north, especially as the U.S. plans to double its troop numbers in the country this year.

Så, ja, når forsyningerne til en styrke på 70.000 mand afhænger af en enkelt bro langt væk, så ... ja. I mellemtiden forstår de omliggende lande at presse citronen:

Kyrgyzstan will close an air base used by the U.S. as a staging point for operations in Afghanistan, potentially undermining U.S. President Barack Obama’s planned troop increase aimed at defeating the Taliban.

For three years, the Kyrgyz government tried to renegotiate the amount paid by the U.S. to use the base, “but we encountered no understanding from the U.S. side,” Kyrgyz President Kurmanbek Bakiyev told reporters in Moscow today. The decision was made “in the last few days,” he said.

Læs: Flere penge, tak. Og fra Rusland:

Russia could help NATO re-supply its forces in Afghanistan if the alliance restores contacts with Moscow that were put on hold over the war with Georgia, a senior Russian envoy was quoted as saying on Thursday.

Det var så efter Petraeus havde annonceret en aftale om samme...

Og Iran? Mildere toner fra USA - men ikke fra Israel. Det ville jo dog være den letteste løsning, men der er mange på begge sider, der ikke gerne ser det ske. Gates, f.eks.:

"I'm concerned about the level of frankly subversive activity that the Iranians are carrying on in a number of places in Latin America," Gates said in response to a question from Sen. Mel Martinez, a Florida Republican.

"They're opening a lot of offices and a lot of fronts behind which they interfere in what is going on in some of these countries," Gates said, without elaborating.

Iran er det nye USSR: De åbner kontorer i Sydamerika. Kontorer! Og de blander sig i andre landes affærer - ganske uhørt! Så går det jo ikke at diskutere rapprochement, selv om NATO står med håret i postkassen, eller hvad de unge kalder det nutildags. Det er jo realpolitik, og det går ikke.

Gates har også en fortid mht. Iran. Jeg ved ikke, om det betyder noget. Men det er spøjst at tænke på.

Endvidere: Uanset hvilke lande, som den nye forsyningslinie til Afghanistan vil løbe over, så vil de pågældende lande have et fast greb om nosserne på NATO. Det kan jo så være Rusland eller Iran, eller måske Uzbekistan eller endda Kina.

Det var så det seneste fra det logistiske mareridt kendt som "indsatsen i Afghanistan".

Demokrati for alvor

Irakisk politik er befængt med trusler, så det er ikke til at vide, om man skal tage det her alvorligt:

Anbar province, Iraq's vast western third, was once the heartland of the Sunni Arab insurgency against U.S. troops but is now largely quiet, thanks to tribal guard units known as Awakening councils that helped drive out al Qaeda militants.

In one of the toughest-fought contests of the election, the tribes have challenged the Iraqi Islamic Party (IIP), a Sunni religious party which has run the province since 2005.

With the IIP claiming the results will keep it in power, Awakening leaders alleged fraud in the voting.

"We threatened the electoral commission not to allow fraud. We said we will transform from a political entity to an armed wing against the electoral commission and the IIP because we discovered fraud," Awakening movement head Sheikh Ahmed Abu Risha told Reuters.

Hamid al-Hais, head of the Anbar Tribes list in the election, travelled to Baghdad to lodge a protest.

"We will set the streets of Ramadi ablaze if the Islamic Party is declared the winners of the election," he told Reuters, referring to Anbar's provincial capital. "We will make Anbar a grave for the Islamic Party and its agents. We will start a tribal war against them and those who cooperate with them."

Vækkelsesrådene, eller stammerådene, eller hvad fanden man skal kalde dem nutildags, lagde våbnene mod at få politisk magt og formel politisk repræsentation gennem ikke-voldelige midler (ikke nødvendigvis lovlige midler...). Hvis IIP virkeligt har taget det meste af Anbar i lokalvalget, så er rådene blevet snydt, så vandet driver. Det vil til gengæld skyde den politisk proces i stykker, og rådene vil reelt ikke have andet at gøre end at gribe til våben igen, hvis de vil have det, de mener at have ret til. Gennem systemet eller uden om; de vil til fadet.

Indtil videre er der ingen officielle resultater, og al den røg og damp er sandsynligvis intet andet end propaganda, der skal massere befolkningen til at acceptere de valgsejre, der vil blive annonceret med pomp og pragt senere på ugen, skyder jeg på.

---

Og dér!

Iraq's military clamped a vehicle ban Monday on the Sunni-dominated province of Anbar after tribal sheiks sent gunmen into the streets claiming Sunni rivals linked to the Shiite-led government stole votes in last weekend's elections.

Jeg går ud fra, at de mange soldater, der skulle holde vagt på valgdagen, stadig er på plads.

Reform i kontekst

Vedr. skattereformen: At sætte rentefradraget ned eller på anden vis øge den økonomiske belastning for boligejere ville måske være en god idé ellers - men det er ikke fedt, når bankvæsenets problemer har rod i faldende boligpriser. De skal nok komme ned, bare rolig, der er bare ingen grund til at gøre det værre endnu. I mellemtiden burde skattegenierne tænke lidt på det økonomiske uvejr, verden er ude i, før de beslutter sig for noget.

Det Store Eksperiment

Valg i Irak i dag. Som sagt, så er det altafgørende i et demokrati, om de, der taber, accepterer nederlaget - og om de, der vinder, ikke bruger statsmagten til at tryne oppositionen. Dette er en forsmag på parlamentsvalget sidst i 2009, så det skulle meget gerne gå glat. Jeg regner med, at al-Maliki og Det Øverste Råd deler syden mellem sig, med en uforklarlig overvægt til al-Malikis liste - alt efter hvem, der har hånd om de lokale autoriteter. Det mest spændende er, om resterne af Vækkelsesrådene bliver repræsenteret politisk, eller om Iraks Islamiske Parti, der kapitaliserede på sunni-arabernes boykot sidst, fixer resultatet. For det er der krudt i. Meget mere fra Visser, som er klogere end mig.