Aftentanker

Jeg ser paralleller for mine øjne: Internationale organisationer, hvis virkeområder til at begynde med var små og fine, men senere hen blev så store, at organisationerne begyndte at knirke i fugerne ved det. Vokser sig ihjel. Tænker mest på FN og EU.

Hvis man opretter en lovgivende forsamling, vil den lave love, hvad enten der er brug for dem eller ej. Hvis man opretter en udøvende magt, vil den søge at øge sit magtområde. Hvis man opretter en domstol, vil den afsige domme, der i sig selv udvider domstolens retsområde.

Det kommer helt af sig selv; magt vil ud. Ideelt balancerer de tre med hinanden i en konstant styrkeprøve, med en forfatning som den endegyldige rollefordeler. Men i en international organisation har forfatningen tit ikke indbyggede begrænsninger af de tre magter, så det kører bare derud ad. Den uundgåelige udvidelse af magt støder på medlemmernes suverænitet, som får det sværere og sværere med organisationen, der derved bliver undergravet - for selv om organisationen tror sig selv en indlysende autoritet, så er den aldrig stærkere, end medlemslandene tillader. Organisationen ender derfor i irrelevans, nogle gange efterfulgt af opløsning. Og så forfra.