Gode, gode råd

En Claus Gade Sørensen, åbenbart tidligere rådgiver i Baghdad, skriver i dag i Berlingske om oprørsgrupperne i Irak. Med nogle udeladelser. Han beskriver oprørsgrupperne, først ba'athisterne, så sunni-nationalisterne, så jihadisterne, så Moktadas Mahdi-Hær. Han nævner også fangerne i fængslerne, som Saddam løslod før invasionen. Han udelader Det Øverste Råds Badr-Brigade, måske fordi det ville være pinligt at tale om det største shi'a-partis egne brunskjorter, eller om hvordan de har overtaget politiet. Han nævner heller ikke at Moktadas Sadr-Gruppe er med i regeringen, som del af shi'a-blokken Den Forenede Islamiske Alliance. Det ville sikkert forplumre billedet mere end godt er.

Det værste er dog hvordan han vil løse problemerne. Nøglecitat:

Våbnene bliver nedlagt, når oprørerne indser, at omkostningerne ved den væbnede modstand er større end fordelene. Det gælder derfor om at gøre omkostningerne ved den væbnede modstand høj, samtidig med at der holdes en dør åben for forhandlinger og deltagelse i den politiske proces.

Han giver et eksempel tidligere:

Amerikanerne dræbte i 2004 så mange medlemmer af al-Sadrs milits, at han indså det fornuftige i at indgå våbenhvile formidlet af storayatollah al-Sistani.

For at sige det på en anden måde, så skal man dræbe militsmedlemmer indtil de vil forhandle.

Neandertalsk. Hvis man tror, at man som udenlandsk styrke kan bombe en guerilla-styrke med folkelig opbakning til forhandlingsbordet, har man ikke læst sine CO-IN-operations bøger. Moktada har kørt et spil med USA og de andre shi'a-partier i regeringen, hvor han proklamerer sin modstand mod besættelsen, trækker sig ud af regeringen et stykke tid, får Mahdi-Hæren til at kæmpe lidt med USA, og til sidst lader sig formilde og vender tilbage til regeringen "for Iraks skyld". Da langt de fleste arabiske irakere er imod USAs tilstedeværelse, bliver resultatet, at Det Øverste Råd og al-Da'awa ligner USAs pudler, og at Moktada bliver endnu mere populær.

Det ironiske er, at Moktada er den bedste chance for at holde Iran ude af Irak. Hvis det altså er det, USA vil. Jeg ved ikke, om de ved hvad de vil.

I øvrigt, om eksemplet: Det var Najaf, og ikke Kerbala, som Sørensen skriver. Her lidt om sagen. Jeg er en smule uenig med artiklen - og i hvert fald i uenig med overskriften; det var ikke populært at Moktada udsatte den hellige moské for fare. I sidste ende var det al-Sistanis pilgrimsmarch til moskéen, der løste situationen. Moktada og moskéen overlevede. Men USA kunne ikke have dræbt Moktada uden at ødelægge moskéen også, det kaldes i skak pat. Well played.