Figenblad nr. 1441

Frasen er "alvorlige konsekvenser", resolutionen er nr. 1441 fra FNs Sikkerhedsråd. Fogh-regeringen har valgt at argumentere for Danmarks deltagelse i invasionen af Irak med at der var juridisk hjemmel i resolutionen for magtanvendelse, dvs. krig.

Først det juridiske:

1. "Alvorlige konsekvenser" er ikke det samme som militærmagt. I 1990 brugte Sikkerhedsrådet frasen "alle nødvendige midler" i resolution 678, og dette var almindeligt anerkendt som grundlag for krigen mod Irak dengang. Betydningen af frasen "alvorlige konsekvenser" var omstridt på en måde, som "alle nødvendige midler" ikke var.

2. Den øverste autoritet i fortolkningen af Sikkerhedsrådets resolutioner er Sikkerhedsrådet, ikke individuelle stater. Fra artikel 39 i FN-charteret:

Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger nogen trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling, og skal med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed fremsætte forslag eller beslutte hvilke forholdsregler der skal træffes i overensstemmelse med artiklerne 41 og 42.

Artikel 41:

Sikkerhedsrådet kan afgøre hvilke forholdsregler, ikke omfattende anvendelsen af våbenmagt, der skal tages for at gennemføre dets beslutninger, og det kan opfordre medlemmerne af de Forenede Nationer til at iværksætte sådanne forholdsregler. Disse kan indbefatte fuldstændig eller delvis afbrydelse af økonomiske forbindelser og af samkvemmet ved jernbaner, til søs, i luften, ved post, telegraf, radio og andre kommunikationsmidler samt afbrydelse af diplomatiske forbindelser.

Artikel 42:

Skulle Sikkerhedsrådet skønne, at de ved artikel 41 hjemlede forholdsregler ville være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø- eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. Sådanne skridt kan indbefatte demonstrationer, blokade og andre operationer foretagne af luft-, sø- eller landstridskræfter tilhørende medlemmer af de Forenede Nationer.

Mine fremhævninger.

3. Eftersom frasen "alvorlige konsekvenser" var tvetydig, var der juridisk set ingen vej udenom Sikkerhedsrådets vilje, i så fald juraen spillede en rolle.

4. Da USA og Storbritannien søgte en resolution der godkendte netop magtanvendelse mht. afvæbning, fik de den ikke. Efter franske udtalelser var det tydeligt, at en sådan resolution ikke ville passere, derfor kom den aldrig til afstemning.

5. USA og Storbritannien invaderede alligevel, selv om Sikkerhedsrådet ikke kunne enes om en resolution, og nogle medlemmer var direkte imod. Derfor holder det juridiske argument ikke.

Så det politiske:

Republikanerne har længe næret en stærk mistro til FN. Generalforsamlingens hykleriske anti-israelske resolutioner har medvirket, men vigtigst har været selve det koncept, at en international organisation skulle kunne bestemme over eller "begrænse" USA. Det er et sandt exceptionalistisk synspunkt, og man så det i aktion med Bush-administrationens fratræden fra både ABM-traktaten, Kyoto-traktaten og Ottowa-traktaten. Det tydeligste tegn på Bush-administrationens foragt for FN var den midlertidige udnævnelse af John Bolton som FN-ambassadør. Her et par gyldne citater:

"There's no such thing as the United Nations. If the U.N. secretary building in New York lost 10 stories, it wouldn't make a bit of difference."

"Many Republicans in Congress - and perhaps a majority - not only do not care about losing the General Assembly vote but actually see it as a "make my day" outcome. Indeed, once the vote is lost, and the adverse consequences predicted by the U.N.'s supporters begin to occur, this will simply provide further evidence to many why nothing more should be paid to the U.N. system."

Cato Institute foreign policy analyst Ted Galen Carpenter says administration officials "barely tolerate the United Nations. Their only element of doubt is whether it is a farce or a menace."

Og det er endnu en grund til at jeg ikke kan sluge Fogh-regeringens begrundelse. Ikke blot var det juridiske grundlag tyndt som bare fanden, respekten for FNs autoritet var i forvejen stort set ikke-eksisterende hos Bush/Cheney, som Fogh-regeringen gik i forbund med. Den holder ikke.

Så det snusfornuftige:

Ingen går i krig ved lovens tvang. Hvis Fogh siger, at det var på grund af resolutionen at vi gik i krig, så burde vi i dette øjeblik have invasionsplaner - eller blot embargoplaner - mod Indien og Pakistan, der begge har overtrådt FN-resolutioner om Kashmir og Jammu siden 1947. Og mod Israel. Og Tyrkiet. Og Marokko. Og Kroatien. Og Armenien. Og Sudan. Og Indonesien. Her en liste.

Det har vi ikke.

---

Det er til dels pga. venstrefløjens insisteren på FNs autoritet at krigstilhængerne bruger 1441-argumentet. For hvis FN virkelig er en autoritet, så må man respektere både Iraks nuværende regering og USAs tilstedeværelse, da de begge er godkendt af FN. Som jeg har sagt før, så har jeg ikke noget tilovers for nogen af synspunkterne. Men jeg ville ønske at vores regering var bedre til at lyve, eller måske i stedet bare var ærlig: Vi støttede USA betingelsesløst, og FN havde intet at sige. Færdig.