Holdt for nar

Selv om jeg følger med i USAs indre debat om krigen i Irak, er det med en blandet fornemmelse, af emotionel ligegyldighed og politisk interesse. Et irakisk liv er lige så meget værd som et amerikansk, og som det står nu, så betyder debatten ikke noget for Irak. Så længe Bush er præsident, bliver USAs militær i Irak, selv efter de begynder at løbe tør for soldater. Og det er det. Virkeligheden tager sig ikke af hvor højt man klapper, og al den propaganda der er beregnet til at holde moralen oppe på hjemmefronten betyder ingen verdens ting for udviklingen i Irak. Man kunne sænke de amerikanske tab ved at trække sig ud af sunni-trekanten og overgive magten til de lokale, og så bruge sine kræfter på at pacificere Baghdad så meget som muligt. Det er lidt det som Petraeus har forsøgt, med sin væbning og "hvervning" af sunni-oprørere i deres kamp mod "al-Qaeda i Irak". Hvis udført over hele landet, ville det være en "soft-partitioning", en blød deling af nationen. Men Iraks borgerkrigslogik lader ikke USA stille sig imellem to stole særligt længe, og de meget omtalte sammenstød mellem al-Maliki og Petraeus understreger dette.

Oveni ville det ikke kunne lade sig gøre at trække sig ud af Baghdad, hvor frontlinierne - lad os kalde dem hvad de er - ligger tæt og blandet, uden at se borgerkrigen blusse op igen, og dermed til indenrigspolitisk belastning for Bush/Cheney. Sadr By bliver ladt i fred, fordi den er stor og ensartet, og fordi Mahdi-Hæren ikke ville kunne nedkæmpes uden relativt store tab. Men mange af sunni-kvartererne er alt for udsatte til at overlade til sig selv, og det er selvfølgelig der, amerikanerne mister soldater.

Spørgsmålet er så, om skænderierne mellem al-Maliki og Petraeus er et plus eller minus for Bush/Cheney, for "en hård linie" er jo den eneste form for diplomati republikanerne forstår i øjeblikket. I al fald er det ligegyldigt, for det er kun retorik. De fortvivlede irakere og de tyndslidte amerikanske soldater bliver holdt for nar af både USAs regering og de irakiske politikere. Det er således med en vis fornøjelse at linke til en lille reportage fra Guardians Sean Smith, der viser et udsnit af virkeligheden. Se den og kast op, eller ej.