Hulemennesker

Rudy Guilianis præsidentkampagnes medformand i New Hampshire om Rudy:

"He's got I believe the knowledge and the judgement to attack one of the most difficult problems in current history and that is the rise of the Muslims, and make no mistake about it, this hasn't happened for a thousand years. These people are very dedicated and they're also very very smart in their own way. We need to keep the feet to the fire and keep pressing these people until we defeat or chase them back to their caves or in other words get rid of them."

Mon Poul Høi stadig vil sove godt om natten med Rudy som Il Presidente?

Kirkuk

Afstemningen udskudt. Fornuftigt, med alle de turkmenere i byen. Kurderne får desuden ingen hjælp fra Baghdad med arrangementet.

Ifølge Tyrkiets luftvåben blev 150 PKK peshmerga dræbt ved bombningerne en fire dage siden. Det slog mig som bollocks: De kan ikke bekræfte tallet, da Tyrkiet ikke har soldater på landjorden, og, så vidt jeg ved, ikke engang helikoptere. Ydermere kan de heller ikke bekræfte, at det var guerillasoldater og ikke civile, der blev dræbt, af samme grund. Tallet er slunget ud,

1) For at gøre tyrkerne stolte af luftvåbenet, og det af sig selv, og

2) For at mætte tyrkernes blodtørst indtil videre.

Simpel nationalisme, som jeg skyder på Erdogan spiller på, og derfor er der ingen grund til at provokere med Kirkuk lige nu. Men det kan ikke udskydes for evigt.

Dagens tanke

Det er tit nye religioner, der bliver forfulgt, da de er for unge til ikke at ligne overtro. Case in point. Og mange andre.

Whodunnit

Spørges der i øst og vest, om Bhuttos snigmord. Da jeg stadig gør en dyd ud af ikke at skrive om emner jeg ikke har forstand på, vil jeg i stedet linke til Cernig & Venners diskussion.

Følgende ting har jeg fået fat i: Rawalpindi er en militærby, noget med hæren så, enten fra eller i samarbejde med. Selvmordsbombe, ikke hærens metode. Snigskytte dræbte fire forinden ved et optog til støtte for Sharif fire timer før Bhutto blev myrdet. Sammenhæng? Bhutto, der ikke stolede på hæren, ville ikke modtage dens beskyttelse. Lavere rangerede officerer, der sympatiserer med islamisterne. Muligvis samme gruppe, der prøvede at tage livet af Musharraf i selvsamme by i sin tid.

Plottet: Onde islamister, korrupte politikere, atomvåben, kup på kup, og hæren på spring. Leder i eksil vender tilbage til stor begejstring, og myrdes af en af sine mange fjender. Nationen i oprør. Undertitel kunne være: Glem alt om Iran. Mere skrækfilm end spændingsfilm.

---

Juan Cole er god i dag.

En gang til for Prins Knud

Måske min blog kører lidt i tomgang i øjeblikket, men mht. stormoskéen, der mangler 400 mill. kr. for at bygges; de penge kunne godt tænkes at komme fra en rig saudi. Og det ville ikke være så godt. Måske min ateisme skinner igennem, men udenlandske donationer til religiøse formål bør kigges efter i sømmene, mht. til sektens tolerance overfor anderledes tænkende.

Ligetil 2

Hvordan man afmonterer islamismen: Med demokrati.

"When you're out of office, you can call for all sorts of things and be a paragon of virtue. But when you're in office, it's a different story. The glitter has worn off a little bit."

Den bedste udvikling for Mellemøsten ville være at Det Muslimske Broderskab fik lov at køre Egypten i sænk. Lad dem dog.

Ligetil

Andrew Anthony fra Guardian.

For if British citizens are under threat from attack by fellow citizens (as well as those, in the case of 21/7 failed bombing, who have been given asylum), then it is a matter for all British citizens, not just British Muslims, to challenge the extremist attitudes that underpin that threat.

It is essential, of course, that such a challenge must avoid demonising Muslims at large and seek to prevent exploitation by the far right. The best way to do this is to treat violent and hate-filled extremism the same way in all its manifestations, regardless of race or religion.

Præcis.

Men visse er så investeret i et bestemt verdenssyn, at de ikke kan se lige. Dertil også, at fjendskab føles godt i nutidens moralske tusmørke, og at det tit er det eneste, man har at holde fast i. Optimistisk er jeg ikke.

Mennesket som monomani

Et godt lille ord. Kan bruges i stedet for "fixeret idé" til at identificere gale mennesker. Tommelfingerreglen er, at når en person eller gruppe fokuserer udelukkende på en enkelt faktor som kilde til alverdens ulykker, så er deres syn forvrænget. Det er en grov regel, og mere grov og upræcis end at sige at Verden Er Kompliceret. Men ingen faktor får lov at stå alene. Så det sind, der kun ser en afgørende faktor i alle sammenhænge er pr. definition forskruet.

Ordnet i rækkefølgen: Gruppe - Monomani, her nogle eksempler:

Nazister - jøder
Cheney - Iran
Russiske nationalister - NATO / USA
Skandinaviske liberale - velfærdsstaten
Ultra-feminister - mænd / maskulinitet

Etc., til verdens ende. Men her en lige så grov regel, til supplement:

Man er ikke et bedre menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er sort.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er sort.

Med andre ord; så kan røvhuller fås i alle farver. Mattel laver dem alle. Hvad der driver disse på tværs af sociale og kulturelle skel er forskelligt, det vigtigste er at kunne genkende hvem der er de gode, og hvem der er røvhuller. Muslimhaderne går mig på, men det gør vestlige selvpinere også: Idet der ikke er moralsk forskel på hudfarver, må man som hvid tænke på hvad hvide mennesker har bedrevet gennem tiderne, og indse, at brune mennesker er i stand til præcis de samme forfærdeligheder, og har været i stand til præcis de samme forfærdeligheder. Man må heller ikke glemme, at hvide mennesker stadig er i stand til fortidens fortrædeligheder. Vi er alle mennesker, og derfor temmelig éns.

Det vigtigste er at kunne genkende bæsterne. Og der er man dårligt stillet på tværs af grænser og kulturer, fordi man ikke forstår signalerne særligt godt. Ville man have genkendt Hitler dengang, selv om det ser temmeligt nemt ud i bakspejlet? Hvad med Stalin, eller Kong Leopold II? Ville man have kunnet det fra den anden side af jordkloden? Det ville ikke være så nemt.

Min monomani er mennesket. Det klæder sine drifter i ord og ceremoni, men kommer an på det samme i sidste ende: Magt, dominans, frihed, identitet. Alle akulturelle motiver, som man bør øve sig i at gennemskue. I udenrigspolitik mangler forståelsen alt for ofte, og de ødelæggende misforståelser følger i lind strøm deraf. Derfor er de vigtigste egenskaber i udenrigspolitik menneskeforståelse og situationsforståelse. Intet sted er som noget andet sted, og dog er mennesker de samme verden over. Ved at forstå det første, forstår man også det sidste. Og den forståelse kan afgøre alt.

EUs virkelige krise

Vedr. EU.

Internationalisterne - hvormed jeg mener dem blandt den politiske elite, der ser international sammenfletning som et gode i sig selv - er ikke rationelle, men drives af idealisme. Sympatisk og forkert. Så vidt jeg ved, har EU aldrig smidt et land ud af et samarbejde, hvad enten det drejede sig om ECU, Schengen, eller selve EU. Det virker ikke politisk muligt, hvorfor kan jeg ikke greje lige nu. Men derfor er ethvert nyt tiltag og indtag uigenkaldeligt, og skal gøres med stor og mægtig forsigtighed. Men internationalisterne er alt andet end forsigtige, da de ikke mener at EU kan knækkes af nogen magt på denne jord. Dette på trods af den folkelige modstand, som synes at være et lige stort chok for dem hver gang nogen får lov at stemme.

Man vil bestemme selv. Dette er nationalismens grundfølelse, og sætter sig igennem, når folk ikke aner hvad der foregår, når de føler magten glider dem af hænde. Man kan altid regne med nationalismen; i Irak og Afghanistan, såvel som blandt EUs nationer.

Folk er ikke med. Så glem alt om, at EU skulle være i krise, når det ikke er i konstant udvidelse og integration. Krisen er, at folk ikke er med. Løsningen er at tage det roligt, og lade EU hvile i sig selv, indtil folk har gennemskuet magten, forhåbentligt med hjælp fra medierne og lovpligtig gennemsigtighed. Men internationalisterne helmer ikke, og løfter byrder med EU til det knækker midt over.

Derfor ikke glad for Rumænien og Bulgarien. Ikke glad.

Forestil dig bare...

Ja så.

Ifølge partiets retsordfører Karen Hækkerup kan Dansk Folkeparti komme med et hvilket som helst »strammerforslag« og møde opbakning fra S, forklarer hun.

»Jeg kan ikke forestille mig, at Dansk Folkeparti kan komme med nogle forslag til, hvordan vi kan få våbnene væk fra gaden, som vi ikke vil være med til. Pia Kjærsgaard ved godt, at vi har støttet alle tiltag, der strammer op på det her område«, siger Karen Hækkerup.

Jeg kunne nu godt forestille mig en hel del. Men det kunne være interessant at se hvor langt Thorning egentlig vil gå DF i møde for at lukke den bløde indvandrerflanke. Og hvordan R, SF, Enh. og vælgerne vil reagere.

Useriøst, ubegavet.

Lad os spille dumme et øjeblik, og prøve at tage Lisbeth Knudsen alvorligt:

Nu er diverse EU-eksperter bekymrede over, at befolkningen ikke får lov til at stemme om traktaten, og de frygter at vælgerne vil tage revanche og stemme nej ved den kommende afstemning om fjernelse af de 14 år gamle fire danske forbehold. Skulle vi virkelig være så useriøse og ubegavede som vælgere? Tak for tilliden.

Sjovt nok er det netop det argument, jeg tit hører mod folkeafstemninger om EU: At vælgerne er for dumme til at gøre EU-afstemninger til andet end et spørgsmål om at straffe regeringen. Når over halvdelen af Danmarks befolkning (totredjedele andre steder) gerne ville have haft folkeafstemning om resterne af Reformtraktaten, hvordan skal man da forlige det med Knudsen her? At vi er for seriøse og kloge til at vide hvornår vi bør have folkeafstemning?

Selv tak.

Der er ikke brug for dette indlæg

USAs højrefløj blokerer et forslag, der vil gøre det amerikanske militærs retningslinier vedr. afhøringsteknikker gældende for efterretningstjenesterne. Med andre ord er USAs højrefløj imod et forslag, der eksplicit forbyder torturmetoder som vandbrætning, koldcelleture, stresspositioner, falske henrettelser o.l., for CIA og udenrigsministeriets andre ansatte.

Der er larmende stilhed på Danmarks højrefløj. Ingen protester, højst bortforklaringer. Det er med møje og besvær jeg lader være med at bruge skældsord, når jeg skriver dette. Som Fogh holder de borgerlige med USA, uanset hvad USA gør. En artikel i Weekendavisen kaldte det Rebild-Refleksen. Det følger deraf, at når USA om et år får en demokratisk præsident, der drejer USA væk fra "the dark side, if you will," og tilbage mod civilisationens lys, at Europas højrefløj vil følge med. For USA er storebror, og højrefløjen har således altid været imod tortur. Ingen selvstændig borgerlighed, der kan hvile i sig selv. Ingen bevidsthed uden objekt, ergo ingen eksistens uden opposition. Dette er holdkampen, der sluger alle principper i sidste ende. Men jeg kan ikke lide at blive mindet om det.

Der er ikke rigtig nogen mening med dette indlæg. Det, som foregår, er gamle nyheder. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det er bedre end at slå noget i stykker. Så det er ikke helt meningsløst meningsmageri.

CIA CYA

De sidste par uger har bragt den ene udvikling i tortursagerne efter den anden: Først kom det frem, at optagelser af afhøringen af en fange, Abu Zubaydah, var blevet destrueret. Sandsynligvis ulovligt. Det fik en nu forhenværende CIA-agent, John Kiriakou, til at stå frem og indrømme, at der blev brugt vandbrætning (waterboarding) i disse afhøringer.

Senere: Fire top-demokrater blev briefet om denne og andre torturmetoder allerede tilbage i 2002, uden at sige et kvæk (Pelosis dementi her) - med undtagelse af et enkelt arkiveret protestbrev.

Dette er CYA in action, "Cover Your Ass". Almindelig procedure i sådanne sager for at undgå medskyldighed: Sørg for, at din protest er registreret i skrift et sted i systemet, før skandalen bliver opdaget. Det må gerne være i skjulte arkiver, så længe det kan hives frem under en senere undersøgelse. En anden form for CYA ser vi i disse dage fra CIA, ifølge FireDogLake. De torturmetoder, som CIA har anvendt, er bestilt ovenfra, og da tortur er en værre en på forbryderskalaen, sørger CIA for at Sorteper ender der, hvor den hører hjemme: I toppen af Bush/Cheney-administrationen.

CIA holder jo ikke af Bush/Cheney. Efterretningstjenesten fik smurt skylden for de manglende masseødelæggelsesvåben af på sig af en administration, der selv kastede alle forbehold overbords for at skaffe sig de løgne, som aggressionskrigen mod Irak blev solgt på. Da CIA af hensyn til virkeligheden ikke opfyldte alle Cheneys fantasier blev han knotten, og lavede sit eget lille CIA, Office Of Special Plans, for bl.a. at kunne referere til nikkedukken Douglas Feiths påstande om operationelt samarbejde mellem Irak og al-Qaeda. Det var også i tråd med den bureaukratiske krig mellem Forsvars- og Udenrigsministerierne, med vicepræsidenten på Rumsfelds side (eller omvendt, snarere) og CIA på Colin Powells.

Første store tilbagebetaling af denne gæld skete i form af det nys udgivne NIE, der gjorde krig mod Iran umulig at sælge. Anden store tilbagebetaling er der måske ved at blive lagt op til nu. Som sædvanlig får vi at se. Overton-vinduet mht. tortur er efterhånden flyttet så meget, at vandbrætning er tæt ved at være ikke blot lovligt, men også bredt accepteret. Derfor kan det vel være, at man vil acceptere Kiriakous udtalelser som rigeligt: Kun vandbrætning? Herregud, da. Og det var dermed hensigten med hans interview.

Jeg ser stadig frem til en udtalelse fra Lene Espersen vedr. operationelt samarbejde med torturstater.

Overvågning af fremmedelementet

Den overdrevne opmærksomhed, som Europa tildeler muslimsk terrorisme, er at sammenligne med den overdrevne opmærksomhed, som den arabiske verden tildeler Israel og Palæstina. I begge tilfælde er grunden elementets fremmedhed. Påstår jeg.

De europæiske nationers mange antiterrortiltag kan ikke forklares rationelt, eftersom Europa har oplevet rigeligt med terrorisme i nyere tid, uden at man greb til så drastiske midler, som man har gjort i dag. Spekulerede over det før, her en ny grund: At terrorismen er muslimsk, og forstås derfor - bevidst eller ubevidst - som en Femte Kolonne, end som forbrydelser.

Ligeså Israel/Palæstina. Der er ikke solide tal på hvor mange arabere, der er "forsvundet" under diktaturerne, men det er sikkert, at det er mange, mange flere, end der nogensinde er gået tabt til Israels besættelse af de palæstinensiske områder. De arabiske landes menneskerettighedsforbrydelser overstiger i både kvalitet og kvantitet Israels mange gange, uden at mediernes opmærksomhed følger med. Skønt de arabiske medier er under statsovervågning - hvis ikke direkte kontrol - så er der ikke noget per se, der hindrer dem i at skrive om andre arabiske landes forbrydelser - f.eks. Sudan. Men i stedet ofres opmærksomheden på fremmedelementer: Israel, besættelsesstyrkerne i Irak, gerne også Iran og Frankrigs indblanding.

Det er identitetslogik. Det følger så også, at man har det svært i identiteten, der hvor denne mekanik virker stærkest. Gammel diskussion.

Mere Mookie

Yahoo News:

In 1999, Muqtada al Sadr was a rumored video game addict with little religious training when his father's assassination made him a leader.

Det forklarer jo lidt. Nøglecitat, om våbenhvilen:

"There is an entity in the Sadr trend that doesn't want the freeze," said Sheik Naza al Timini , a Sadr cleric in the Shiite holy city of Karbala , south of Baghdad . "They said, 'We have the right to use violence and force.' We always hope for good, and we hope that the decision of Sayed Muqtada will be for the best of Iraq , but after he gives his final decision about the future of the Mahdi Army, many, I believe, will change their ideology and choose to leave the Sadr trend."

Om tre måneder, så.

Stol ikke på en løgner

Nydeligt indlæg fra Cerniq vedr. EFPer importeret fra Iran - ifølge USA. Det har længe generet mig hvor skødesløst anklagerne mod Iran er blevet godtaget af stort set alle. Hvis der virkeligt bliver importeret avancerede våben fra Iran i stor stil, med støtte fra den iranske stat, burde det være en smal sag at vise verden de fysiske beviser. Den slags, som ingen kan tvivle på. Det er ikke sket.

Dagens Snask

Fire top-demokrater briefet om torturmetoder i 2002 uden et kvæk til pressen, heriblandt Nancy Pelosi, demokraternes formand i Repræsentanternes Hus.

Hvis der ikke kommer et dementi fra Pelosi, forklarer det en hel del.

Moktada, Petraeus. Petraeus, Moktada.

WaPo, via Just World News:

Al-Qaeda in Iraq fighters, pushed out of western and central parts of the country, are seeking new sanctuaries in the north, in particular by exploiting fears of Kurdish expansionism among the Arab population, Col. Tony Thomas, assistant commander for the region, said in a briefing Wednesday.

Det tegner ikke godt. Den sandsynlige udløser er folkeafstemningen om Kirkuk om en tre uger.

Og endelig tegn på, at Petraeus har forstået hvor vigtig Moktada al-Sadr er:

In striking contrast to the U.S. military's previous wariness -- if not hostility -- toward the young firebrand cleric, Petraeus praised Sadr personally for "working to rid his movement of criminal elements" and making a "pledge of honor" to uphold the cease-fire announced in August. He said the United States is in indirect dialogue with "senior members" of Sadr's organization to maintain the cease-fire.

"The Sadr trend stands for service to the people," and the goal is for Sadr and his followers to become "constructive partners in the way ahead," Petraeus said in an interview with defense reporters traveling with Gates.

Men sadristerne er nationalister, og er gevaldigt imod en permanent amerikansk besættelsesstyrke. Fortæl os dine tanker, Moktada:

Meanwhile, Sadr's rhetoric remains as anti-American as ever. "I speak to the head of evil Bush, go out of our land, we don't need you or your armies, the armies of darkness, your aircrafts, tanks... your fake freedom," said a statement issued under Sadr's name two days ago.

Der er derfor ikke kun afstemningen om Kirkuk at se frem til, men også våbenhvilens udløbelse om ca. tre måneder.

Des mere anerkendelse, kontrol og magt Petraeus overfører til de lokale magtcentre, des mindre flyder magten, og det er godt, for flydende magt er konflikt og anarki. Er det ønsket, kommer man sgu ikke udenom Moktada i det henseende. På samme måde som sunni-nationalisterne/Vækkelsesgrupperne først dæmoniseredes og senere hyldedes af den amerikanske presse, vil det samme nok ske for Moktada. Han er ingen engel, men der er ingen gode mennesker tilbage i Irak. De er skredet eller slået ihjel, og så er der kun at sluge spyttet og begynde forfra med magtafhændingen. Hvem ved, det kan være det til sidst går op for amerikanerne at Moktada ikke er pro-iransk. Så har vi en vinder.

Hvem ønsker fred ?

Martin Krasnik er i det store og hele en god journalist. Men jeg har lagt mærke til et par tosserier fra hans side mht. Iran. For eksempel foretrækker han Hillary Clinton fremfor Barack Obama som næste amerikanske præsident, fordi han mener der er større chance for at Hillary vil bombe Iran, hvis det skulle komme til stykket. Lidt i retning af "Obambi"-tanken.

Derfor har han ikke modtaget det nye NIE - National Intelligence Estimate - fra Washington med kyshånd:

Om Iran vil producere en atombombe i 2009 eller 2014 kan eksperter diskutere sandsynligheder for i månedsvis. Men det er helt sikkert, at den sidste uge har øget sandsynligheden for, at datoen for den første iranske bombe er rykket nærmere.

Baseret på Mossad:

Det bliver lidt mudret af, at israelerne insisterer. Tirsdag sagde forsvarsminister Ehud Barak nemlig, at Iran måske nok stoppede våbenprogrammet i 2003 efter heftigt internationalt pres, men at iranerne har sat det i gang igen, og at de derfor kan have den første atombombe klar i slutningen af 2008 eller i løbet af 2009. Han læner sig op ad Israels egne efterretninger.

Følgende pointer:

1) Ethvert land har ret til fredelig atomkraft, også Iran.

2) Det giver god mening for Iran som individuel nation at få sig atomvåben som afskrækkelse, specielt i lyset af USAs krigsmageri under Bush Jr. Pakistan er også en faktor.

3) Iran vil ikke gensidigt udslette Israel.

a. De kan ikke få ram på Israel uden også at dræbe mange palæstinensere, samt ødelægge al-Aqsa-moskéen. No dice.

b. Selv dette forudsætter at ledelsen er selvmorderisk. Lad os derfor ikke glemme deres fredsouverturer efter både talebanernes og Saddam Husseins fald: Om noget er dette det mest tydelige bevis på rationel iransk nationalisme, og på at "hadet til Vesten" ikke overtrumfer nationale hensyn. Mere om dette fra Fareed Zakaria her og her.

4) Det ville være en dårlig udvikling for hele regionen, eftersom rivalen Saudi-Arabien, og sikkert også Tyrkiet og Egypten, som svar vil prøve selv at få atomvåben.

5) Et atombevæbnet Iran er ikke i Ruslands interesse. Skulle der være pålidelige efterretninger om et atomvåbenprogram, tror jeg ikke det ville være særligt svært at få Rusland med på vognen.

6) Dette NIE ødelægger reelt Cheney-fløjens chancer for at bombe Iran, og det er godt, da en sådan bomberegn ville destabilisere regionen langt mere end en iransk atombombe. Og som sagt, de har alligevel ikke har nogen anelse om hvor programmet fysisk skulle være.

7) Hvis Mossad ved hvor det er, forstår jeg ikke helt hvorfor de ikke har delt disse - åbenbart skudsikre - informationer med de amerikanske efterretningstjenester. Det er jo ikke fordi de to lande ikke har arbejdet sammen før...

Krasniks artikel indeholder desuden dette:

Alle er altså enige om, at Iran producerer højt beriget uran, og at det kan bruges til at lave bomber.

Nej. Der er stor forskel på uran, der er beriget nok til atomkraft, og til atomvåben. En verden til forskel.

Og denne, om NIEs påstand om atomvåbenprogrammets standsning i 2003:

Skyldtes det diplomati alene? Naturligvis ikke, ligesom presset, der har fået Nordkorea og Libyen til at opgive deres våbenprogrammer ikke skyldes diplomati alene, men også hårde sanktioner, militært pres og reelle trusler om intervention.

Sagen er, at USA opfatter begrebet "diplomati", som administrationen opfatter begrebet "kompromis": Giv os først alt vi forlanger, så kan vi forhandle. Og sådan leger man ikke udenfor den amerikanske kongres. Her et længere uddrag fra en Esquire-artikel, som Krasnik nok ikke har lyst at kende til:

It was an average morning in April, about four weeks into the war. Mann picked up her daily folder and sat down at her desk, glancing at a fax cover page. The fax was from the Swiss ambassador to Iran, which wasn't unusual -- since the U.S. had no formal relationship with Iran, the Swiss ambassador represented American interests there and often faxed over updates on what he was doing. This time he'd met with Sadeq Kharrazi, a well-connected Iranian who was the nephew of the foreign minister and son-in-law to the supreme leader. Amazingly, Kharrazi had presented the ambassador with a detailed proposal for peace in the Middle East, approved at the highest levels in Tehran.

A two-page summary was attached. Scanning it, Mann was startled by one dramatic concession after another -- "decisive action" against all terrorists in Iran, an end of support for Hamas and the Islamic Jihad, a promise to cease its nuclear program, and also an agreement to recognize Israel.

This was huge. Mann sat down and drafted a quick memo to her boss, Richard Haass. It was important to send a swift and positive response.

Then she heard that the White House had already made up its mind -- it was going to ignore the offer. Its only response was to lodge a formal complaint with the Swiss government about their ambassador's meddling.

De mennesker, der fejede Irans fredsfølere af bordet, er dem, der kastreres af dette NIE. Hele verden bør juble derfor, og Krasnik også.

---

Tilføjelse: Historien genudsender sig selv. Om de neokonservative.

Among the scariest of these radicals was Richard Pipes, father of Daniel. The Harvard historian thought nuclear war was not only thinkable, but winnable. Moreover, the Soviet Union was hell bent on total world domination and would readily fight a nuclear war to achieve it. Those who thought the Soviets were afraid of WW III were simply “mirroring” their values on the enemy. He based these views on his “deep knowledge of the Russian soul.”

Almost three-dozen people like Pipes were swept into office on the coattails of Ronald Reagan in 1980. All told, Reagan hired 31 members of the Committee on the Present Danger, the threat inflation lobby and hawk-workshop that had been hurling public invective at arms control and détente from the sidelines of power since 1975. Soon the biggest military buildup in peacetime history was underway, matched by provocative rhetoric and military maneuvers along Russia’s borders.

Sark !

Fordi det er kedeligt at skrive om amerikansk statskorruption hele tiden, her et par links om de frække franskmænd. Sarkozy har intet imod at spille på trommer til USAs krigsdans ved retorisk at underbygge skræmmebilledet af et atombevæbnet og bindegalt Iran - så længe han kan sælge atomteknologi til lande, der for tiden ikke er indehaver af Årets Hitler. Og Airbus. Gode penge.

Forbandede exceptionalistiske lande. Et link til om tvisterne mellem Tysklands fornuftige højrefløj (bedste i verden) og Sarkozys strutten omkring. Frankrigs magt over EU må brydes, og muligheden byder sig for alvor i 2013, hvor CAP skal genforhandles. Med støtte fra landene i den tidligere østblok kan der måske endelig være flertal for at fjerne landbrugsstøtten, som ikke blot ødelægger landbrug udenfor EU, men også ødelægger EUs popularitet hos sine egne borgere. Og EU er en god ting.

Bølgen og Vækkelsen

Faldt over dette afsnit i Guardian:

Besides Ramadi, the Awakening movement was also operating in Sunni-majority districts of Baghdad, such as Ameriya, Adhamiya, and parts of Ghazaliya and Jihad, Omary said. He predicted it was unlikely to last for more than a few months. It was a "temporary deal" with the US and would split apart as people realised the Americans' true intentions.

Betyder frasen, "as people realised the Americans' true intentions", at det var på USAs gode hensigter at forbrødringen med sunni-oprørerne blev solgt?

Der er flere forklaringer på "Sunni-Vækkelsen" i vælten:

1. Denne, hvor USA lover bedring af sunni-arabernes politiske situation til gengæld for våbenhvile, penge og uniformer.

2. Tom Scudder fra 'Aqoul spekulerer i den syriske model; at det kun drejer sig om penge, og at USA har købt sig til fred. Via Cernig, et imperialistisk ekko af dette argument fra Weekly Standard.

3. Visse nationalisters egen forklaring; at USA ved deres modstand er blevet tvunget til våbenhvile.

4. Slutteligt, en midlertidig alliance mod "Al-Qaeda i Irak".

Noget af det hele, gætter jeg på. Men kun #2 åbner mulighed for en varig fred uden nationalpolitiske fremskridt og/eller amerikansk retræte.

En af disse dage

En dag bliver jeg nok nødt til at låne Atlas Shrugged på biblioteket for at se om den er så dum som folk siger. I IHT om det skattetotalitære Danmark finder man:

Lars Christensen is co-chief executive of Saxo Bank, a Copenhagen financial services firm specializing in currency trading and retail brokerage services. New employees at Saxo Bank get a copy of "Winning," the playbook of Jack Welch, the brass-knuckled former chief executive of General Electric, and "Atlas Shrugged," the libertarian manifesto by Ayn Rand, suggesting that the boss has little time for solutions that beat around the bush.

Fordi så ved man hvor folk kommer fra.

Et år til

Atrios:

It must be understood that since our intelligence agencies don't believe Iran has a nuclear weapons program, it also means that they don't know where such a program would be physically located if it did exist. This means that any desires of Dick Cheney and his people to bomb Iran simply involve... bombing the shit out of Iran.

Jeg gider snart ikke skrive om Bush/Cheney længere. Aldrig nogensinde har verden haft mere brug for en ny amerikansk administration.

Et år til.

Kolonien Irak

Jeg har længe mistænkt Iraks statsminister, Nouri al-Maliki, for at gå USAs administration i møde ud over enhver sømmelighed. Tilbage i januar blev Iraks Indenrigsministerium pludseligt noget valen ved at udsende sine månedlige drabsrapporter, nogenlunde samtidigt med Bølgens begyndelse. Det seneste nye er aftalen om en mulig permanent amerikansk tilstedeværelse i Irak. Uddrag fra teksten:

Security: To support the Iraqi government in training, equipping, and arming the Iraqi Security Forces so they can provide security and stability to all Iraqis; (...) and to provide security assurances to the Iraqi Government to deter any external aggression and to ensure the integrity of Iraq’s territory.

Spekulation: Al-Maliki er pt. lederen af al-Da'awa-partiet, som er temmeligt lille i forhold til både sadristerne og Det Øverste Råd. Al-Da'awa er allieret med Rådet, og begge har stærke forbindelser til Iran, men Rådet kommer først. Jeg tror, at al-Maliki har indset, sikkert for et stykke tid siden, at han bliver nødt til at holde sig venner med USA for at beholde sin position, og nok også for at holde sig i live. Han ses i vid omfang som en quisling, både af sadristerne og sunni-nationalisterne. Jeg tvivler også på, at al-Da'awa og Rådet alene kunne vinde over sadristerne. Som jeg før har spekuleret, så er begges magt afhængig af udenlandsk støtte, hvad enten det er USA eller Irans. Derfor er aftalen om en permanent amerikansk tilstedeværelse en naturlig udvikling af den kolonialistiske drejning, som Iraks regering efterhånden har fået: Ingen sunni-arabere, ingen sadrister eller andre shi'a-nationalister, kun kurdere og pro-iranske shi'a-føderalister som al-Da'awa og Rådet.

Andre vinkler på denne sag fra Tapped, Missing Links, og Allbritton. Ingen enighed hersker.

Sagde De Demokrati ?

Det geniale ved demokrati er at lade folk forstå konsekvenserne af deres egne valg. Det skaber selvkritik, og styrker derved integriteten.

Så jeg behøver næppe forklare hvorfor dette var en pilrådden idé:

In a recent telephone interview with The eXile, Meadowcroft explained how he was pressured by OSCE and EU authorities to ignore serious irregularities in Boris Yeltsin's heavily manipulated 1996 election victory, and how EU officials suppressed a report about the Russian media's near-total subservience to pro-Yeltsin forces.

Men det er normal vestlig udenrigspolitik: Man støtter dem, der støtter én - gerne på tværs af folkets ønsker, hvad enten disse er dumme eller kloge. Og nu er OSCE lige så utroværdig som både Yeltzin og Putins valgsejre, og "demokrati" udenfor Vesten opfattes som indsættelsen af et pro-vestligt marionetkabinet - en holdning, der deles af både øst og vest.

Bah.

Angående Pakistans atomvåben...

...så håber jeg ikke dette bliver almindeligt kendt. Skrev om det før. Så glem du nogensinde har læst det. Fordi.