Et COIN paradoks

Det sker tit, at den regering, éns soldater støtter, er korrupt, forsømmelig og uduelig. Det underminerer statens legitimitet, og åbner derved døren for alternativer til denne. Udlandets soldater slås derfor for en myndighed, hvis dårlige regeringsførelse modarbejder fornuftig oprørsbekæmpelse, og endda kan være årsagen til oprøret til at begynde med. Udlandets dilemma er, at hvis dets eget statsapparat, inklusive militæret, går ind og overtager den korrupte regerings rolle, at det derved selv underminerer dennes legitimitet. Og da målet er et land der kan stå på egne ben, hvad gør man så?

I Vietnam endte John Paul Vann med at mene, at USA fra begyndelsen af burde have udskiftet hele skidtet med eget embedsapparat og knoglemarv. Det sydvietnamesiske styres imponerende omfattende korruption (min favorit er at forlange bestikkelse for artilleristøtte...) drev befolkningen i armene på kommunisterne, hvis oprindelige styrke og idealer netop voksede ud af ønsket om et opgør med den klasseopdelte og korrupte traditionelle samfund.

Men at styre et fremmed land så direkte er ikke så langt fra kolonialisme. Der er noget farligt darwinistisk på spil her, når man tænker på at kolonialismens arv til verden har været en masse svage stater. Den svage stat var naturligvis tit i imperiets interesse, men var også en naturlig udvikling, da kolonien aldrig skulle stå på egne ben, men heller ikke fik lov at falde. Så styrken kom aldrig.

Nu til Afghanistan: I tilfældet OEF er problemerne dog så dybe at jeg på sigt ikke kan se nogen anden vej frem, om ikke andet, så i de pashtunske provinser. Den splintrede talebanbevægelse er voldsomt upopulær blandt afghanerne, men samtidig næres oprørerne af Kabuls korruption, den miserable infrastruktur, samt mange pashtunske stammers ønske om uafhængighed fra både Kabul og Islamabad.

Desværre kan man ikke bare smide politikerne i Kabul ud, da de stort set består af pingerne; magtmændene rundt om i landet. The establishment, if you will. Lige nu ser det på trods af den stigende vold nogenlunde ud, tro det eller lad være. Men på et tidspunkt, når de basale infrastrukturelle fremskridt er nået, støder man på et loft, som udgøres af de ovennævnte problemer. Og hvordan man bryder gennem loftet uden at undergrave selve huset ved jeg ikke. Hvis ISAF trak sig ud nu, ville det nok ikke vare længe inden Afghanistan vendte tilbage til borgerkrigens mørkeste dage. Men lur mig om ikke situationen vil være den samme om tyve år.

Nå. Vi må håbe at Obama bliver valgt, at han trækker soldaterapparatet ud af Irak, og sætter det ind i Afghanistan i stedet. Hvis McCain bliver valgt, får vi en krig med Iran, og det vil sætte alt, der indtil videre er opnået i Afghanistan, i spil.