Langbortistan

Et af mine argumenter mod "aktiv" udenrigspolitik er mangel på indsigt og viden om det land, man roder rundt i. Man ved simpelthen ikke særligt meget om resten af verden - selvfølgelig ikke. Det gælder også for viden om éns allierede - argumentets anden side er, at man skal være klar over, hvem og hvad man støtter, eller lade være.

Enter Kastholm, om det amerikanske præsidentvalg:

Den historiske erfaring fortæller os, at de for kloden mest betydningsfulde resultater i nyere tid er nået af republikanere, præsidenterne Nixon og Reagan. Dyrkelsen af demokraten Bill Clinton har jeg aldrig rigtig forstået.

Egentlig samme argument, som Ann-Sofie Dahl kom med: Obama er demokrat, McCain er republikaner, ergo må man se tilbage på historien, hvordan de to slags har klaret sig. For Kastholm har ikke tålmodighed nok til at sætte sig ind i nutidens problemstillinger:

Hvad udenrigspolitisk program angår, har de to aktuelle kandidater nærmet sig hinanden. Tilbage er så erfaringen, og den taler for McCain. Klimapolitisk er det hip som hap, hvem der vinder.

Jojo. Kastholm tager så livtag med økonomien, og ender i dette sidespring:

På det økonomiske område er der tilsyneladende mere substans i Obama, men det er på skatteområdet, den egentlige uenighed mellem kandidaterne findes, symboliseret ved deres forskellige svar til »Joe the Plumber«, valgkampens store fabelfigur, der baserer sig på en virkelig begivenhed, nemlig den, at en blikkenslagermester, en repræsentant for »small business«, der betyder meget i amerikansk økonomi og umådelig meget i amerikansk selvforståelse, på et valgmøde spurgte Obama, om hans »fordeling af velstanden« ville medføre skatteforhøjelser for en mindre erhvervsdrivende som han selv.

Cirka 5 procent af dem, der ejer »small business«, tjener over 200.000 dollars om året, og de vil blive ramt af Obama, hvis skattetanker i øvrigt er lige så tågede i deres formulering som McCains svar: at han ikke vil fordele velstanden, men mulighederne for at blive velstående.

Som munder ud i:

Kandidaternes udtalte politik giver ikke noget godt grundlag for et valg mellem dem.

Kastholms konklusion er et resultat af hans intellektuelle dovenskab: Han gider ikke sætte sig ind i sagerne, og ender derfor med at sige, at begge er éns alligevel. Har man fulgt valgkampen, ved man, at det ikke er rigtigt: I økonomi, socialpolitik, miljøpolitik, videnskabspolitik, udenrigspolitik, for ikke at tale om retspolitik og borgerrettigheder, er der store, dejlige forskelle. Og enhver, der med et ærligt sind har fulgt amerikansk politik dette årti, er klar over, hvor voldsom forskellen mellem de to partier har vokset sig, og ville nok nødigt følge i hælene på så korrupt en bevægelse, som republikanerne står for i dag.

Men princippet i dansk udenrigspolitik under Fogh har netop været, at vi følger USA i alt. Uanset alle disse dumme, beskidte detaljer, der fortæller alt om, hvor vores allierede vil føre os hen, hvis man ellers gider sætte sig ind i dem. Men det tager tid, og det er en stor verden.

Georgien er et andet eksempel, hvor folk ikke havde styr på, hvad de sluttede op om. Virkeligheden er dog ved at pible frem; måske vores politikere kunne lære noget.