Om rettigheder og det totalitære samfund

Jeg er helt på linie med Mchangama her:

Med Amnestys indtog på området for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder risikerer Amnesty at gøre sig til en centrum-venstre interesseorganisation snarere end en upartisk, principfast og uafhængig menneskerettighedsorganisation. Jeg kender flere, der netop på grund af den stigende politisering har meldt sig ud af Amnesty. Det er synd og skam, for Amnesty har traditionelt været en stærk forkæmper for basale frihedsrettigheder og der er hårdt brug for internationale NGO’er, der påtager sig denne rolle, så grove overgreb ikke går upåtalte hen og diktaturstater verden over ved, at der bliver holdt øje med dem.

Fordi:

...når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status.

F.eks. i spørgsmålet om abort, hvor Amnestys indtog næppe vil få konservative lande til at tage menneskerettighederne mere alvorligt. Men jeg har det selv svært nogle steder med menneskerettighederne - og jeg har det i særdeleshed svært med, at de netop forhøjes til "en særlig uangribelig status", fordi menneskerettighederne er politiske. Alt er politisk, så længe det er omstridt. Amnesty er en politisk organisation. Og alt politisk bør kunne diskuteres.

Det er i sig selv en frihedsrettighed for tanken. Det, jeg ser igen og igen, er, at man bruger menneskerettighederne som sidste argument. At der er ting, "man ikke kan gøre", fordi det strider mod menneskerettighederne. Hjernen lukker ned, og diskussionen med. Og vi glemmer, hvorfor de forskellige juridiske principper, som menneskerettighederne kodificerer, i det hele taget er gode. Det er kernen i hele diskussionen om rettigheder: Hvad bør være ubestrideligt, og hvorfor? Hvem kan f.eks. forklare en som Per Stig Møller, hvorfor dette ikke er et problem, men en god ting?

Alt for mange formodede terrorister vandrer frie ud af retssalene, fordi man ikke kan bevise deres skyld.

Den diskussion har vi ikke. Det, vi i stedet har, er forsimplede signaler: Henvisninger til menneskerettigheder og ytringsfrihed. Menneskerettighederne, når de ikke ses som netop venstreorienteret politik, er på linie med oldkundskab: Arkaiske, irrelevante, ligegyldige - for alle andre end muslimske terrorister, de forfærdelige mennesker. Ytringsfrihed, når den ikke er højreorienteret kodesprog for at træde på minoriteter, er som børns ulydighed: Forstyrrende, irriterende og kontrært stupid - for alle andre end pseudofascistiske muslimhadere, de forfærdelige mennesker. De to ord smider de politiske fløje så efter hinanden, som var det - netop - politik.

Og det ser jeg igen som del af den større udvikling, hvor de vestlige samfund har glemt, hvorfor de er, som de er; hvorfor de er åbne og frie. Eller bare er blevet trætte af sig selv. Dette udløstes efter 9/11, hvor USA's højrefløj drejede landet i totalitær retning, og tog Vesteuropa med, uden større modstand fra det politiske establissement.

Lad os heller ikke glemme undertrykkelsen af diskussionen om indvandring gennem søgsmål for racisme, der ad veje hænger sammen med det hvide Europas frygt for egen fortid, islam og tolerancen for det totalitære som et middel mod en etnisk Femte Kolonne.

Fordi vi ikke tager diskussionen, men prøver at lukke den ned, til politisk fordel eller af intellektuel dovenskab. Blandt andet. Så færre rettigheder og mere diskussion om rettigheder: Smidigt demokrati er et bedre middel mod totalitaritet end rigide rettigheder. Lad os prøve at huske hvorfor det var godt, at vi vandt Den Kolde Krig.