Gonzales træder tilbage. Men hvorfor? Ingen grund overhovedet er givet. Umiddelbart kan jeg kun se to måder at gribe skandalen om fyringen af de offentlige anklagere an: Enten træde af, så snart skidtet kommer op til overfladen, for at redde noget af administrationens omdømme, eller også blive der så længe som overhovedet muligt, for at blokere og forsinke undersøgelserne.
Da det første ikke skete, var strategien at blokere så længe som muligt. Derfor kan det være at der var noget som administrationen ikke kunne holde nede længere, og det er også i det lys, man skal se Roves tilbagetræden. Som Cenk Uygur forudsagde, så måtte Rove træde tilbage før Gonzales for ikke at se ud som om han var på flugt fra senatshøringerne.
Men jeg kan ikke få det til at gå op. Undersøgelserne af Rove og Gonzales både kan og bør fortsætte, uanset deres nuværende status. Det er muligt at administrationen spekulerer i denne retning, og vil presse på for at få høringerne stoppet. Bush har således villet gøre sine venner en tjeneste.
Men hvad mere er: Der er så meget skidt og møg i Justitsministeriets arkiver, at en ny og retskaffen justitsminister hurtigt vil kunne udlevere nok materiale til at sætte hele juntaen bag lås og slå. Det var derfor Gonzales var uvurderlig. Sandsynligvis vil Bush så foreslå en ny Gonzales, det er hans eneste mulighed, men senatet vil afslå, hvis de har et hoved på. Så er der lagt op til endnu en hårdknude mellem administrationen og senatet, og Justitsministeriet vil fortsætte uden justitsminister et stykke tid. Hvordan undersøgelser og høringer vil pågå i en sådan situation ved jeg ikke.
Selvfølgelig behøver intet af det her at give mening.
mandag den 27. august 2007
søndag den 26. august 2007
Stigende nærsyn
Det her er fuldstændigt absurd, når man tænker på hvad der foregår i de østeuropæiske lande. Med mindre Fratinni mener, at racismen i Polen altid har været lige slem. Bah.
Privatiseret krig
Der er tre grunde til at vesteuropæiske højreorienterede sjældent kritiserer Bush/Cheney-administrationens amatørfascisme. For det første; fordi mange deler samme opfattelse af "islamofascismen" som en langt større trussel mod verden end en gennemkorrupt og krigsgal amerikansk regering. For det andet; fordi højrefløjen simpelthen holder med USA, færdig. For det tredje; fordi så meget af kritikken mod administrationen lyder som de værste klichéer fra anti-amerikanismens lille røde. Igen via den orange satan, her en opsummering af en artikel om outsourcingen af USAs mission i Irak:
Oveni dette kan vi lægge Bush's evangeliske kristendom og korsfareri, hans dumhed og dovenskab, hans cowboyhat og Texasbaggrund, hans rige svingdørsfamilie. Vi kan tilføje en administration, der er bedøvendes ligeglad med jævne menneskers vilkår, men gør alt for selv at undgå loven, og et republikansk parti, hvis politiske base er racistisk, chauvinistisk, voldsromantiserende, demagogisk, og generelt bindegal.
Det er perfekt. Det er alle klichéer, alle de værste, udlevet for vores undrende og skælvende åsyn. Og det er for meget at tro på, for så slemt kan det ikke være, det er jo det samme vås, som den skingre venstrefløj har mumlet siden 60'erne. Og det er min pointe; at dette er et tilfælde at at råbe ulv for mange gange. For administrationerne før Bush/Cheney har været eksemplariske i forhold til den nuværende; Reagan var virkelig en helgen, når man sammenligner ham med Bush.
Derfor, når man peger på korruptionen, excesserne og amatørfascismen, er det nemt at forfladige kritikken med anti-amerikanisme, fordi den ikke lyder anderledes end den kritik, man tidligere har hørt.
En pointe til: Frimarkedsfundamentalisterne har en farlig tilgang til privatisering, og deres indflydelse bør holdes nede for alles skyld. I deres øjne er det private, pr. definition, effektivt, og det offentlige, pr. definition, ineffektivt. Dette åbner dørene på vid gab for korporatisme, hvor modtagerne af outsourcingen af essentielle statsfunktioner bliver beskyttet af frimarkedsfundamentalisterne, med det blotte argument at de er private og derfor effektive.
Men det er en grusom misforståelse af hvordan det frie marked fungerer. Effektiviteten kommer kun med konkurrence. Hvis man holder private skadesløse fordi man går ud fra at de er effektive, så bryder markedet sammen, og effektiviteten kommer aldrig. Irak er et grotesk eksempel, men udtryk for netop denne mentalitet. Når staten udliciterer, så kræver det opsyn med dem, der tager kontrakterne på sig. Og hvis de ikke opfylder kontrakten, så fyrer man dem, og finder en bedre. Og så begynder konkurrencen at virke. Ikke før. Capice?
What the Bush administration has created in Iraq is a sort of paradise of perverted capitalism, where revenues are forcibly extracted from the customer by the state, and obscene profits are handed out not by the market but by an unaccountable government bureaucracy.Artiklen beskriver detaljeret hvor korrupt privatiseringen er foregået i Irak, og hvordan administrationen aktivt har stoppet alle forsøg på at rydde op i skidtet. Det er korporatisme, et forbund af firma og stat med begges fordele over og udnyttelse af befolkningen, som er en essentiel del af den historiske fascisme. Eller som artiklen siger; American men and women dying by the thousands, so that Karl Marx and Adam Smith can blow each other in a Middle Eastern glory hole.
Oveni dette kan vi lægge Bush's evangeliske kristendom og korsfareri, hans dumhed og dovenskab, hans cowboyhat og Texasbaggrund, hans rige svingdørsfamilie. Vi kan tilføje en administration, der er bedøvendes ligeglad med jævne menneskers vilkår, men gør alt for selv at undgå loven, og et republikansk parti, hvis politiske base er racistisk, chauvinistisk, voldsromantiserende, demagogisk, og generelt bindegal.
Det er perfekt. Det er alle klichéer, alle de værste, udlevet for vores undrende og skælvende åsyn. Og det er for meget at tro på, for så slemt kan det ikke være, det er jo det samme vås, som den skingre venstrefløj har mumlet siden 60'erne. Og det er min pointe; at dette er et tilfælde at at råbe ulv for mange gange. For administrationerne før Bush/Cheney har været eksemplariske i forhold til den nuværende; Reagan var virkelig en helgen, når man sammenligner ham med Bush.
Derfor, når man peger på korruptionen, excesserne og amatørfascismen, er det nemt at forfladige kritikken med anti-amerikanisme, fordi den ikke lyder anderledes end den kritik, man tidligere har hørt.
En pointe til: Frimarkedsfundamentalisterne har en farlig tilgang til privatisering, og deres indflydelse bør holdes nede for alles skyld. I deres øjne er det private, pr. definition, effektivt, og det offentlige, pr. definition, ineffektivt. Dette åbner dørene på vid gab for korporatisme, hvor modtagerne af outsourcingen af essentielle statsfunktioner bliver beskyttet af frimarkedsfundamentalisterne, med det blotte argument at de er private og derfor effektive.
Men det er en grusom misforståelse af hvordan det frie marked fungerer. Effektiviteten kommer kun med konkurrence. Hvis man holder private skadesløse fordi man går ud fra at de er effektive, så bryder markedet sammen, og effektiviteten kommer aldrig. Irak er et grotesk eksempel, men udtryk for netop denne mentalitet. Når staten udliciterer, så kræver det opsyn med dem, der tager kontrakterne på sig. Og hvis de ikke opfylder kontrakten, så fyrer man dem, og finder en bedre. Og så begynder konkurrencen at virke. Ikke før. Capice?
onsdag den 22. august 2007
Om irakisk nationalisme
En underlig størrelse. Man hører tit - og ikke bare fra Fisk - at shi'a/sunni-konflikten er et udenlandsk konstrukt, en fortolkning man for skade har tvunget ned over irakerne. Og at den egentlige kamp står mellem oprørerne og besættelsesmagterne USA + Iran.
Og det samtidig med at irakere slår hinanden ihjel for ingenting. Typisk hører man denne nationalistiske tale fra sunni-oprørerne, og det siger sig selv; både USA og Iran har vist sig en trussel for Ba'ath-styret. Der er selvbedrag i dette, som Ali Allawi skriver i Occupation of Iraq:
Fra selve Irak var sadristerne og sunni-oprørerne, som begge stadig påkalder sig nationalismen. På trods af, at Mahdi-Hæren - Jaish al-Mahdi - er en af de flittigste sunnidræbere. Både sunni-oprørere og sadrister kalder fjenden noget andet end sunni/shi'a: For sadristerne er det takfiri og nawasib, for sunni-arabere er det safawi, eller bare iraner. Med disse nysprogsord kan nationalismen overleve borgerkrigen et stykke tid endnu.
Iran er upopulær, også i syden - iraner er ikke et skældsord som kun sunni-arabere bruger om shi'aer. Den jævne iraker holder hverken af USA eller Iran. Det er det lys, man skal se Det Øverste Råds navneskift i. Rådets leder, Ayatollah Abd el-Aziz al-Hakim, har før støttet en føderal opdeling af landet, og føderalisme er gift for nationalisterne. I deres øjne er alt, der er foregået siden 1991, gjort for at splitte Irak ad. Om det har været USA/Israel eller Iran der har ført en del-og-hersk politik, er et fedt: Irak skal holdes sammen, og holdes stærkt. Opfattelsen af kurderne har ændret sig: Hvor de før var troløse separatister, er der nu forståelse for deres ønske om uafhængighed. Så folkemordet, Anfal, har i det mindste været godt for noget.
En stedfortræderkrig mellem Iran og USA/Saudi-Arabien vil få det svært med denne nationalisme, men så ikke mere. For den irakiske nationalismes selvmodsigelse er at den ikke er universel. Der er mange irakiske shi'a-arabere der gerne ser et uafhængigt Sydirak i forbund med Iran. Basra er et kapitel for sig, men shi'ismens historie er en lang fortælling om sunni-islams undertrykkelse af shi'a-islam. Den religiøse vækkelse blandt Iraks shi'aer - islamismen er en kendsgerning - kan næppe forenes med et sekulært Irak. Det virker også absurd at forestille sig at Moktada på sigt skulle kunne enes med de tidligere ba'athister og salafierne hos sunni-oprørerne.
Det er nationalismens selvforskyldte ulykke: At Irak ikke må deles op, og at vi irakere skal bestemme. Men hvem er vi? Sadristerne? Iraks Islamiske Hær? Khomeinisterne i Rådet? Svaret kræver en borgerkrig.
Og det samtidig med at irakere slår hinanden ihjel for ingenting. Typisk hører man denne nationalistiske tale fra sunni-oprørerne, og det siger sig selv; både USA og Iran har vist sig en trussel for Ba'ath-styret. Der er selvbedrag i dette, som Ali Allawi skriver i Occupation of Iraq:
The public airing of community grievances had previously been taboo. Any mention of them, or any suggestion that the state was institutionally biased against certain communities, was drowned in a sea of vituperative condemnation, and was equated with treasonous talk that aimed at undermining national unity. [...] The denial of sectarianism was so potent and deep-rooted that it pushed discussion of this problem to the outer limits of acceptable dialogue. In time, this denial created its own reality, and became an article of faith..Men alligevel: Den irakiske eksil-opposition, som (undtagen Det Øverste Råd) plejede omgang med USA i 90'erne, var sekterisk baseret. Da det Midlertidige Irakiske Regeringsråd (IIGC) blev dannet efter invasionen, var det på basis af denne oppositions sekteriske/etniske forhold, og IIGC lagde senere grundlaget for fordeling af ministerpladserne efter religion og etnicitet. Således blev indenrigsministeriet, og dermed politiet, lagt i hænderne på Badr-Brigaden.
Fra selve Irak var sadristerne og sunni-oprørerne, som begge stadig påkalder sig nationalismen. På trods af, at Mahdi-Hæren - Jaish al-Mahdi - er en af de flittigste sunnidræbere. Både sunni-oprørere og sadrister kalder fjenden noget andet end sunni/shi'a: For sadristerne er det takfiri og nawasib, for sunni-arabere er det safawi, eller bare iraner. Med disse nysprogsord kan nationalismen overleve borgerkrigen et stykke tid endnu.
Iran er upopulær, også i syden - iraner er ikke et skældsord som kun sunni-arabere bruger om shi'aer. Den jævne iraker holder hverken af USA eller Iran. Det er det lys, man skal se Det Øverste Råds navneskift i. Rådets leder, Ayatollah Abd el-Aziz al-Hakim, har før støttet en føderal opdeling af landet, og føderalisme er gift for nationalisterne. I deres øjne er alt, der er foregået siden 1991, gjort for at splitte Irak ad. Om det har været USA/Israel eller Iran der har ført en del-og-hersk politik, er et fedt: Irak skal holdes sammen, og holdes stærkt. Opfattelsen af kurderne har ændret sig: Hvor de før var troløse separatister, er der nu forståelse for deres ønske om uafhængighed. Så folkemordet, Anfal, har i det mindste været godt for noget.
En stedfortræderkrig mellem Iran og USA/Saudi-Arabien vil få det svært med denne nationalisme, men så ikke mere. For den irakiske nationalismes selvmodsigelse er at den ikke er universel. Der er mange irakiske shi'a-arabere der gerne ser et uafhængigt Sydirak i forbund med Iran. Basra er et kapitel for sig, men shi'ismens historie er en lang fortælling om sunni-islams undertrykkelse af shi'a-islam. Den religiøse vækkelse blandt Iraks shi'aer - islamismen er en kendsgerning - kan næppe forenes med et sekulært Irak. Det virker også absurd at forestille sig at Moktada på sigt skulle kunne enes med de tidligere ba'athister og salafierne hos sunni-oprørerne.
Det er nationalismens selvforskyldte ulykke: At Irak ikke må deles op, og at vi irakere skal bestemme. Men hvem er vi? Sadristerne? Iraks Islamiske Hær? Khomeinisterne i Rådet? Svaret kræver en borgerkrig.
mandag den 20. august 2007
En mulig forklaring
Det havde jeg ikke tænkt på:
Al-Qaeda indgår ikke i ligningen.
Hvad Ahmadinejad egentligt vil, har jeg ingen anelse om. Med sine flammetaler mod Israel har han lagt perfekt op til Saudi-Arabiens smash. Hvis han har gjort det med vilje, har han ofret Iran for styrets skyld. Hvis det er tanken. Sandsynligvis er han bare for dum til at tænke før han taler, universitet eller ej.
I'd contend, we've already begun our war against Iran. Arming Sunni tribal sheiks and Saudi Arabia and other Sunni Gulf nations, are the opening rounds of our war with Iran. Bush will do all he can to instigate an Iranian military response. I'd guess, in the near future, sometime this year, if Sunnis begin battling Shia in open militia combat, al-Maliki will ask Iran for Quds Brigade support in the south. Bush won't allow that. He'll intervene, hoping -- hoping -- he can finally precipitate an open military strike against Iran.USA går ind på Saudi-Arabiens side i shi'a-sunni-krigen. Det er en forklaring på væbningen af sunni-militser og angrebene på Sadr By, der har længere sigte end blot Magiske September. På et magtpolitisk plan giver det mening, hvis man mener at Iran er den store trussel. Det vil så for alvor gøre Irak til Storlibanon, hvor de regionale stormagter spiller skak med menneskebrikker. Saudi-Arabiens strategi er via Iraks borgerkrig at dræne Iran for kræfter i en finansiel udmattelseskrig, og, om muligt, at få USA til at bombardere Iran tilbage til stenalderen.
Al-Qaeda indgår ikke i ligningen.
Hvad Ahmadinejad egentligt vil, har jeg ingen anelse om. Med sine flammetaler mod Israel har han lagt perfekt op til Saudi-Arabiens smash. Hvis han har gjort det med vilje, har han ofret Iran for styrets skyld. Hvis det er tanken. Sandsynligvis er han bare for dum til at tænke før han taler, universitet eller ej.
søndag den 19. august 2007
lørdag den 18. august 2007
He loved Big Brother
Vores kamp er en kamp med vores egen stædighed. Idet vi knuses, genfødes vi, som sande medborgere. Og vi ser, at lederen vil os det godt. Og at alt han gjorde ved os, var for vores egen skyld. Det eneste, som blev knust, var vores stædige insisteren på vores autonomi. Hvor har vi været dumme.
Hvof ?
Fra uvurderlige IraqSlogger: USA prøver noget i Sadr By.
The Mahdi Army, loyal to the Sadrist current, led by the Shi'a cleric Muqtada al-Sadr, has developed a pattern of strategic operations against US forces in Baghdad’s narrow streets.
The Shi'a militia will launch surprise attacks against the Americans when they enter the smaller roads and alleyways in the areas under Mahdi Army influence.
The Sadrist militiamen often refrain from attacks against US forces in the wider open roads, where US forces may have a stronger hand.
The Americans broke that arrangement two days ago, entering the small roads in the residential areas of the eastern al-Ubaidi district, residents report. Mahdi Army militiamen ambushed the US force, killing one American soldier.
Men hvorfor? Og giver det spørgsmål overhovedet mening længere? Hvis Petraeus sigter efter kortsigtede forbedringer mht. Magiske September, giver det her ikke mening. Men hvis man tænker langsigtet, hvorfor så lade den politiske proces dø, samtidig med at man væbner sunni-militser? Jeg giver op.
Ok. USA invaderede for at lave ravage. Så giver det hele mening.
fredag den 17. august 2007
Iran, spekulationer
For at bygge videre på dette indlæg på The Belgravia Dispatch og betegnelsen af Irans Revolutionære Garde som terroristgruppe (åbner gode juridiske vinkler for angreb lovliggjort gennem antiterrorlovgivning), nogle tanker om et angreb på Iran.
USAs hær er spændt til bristepunktet. Den har ikke flere soldater tilovers. Men luftvåbenet og flåden står parat, begge disse grene er temmeligt ubrugelige i COIN operationer. Så et eventuelt angreb vil være bombning.
Spørgsmålene er følgende:
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske skader?
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
7. Hvad ellers?
---
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske mål?
Stort spørgsmål. Hvis Irans olieproduktion stoppes, vil energipriserne verden over eksplodere, og amerikanerne vil mærke det lige så meget som alle andre. Så indenrigspolitisk er det ikke et klogt træk. Til gengæld vil alt andet være temmeligt meningsløst. Iran har for længst flyttet sin atomforskning under jorden, og spredt den for alle vinde. I lyset af de tosser der ønsker angrebet, vil jeg tro, at det er deres måde at føre diplomati på: Man forestiller sig at Iran står bag mange af angrebene på USAs soldater i Irak, og siger, "nok er nok". Sig det med bomber. Selvfølgelig er det forkert, men det kan være argumentet. I så fald slipper oliefelterne. Men da Iran nok ikke har tænkt sig at lade USA slippe uden videre, vil der reelt udbryde krig om luftrummet, og det vil sprede sig til Irak, hvor USAs tropper er sårbare. Så krigshandlingerne vil fortsætte, og da USA vil beherske luftrummet, vil amerikanerne nok øge bombningerne i takt med manglende "diplomatiske" resultater. Det vil inden længe også ramme olie/gasproduktionen. Irans skrøbelige økonomi braser sammen, og oliepriserne stiger stejlt.
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
Ikke stærkt nok. USAs militær er designet til symmetrisk krigsførsel, på det punkt kan ingen slå dem. Så på trods af nogle tab i begyndelsen vil USA i løbet af kort tid reducere Irans luftforsvar til håndbårne SAMs, som ikke er særligt effektive mod højtflyvende mål.
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
Næppe, det ville være rendyrket olieimperialisme, og derfor en kolossal PR-fiasko.
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
De vil i hvert fald prøve, og USA vil gøre hvad de kan for at stoppe Iran. Under Julikrigen mellem Israel og Hizbollah sidste år ramte Hizbollah en israelsk korvette med et (højst sandsynligt) iransk-leveret missil. En mulig iransk strategi ville være at satse på at lukke strædet for - via oliepriser - at vende verdensopinionen mod USA. Og med disse missiler vil det være muligt at gøre fra landjorden, skønt de kræver en våbenplatform, og dermed vil være sårbare overfor luftangreb.
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
De vil protestere højlydt officielt, og uofficielt give grønt lys til angreb mod USAs styrker. Det Øverste Råd og al-Da'awa vil gøre det, fordi valget mellem USA og Iran er oplagt: USA er nyttige idioter, Iran er gudfaderen. Sadristerne (inkl. Fadhila) vil være tro mod deres populisme og følge gadens vrede. De er stort set allerede i en lavintensitetskrig med USA alligevel.
Resultatet af alt dette tør jeg ikke gætte på. Men det er sikkert, at sunni-araberne pludseligt bliver meget glade for USA. Og så er cirklen sluttet, og Irakkrigen vil gå ind i en ny fase, med USAs soldater under endnu større pres end før. Om shi'a-militserne vil formå at stoppe forsyningerne fra Kuwait er et andet godt spørgsmål. Mon dog ikke, det er lange, bange forsyningslinier. Og så er USAs soldater for alvor ude at skide.
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
Sandsynligvis kun med protester. Karzai vil nok finde sig i det, han har brug for USA. Selv om han vil tage sig til hovedet. Forholdet mellem Kabul og Washington vil kølnes, men ikke væsentligt.
7. Hvad ellers?
Døde mennesker.
Iran vil ruineres, til gengæld vil befolkningen samles om mullaherne, der vil kunne bruge angrebene som undskyldning for iranernes lidelser i lang tid fremover.
Jeg tror ikke på historierne om Irans terrorceller i Canada og andetsteds. Desuden ville sådanne angreb - som jeg tror er usandsynlige - kun gøre meget lille skade, ud over at de vil puste til civilisationskrigen.
Saudi-Arabien vil have det rigtigt godt, indtil det opdager, at det har medvirket til at jage USA ud af Irak. Demonstrationer i Europa. Måske en lille rask artilleriduel mellem Hizbollah og Israel.
USAs hær er spændt til bristepunktet. Den har ikke flere soldater tilovers. Men luftvåbenet og flåden står parat, begge disse grene er temmeligt ubrugelige i COIN operationer. Så et eventuelt angreb vil være bombning.
Spørgsmålene er følgende:
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske skader?
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
7. Hvad ellers?
---
1. Vil USA forsøge at ødelægge hele Irans økonomi, hvilket nødvendigvis må inkludere olie/gas-produktion og raffinering, eller gå efter mere symbolske mål?
Stort spørgsmål. Hvis Irans olieproduktion stoppes, vil energipriserne verden over eksplodere, og amerikanerne vil mærke det lige så meget som alle andre. Så indenrigspolitisk er det ikke et klogt træk. Til gengæld vil alt andet være temmeligt meningsløst. Iran har for længst flyttet sin atomforskning under jorden, og spredt den for alle vinde. I lyset af de tosser der ønsker angrebet, vil jeg tro, at det er deres måde at føre diplomati på: Man forestiller sig at Iran står bag mange af angrebene på USAs soldater i Irak, og siger, "nok er nok". Sig det med bomber. Selvfølgelig er det forkert, men det kan være argumentet. I så fald slipper oliefelterne. Men da Iran nok ikke har tænkt sig at lade USA slippe uden videre, vil der reelt udbryde krig om luftrummet, og det vil sprede sig til Irak, hvor USAs tropper er sårbare. Så krigshandlingerne vil fortsætte, og da USA vil beherske luftrummet, vil amerikanerne nok øge bombningerne i takt med manglende "diplomatiske" resultater. Det vil inden længe også ramme olie/gasproduktionen. Irans skrøbelige økonomi braser sammen, og oliepriserne stiger stejlt.
2. Hvor stærkt er Irans luftforsvar egentlig?
Ikke stærkt nok. USAs militær er designet til symmetrisk krigsførsel, på det punkt kan ingen slå dem. Så på trods af nogle tab i begyndelsen vil USA i løbet af kort tid reducere Irans luftforsvar til håndbårne SAMs, som ikke er særligt effektive mod højtflyvende mål.
3. Vil USA forsøge at tage Irans olierige øer i den Persiske Golf?
Næppe, det ville være rendyrket olieimperialisme, og derfor en kolossal PR-fiasko.
4. Vil Iran forsøge at lukke Hormuz-strædet? Vil de kunne det?
De vil i hvert fald prøve, og USA vil gøre hvad de kan for at stoppe Iran. Under Julikrigen mellem Israel og Hizbollah sidste år ramte Hizbollah en israelsk korvette med et (højst sandsynligt) iransk-leveret missil. En mulig iransk strategi ville være at satse på at lukke strædet for - via oliepriser - at vende verdensopinionen mod USA. Og med disse missiler vil det være muligt at gøre fra landjorden, skønt de kræver en våbenplatform, og dermed vil være sårbare overfor luftangreb.
5. Hvordan vil de forskellige shi'a-fraktioner i Irak reagere?
De vil protestere højlydt officielt, og uofficielt give grønt lys til angreb mod USAs styrker. Det Øverste Råd og al-Da'awa vil gøre det, fordi valget mellem USA og Iran er oplagt: USA er nyttige idioter, Iran er gudfaderen. Sadristerne (inkl. Fadhila) vil være tro mod deres populisme og følge gadens vrede. De er stort set allerede i en lavintensitetskrig med USA alligevel.
Resultatet af alt dette tør jeg ikke gætte på. Men det er sikkert, at sunni-araberne pludseligt bliver meget glade for USA. Og så er cirklen sluttet, og Irakkrigen vil gå ind i en ny fase, med USAs soldater under endnu større pres end før. Om shi'a-militserne vil formå at stoppe forsyningerne fra Kuwait er et andet godt spørgsmål. Mon dog ikke, det er lange, bange forsyningslinier. Og så er USAs soldater for alvor ude at skide.
6. Hvordan vil Afghanistan reagere?
Sandsynligvis kun med protester. Karzai vil nok finde sig i det, han har brug for USA. Selv om han vil tage sig til hovedet. Forholdet mellem Kabul og Washington vil kølnes, men ikke væsentligt.
7. Hvad ellers?
Døde mennesker.
Iran vil ruineres, til gengæld vil befolkningen samles om mullaherne, der vil kunne bruge angrebene som undskyldning for iranernes lidelser i lang tid fremover.
Jeg tror ikke på historierne om Irans terrorceller i Canada og andetsteds. Desuden ville sådanne angreb - som jeg tror er usandsynlige - kun gøre meget lille skade, ud over at de vil puste til civilisationskrigen.
Saudi-Arabien vil have det rigtigt godt, indtil det opdager, at det har medvirket til at jage USA ud af Irak. Demonstrationer i Europa. Måske en lille rask artilleriduel mellem Hizbollah og Israel.
torsdag den 16. august 2007
Totten opdager verden
Der er noget tilfredsstillende ved at følge Tottens sind udvides. Den grusomme sandhed om USAs strategi i Irak er ved at gå op for ham. Dum er han stadig:
The Mahdi Army is Iran’s major proxy in Iraq.Indeed-y.
"Utmost deference"
Via den orange satan, her et afskrift fra Wireds liveblogging af to retssager vedr. aflytning:
Judge Harry Pregerson suggests the government is asking the courts to "rubber stamp" the government's claim that state secrets are at risk "Who decides whether something is a state secret or not? ... We have to take the word of the members of the executive branch that something is a state secret?"Andetsteds: Department of Homeland Security får nu lov til at bruge USAs spionsatelliter mod USA.Og derfor kan jeg ikke tage Berman alvorligt, når han - som amerikaner - diskuterer det totalitære som noget der kun hører venstrefløjen og islam til. Physician, heal thyself.
Garre counters that the courts should give "utmost deference" to the Bush administration.
Judge Pregerson: "What does utmost deference mean? Bow to it?"
Læs hele indlægget på Wired. Stærke sager.
Mere om figenblad nr. 1441
Via Glenn, cut'n'paste fra A Tiny Revolution og FNs resumé:
John Negroponte, USAs daværende FN-ambassadør:
I grunden er det ikke så interessant. Den eneste støtte, som VKO gav USA ved selve invasionen, var en korvette eller ubåd, så vidt jeg husker. Så på trods af deres storladne retorik risikerede de ikke noget på Danmarks vegne. Typisk dansk, faktisk. Og jeg anser udstationeringen af tropper efter invasionen for et andet kapitel, som S og R også bærer ansvaret for, til de trak deres støtte tilbage. Så det eneste man kan anklage VKO for er at lyve om noget, der ikke havde andet end etiske konsekvenser. Selv om Fogh vrider sig dejligt i Bo Elkjærs længe ventede interview, så er folk herhjemme bedøvendes ligeglade, som man kunne se ved partilederdebatten og meningsundersøgelserne. Af den simple grund at Danmark har ofret meget lidt på det blodige irakiske alter.
John Negroponte, USAs daværende FN-ambassadør:
The resolution contained...no “hidden triggers” and no “automaticity” with the use of force.
Jeremy Greenstock, Storbritanniens FN-ambassadør:
...there was no “automaticity” in the resolution. If there was a further Iraqi breach of its disarmament obligations, the matter would return to the Council for discussion.
Frankrig:
If the inspection authorities reported to the Council Iraq had not complied with its obligations, the Council would meet immediately and decide on a course of action. France welcomed the lack of “automaticity” in the final resolution.
Mexico:
Those who had advocated the automatic recourse to the use of force had agreed to afford Iraq a final chance...The resolution had eliminated “automaticity” in the use of force as a result of material breach. He welcomed the acceptance of the two-stage approach.
Fælleserklæring fra Frankrig, Kina og Rusland:
Resolution 1441 (2002) adopted today by the Security Council excludes any automaticity in the use of force. In this regard, we register with satisfaction the declarations of the representatives of the United States and the United Kingdom confirming this understanding in their explanations of vote...Så når regeringen mener der var hjemmel for magtanvendelse mod Irak i 1441, så lyver den, eller også har den ikke læst på lektien. Gæt selv.In case of failure by Iraq to comply with its obligations...It will be then for the Council to take position on the basis of that report.
I grunden er det ikke så interessant. Den eneste støtte, som VKO gav USA ved selve invasionen, var en korvette eller ubåd, så vidt jeg husker. Så på trods af deres storladne retorik risikerede de ikke noget på Danmarks vegne. Typisk dansk, faktisk. Og jeg anser udstationeringen af tropper efter invasionen for et andet kapitel, som S og R også bærer ansvaret for, til de trak deres støtte tilbage. Så det eneste man kan anklage VKO for er at lyve om noget, der ikke havde andet end etiske konsekvenser. Selv om Fogh vrider sig dejligt i Bo Elkjærs længe ventede interview, så er folk herhjemme bedøvendes ligeglade, som man kunne se ved partilederdebatten og meningsundersøgelserne. Af den simple grund at Danmark har ofret meget lidt på det blodige irakiske alter.
tirsdag den 14. august 2007
Små lande, små følelser
Link til polsk mindreværdskompleks. Udenrigsminister Fotyga om Tyskland:
"Når du er størrere og stærkere, må du være ethundrede gange så følsom som din lille nabo, og aldrig ydmyge."Men skal den lille nabo absolut være ethundrede gange så tyndhudet som andre? Og er det kun mig, der ser en forbindelse mellem polakkernes stærke religiøsitet og deres elendige politikere?
Man bør være konsekvent...
Kommentar til skolesammenlægningerne. Jeg ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på. Jeg sammenligner mine reaktioner til dette og DRs nedskæringer, og ser, at de ikke er konsekvente.
DR kan rende mig. Jeg har respekt for radiodelen, men TV-kanalerne er i mine øjne spild af penge. DR er desuden indspist, dårligt organiseret, dårligt ledet, og synes at have en chef for hver medarbejder. Som en statsfinancieret men selvejende institution må den bære konsekvensen af sine egne budgetoverskridelser, og jeg vil nyde hvert øjeblik. At den så vælger at slukke for nogle af de mest oplysende programmer frem for P3s ungdomstilbedelse vidner kun om hvad den forstår ved public service.
Så hvorfor har jeg det ikke på samme måde med Københavns skoler? Fordi det for mig er åbenlyst uretfærdigt at skolebørn skal bøde for en lokalpolitikers økonomiske analfabetisme. Men hvorfor skal DRs medarbejdere, og i sidste ende lytterne og seerne, så bøde for en inkompetent bestyrelses miserable fornemmelse for planlægning?
Hvis staten kautionerer KK ud af sit underskud, vil det for det første underminere idéen om kommunalt selvstyre. Det er kun få skridt fra direkte statsstyre, når nu lokalpolitikerne ikke kan finde ud af det. For det andet forsvinder ethvert incitament for lokalpolitikerne til at have styr på økonomien, når nu staten alligevel betaler.
Men børnene, fanden da. Nu gemmer jeg mig under min dyne.
DR kan rende mig. Jeg har respekt for radiodelen, men TV-kanalerne er i mine øjne spild af penge. DR er desuden indspist, dårligt organiseret, dårligt ledet, og synes at have en chef for hver medarbejder. Som en statsfinancieret men selvejende institution må den bære konsekvensen af sine egne budgetoverskridelser, og jeg vil nyde hvert øjeblik. At den så vælger at slukke for nogle af de mest oplysende programmer frem for P3s ungdomstilbedelse vidner kun om hvad den forstår ved public service.
Så hvorfor har jeg det ikke på samme måde med Københavns skoler? Fordi det for mig er åbenlyst uretfærdigt at skolebørn skal bøde for en lokalpolitikers økonomiske analfabetisme. Men hvorfor skal DRs medarbejdere, og i sidste ende lytterne og seerne, så bøde for en inkompetent bestyrelses miserable fornemmelse for planlægning?
Hvis staten kautionerer KK ud af sit underskud, vil det for det første underminere idéen om kommunalt selvstyre. Det er kun få skridt fra direkte statsstyre, når nu lokalpolitikerne ikke kan finde ud af det. For det andet forsvinder ethvert incitament for lokalpolitikerne til at have styr på økonomien, når nu staten alligevel betaler.
Men børnene, fanden da. Nu gemmer jeg mig under min dyne.
Fascineret af det totalitære
Civilisationskrigernes nye helt:
Hvis ja, så er han kun en mere veltalende udgave af Dinesh D'Souza, som er en af de værste skribenter i vores tid. Han skrev i sin bog, The Enemy at Home: The Cultural Left and its Responsibility for 9/11:
Tilbage til Berman. Som mange af civilisationskrigerne er hans billede af venstrefløjen forstenet i 70'erne. Venstreintellektuelle er marxister og anti-amerikanske, og besnæret af totalitære systemer. Og derfra går hans verden. Jeg er skam enig i, at højre/venstre distinktionen er ved gravens rand, for i mine øjne holder de autoritetstroende til højre i spektret i dag. Det er dem, der forlanger en stærk leder. Det er dem, der ønsker mere overvågning. Det er dem, der kalder dissidenter for terroristsympatisører. Så når jeg læser dette:
At han ikke engang kan se dette.
Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.Jeg slås for at få dette til at give mening. Siger professor Russell Berman, at bomberne i London og Madrid blev sprængt, fordi folk ikke er kristne længere? Fordi ægtefolk bliver skilt? Fordi folk får for få børn? Mener han virkelig, at bomberne blev sprængt, fordi terroristerne kunne mærke, at de vesteuropæiske lande er svage, og ville udnytte det?
Hvis ja, så er han kun en mere veltalende udgave af Dinesh D'Souza, som er en af de værste skribenter i vores tid. Han skrev i sin bog, The Enemy at Home: The Cultural Left and its Responsibility for 9/11:
In this book I make a claim that will seem startling at the outset. The cultural left in this country is responsible for causing 9/11. (...) I am saying that the cultural left and its allies in Congress, the media, Hollywood, the nonprofit sector, and the universities are the primary cause of the volcano of anger toward America that is erupting from the Islamic world.D'Souza blev slået til plukfisk af sine konservative åndsfrænder i et underholdende symposium. Hvad Berman angår, kan jeg ikke få øje på forskellen, kun formuleringen. Ligesom D'Souza kan han ikke se ud over sin egen kulturs næsetip, når det drejer sig om muslimsk terrorisme. Stanley Kurtz gendriver D'Souzas tese:
- recruitment to radical Islam first burgeoned in 1970s Egypt, prefigured by Egypt’s 1967 defeat by Israel. That defeat punctured confidence in Nasser’s Arab nationalism and occasioned a series of religiously motivated visions and revivals, in which many argued that God had used defeat in war to punish Egypt for its declining morals. Egypt’s initial success in the 1973 war against Israel seems to have been the immediate impetus for the turn to traditional dress among college students, and for increased organization by radical Islamist groups.Læg mærke til detaljerne, til begivenhedshistorikken, til den kausale argumentation. Der kunne både Berman og D'Souza lære noget om akademisk pli. Og det bliver nok første og sidste gang National Review bliver citeret som autoritet på denne blog. Nu må jeg ud og vaske hænder.
Behind these changes lay larger social factors. Expanding higher education brought increasing numbers of traditionalist youth into coeducational contact to which they were unaccustomed. And large numbers of previously home-bound Egyptian women began doing office work. The extended family system gave way to more nuclear arrangements. And as the traditional Egyptian family seemed to come under threat from the demands of modern life, there was a broad reaction against the image of the Westernized Egyptian working woman, then lionized in the secular media.
All this played into the rise of Islamism. Was disgust with American pop-culture part of the mix? Sure. Yet by far the deeper cause was this whole series of tensions between traditional Islamic mores and modern social life. To say that Qutb was revived after being read through the prism of the Vagina Monologues, without also adding that he was revived after being read through the prism of the wars of ’67 and ’73—and all the profound social tensions between Islamic tradition and modern Egyptian life—is misleading and mono-causal in the extreme. My earlier critique of D’Souza stressed that Muslim objections to Western pop culture serve as proxies for distress over these deeper social changes. D’Souza has not truly responded to this point.
Tilbage til Berman. Som mange af civilisationskrigerne er hans billede af venstrefløjen forstenet i 70'erne. Venstreintellektuelle er marxister og anti-amerikanske, og besnæret af totalitære systemer. Og derfra går hans verden. Jeg er skam enig i, at højre/venstre distinktionen er ved gravens rand, for i mine øjne holder de autoritetstroende til højre i spektret i dag. Det er dem, der forlanger en stærk leder. Det er dem, der ønsker mere overvågning. Det er dem, der kalder dissidenter for terroristsympatisører. Så når jeg læser dette:
Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven.Tænker jeg:
At han ikke engang kan se dette.
mandag den 13. august 2007
Papegøjepolitikere
Kommentar til et besynderligt indlæg fra hr spindoktor Michael Kristiansen i Berlingske i dag, under overskriften Kopi-politik, med underoverskriften:
Man kan rystes over, at Socialdemokratiet stort set ikke har andet at byde på end kopier af andres valgkampe.
Han skriver:
...I stedet viste Venstre nu selv beskidte folkeskolelokummer frem på storskærme efterfulgt af budskabet "vi kan gøre det endnu bedre". Og hvorfor nu det? Fordi Venstre for længst har afluret den kommende socialdemokratiske valgstrategi, der er en kopi af en tidligere norsk valgkamp, hvor det norske Socialdemokrati bankede den siddende norske borgerlige regering med sloganet "velfærd frem for skattelettelser" med billeder af blandt andet beskidte folkeskolelokummer og teksten "vi kan gøre det bedre".
Så det vil sige, at Venstre har foregrebet Socialdemokratiets valgkampskopi af det norske S ved selv at kopiere kampagnen. Er Kristiansen ironisk, når overskriften hedder Kopi-politik? Jeg tror det ikke, men jeg er ikke helt sikker.
Ikke fordi jeg er uenig i konklusionen. S' ledelse er den svageste jeg nogensinde har set. Grusomt er det også, at de ikke engang gør et nummer ud af kontrolmanien. Det er faktisk et stort problem at føre mistillidspolitik i et tillidsbaseret velfærdssystem. Sandsynligvis stemmer jeg stadig på S, fordi det er det parti jeg er mindst uenig i. Men lige nu vil det være lige så fornøjeligt som at trække i toilettet.
Man kan rystes over, at Socialdemokratiet stort set ikke har andet at byde på end kopier af andres valgkampe.
Han skriver:
...I stedet viste Venstre nu selv beskidte folkeskolelokummer frem på storskærme efterfulgt af budskabet "vi kan gøre det endnu bedre". Og hvorfor nu det? Fordi Venstre for længst har afluret den kommende socialdemokratiske valgstrategi, der er en kopi af en tidligere norsk valgkamp, hvor det norske Socialdemokrati bankede den siddende norske borgerlige regering med sloganet "velfærd frem for skattelettelser" med billeder af blandt andet beskidte folkeskolelokummer og teksten "vi kan gøre det bedre".
Så det vil sige, at Venstre har foregrebet Socialdemokratiets valgkampskopi af det norske S ved selv at kopiere kampagnen. Er Kristiansen ironisk, når overskriften hedder Kopi-politik? Jeg tror det ikke, men jeg er ikke helt sikker.
Ikke fordi jeg er uenig i konklusionen. S' ledelse er den svageste jeg nogensinde har set. Grusomt er det også, at de ikke engang gør et nummer ud af kontrolmanien. Det er faktisk et stort problem at føre mistillidspolitik i et tillidsbaseret velfærdssystem. Sandsynligvis stemmer jeg stadig på S, fordi det er det parti jeg er mindst uenig i. Men lige nu vil det være lige så fornøjeligt som at trække i toilettet.
Ti.
Den danske debat om Irak er en stadig kilde til irritation, udslæt og hovedpine. Kommentar dertil.
Verden er for stor til at fattes. Da verden var én stamme, ét sted og én religion, var det til at holde styr på. Da verden blev større, begyndte det at blive svært. Fra én stamme til tusindvis er der langt for sindet at nå. Fra et lille territorie til den ganske jordklode er der langt for benene at gå. Fra en religion og verdensanskuelse til utallige er der langt for tanken at rejse. Og vi har aldrig formået det.
Vi kompenserer ved at gå ud fra at andre er som os. Men når magten overstiger evnen til at fatte magtens konsekvenser, går det ud over magtens objekt. De besejrede og koloniserede afviser sejrherren, eller bliver forvandlet i hans billede, og der er ikke meget mellem de to.
Eksemplet Irak. Et af de oprindelige problemer med neokonservatismen var axiomet at alle ønsker frihed og demokrati. At give disse ting videre var derfor simpelthen et spørgsmål om at fjerne den undertrykkende magt, og friheden og demokratiet ville blomstre af sig selv.
Det er et voldsomt naivt og ahistorisk syn på demokrati. Om noget er det diktaturet, der er den naturlige tilstand, og demokratiet, der kræver konstant pleje og opsyn. Men det er en anden diskussion. Hovedsagen er, at de neokonservative førte deres egne idealer over på andre. De gik ud fra, at andre var som dem. Det var ikke et spørgsmål om at lave irakere til amerikanere, man gik ud fra, at irakere allerede var som amerikanere. Fra Full Metal Jacket:
---
Efter at arbejderklassen blev rigere, købte bil, hus og græsplæne, kom der en forskubbelse mellem denne og den politiske venstrefløj. Industrialiseringen var på retur, og med en arbejderklasse der opførte sig mere og mere borgerligt, blev mere og mere rig, og i stadig mindre grad arbejdede i fabrikker, måtte de næstekærlige finde sig et nyt objekt for deres godhed.
De fandt den tredje verden. Her var ægte fattige, oprigtigt lidende. Venstrefløjen satte de brune mennesker ind i den marxistiske begrebsverden som man kendte så godt i forvejen. Klasse blev til race, og mærkaterne blev flyttet: Fabriksejerne blev til de hvide, og arbejderne blev til de ikke-hvide. Og man kunne straks køre videre som før. Den tredje verdens historie blev til historien om undertrykkelse og revolution, om kolonialisme og post-kolonialisme, og om hvordan de brune kastede den hvide udbytter af sine skuldre, og knejsede stolt derefter.
Da kapitalisterne var arbejderklassens gamle modstandere kom USAs fjenderolle helt af sig selv. Selveste inkarnationen af kapitalismen. Hvor USA var, måtte undertrykkelse og udbytning derfor være. Og hvor USAs modstandere fejlede, måtte det nødvendigvis være på grund af USAs handlinger.
Enhedslisten, den levende anakronisme, bærer stadig rundt på marxismens slukkede fakkel, og SF er kun svagt bedre. Derfor er deres fortolkning af Irakkrigen spækket med eksempler på amerikansk brutalitet, imperialisme og udbytning, præcis som deres tankegods byder dem. Værst er opfattelsen at der ikke er borgerkrig, men kun opstand mod USAs tilstedeværelse. Man ser det tydeligt hos Søvndal:
---
Ingen synes at ville forstå Irak på Iraks betingelser. Venstrefløjen er lige så skyldig i imperialistisk tankevoldtægt som højrefløjen, når den tvinger Irakkrigen ned i sine egne fossilerede rammer. Og hvad højrefløjens tankespind angår; fri mig. I kan begge slås mod jeres egne ideologiske spøgelser hvis I vil, men hold Irak udenfor.
Så her er et par fakta:
1. Shi'a-blokken i parlamentet består af islamistiske partier. Den demokratisk valgte og FN-godkendte regering domineres af islamister. To af de fire største shi'a-partier (Det Øverste Irakiske Islamiske Råd og al-Da'awa) har stærke forbindelser til Teheran.
2. Oprørerne er for 95% vedkommende sunni-arabere, som udgør omtrent 18% af Iraks befolkning. Opstanden er derfor ikke national, men sekterisk. Sunni-oprørerne kan inddeles i forskellige grupper, hvor kun "Al-Qaeda i Irak" er mere islamistisk end shi'a-partierne. "Al-Qaeda i Irak" består kun af irakere, med få undtagelser. Den er i øjeblikket på tilbagetog, under angreb fra andre oprørsgrupper, og er reduceret til en minimal rolle i borgerkrigen. Alle oprørsgrupperne har grader af islamisme.
3. Shi'a-militserne, og frem for alt Det Øverste Råds "Badr-Brigade", har mange steder overtaget politiet, og kidnapper civile sunnier i flæng under dette dække. Det shi'a-kontrollerede indenrigsministerium har hidtil ikke gjort noget for at stoppe dette. Kidnapningerne er ikke baseret på begrundet mistanke om terrorvirksomhed, kun på sekterisk tilhørsforhold, altså sunni eller shi'a. De kidnappede bliver tortureret og myrdet.
4. De tre største shi'a-partier i koalitionen "Den Forenede Irakiske Alliance" bekriger jævnligt hinanden. De udgør også det meste af regeringen.
---
For at udtale sig om Irak i dag, må man som minimum vide:
1. Hvem al-Sistani er.
2. Hvem Abdul Aziz al-Hakim er.
3. Hvor Moktada al-Sadr har sin autoritet fra.
4. Hvem Paul Bremer var.
5. Hvad sunni-trekanten er.
6. Hvem, der leder irakisk Kurdistans to partier.
Og ved du ikke dette, så ti.
Verden er for stor til at fattes. Da verden var én stamme, ét sted og én religion, var det til at holde styr på. Da verden blev større, begyndte det at blive svært. Fra én stamme til tusindvis er der langt for sindet at nå. Fra et lille territorie til den ganske jordklode er der langt for benene at gå. Fra en religion og verdensanskuelse til utallige er der langt for tanken at rejse. Og vi har aldrig formået det.
Vi kompenserer ved at gå ud fra at andre er som os. Men når magten overstiger evnen til at fatte magtens konsekvenser, går det ud over magtens objekt. De besejrede og koloniserede afviser sejrherren, eller bliver forvandlet i hans billede, og der er ikke meget mellem de to.
Eksemplet Irak. Et af de oprindelige problemer med neokonservatismen var axiomet at alle ønsker frihed og demokrati. At give disse ting videre var derfor simpelthen et spørgsmål om at fjerne den undertrykkende magt, og friheden og demokratiet ville blomstre af sig selv.
Det er et voldsomt naivt og ahistorisk syn på demokrati. Om noget er det diktaturet, der er den naturlige tilstand, og demokratiet, der kræver konstant pleje og opsyn. Men det er en anden diskussion. Hovedsagen er, at de neokonservative førte deres egne idealer over på andre. De gik ud fra, at andre var som dem. Det var ikke et spørgsmål om at lave irakere til amerikanere, man gik ud fra, at irakere allerede var som amerikanere. Fra Full Metal Jacket:
We are here to help the Vietnamese, because inside every gook, there's an American trying to get out.De neokonservative fik deres vilje med Irak. 9-11 kom belejligt, og med en svag og hædersbegærlig præsident gik overtalelsen nemt. Således blev Irak kædet sammen med Krigen Mod Terror. Det perspektiv, som Irakkrigen blev solgt på, har siden domineret debatten. Derfor omtales borgerkrigen på højrefløjen oftest som en kamp mellem en legitim regering, som er demokratisk valgt af frihedselskende borgere, mod horder af blodtørstige terrorister, der vil indføre verdenskalifatet hvis de vinder.
---
Efter at arbejderklassen blev rigere, købte bil, hus og græsplæne, kom der en forskubbelse mellem denne og den politiske venstrefløj. Industrialiseringen var på retur, og med en arbejderklasse der opførte sig mere og mere borgerligt, blev mere og mere rig, og i stadig mindre grad arbejdede i fabrikker, måtte de næstekærlige finde sig et nyt objekt for deres godhed.
De fandt den tredje verden. Her var ægte fattige, oprigtigt lidende. Venstrefløjen satte de brune mennesker ind i den marxistiske begrebsverden som man kendte så godt i forvejen. Klasse blev til race, og mærkaterne blev flyttet: Fabriksejerne blev til de hvide, og arbejderne blev til de ikke-hvide. Og man kunne straks køre videre som før. Den tredje verdens historie blev til historien om undertrykkelse og revolution, om kolonialisme og post-kolonialisme, og om hvordan de brune kastede den hvide udbytter af sine skuldre, og knejsede stolt derefter.
Da kapitalisterne var arbejderklassens gamle modstandere kom USAs fjenderolle helt af sig selv. Selveste inkarnationen af kapitalismen. Hvor USA var, måtte undertrykkelse og udbytning derfor være. Og hvor USAs modstandere fejlede, måtte det nødvendigvis være på grund af USAs handlinger.
Enhedslisten, den levende anakronisme, bærer stadig rundt på marxismens slukkede fakkel, og SF er kun svagt bedre. Derfor er deres fortolkning af Irakkrigen spækket med eksempler på amerikansk brutalitet, imperialisme og udbytning, præcis som deres tankegods byder dem. Værst er opfattelsen at der ikke er borgerkrig, men kun opstand mod USAs tilstedeværelse. Man ser det tydeligt hos Søvndal:
USA har udliciteret alle store kontrakter til amerikanske firmaer, hvilket de facto betyder 1) at de amerikanske virksomheder vinder fodfæste i et fremtidigt Irak på unfair og monopollignende vilkår der på længere sigt vil svække den irakiske selvberoenhed og 2) at det økonomiske incitament for at blive er så stort, at den militære tilstedeværelse, som er en torn i øjet på mange irakere, vil være påkrævet længe, hvorfor urolighederne også må forventes at fortsætte. (min fremhævning)Og hvorfor urolighederne må forventes at stoppe, når USA trækker sig ud. As if.
---
Ingen synes at ville forstå Irak på Iraks betingelser. Venstrefløjen er lige så skyldig i imperialistisk tankevoldtægt som højrefløjen, når den tvinger Irakkrigen ned i sine egne fossilerede rammer. Og hvad højrefløjens tankespind angår; fri mig. I kan begge slås mod jeres egne ideologiske spøgelser hvis I vil, men hold Irak udenfor.
Så her er et par fakta:
1. Shi'a-blokken i parlamentet består af islamistiske partier. Den demokratisk valgte og FN-godkendte regering domineres af islamister. To af de fire største shi'a-partier (Det Øverste Irakiske Islamiske Råd og al-Da'awa) har stærke forbindelser til Teheran.
2. Oprørerne er for 95% vedkommende sunni-arabere, som udgør omtrent 18% af Iraks befolkning. Opstanden er derfor ikke national, men sekterisk. Sunni-oprørerne kan inddeles i forskellige grupper, hvor kun "Al-Qaeda i Irak" er mere islamistisk end shi'a-partierne. "Al-Qaeda i Irak" består kun af irakere, med få undtagelser. Den er i øjeblikket på tilbagetog, under angreb fra andre oprørsgrupper, og er reduceret til en minimal rolle i borgerkrigen. Alle oprørsgrupperne har grader af islamisme.
3. Shi'a-militserne, og frem for alt Det Øverste Råds "Badr-Brigade", har mange steder overtaget politiet, og kidnapper civile sunnier i flæng under dette dække. Det shi'a-kontrollerede indenrigsministerium har hidtil ikke gjort noget for at stoppe dette. Kidnapningerne er ikke baseret på begrundet mistanke om terrorvirksomhed, kun på sekterisk tilhørsforhold, altså sunni eller shi'a. De kidnappede bliver tortureret og myrdet.
4. De tre største shi'a-partier i koalitionen "Den Forenede Irakiske Alliance" bekriger jævnligt hinanden. De udgør også det meste af regeringen.
---
For at udtale sig om Irak i dag, må man som minimum vide:
1. Hvem al-Sistani er.
2. Hvem Abdul Aziz al-Hakim er.
3. Hvor Moktada al-Sadr har sin autoritet fra.
4. Hvem Paul Bremer var.
5. Hvad sunni-trekanten er.
6. Hvem, der leder irakisk Kurdistans to partier.
Og ved du ikke dette, så ti.
søndag den 12. august 2007
Et rigtigt godt råd
For at bygge videre på raapils indlæg om Fogh fortolkning af Irak, her en lille pointe. Fogh siger, helt korrekt:
Det internationale samfund må lære, at når det fjerner et tyranni - for det kan også være nødvendigt i fremtiden - at gennemføre en meget nøje analyse af de folkelige, religiøse og politiske strukturer i et samfund. At der er et bæredygtigt alternativ, som har en folkelig legitimitet.
Men siger også:
Men jeg skal ærligt tilstå, at jeg har undervurderet styrken i den religiøse fanatisme, som bekæmper friheden og demokratiet.
Og:
Vi har givet irakerne det tilbud om frihed og demokrati, som vi havde lovet. At nogle grupper i den irakiske befolkning ikke har villet tage imod det tilbud, er en anden ting, som vi skal lære af.
Så følg dit eget råd, Fogh.
Det internationale samfund må lære, at når det fjerner et tyranni - for det kan også være nødvendigt i fremtiden - at gennemføre en meget nøje analyse af de folkelige, religiøse og politiske strukturer i et samfund. At der er et bæredygtigt alternativ, som har en folkelig legitimitet.
Men siger også:
Men jeg skal ærligt tilstå, at jeg har undervurderet styrken i den religiøse fanatisme, som bekæmper friheden og demokratiet.
Og:
Vi har givet irakerne det tilbud om frihed og demokrati, som vi havde lovet. At nogle grupper i den irakiske befolkning ikke har villet tage imod det tilbud, er en anden ting, som vi skal lære af.
Super-tilbud! Køb et stk. frihed og demokrati, og få magtstrukturerne opløst oveni!*Og her er pointen: Hvis man rent faktisk havde gennemført "en meget nøje analyse af de folkelige, religiøse og politiske strukturer" i Irak, ville man ikke nå Foghs konklusion. Iraks borgerkrig har ikke mere at gøre med religiøs fanatisme end borgerkrigen i Nordirland havde. Samme problem: Religiøs minoritet har magten, religiøs majoritet undertrykt. Og som Nordirlands borgerkrig ikke drejede sig om pavens legitimitet, men om det var protestanter eller katolikker der skulle bestemme, således med Irak. Der, hvor man kan tale om religiøs fanatisme, er med de udenlandske jihadister. Og de udgør 0.7 % af amerikanernes fanger. Deres rolle har kun været at puste til ilden.
*Opløsning af magtstruktur uden erstatning kan muligvis føre til magtvakuum, militsers dominans og samfundets sammenbrud. Sælger kan ikke holdes ansvarlig, jævnf. sælgers selvretfærdighed.
Så følg dit eget råd, Fogh.
FT lays down the law
Et behageligt tørt resumé af situationen i Irak i dag, fra Financial Times' David Gardner. Godt for nyankomne. Nøglecitat:
So, in sum. Having upturned the Sunni order in Iraq and the Arab world, and hugely enlarged the Shia Islamist power emanating from Iran, the US finds itself dependent on Tehran-aligned forces in Baghdad, yet unable to dismantle the Sunni jihadistan it has created in central and western Iraq. Ignoring its Iraqi allies it is arming Sunni insurgents to fight al-Qaeda. And, by selling them arms rather than settling Palestine it is trying to put together an Arab Sunni alliance (Egypt, Jordan and Saudi Arabia) with Israel against Iran. All clear? How can anyone keep a straight face and call this a strategy?
So, in sum. Having upturned the Sunni order in Iraq and the Arab world, and hugely enlarged the Shia Islamist power emanating from Iran, the US finds itself dependent on Tehran-aligned forces in Baghdad, yet unable to dismantle the Sunni jihadistan it has created in central and western Iraq. Ignoring its Iraqi allies it is arming Sunni insurgents to fight al-Qaeda. And, by selling them arms rather than settling Palestine it is trying to put together an Arab Sunni alliance (Egypt, Jordan and Saudi Arabia) with Israel against Iran. All clear? How can anyone keep a straight face and call this a strategy?
lørdag den 11. august 2007
Listen
Poul Høi har lavet en liste over Bush/Cheney-årenes skandaler. Sjovt nok har jeg en liggende, som jeg selv lavede for et lille stykke tid siden. Jeg kunne ikke finde en opdateret på nettet, så må man selv gøre noget ved sagen. Jeg nåede en del flere end Høi. Her er den.
---
1. Bush valgt i 2000 efter juridisk omstridt højesteretsafgørelse.
2. Tortur, herunder:
a. Abu Ghraib
b. Guantanamo
c. Sorte fængsler
d. Bortførelser af udenlandske statsborgere
f. Terrorkrigens undtagelser fra Geneva-konventionerne
h. Nysproglig omdefinition af tortur til "forstærkede forhørsmetoder"
i. Behandlingen af Jose Padilla
3. Mislighold af lovens ånd og bogstav, herunder:
a. Brugen af hemmelige beviser, under henvisning til "statshemmeligheder"
b. Afskaffelse af habeas corpus for ”ulovlige kombatanter”
c. Ulovlige aflytninger
d. Misbrug af Patriot-Loven, med henblik på fyringen af de offentlige anklagere
e. Indgriben i Schiavo-sagen
f. Memogate
g. Ulovlig viderebringelse af efterretninger til Israel og Taiwan
h. Telefonblokering i Hampshire
i. Scalias tætte forhold til Cheney
j. gwb43.net
k. Libbys strafforkortelse
l. Foragt for kongressen, mht. Miers, Bolten og Roves stævninger
m. Politisering af mange ministerier, herunder Justitsministeriet
n. Offentlige anklagere fyret af politiske grunde
o. Ulovlig administrationskommunikation over RNC-servere
p. Alberto Gonzales, stadig justitsminister
q. Ashcroft på hospitalet, besøg af Gonzales
4. Korruption, herunder:
a. Jack Abramoff
b. Tom DeLay
c. Duke Cunningham
d. Halliburton no-bid kontrakter
e. Overpris fra Halliburton og andre leverandører på udstyr
f. Ulovlige kampagnebidrag
g. Forskellige ting vedr. kontraktansatte i Irak og Afghanistan
h. 14.000 øremærker
i. Mark Foley / Dennis Hastert-sagen
j. Fem millioner manglende emails
5. Inkompetence, herunder:
a. Katrina
b. Walter Reed
c. Politisk screening til offentlige embedsstillinger
d. Fyring af modsigere i hæren
e. Voldsomme budget- og betalingsbalanceunderskud, svækkelse af dollaren
f. Nomineringen af Harriet Miers til højesteretten
g. Manglende beredskab mod det advarede angreb fra al-Qaeda
h. Besættelsen af Irak (den er stor)
i. Dårligt diplomati, faldende respekt for USA verden over
6. Manipulation, herunder:
a. Beviserne for masseødelæggelsesvåben, Douglas Feiths rolle
b. Valerie Plame / Joe Wilson / Libby
c. Ahmed Chalabi
d. Al-Qaeda – Irak forbindelsen
e. Armstrong Williams, plantede artikler
f. Overfokuseringen på Iran
g. Indenrigspolitisk misbrug af 9-11
h. Voldsom overdrivelse af truslen fra Irak
i. Selektiv efterforskning af læk i administrationen
j. Chikane af politiske modstandere gennem anti-terrortiltag
k. Pat Tillmans død
Mecca Media
Mere om Saudi-Arabiens mediestrategi, via jordsvinet. Nøglecitat:
Arab media have largely gone along with a Saudi media campaign against Iran over its growing influence in the Arab world, though many Arabs consider Israel more of a threat.
Også USA, der bliver spillet som en luder uden alfons, fra Afrikas horn til Central-Asien.
Arab media have largely gone along with a Saudi media campaign against Iran over its growing influence in the Arab world, though many Arabs consider Israel more of a threat.
Også USA, der bliver spillet som en luder uden alfons, fra Afrikas horn til Central-Asien.
fredag den 10. august 2007
Obama Orakel
Uddrag fra en tale Obama gav i oktober 2002:
What I am opposed to is a dumb war. What I am opposed to is a rash war. What I am opposed to is the cynical attempt by Richard Perle and Paul Wolfowitz and other armchair, weekend warriors in this administration to shove their own ideological agendas down our throats, irrespective of the costs in lives lost and in hardships borne.
Now let me be clear - I suffer no illusions about Saddam Hussein. He is a brutal man. A ruthless man. A man who butchers his own people to secure his own power. He has repeatedly defied UN resolutions, thwarted UN inspection teams, developed chemical and biological weapons, and coveted nuclear capacity. He's a bad guy. The world, and the Iraqi people, would be better off without him.
But I also know that Saddam poses no imminent and direct threat to the United States, or to his neighbors, that the Iraqi economy is in shambles, that the Iraqi military a fraction of its former strength, and that in concert with the international community he can be contained until, in the way of all petty dictators, he falls away into the dustbin of history. I know that even a successful war against Iraq will require a US occupation of undetermined length, at undetermined cost, with undetermined consequences. I know that an invasion of Iraq without a clear rationale and without strong international support will only fan the flames of the Middle East, and encourage the worst, rather than best, impulses of the Arab world, and strengthen the recruitment arm of Al Qaeda. I am not opposed to all wars. I'm opposed to dumb wars.
Det er imponerende. Det er det. Jeg kan ikke sætte en finger på talen næsten fem år efter. Det er absurd, når Obama bliver kritiseret for sin mangel på udenrigspolitisk erfaring. Absurd, når det kommer fra den selvsamme Beltway-klike der hoppede i Iraks kviksand med hovedet først. Hvis Obama vil fortsætte terrorkrigen, bliver det måske ikke så slemt. Måske endda godt. Tør man håbe?Morsomt
Bush says he expects Maliki to agree on Iran threat
Bush Says Iraqi Leader Shares His View on Iran
Bush, verdens mest drabelige komiker. Tragisk-komedisk-idiotisk.
Selvfølgelig vælger al-Maliki Irans side mellem de to. Han vil da helst undgå at vælge, men kommer det til stykket, så hellere nærme sig en nabo og ideologisk frænde end en midlertidig besættelsesstyrke. Her ser vi hvor rygende enig al-Maliki er med Bush:
Bush Says Iraqi Leader Shares His View on Iran
Bush, verdens mest drabelige komiker. Tragisk-komedisk-idiotisk.
Selvfølgelig vælger al-Maliki Irans side mellem de to. Han vil da helst undgå at vælge, men kommer det til stykket, så hellere nærme sig en nabo og ideologisk frænde end en midlertidig besættelsesstyrke. Her ser vi hvor rygende enig al-Maliki er med Bush:
torsdag den 9. august 2007
Nøglespilleren
En noget overset vinkel på Irakkrigen er Saudi-Arabiens rolle. For at få hele perspektivet må vi få lidt baggrund. Saudi-Arabiens uofficielle statsreligion er wahhabisme, som er en art ultra-ortodoks sunni-islam, der gør et stort nummer ud af at kalde shi'aer for vantro. Det er heller ingen hemmelighed at dette islamistiske monarki officielt er USAs bedste arabiske allierede, og øver en vis indflydelse på Det Hvide Hus, både som allieret, handelspartner og lobbyist.
Saddam Hussein var instrumentet der holdt shi'ismen nede i Irak og tilbage fra Iran. Med næsten hele verdens mere eller mindre stiltiende støtte angreb Irak et Iran, der stadig lå og skvulpede i revolutionens efterdønninger. Iraks største pengetank under krigen var Saudi-Arabien. Da Irak efter krigen stod med en overdimensioneret hær og en kolossal gæld til bl.a. Kuwait, mente Saddam at en invasion af kreditoren var den skæreste logik. Nu var instrumentet ved at komme ud af kontrol, så Saudi-Arabien var en nøglespiller i den første krig mellem USA og Irak.
Efter begge krige stod Saudi-Arabien med et ødelagt Irak og et udmattet Iran, og havde det egentlig meget godt. Men med nederlaget og de voldsomme tab til koalitionsstyrkerne i 1991 blev Ba'ath-partiets greb om det sydlige, shi'itiske Irak løsnet. Med den slagne irakiske hær i en kaotisk tilbagetrækning kom oprøret nærmest som en selvfølge, men da det var den CIA-ejede radio Voice of Free Iraq der opfordrede til oprøret, forventede oprørerne også amerikansk støtte.
Den kom aldrig. I bogen Occupation of Iraq: Winning the War, Losing the Peace, skriver tidligere regeringsmedlem Ali Allawi om hændelserne:
...SCIRI, in coordination with the Iranian Revolutionary Guards, controlled the entry of large-scale forces from bases in Iran. There was some infiltration into the border towns, especially Basra, where they helped to spread the notion that the uprising was Islamist. Pictures of Khomeini were distributed and banners demanding an Islamic republic were displayed. These created an erroneous impression that pro-Iranian groups controlled the uprising and that its success would considerably extend Iranian influence. This raised alarm bells in Arab capitals, particularly in Saudi Arabia, and played a large part in confirming the decision of the USA and its allies to refuse to give any support to the uprising.
Min fremhævning. SCIRI er den engelske forkortelse for Det Øverste Råds tidligere navn, "Det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak". Det er i dag det største shi'a-parti i Irak, og USAs allierede. Irans tilmed.
Men lad det nu ligge. Saudi-Arabien har det svært med shi'aer, og USAs drejning væk fra al-Qaeda og mod Iran som hovedfjenden det sidste år har måske noget med saudierne at gøre. På trods af, at de fleste 9/11 flykaprere var saudier, at Osama bin Laden er saudi, og at over 90% af alle amerikanske tab i Irak er til sunni-arabere, så fokuserer Bush-administrationen på Iran, og gør den skyldig i alt, der er gået galt. Ja, ikke at angribe Iran ville være ulogisk, for vi har sådan set været i krig siden 1979.
Galskab og bedrag.
Jeg er ikke så glad for Saudi-Arabien. Jeg ser en gruppe indflydelsesrige teokrater, der uden skrupler støtter en sunni-diktator så længe han holder shi'aere nede, og skulle det fejle, så hellere et land i blodigt anarki end en shi'a-kontrolleret stat. Nogen er måske ved at lugte lunten. Artiklen her er pro-saudi, og går i en stor bue udenom Saudi-Arabiens rolle i borgerkrigen. De anti-saudiske følelser i Irak forklares som iransk manipulation, eller baseret på løse og usande rygter. Propaganda, intet andet. Intet andet.
Saddam Hussein var instrumentet der holdt shi'ismen nede i Irak og tilbage fra Iran. Med næsten hele verdens mere eller mindre stiltiende støtte angreb Irak et Iran, der stadig lå og skvulpede i revolutionens efterdønninger. Iraks største pengetank under krigen var Saudi-Arabien. Da Irak efter krigen stod med en overdimensioneret hær og en kolossal gæld til bl.a. Kuwait, mente Saddam at en invasion af kreditoren var den skæreste logik. Nu var instrumentet ved at komme ud af kontrol, så Saudi-Arabien var en nøglespiller i den første krig mellem USA og Irak.
Efter begge krige stod Saudi-Arabien med et ødelagt Irak og et udmattet Iran, og havde det egentlig meget godt. Men med nederlaget og de voldsomme tab til koalitionsstyrkerne i 1991 blev Ba'ath-partiets greb om det sydlige, shi'itiske Irak løsnet. Med den slagne irakiske hær i en kaotisk tilbagetrækning kom oprøret nærmest som en selvfølge, men da det var den CIA-ejede radio Voice of Free Iraq der opfordrede til oprøret, forventede oprørerne også amerikansk støtte.
Den kom aldrig. I bogen Occupation of Iraq: Winning the War, Losing the Peace, skriver tidligere regeringsmedlem Ali Allawi om hændelserne:
...SCIRI, in coordination with the Iranian Revolutionary Guards, controlled the entry of large-scale forces from bases in Iran. There was some infiltration into the border towns, especially Basra, where they helped to spread the notion that the uprising was Islamist. Pictures of Khomeini were distributed and banners demanding an Islamic republic were displayed. These created an erroneous impression that pro-Iranian groups controlled the uprising and that its success would considerably extend Iranian influence. This raised alarm bells in Arab capitals, particularly in Saudi Arabia, and played a large part in confirming the decision of the USA and its allies to refuse to give any support to the uprising.
Min fremhævning. SCIRI er den engelske forkortelse for Det Øverste Råds tidligere navn, "Det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak". Det er i dag det største shi'a-parti i Irak, og USAs allierede. Irans tilmed.
Men lad det nu ligge. Saudi-Arabien har det svært med shi'aer, og USAs drejning væk fra al-Qaeda og mod Iran som hovedfjenden det sidste år har måske noget med saudierne at gøre. På trods af, at de fleste 9/11 flykaprere var saudier, at Osama bin Laden er saudi, og at over 90% af alle amerikanske tab i Irak er til sunni-arabere, så fokuserer Bush-administrationen på Iran, og gør den skyldig i alt, der er gået galt. Ja, ikke at angribe Iran ville være ulogisk, for vi har sådan set været i krig siden 1979.
Galskab og bedrag.
Jeg er ikke så glad for Saudi-Arabien. Jeg ser en gruppe indflydelsesrige teokrater, der uden skrupler støtter en sunni-diktator så længe han holder shi'aere nede, og skulle det fejle, så hellere et land i blodigt anarki end en shi'a-kontrolleret stat. Nogen er måske ved at lugte lunten. Artiklen her er pro-saudi, og går i en stor bue udenom Saudi-Arabiens rolle i borgerkrigen. De anti-saudiske følelser i Irak forklares som iransk manipulation, eller baseret på løse og usande rygter. Propaganda, intet andet. Intet andet.
tirsdag den 7. august 2007
O, giv mig en skotte at stole på
Kommentar til The Brown Bounce.
Efter Blairs afgang har Labour vundet 9 procentpoint i snit. Det viser for det første hvor upopulær Blair og Irak er. For det andet hvor svage de konservative stadig er. Samme historie med de to suppleringsvalg. I den britiske presse er alt historier, og lige nu er historien hvor fuld af luft Cameron har været, og hvordan ballonen er punkteret. Om hvordan Cameron er et mirage, og Brown den solide virkelighed. Det er den slags udbrud af ønsketænkning, der siger meget om hvad folk har sukket efter. Som socialister, der altid forudser kapitalismens sammenbrud ved hver dårlige nyhed om den globale økonomi. Eller krigstilhængerne, der taler om skolerne der bliver malet i Irak. Osv.
Sigende.
Efter Blairs afgang har Labour vundet 9 procentpoint i snit. Det viser for det første hvor upopulær Blair og Irak er. For det andet hvor svage de konservative stadig er. Samme historie med de to suppleringsvalg. I den britiske presse er alt historier, og lige nu er historien hvor fuld af luft Cameron har været, og hvordan ballonen er punkteret. Om hvordan Cameron er et mirage, og Brown den solide virkelighed. Det er den slags udbrud af ønsketænkning, der siger meget om hvad folk har sukket efter. Som socialister, der altid forudser kapitalismens sammenbrud ved hver dårlige nyhed om den globale økonomi. Eller krigstilhængerne, der taler om skolerne der bliver malet i Irak. Osv.
Sigende.
Varig bølge
Briterne har trukket sig ud af Basra, og det forudsigelige resultat er militsernes totale dominans, og deres indbyrdes kamp, der i et samfund i opløsning mere og mere drejer sig om penge. Generelt set som et varsel om Baghdads fremtid, da briterne med deres "Operation Sinbad" prøvede deres egen Surge. På dansk kan vi kalde den Bølgen. Efter en kort tid med reducerede skyderier og tab blev de britiske soldater nærmest smidt ud af byen, og kaos fulgte.
Der er næppe noget sted soldater er mere sårbare end på patrulje i byer, og det er en af de ting som gør COIN (counter-insurgency) så frustrerende. En af mange. Før Bølgen var amerikanerne isoleret på deres baser, og at gå ud på patrulje - noget de kontraktansatte nødigt gør, de er der for pengenes skyld - kaldes at gå outside the wire. Lidt som at gå over the top, men noget mindre selvmorderisk. En slags militærudflugt, for man kom altid hjem bag basens hegn og maskingeværstillinger. Med Bølgen vil/ville Petraeus tage soldaterne ind midt i hjertet af Baghdad, de har nu bygget mange små forposter for rigtigt at komme de lokale ved. Nu er mange af forposterne kommet under flere og flere angreb, og er ved at blive lavet om til bittesmå fæstninger. Adskillelsen er genoprettet, og det var ikke meningen.
Det bliver næppe den sjette armé ved Stalingrad, men Bush/Cheney vil nok aldrig give Petraeus lov til at afslutte Bølgen, når nu så meget propaganda er gået ud på at give den en chance. Bølge på ubestemt tid.
Tilføjelse: Det var pudsigt at se Danmark blive rost så meget over at de irakiske tolke blev hentet ud af Irak, når VKO stejlede til at begynde med. På den anden side var det bedre end det her. Lidt for hurtigt ud af Basra kom briterne.
Det er muligt, at Fogh pr. refleks ville lukke en mulig angrebsvinkel fra oppositionen; "regeringen har demonstreret, at den er ligeglad med menneskeliv", udtaler Søvndal. Eller sådan noget. Labour har ikke samme blinde vinkel, de er jo de gode. Varme røde hjerter.
Der er næppe noget sted soldater er mere sårbare end på patrulje i byer, og det er en af de ting som gør COIN (counter-insurgency) så frustrerende. En af mange. Før Bølgen var amerikanerne isoleret på deres baser, og at gå ud på patrulje - noget de kontraktansatte nødigt gør, de er der for pengenes skyld - kaldes at gå outside the wire. Lidt som at gå over the top, men noget mindre selvmorderisk. En slags militærudflugt, for man kom altid hjem bag basens hegn og maskingeværstillinger. Med Bølgen vil/ville Petraeus tage soldaterne ind midt i hjertet af Baghdad, de har nu bygget mange små forposter for rigtigt at komme de lokale ved. Nu er mange af forposterne kommet under flere og flere angreb, og er ved at blive lavet om til bittesmå fæstninger. Adskillelsen er genoprettet, og det var ikke meningen.
Det bliver næppe den sjette armé ved Stalingrad, men Bush/Cheney vil nok aldrig give Petraeus lov til at afslutte Bølgen, når nu så meget propaganda er gået ud på at give den en chance. Bølge på ubestemt tid.
Tilføjelse: Det var pudsigt at se Danmark blive rost så meget over at de irakiske tolke blev hentet ud af Irak, når VKO stejlede til at begynde med. På den anden side var det bedre end det her. Lidt for hurtigt ud af Basra kom briterne.
Det er muligt, at Fogh pr. refleks ville lukke en mulig angrebsvinkel fra oppositionen; "regeringen har demonstreret, at den er ligeglad med menneskeliv", udtaler Søvndal. Eller sådan noget. Labour har ikke samme blinde vinkel, de er jo de gode. Varme røde hjerter.
mandag den 6. august 2007
This is not America
Endnu en hurtig. En akademiker med speciale i Syrien og en DoJ medarbejder der lækkede til Newsweek for at gendrive en af justitsministeriets løgne er henholdsvis en sikkerhedstrussel og på no-fly listen. Uden grund.
Men det er meget normalt at chikanere politisk problematiske personer. I Kazakhstan.
Men det er meget normalt at chikanere politisk problematiske personer. I Kazakhstan.
Få et gevær før din nabo
Hurtig kommentar til de forsvundne våben. Irrelevant nyhed, fordi Irak allerede svømmer over med AK47'ere, og alle har en i forvejen. Ud over at understrege hvor lidt styr der er på noget som helst, selvfølgelig.
Tilføjelse: En lille sjov detalje - Petraeus er åbenbart den hovedansvarlige. Oh the humanity. Fra WaPo:
The United States has spent $19.2 billion trying to develop Iraqi security forces since 2003, the GAO said, including at least $2.8 billion to buy and deliver equipment. But the GAO said weapons distribution was haphazard and rushed and failed to follow established procedures, particularly from 2004 to 2005, when security training was led by Gen. David H. Petraeus, who now commands all U.S. forces in Iraq.
GAO = Government Accountability Office.
Tilføjelse: En lille sjov detalje - Petraeus er åbenbart den hovedansvarlige. Oh the humanity. Fra WaPo:
The United States has spent $19.2 billion trying to develop Iraqi security forces since 2003, the GAO said, including at least $2.8 billion to buy and deliver equipment. But the GAO said weapons distribution was haphazard and rushed and failed to follow established procedures, particularly from 2004 to 2005, when security training was led by Gen. David H. Petraeus, who now commands all U.S. forces in Iraq.
GAO = Government Accountability Office.
Ude af balance
For en gangs skyld en leder jeg er enig med fra Berlingske.
Lad mig tilføje: Det er ikke jødehad, der driver SF og de britiske akademikere i denne sag, men modstandsromantik. Det er den samme modstandsromantik, som får Enhedslisten til at tage oprørernes side i Irak. Altid på de svages side, uanset om det hjælper de svage. For hvis der er noget palæstinenserne har brug for, så er det at forlade offermentaliteten og se på deres egne handlinger for en gangs skyld; fra Fatahs bundløse korruption til Hamas' selvdestruktive amatørcirkus er der rigeligt at tage fat på. Med deres støtte til Boykot Israel kan SF højst gøre det værre.
Det var også et af de horn jeg havde i siden på Lykketoft, dengang han var udenrigsminister. Han ved faktisk temmelig meget om regionen, har et stærkt analytisk sind. Men han var fuldstændig ude af stand til at balancere sin kritik, og fokuserede overdrevent meget på Israel i forhold til, ja, resten af verden.
Lad mig tilføje: Det er ikke jødehad, der driver SF og de britiske akademikere i denne sag, men modstandsromantik. Det er den samme modstandsromantik, som får Enhedslisten til at tage oprørernes side i Irak. Altid på de svages side, uanset om det hjælper de svage. For hvis der er noget palæstinenserne har brug for, så er det at forlade offermentaliteten og se på deres egne handlinger for en gangs skyld; fra Fatahs bundløse korruption til Hamas' selvdestruktive amatørcirkus er der rigeligt at tage fat på. Med deres støtte til Boykot Israel kan SF højst gøre det værre.
Det var også et af de horn jeg havde i siden på Lykketoft, dengang han var udenrigsminister. Han ved faktisk temmelig meget om regionen, har et stærkt analytisk sind. Men han var fuldstændig ude af stand til at balancere sin kritik, og fokuserede overdrevent meget på Israel i forhold til, ja, resten af verden.
søndag den 5. august 2007
Den gør værre end den bider
To links.
Først et indlæg i WaPo, der udpeger Iran til at være det næste Sovjetunionen.
Dernæst en artikel om Irans vaklende økonomi.
Iran er ikke en stærk nation. Men den har en stor, dum mund. Og nogen i Vesten, som ikke er for kloge, tror den kan leve op til sine ord. Det kan den ikke. Det er som regel de samme buksetissere som vil indrette Vesten efter hvad Osama bin Laden siger på TV han vil gøre. Nej, man skal ikke indrette sig efter sin modstanders retorik. Lev efter virkeligheden i stedet for propagandaen. Don't believe the hype.
Først et indlæg i WaPo, der udpeger Iran til at være det næste Sovjetunionen.
Dernæst en artikel om Irans vaklende økonomi.
Iran er ikke en stærk nation. Men den har en stor, dum mund. Og nogen i Vesten, som ikke er for kloge, tror den kan leve op til sine ord. Det kan den ikke. Det er som regel de samme buksetissere som vil indrette Vesten efter hvad Osama bin Laden siger på TV han vil gøre. Nej, man skal ikke indrette sig efter sin modstanders retorik. Lev efter virkeligheden i stedet for propagandaen. Don't believe the hype.
Figenblad nr. 1441
Frasen er "alvorlige konsekvenser", resolutionen er nr. 1441 fra FNs Sikkerhedsråd. Fogh-regeringen har valgt at argumentere for Danmarks deltagelse i invasionen af Irak med at der var juridisk hjemmel i resolutionen for magtanvendelse, dvs. krig.
Først det juridiske:
1. "Alvorlige konsekvenser" er ikke det samme som militærmagt. I 1990 brugte Sikkerhedsrådet frasen "alle nødvendige midler" i resolution 678, og dette var almindeligt anerkendt som grundlag for krigen mod Irak dengang. Betydningen af frasen "alvorlige konsekvenser" var omstridt på en måde, som "alle nødvendige midler" ikke var.
2. Den øverste autoritet i fortolkningen af Sikkerhedsrådets resolutioner er Sikkerhedsrådet, ikke individuelle stater. Fra artikel 39 i FN-charteret:
Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger nogen trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling, og skal med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed fremsætte forslag eller beslutte hvilke forholdsregler der skal træffes i overensstemmelse med artiklerne 41 og 42.
Artikel 41:
Sikkerhedsrådet kan afgøre hvilke forholdsregler, ikke omfattende anvendelsen af våbenmagt, der skal tages for at gennemføre dets beslutninger, og det kan opfordre medlemmerne af de Forenede Nationer til at iværksætte sådanne forholdsregler. Disse kan indbefatte fuldstændig eller delvis afbrydelse af økonomiske forbindelser og af samkvemmet ved jernbaner, til søs, i luften, ved post, telegraf, radio og andre kommunikationsmidler samt afbrydelse af diplomatiske forbindelser.
Artikel 42:
Skulle Sikkerhedsrådet skønne, at de ved artikel 41 hjemlede forholdsregler ville være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø- eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. Sådanne skridt kan indbefatte demonstrationer, blokade og andre operationer foretagne af luft-, sø- eller landstridskræfter tilhørende medlemmer af de Forenede Nationer.
Mine fremhævninger.
3. Eftersom frasen "alvorlige konsekvenser" var tvetydig, var der juridisk set ingen vej udenom Sikkerhedsrådets vilje, i så fald juraen spillede en rolle.
4. Da USA og Storbritannien søgte en resolution der godkendte netop magtanvendelse mht. afvæbning, fik de den ikke. Efter franske udtalelser var det tydeligt, at en sådan resolution ikke ville passere, derfor kom den aldrig til afstemning.
5. USA og Storbritannien invaderede alligevel, selv om Sikkerhedsrådet ikke kunne enes om en resolution, og nogle medlemmer var direkte imod. Derfor holder det juridiske argument ikke.
Så det politiske:
Republikanerne har længe næret en stærk mistro til FN. Generalforsamlingens hykleriske anti-israelske resolutioner har medvirket, men vigtigst har været selve det koncept, at en international organisation skulle kunne bestemme over eller "begrænse" USA. Det er et sandt exceptionalistisk synspunkt, og man så det i aktion med Bush-administrationens fratræden fra både ABM-traktaten, Kyoto-traktaten og Ottowa-traktaten. Det tydeligste tegn på Bush-administrationens foragt for FN var den midlertidige udnævnelse af John Bolton som FN-ambassadør. Her et par gyldne citater:
"There's no such thing as the United Nations. If the U.N. secretary building in New York lost 10 stories, it wouldn't make a bit of difference."
"Many Republicans in Congress - and perhaps a majority - not only do not care about losing the General Assembly vote but actually see it as a "make my day" outcome. Indeed, once the vote is lost, and the adverse consequences predicted by the U.N.'s supporters begin to occur, this will simply provide further evidence to many why nothing more should be paid to the U.N. system."
Cato Institute foreign policy analyst Ted Galen Carpenter says administration officials "barely tolerate the United Nations. Their only element of doubt is whether it is a farce or a menace."
Og det er endnu en grund til at jeg ikke kan sluge Fogh-regeringens begrundelse. Ikke blot var det juridiske grundlag tyndt som bare fanden, respekten for FNs autoritet var i forvejen stort set ikke-eksisterende hos Bush/Cheney, som Fogh-regeringen gik i forbund med. Den holder ikke.
Så det snusfornuftige:
Ingen går i krig ved lovens tvang. Hvis Fogh siger, at det var på grund af resolutionen at vi gik i krig, så burde vi i dette øjeblik have invasionsplaner - eller blot embargoplaner - mod Indien og Pakistan, der begge har overtrådt FN-resolutioner om Kashmir og Jammu siden 1947. Og mod Israel. Og Tyrkiet. Og Marokko. Og Kroatien. Og Armenien. Og Sudan. Og Indonesien. Her en liste.
Det har vi ikke.
---
Det er til dels pga. venstrefløjens insisteren på FNs autoritet at krigstilhængerne bruger 1441-argumentet. For hvis FN virkelig er en autoritet, så må man respektere både Iraks nuværende regering og USAs tilstedeværelse, da de begge er godkendt af FN. Som jeg har sagt før, så har jeg ikke noget tilovers for nogen af synspunkterne. Men jeg ville ønske at vores regering var bedre til at lyve, eller måske i stedet bare var ærlig: Vi støttede USA betingelsesløst, og FN havde intet at sige. Færdig.
Først det juridiske:
1. "Alvorlige konsekvenser" er ikke det samme som militærmagt. I 1990 brugte Sikkerhedsrådet frasen "alle nødvendige midler" i resolution 678, og dette var almindeligt anerkendt som grundlag for krigen mod Irak dengang. Betydningen af frasen "alvorlige konsekvenser" var omstridt på en måde, som "alle nødvendige midler" ikke var.
2. Den øverste autoritet i fortolkningen af Sikkerhedsrådets resolutioner er Sikkerhedsrådet, ikke individuelle stater. Fra artikel 39 i FN-charteret:
Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger nogen trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling, og skal med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed fremsætte forslag eller beslutte hvilke forholdsregler der skal træffes i overensstemmelse med artiklerne 41 og 42.
Artikel 41:
Sikkerhedsrådet kan afgøre hvilke forholdsregler, ikke omfattende anvendelsen af våbenmagt, der skal tages for at gennemføre dets beslutninger, og det kan opfordre medlemmerne af de Forenede Nationer til at iværksætte sådanne forholdsregler. Disse kan indbefatte fuldstændig eller delvis afbrydelse af økonomiske forbindelser og af samkvemmet ved jernbaner, til søs, i luften, ved post, telegraf, radio og andre kommunikationsmidler samt afbrydelse af diplomatiske forbindelser.
Artikel 42:
Skulle Sikkerhedsrådet skønne, at de ved artikel 41 hjemlede forholdsregler ville være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø- eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. Sådanne skridt kan indbefatte demonstrationer, blokade og andre operationer foretagne af luft-, sø- eller landstridskræfter tilhørende medlemmer af de Forenede Nationer.
Mine fremhævninger.
3. Eftersom frasen "alvorlige konsekvenser" var tvetydig, var der juridisk set ingen vej udenom Sikkerhedsrådets vilje, i så fald juraen spillede en rolle.
4. Da USA og Storbritannien søgte en resolution der godkendte netop magtanvendelse mht. afvæbning, fik de den ikke. Efter franske udtalelser var det tydeligt, at en sådan resolution ikke ville passere, derfor kom den aldrig til afstemning.
5. USA og Storbritannien invaderede alligevel, selv om Sikkerhedsrådet ikke kunne enes om en resolution, og nogle medlemmer var direkte imod. Derfor holder det juridiske argument ikke.
Så det politiske:
Republikanerne har længe næret en stærk mistro til FN. Generalforsamlingens hykleriske anti-israelske resolutioner har medvirket, men vigtigst har været selve det koncept, at en international organisation skulle kunne bestemme over eller "begrænse" USA. Det er et sandt exceptionalistisk synspunkt, og man så det i aktion med Bush-administrationens fratræden fra både ABM-traktaten, Kyoto-traktaten og Ottowa-traktaten. Det tydeligste tegn på Bush-administrationens foragt for FN var den midlertidige udnævnelse af John Bolton som FN-ambassadør. Her et par gyldne citater:
"There's no such thing as the United Nations. If the U.N. secretary building in New York lost 10 stories, it wouldn't make a bit of difference."
"Many Republicans in Congress - and perhaps a majority - not only do not care about losing the General Assembly vote but actually see it as a "make my day" outcome. Indeed, once the vote is lost, and the adverse consequences predicted by the U.N.'s supporters begin to occur, this will simply provide further evidence to many why nothing more should be paid to the U.N. system."
Cato Institute foreign policy analyst Ted Galen Carpenter says administration officials "barely tolerate the United Nations. Their only element of doubt is whether it is a farce or a menace."
Og det er endnu en grund til at jeg ikke kan sluge Fogh-regeringens begrundelse. Ikke blot var det juridiske grundlag tyndt som bare fanden, respekten for FNs autoritet var i forvejen stort set ikke-eksisterende hos Bush/Cheney, som Fogh-regeringen gik i forbund med. Den holder ikke.
Så det snusfornuftige:
Ingen går i krig ved lovens tvang. Hvis Fogh siger, at det var på grund af resolutionen at vi gik i krig, så burde vi i dette øjeblik have invasionsplaner - eller blot embargoplaner - mod Indien og Pakistan, der begge har overtrådt FN-resolutioner om Kashmir og Jammu siden 1947. Og mod Israel. Og Tyrkiet. Og Marokko. Og Kroatien. Og Armenien. Og Sudan. Og Indonesien. Her en liste.
Det har vi ikke.
---
Det er til dels pga. venstrefløjens insisteren på FNs autoritet at krigstilhængerne bruger 1441-argumentet. For hvis FN virkelig er en autoritet, så må man respektere både Iraks nuværende regering og USAs tilstedeværelse, da de begge er godkendt af FN. Som jeg har sagt før, så har jeg ikke noget tilovers for nogen af synspunkterne. Men jeg ville ønske at vores regering var bedre til at lyve, eller måske i stedet bare var ærlig: Vi støttede USA betingelsesløst, og FN havde intet at sige. Færdig.
lørdag den 4. august 2007
Obama Neocon
Obama Barack gav en tale forleden om sin udenrigspolitik. Jeg anser ham for den mest sandsynlige næste præsident af USA, da primærvalgene bliver afgjort af de politisk interesserede og afhængige i langt højere grad end selve præsidentvalget.
I hvert fald kunne jeg ikke lide hvad jeg hørte. Her nogle citater:
---
If we have actionable intelligence about high-value terrorist targets and President Musharraf won't act, we will.
Beyond Pakistan, there is a core of terrorists -- probably in the tens of thousands -- who have made their choice to attack America. So the second step in my strategy will be to build our capacity and our partnerships to track down, capture or kill terrorists around the world, and to deny them the world's most dangerous weapons.
These teams will work with civil society and local governments to make an immediate impact in peoples' lives, and to turn the tide against extremism. Where people are most vulnerable, where the light of hope has grown dark, and where we are in a position to make a real difference in advancing security and opportunity -- that is where these teams will go.
This cannot just be an American mission. Al Qaeda and its allies operate in nearly 100 countries. The United States cannot steal every secret, penetrate every cell, act on every tip, or track down every terrorist -- nor should we have to do this alone. This is not just about our security. It is about the common security of all the world.
I will focus our support on helping nations build independent judicial systems, honest police forces, and financial systems that are transparent and accountable. Freedom must also mean freedom from want, not freedom lost to an empty stomach. So I will make poverty reduction a key part of helping other nations reduce anarchy.
---
Talen tegner det samme billede af al-Qaeda som har tjent Bush/Cheney så godt: En massiv trussel der er til stede over hele verden, og som kan aktivt bekæmpes ved sine rødder. Det gør mig trist, at den udenrigspolitiske debat i verdens mægtigste nation drejer sig om en illusion af hvad al-Qaeda er.
Det er først og fremmest en ideologi. Tanken er, at muslimer alle vegne er under angreb fra resten af verden, og må slå igen. Som bevis giver man Irak, Tjetjenien, Bosnien, Libanon, Palæstina, Indien og Afghanistan. Indoktrineringen er billeder af muslimers lidelser kombineret med koran- og hadith-citater. En "aktiv" udenrigspolitik, som det kaldes, passer perfekt ind i dette verdensbillede. Så hvis man vil styrke jihadismen, så klø på.
For det andet er det en voldsomt overvurderet organisation. Netop det, at man kan risikere at styrke al-Qaeda ved at blande sig i andre lande, bør ikke holde én tilbage. Al-Qaeda er decentraliseret, for at sige det mildt. Osama bin Ladens funktion er som pengetank og fundraiser, i det omfang pengene overhovedet kan nå ud. Zawahiri - den egentlige superskurk - laver propagandaen. Og resten er lokale celler der kalder sig al-Qaeda, uden kommandogang til hovedkvarteret i Waziristan, eller hvor de nu er. Man kan derfor ikke tale om al-Qaedas "styrke", kun dets udbredelse.
For det tredje er de terrorister. Intet andet. En af de mange fantomtrusler fra Bush/Cheney er idéen at al-Qaeda skulle kunne overtage Irak hvis USA tager hjem. Det er frygtens demagogi, men derfor kan præsidenten og alle hans mænd sagtens være forskruede nok til at tro det selv. Al-Qaeda er gale hunde, de rene nihilister, og ingen vil have noget med dem at gøre. I de sidste måneder er al-Qaeda i Irak (AQI) blevet sat under alvorligt pres af den største irakiske oprørsgruppe "Iraks Islamiske Hær", som er blevet gevaldigt træt af AQIs hæmningsløse myrderier. Ydermere kan terrorister ikke styre et land, allerhøjst ned i afgrunden.
Obama Baracks analyse af USAs relationer til omverden er meget mere intelligent og indsigtsfuld end det skidt, som republikanerne vælter ud dagligt i blade og aviser som National Review, Weekly Standard og Wall Street Journal. Men den bærer i sig den samme forvrængede udenrigspolitiske synsvinkel som neokonservatismen: En verden af trusler, der skal imødegås og bekæmpes med militær, politisk og økonomisk magt. Det er dog ikke alt. Oveni har Barack et missionsk syn på USAs rolle, ganske som USAs exceptionalisme foreskriver.
Og det gør det ikke meget bedre. Vil man hjælpe andre lande, må man droppe den imperiale tankegang, og så at sige lade dem sejle deres egen sø. Problemet er korruption og dårlig ledelse, målet er selvkritik, midlet er selvbemyndigelse. Det er ikke at straffe med den ene hånd og belønne med den anden - stok og gulerod. Det er at ophæve landbrugsstøtten og ulandshjælpen, sørge for ansvarlig frihandel, og så lade folk lave og lære af deres egne fejl. Princippet om national suverænitet skal opretholdes, også hvis et land bliver angrebet; så skal angrebet slås tilbage.
Det er derfor udtalelsen om, at Barack vil angribe områder i Pakistan uden Musharrafs tilladelse, er et ilde varsel. At Hillary Clinton ikke engang vil udelukke atomvåben i en sådan aktion er lige så idiotisk som dengang Chirac sagde noget lignende. Det er det grusomme; at det neokonservative perspektiv har overtaget den udenrigspolitiske debat i USA. Vågn op af mareridtet. Jo før, jo bedre.
I hvert fald kunne jeg ikke lide hvad jeg hørte. Her nogle citater:
---
If we have actionable intelligence about high-value terrorist targets and President Musharraf won't act, we will.
Beyond Pakistan, there is a core of terrorists -- probably in the tens of thousands -- who have made their choice to attack America. So the second step in my strategy will be to build our capacity and our partnerships to track down, capture or kill terrorists around the world, and to deny them the world's most dangerous weapons.
These teams will work with civil society and local governments to make an immediate impact in peoples' lives, and to turn the tide against extremism. Where people are most vulnerable, where the light of hope has grown dark, and where we are in a position to make a real difference in advancing security and opportunity -- that is where these teams will go.
This cannot just be an American mission. Al Qaeda and its allies operate in nearly 100 countries. The United States cannot steal every secret, penetrate every cell, act on every tip, or track down every terrorist -- nor should we have to do this alone. This is not just about our security. It is about the common security of all the world.
I will focus our support on helping nations build independent judicial systems, honest police forces, and financial systems that are transparent and accountable. Freedom must also mean freedom from want, not freedom lost to an empty stomach. So I will make poverty reduction a key part of helping other nations reduce anarchy.
---
Talen tegner det samme billede af al-Qaeda som har tjent Bush/Cheney så godt: En massiv trussel der er til stede over hele verden, og som kan aktivt bekæmpes ved sine rødder. Det gør mig trist, at den udenrigspolitiske debat i verdens mægtigste nation drejer sig om en illusion af hvad al-Qaeda er.
Det er først og fremmest en ideologi. Tanken er, at muslimer alle vegne er under angreb fra resten af verden, og må slå igen. Som bevis giver man Irak, Tjetjenien, Bosnien, Libanon, Palæstina, Indien og Afghanistan. Indoktrineringen er billeder af muslimers lidelser kombineret med koran- og hadith-citater. En "aktiv" udenrigspolitik, som det kaldes, passer perfekt ind i dette verdensbillede. Så hvis man vil styrke jihadismen, så klø på.
For det andet er det en voldsomt overvurderet organisation. Netop det, at man kan risikere at styrke al-Qaeda ved at blande sig i andre lande, bør ikke holde én tilbage. Al-Qaeda er decentraliseret, for at sige det mildt. Osama bin Ladens funktion er som pengetank og fundraiser, i det omfang pengene overhovedet kan nå ud. Zawahiri - den egentlige superskurk - laver propagandaen. Og resten er lokale celler der kalder sig al-Qaeda, uden kommandogang til hovedkvarteret i Waziristan, eller hvor de nu er. Man kan derfor ikke tale om al-Qaedas "styrke", kun dets udbredelse.
For det tredje er de terrorister. Intet andet. En af de mange fantomtrusler fra Bush/Cheney er idéen at al-Qaeda skulle kunne overtage Irak hvis USA tager hjem. Det er frygtens demagogi, men derfor kan præsidenten og alle hans mænd sagtens være forskruede nok til at tro det selv. Al-Qaeda er gale hunde, de rene nihilister, og ingen vil have noget med dem at gøre. I de sidste måneder er al-Qaeda i Irak (AQI) blevet sat under alvorligt pres af den største irakiske oprørsgruppe "Iraks Islamiske Hær", som er blevet gevaldigt træt af AQIs hæmningsløse myrderier. Ydermere kan terrorister ikke styre et land, allerhøjst ned i afgrunden.
Obama Baracks analyse af USAs relationer til omverden er meget mere intelligent og indsigtsfuld end det skidt, som republikanerne vælter ud dagligt i blade og aviser som National Review, Weekly Standard og Wall Street Journal. Men den bærer i sig den samme forvrængede udenrigspolitiske synsvinkel som neokonservatismen: En verden af trusler, der skal imødegås og bekæmpes med militær, politisk og økonomisk magt. Det er dog ikke alt. Oveni har Barack et missionsk syn på USAs rolle, ganske som USAs exceptionalisme foreskriver.
Og det gør det ikke meget bedre. Vil man hjælpe andre lande, må man droppe den imperiale tankegang, og så at sige lade dem sejle deres egen sø. Problemet er korruption og dårlig ledelse, målet er selvkritik, midlet er selvbemyndigelse. Det er ikke at straffe med den ene hånd og belønne med den anden - stok og gulerod. Det er at ophæve landbrugsstøtten og ulandshjælpen, sørge for ansvarlig frihandel, og så lade folk lave og lære af deres egne fejl. Princippet om national suverænitet skal opretholdes, også hvis et land bliver angrebet; så skal angrebet slås tilbage.
Det er derfor udtalelsen om, at Barack vil angribe områder i Pakistan uden Musharrafs tilladelse, er et ilde varsel. At Hillary Clinton ikke engang vil udelukke atomvåben i en sådan aktion er lige så idiotisk som dengang Chirac sagde noget lignende. Det er det grusomme; at det neokonservative perspektiv har overtaget den udenrigspolitiske debat i USA. Vågn op af mareridtet. Jo før, jo bedre.
Holdt for nar
Selv om jeg følger med i USAs indre debat om krigen i Irak, er det med en blandet fornemmelse, af emotionel ligegyldighed og politisk interesse. Et irakisk liv er lige så meget værd som et amerikansk, og som det står nu, så betyder debatten ikke noget for Irak. Så længe Bush er præsident, bliver USAs militær i Irak, selv efter de begynder at løbe tør for soldater. Og det er det. Virkeligheden tager sig ikke af hvor højt man klapper, og al den propaganda der er beregnet til at holde moralen oppe på hjemmefronten betyder ingen verdens ting for udviklingen i Irak. Man kunne sænke de amerikanske tab ved at trække sig ud af sunni-trekanten og overgive magten til de lokale, og så bruge sine kræfter på at pacificere Baghdad så meget som muligt. Det er lidt det som Petraeus har forsøgt, med sin væbning og "hvervning" af sunni-oprørere i deres kamp mod "al-Qaeda i Irak". Hvis udført over hele landet, ville det være en "soft-partitioning", en blød deling af nationen. Men Iraks borgerkrigslogik lader ikke USA stille sig imellem to stole særligt længe, og de meget omtalte sammenstød mellem al-Maliki og Petraeus understreger dette.
Oveni ville det ikke kunne lade sig gøre at trække sig ud af Baghdad, hvor frontlinierne - lad os kalde dem hvad de er - ligger tæt og blandet, uden at se borgerkrigen blusse op igen, og dermed til indenrigspolitisk belastning for Bush/Cheney. Sadr By bliver ladt i fred, fordi den er stor og ensartet, og fordi Mahdi-Hæren ikke ville kunne nedkæmpes uden relativt store tab. Men mange af sunni-kvartererne er alt for udsatte til at overlade til sig selv, og det er selvfølgelig der, amerikanerne mister soldater.
Spørgsmålet er så, om skænderierne mellem al-Maliki og Petraeus er et plus eller minus for Bush/Cheney, for "en hård linie" er jo den eneste form for diplomati republikanerne forstår i øjeblikket. I al fald er det ligegyldigt, for det er kun retorik. De fortvivlede irakere og de tyndslidte amerikanske soldater bliver holdt for nar af både USAs regering og de irakiske politikere. Det er således med en vis fornøjelse at linke til en lille reportage fra Guardians Sean Smith, der viser et udsnit af virkeligheden. Se den og kast op, eller ej.
Oveni ville det ikke kunne lade sig gøre at trække sig ud af Baghdad, hvor frontlinierne - lad os kalde dem hvad de er - ligger tæt og blandet, uden at se borgerkrigen blusse op igen, og dermed til indenrigspolitisk belastning for Bush/Cheney. Sadr By bliver ladt i fred, fordi den er stor og ensartet, og fordi Mahdi-Hæren ikke ville kunne nedkæmpes uden relativt store tab. Men mange af sunni-kvartererne er alt for udsatte til at overlade til sig selv, og det er selvfølgelig der, amerikanerne mister soldater.
Spørgsmålet er så, om skænderierne mellem al-Maliki og Petraeus er et plus eller minus for Bush/Cheney, for "en hård linie" er jo den eneste form for diplomati republikanerne forstår i øjeblikket. I al fald er det ligegyldigt, for det er kun retorik. De fortvivlede irakere og de tyndslidte amerikanske soldater bliver holdt for nar af både USAs regering og de irakiske politikere. Det er således med en vis fornøjelse at linke til en lille reportage fra Guardians Sean Smith, der viser et udsnit af virkeligheden. Se den og kast op, eller ej.
fredag den 3. august 2007
Subprime
Der er sagt og skrevet meget om et overvurderet boligmarked de sidste år, og dets sammenhæng med udlånsrenten, som selvfølgelig har stor betydning for den hårdt spændte økonomi. Ingen ekspert er jeg, men jeg tror der er grund til at holde øje med kapitalfondenes gældsproblemer, da der ikke er stor gennemsigtighed hos de fætre. Lidt om det her, signaler her, her og her. Vi får se. Det gør vi sgu altid.
torsdag den 2. august 2007
Garanticirkel
Fra tante B:
"Nedsættelsen af ventelistegarantien fra to til en måned er nok snarere en politisk håndsrækning til privathospitalerne, som ikke i realiteten får nogen praktisk betydning for de fleste patienter."
"Politikere slår små sygehuse sammen efter devisen: stort er godt, småt er skidt. Det er paradoksalt, for samtidig skaber man grobund for en masse små privatklinikker."
Jeg har skrevet lidt om det før. Når den nye garanti har fået så mange tæsk af fagfolk, og alligevel ikke trækkes i land, lyder Socialdemokratiets privatiseringsparanoia lidt mindre tosset. Smæk kontrolmanien og DJØF'ificeringen oveni, og det forudsigelige resultat bliver læger og sygeplejere der flygter fra dårlig løn og frustrerende arbejdsforhold til offentligt financierede privathospitaler. Den onde cirkel bliver så et offentligt sygehusvæsen, der pga. personalemangel får endnu sværere ved at opfylde behandlingsgarantierne, og det kaster så flere penge over i det private. Privatisering af bagdøren.
"Nedsættelsen af ventelistegarantien fra to til en måned er nok snarere en politisk håndsrækning til privathospitalerne, som ikke i realiteten får nogen praktisk betydning for de fleste patienter."
"Politikere slår små sygehuse sammen efter devisen: stort er godt, småt er skidt. Det er paradoksalt, for samtidig skaber man grobund for en masse små privatklinikker."
Jeg har skrevet lidt om det før. Når den nye garanti har fået så mange tæsk af fagfolk, og alligevel ikke trækkes i land, lyder Socialdemokratiets privatiseringsparanoia lidt mindre tosset. Smæk kontrolmanien og DJØF'ificeringen oveni, og det forudsigelige resultat bliver læger og sygeplejere der flygter fra dårlig løn og frustrerende arbejdsforhold til offentligt financierede privathospitaler. Den onde cirkel bliver så et offentligt sygehusvæsen, der pga. personalemangel får endnu sværere ved at opfylde behandlingsgarantierne, og det kaster så flere penge over i det private. Privatisering af bagdøren.
onsdag den 1. august 2007
No regrets
Når jeg læser JP og Berlingskes ledere i dag, slår det mig, hvor betaget højrefløjen stadig er af Bush/Cheneys løgne. De har intet lært. Intet. De ville gøre det hele igen.
Rødnakkeavisen JPs leder er selvfølgelig meget værre end Berlingskes typisk valne, men intet sted ser jeg fortrydelse, eller bare besindelse. Jeg tror, at netop fordi Fogh ikke drog Danmark mere ind i Irak end han gjorde, og fordi Danmark derfor ikke har lidt så meget under missionens absurditeter, at højrefløjen har fået lov at beholde hovedet tilbage i marts 2003. Den har ikke lidt politisk, og er derfor ikke blevet tvunget til selvransagelse.
Rødnakkeavisen JPs leder er selvfølgelig meget værre end Berlingskes typisk valne, men intet sted ser jeg fortrydelse, eller bare besindelse. Jeg tror, at netop fordi Fogh ikke drog Danmark mere ind i Irak end han gjorde, og fordi Danmark derfor ikke har lidt så meget under missionens absurditeter, at højrefløjen har fået lov at beholde hovedet tilbage i marts 2003. Den har ikke lidt politisk, og er derfor ikke blevet tvunget til selvransagelse.
Gode, gode råd
En Claus Gade Sørensen, åbenbart tidligere rådgiver i Baghdad, skriver i dag i Berlingske om oprørsgrupperne i Irak. Med nogle udeladelser. Han beskriver oprørsgrupperne, først ba'athisterne, så sunni-nationalisterne, så jihadisterne, så Moktadas Mahdi-Hær. Han nævner også fangerne i fængslerne, som Saddam løslod før invasionen. Han udelader Det Øverste Råds Badr-Brigade, måske fordi det ville være pinligt at tale om det største shi'a-partis egne brunskjorter, eller om hvordan de har overtaget politiet. Han nævner heller ikke at Moktadas Sadr-Gruppe er med i regeringen, som del af shi'a-blokken Den Forenede Islamiske Alliance. Det ville sikkert forplumre billedet mere end godt er.
Det værste er dog hvordan han vil løse problemerne. Nøglecitat:
Våbnene bliver nedlagt, når oprørerne indser, at omkostningerne ved den væbnede modstand er større end fordelene. Det gælder derfor om at gøre omkostningerne ved den væbnede modstand høj, samtidig med at der holdes en dør åben for forhandlinger og deltagelse i den politiske proces.
Han giver et eksempel tidligere:
Amerikanerne dræbte i 2004 så mange medlemmer af al-Sadrs milits, at han indså det fornuftige i at indgå våbenhvile formidlet af storayatollah al-Sistani.
For at sige det på en anden måde, så skal man dræbe militsmedlemmer indtil de vil forhandle.
Neandertalsk. Hvis man tror, at man som udenlandsk styrke kan bombe en guerilla-styrke med folkelig opbakning til forhandlingsbordet, har man ikke læst sine CO-IN-operations bøger. Moktada har kørt et spil med USA og de andre shi'a-partier i regeringen, hvor han proklamerer sin modstand mod besættelsen, trækker sig ud af regeringen et stykke tid, får Mahdi-Hæren til at kæmpe lidt med USA, og til sidst lader sig formilde og vender tilbage til regeringen "for Iraks skyld". Da langt de fleste arabiske irakere er imod USAs tilstedeværelse, bliver resultatet, at Det Øverste Råd og al-Da'awa ligner USAs pudler, og at Moktada bliver endnu mere populær.
Det ironiske er, at Moktada er den bedste chance for at holde Iran ude af Irak. Hvis det altså er det, USA vil. Jeg ved ikke, om de ved hvad de vil.
I øvrigt, om eksemplet: Det var Najaf, og ikke Kerbala, som Sørensen skriver. Her lidt om sagen. Jeg er en smule uenig med artiklen - og i hvert fald i uenig med overskriften; det var ikke populært at Moktada udsatte den hellige moské for fare. I sidste ende var det al-Sistanis pilgrimsmarch til moskéen, der løste situationen. Moktada og moskéen overlevede. Men USA kunne ikke have dræbt Moktada uden at ødelægge moskéen også, det kaldes i skak pat. Well played.
Det værste er dog hvordan han vil løse problemerne. Nøglecitat:
Våbnene bliver nedlagt, når oprørerne indser, at omkostningerne ved den væbnede modstand er større end fordelene. Det gælder derfor om at gøre omkostningerne ved den væbnede modstand høj, samtidig med at der holdes en dør åben for forhandlinger og deltagelse i den politiske proces.
Han giver et eksempel tidligere:
Amerikanerne dræbte i 2004 så mange medlemmer af al-Sadrs milits, at han indså det fornuftige i at indgå våbenhvile formidlet af storayatollah al-Sistani.
For at sige det på en anden måde, så skal man dræbe militsmedlemmer indtil de vil forhandle.
Neandertalsk. Hvis man tror, at man som udenlandsk styrke kan bombe en guerilla-styrke med folkelig opbakning til forhandlingsbordet, har man ikke læst sine CO-IN-operations bøger. Moktada har kørt et spil med USA og de andre shi'a-partier i regeringen, hvor han proklamerer sin modstand mod besættelsen, trækker sig ud af regeringen et stykke tid, får Mahdi-Hæren til at kæmpe lidt med USA, og til sidst lader sig formilde og vender tilbage til regeringen "for Iraks skyld". Da langt de fleste arabiske irakere er imod USAs tilstedeværelse, bliver resultatet, at Det Øverste Råd og al-Da'awa ligner USAs pudler, og at Moktada bliver endnu mere populær.
Det ironiske er, at Moktada er den bedste chance for at holde Iran ude af Irak. Hvis det altså er det, USA vil. Jeg ved ikke, om de ved hvad de vil.
I øvrigt, om eksemplet: Det var Najaf, og ikke Kerbala, som Sørensen skriver. Her lidt om sagen. Jeg er en smule uenig med artiklen - og i hvert fald i uenig med overskriften; det var ikke populært at Moktada udsatte den hellige moské for fare. I sidste ende var det al-Sistanis pilgrimsmarch til moskéen, der løste situationen. Moktada og moskéen overlevede. Men USA kunne ikke have dræbt Moktada uden at ødelægge moskéen også, det kaldes i skak pat. Well played.
Abonner på:
Opslag (Atom)