Sorteper og Atlanten

Med til historien om Verdens Største Redningsaktion er, at den i høj grad går ud på at fire penge ud til europæiske og asiatiske banker, som har købt godt ind af de rådne, genindpakkede lån. Godt for os!

Jeg tror ikke, at det helt er gået op for folk, hvor alvorligt det her er. Da markedet var i frit fald i mandags og tirsdags, flygtede pengene til statsobligationer i en sådan grad, at renten var negativ på de særlige Treasury Bills af tre måneders varighed.

Negativ rente! Så desperate var investorerne efter en sikker havn, at de var villige til at investere til et garanteret tab.

700 milliarder dollars er immervæk en klat penge, men intet i forhold til alt det, der er blevet bygget ovenpå de dårlige lån. Så skønt et ærligt menneske bør forarges over hvor nøgent røveriet af den amerikanske statskasse foregår, så overskygges det fuldstændigt af det bjerg, der er ved at vælte ned over os:

The key problem on this side of the Atlantic is that the largest European banks have become not only too big to fail but also too big to be saved. For example, the total liabilities of Deutsche Bank (leverage ratio over 50!) amount to around 2,000 billion euro, (more than Fannie Mai) or over 80 % of the GDP of Germany. This is simply too much for the Bundesbank or even the German state to contemplate, given that the German budget is bound by the rules of the Stability pact and the German government cannot order (unlike the US Treasury) its central bank to issue more currency. The total liabilities of Barclays of around 1,300 billion pounds (leverage ratio over 60!) surpasses Britain’s GDP. Fortis bank, which has been in the news recently, has a leverage ratio of "only" 33, but its liabilities are several times larger than the GDP of its home country (Belgium).

Og selvfølgelig er det sindssygt, at man fik lov at belåne så højt. Men der var jo ingen, der kunne have forudsagt, at boligerne ikke ville blive ved at stige 20% hvert år...