Et mønster

Våbenhvile i Sadr By. Efter våbenhvilen i Basra begynder det at ligne et mønster: Den irakiske regering angriber sadristernes styrkepunkter, mislykkes, og kalder på USAs hær, der prompte kommer og bomber løs på de kvarterer, hvor Mahdi-Hæren har befæstet sig. Iran, Talabani (lederen af PUK, og Iraks præsident - det sidste er mindre vigtigt), samt de shi'itiske parlamentsmedlemmer der er relativt neutrale, tømrer en våbenhvile sammen efter et par dage. Aftalen er ikke at Mahdi-Hæren skal opløses, som al-Maliki forlanger fra begyndelsen, men at regeringsstyrkerne får lov til at spadsere frit omkring i de bombede kvarterer for at "genoprette ordenen". Inden det sker er Mahdi-Hærens styrker forduftet.

Slutresultatet er en masse døde civile og Mahdi-soldater, og propaganda til alle: USAs administration kan sige at den retmæssige magt i Irak er blevet genetableret, og sælge det til de amerikanske politikere. Med sigte på lokalvalgene til oktober får Iraks regering sin ønskede militære dominans i sadristernes holdepunkter, mens sadristerne atter en gang får øget støtte blandt befolkningen til kampen mod besættelsesstyrkerne og regeringen.

Den eneste, der for alvor tænker langsigtet, er Moktada al-Sadr. Dette og Basra er blot endnu et eksempel på Moktadas skiftevis aggressive og forsonende politik - en taktisk manøvre, han har praktiseret siden gud ved hvornår. Indtil videre har den virket strålende.

---

I øvrigt, dette. Talsmand for USAs hær i Irak, kontreadmiral Driscoll:

Asked what action they might take if the deal breaks down, Driscoll said: "We will support the efforts of the Iraq government, whatever they may be.

"Whatever they may be".