Berlingske/Ritzau: Bil eksploderer i Glasgow lufthavn.
Øjenvidne på BBC: "The car didn't actually explode. There were a few pops and bangs which presumably was the petrol."
Hvad man bør sige: "Stay calm and carry on as usual."
Hvad de siger: "This latest incident reinforces the need for the public to remain vigilant and alert to the threat that we face at all times. I would particularly encourage all members of the public to report to the police anything suspicious."
Og på grundlag af noget, der ikke når IRA-årene til sokkeholderne, sætter de trusselniveauet op på det højeste.
Var det kun rastløshed, der fik Vesten til at dyrke frygten? Kontrasten til firserne er slående, hvor den kolde krig var rigeligt med drama. Hvad enten truslerne er reelle eller ej, er det ledernes pligt at få folk til at bevare fatningen. Det er dybt uansvarligt at hidse folk op på denne her måde. Men som en anden Guiliani forestiller de sig måske, at de viser lederskab ved at overdramatisere situationen. I'm Churchill, and so is my wife. Det er så gudsjammerligt banalt, som al politik har været siden årtusindeskiftet. Så meget drama, med så lidt substans. Det er vores tid.
lørdag den 30. juni 2007
fredag den 29. juni 2007
Trist
Kommentar til Hirsi Alis kronik i Berlingske i dag.
Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.
Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:
Hvis ikke vi forstår forskellen på islam og vesten, og hvis ikke vi gør modstand og vinder denne kamp om idéer for at bevare vores civiliserede samfund, så er der i mine øjne intet grundlag for hverken journalister eller debattører.
Og hvilken opposition! Temaerne et for et:
1. Islam er ét. Ingen forskelle. Ingen historisk udvikling. Ikke noget med sunni, shi'a, salafi, sufi, baha'i, druze, alawi, alevi, ibadhi, ahmaddiya, og mange andre. Kun ét, kun islam. Helt i tråd med tanken om islam som en verdensomspændende totalitær bevægelse. Ingen fornemmelse for hvordan Vesten, islam og kristendommen har udviklet sig gennem tiderne. Heller ingen sans eller samling på hendes argumentation. Man får aldrig et svar på de 'legitime spørgsmål', der fortjener 'seriøse svar'. Hun fortsætter bare med sit had.
2. Hun sætter lighedstegn mellem de muslimske landes tilstande og det, som islam er. På trods af, at de fleste muslimske lande siden deres uafhængighed har været regeret af sekulære diktatorer med hang til socialisme og frankofilt bureaukrati. Når der ikke er frihed i muslimske lande, siger hun, må det være på grund af islam. Når der ikke er ligestilling i muslimske lande, må det være på grund af islam. Når der ikke er abort, må det også være på grund af islam. Alt kan føres tilbage til islam. Der er intet andet. Ingen detaljer. Ingen økonomi. Ingen osmannisk og europæisk imperialisme og post-imperialisme, ingen forskelle indenfor Vesten heller. Intet Irland eller Polen, hvor abort er noget man får gjort i nabolande. Ingen fortid. Ingen hukommelse. Intet andet end islam.
3. Hun beskylder muslimer for passivt af bifalde jihadisternes vold ved ikke at protestere, og sammenligner med den vestlige befolknings protester mod Irakkrigen. På trods af at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til. Den psykologi kan bedst beskrives som en trykkoger, og tegneseriekrisen viste hvordan komplet ubetydelige ting kan udløse en eksplosion af frihedsfrustrationer. En slags sublimering.
Der er ikke rigtig nogen ledetråd i hele talen, ingen rigtig argumentation at tilbagevise. Kun påstanden, at islam er problemet, og derfor må den bekæmpes. Er du muslim, er du fjenden. For som hun siger, så er 'islam i sin nuværende form ... fjendtlig overfor alt vestligt.' Og vi er Vesten. Hun er jo også medlem af AEI, den fremmeste fortaler for aggressionskrigen mod Irak.
I stedet for at påvise hendes andre faktuelle fejl, vil jeg hellere tale om det muslimske bæltes problemer, som Hirsi Ali giver islam skylden for. Lav frihed, høj korruption, politisk umodenhed, elendige ledere, forkrøblende bureaukrati, råstoføkonomi eller intet. Hvorfor?
Det lader sig ikke forklare lige sådan. Jeg holder meget af teorien om linealgrænserne fra helvede. Efter 1. Verdenskrig blev det osmanniske rige opløst, og grænserne tegnet efter gud ved hvad. Det skabte, ligesom i Afrika, en masse loyalitetsløse nationer. Sådanne kan ikke fungere, for en nations effektivitet afhænger af, at befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord. Og ligesom i Afrika kunne de spæde nationer ikke styre sig selv. Uden politisk modenhed, stabilitet og solide institutioner var det som at skubbe fugleungerne ud af reden før tid.
En anden faktor er, at den økonomiske udvikling blev hæmmet af socialisme og frankofilt bureaukrati. Mange blev inspireret af kommunisternes (teoretiske) anti-kolonialisme, og socialistiske tendenser blev vævet ind i allerede alt for topstyrede planøkonomier. Denne arv skader regionen den dag i dag. Og i maghreb-regionen var Frankrigs bureaukratitosseri idealet, og er det stadig. Hvilket heller ikke er godt for økonomien.
En tredje faktor er Israel, der har været en ligtorn i den arabiske fod siden det blev skabt. Selv om jeg bevæger mig ud i amatørpsykologi nu, tror jeg, at Israel har blændet araberne. Besat af éns fiasko er man ude af stand til at fungere. Israel var det nederlag, som araberne ikke kunne slippe synet af. Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?
En fjerde faktor er USAs indtræden på Israels side efter 1967, som desværre har givet de arabiske lande afsmag for noget hårdt tiltrængt kapitalisme.
Og så er der Pakistan og Indien. Iran. Tyrkiet. Og længere nede Bangladesh, Indonesien, Malaysia. Alle med hver deres problemer.
Lang diskussion. Mange aspekter. Få løsninger.
Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.
Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.
Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:
Hvis ikke vi forstår forskellen på islam og vesten, og hvis ikke vi gør modstand og vinder denne kamp om idéer for at bevare vores civiliserede samfund, så er der i mine øjne intet grundlag for hverken journalister eller debattører.
Og hvilken opposition! Temaerne et for et:
1. Islam er ét. Ingen forskelle. Ingen historisk udvikling. Ikke noget med sunni, shi'a, salafi, sufi, baha'i, druze, alawi, alevi, ibadhi, ahmaddiya, og mange andre. Kun ét, kun islam. Helt i tråd med tanken om islam som en verdensomspændende totalitær bevægelse. Ingen fornemmelse for hvordan Vesten, islam og kristendommen har udviklet sig gennem tiderne. Heller ingen sans eller samling på hendes argumentation. Man får aldrig et svar på de 'legitime spørgsmål', der fortjener 'seriøse svar'. Hun fortsætter bare med sit had.
2. Hun sætter lighedstegn mellem de muslimske landes tilstande og det, som islam er. På trods af, at de fleste muslimske lande siden deres uafhængighed har været regeret af sekulære diktatorer med hang til socialisme og frankofilt bureaukrati. Når der ikke er frihed i muslimske lande, siger hun, må det være på grund af islam. Når der ikke er ligestilling i muslimske lande, må det være på grund af islam. Når der ikke er abort, må det også være på grund af islam. Alt kan føres tilbage til islam. Der er intet andet. Ingen detaljer. Ingen økonomi. Ingen osmannisk og europæisk imperialisme og post-imperialisme, ingen forskelle indenfor Vesten heller. Intet Irland eller Polen, hvor abort er noget man får gjort i nabolande. Ingen fortid. Ingen hukommelse. Intet andet end islam.
3. Hun beskylder muslimer for passivt af bifalde jihadisternes vold ved ikke at protestere, og sammenligner med den vestlige befolknings protester mod Irakkrigen. På trods af at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til. Den psykologi kan bedst beskrives som en trykkoger, og tegneseriekrisen viste hvordan komplet ubetydelige ting kan udløse en eksplosion af frihedsfrustrationer. En slags sublimering.
Der er ikke rigtig nogen ledetråd i hele talen, ingen rigtig argumentation at tilbagevise. Kun påstanden, at islam er problemet, og derfor må den bekæmpes. Er du muslim, er du fjenden. For som hun siger, så er 'islam i sin nuværende form ... fjendtlig overfor alt vestligt.' Og vi er Vesten. Hun er jo også medlem af AEI, den fremmeste fortaler for aggressionskrigen mod Irak.
I stedet for at påvise hendes andre faktuelle fejl, vil jeg hellere tale om det muslimske bæltes problemer, som Hirsi Ali giver islam skylden for. Lav frihed, høj korruption, politisk umodenhed, elendige ledere, forkrøblende bureaukrati, råstoføkonomi eller intet. Hvorfor?
Det lader sig ikke forklare lige sådan. Jeg holder meget af teorien om linealgrænserne fra helvede. Efter 1. Verdenskrig blev det osmanniske rige opløst, og grænserne tegnet efter gud ved hvad. Det skabte, ligesom i Afrika, en masse loyalitetsløse nationer. Sådanne kan ikke fungere, for en nations effektivitet afhænger af, at befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord. Og ligesom i Afrika kunne de spæde nationer ikke styre sig selv. Uden politisk modenhed, stabilitet og solide institutioner var det som at skubbe fugleungerne ud af reden før tid.
En anden faktor er, at den økonomiske udvikling blev hæmmet af socialisme og frankofilt bureaukrati. Mange blev inspireret af kommunisternes (teoretiske) anti-kolonialisme, og socialistiske tendenser blev vævet ind i allerede alt for topstyrede planøkonomier. Denne arv skader regionen den dag i dag. Og i maghreb-regionen var Frankrigs bureaukratitosseri idealet, og er det stadig. Hvilket heller ikke er godt for økonomien.
En tredje faktor er Israel, der har været en ligtorn i den arabiske fod siden det blev skabt. Selv om jeg bevæger mig ud i amatørpsykologi nu, tror jeg, at Israel har blændet araberne. Besat af éns fiasko er man ude af stand til at fungere. Israel var det nederlag, som araberne ikke kunne slippe synet af. Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?
En fjerde faktor er USAs indtræden på Israels side efter 1967, som desværre har givet de arabiske lande afsmag for noget hårdt tiltrængt kapitalisme.
Og så er der Pakistan og Indien. Iran. Tyrkiet. Og længere nede Bangladesh, Indonesien, Malaysia. Alle med hver deres problemer.
Lang diskussion. Mange aspekter. Få løsninger.
Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.
torsdag den 28. juni 2007
Browns kabinet
Det ser godt ud. Væk med den terror-hysteriske John Reid og den usynlige Margaret Beckett. Ind med en jødisk og Israel-kritisk udenrigsminister. Og Jack Straw tilbage på midtbanen, hvor han hører hjemme. De fornuftige og de skeptiske.
Hvis så bare Blair kunne forsvinde fra Jordens overflade. En fredsmægler der har valgt side, goddaw do.
Hvis så bare Blair kunne forsvinde fra Jordens overflade. En fredsmægler der har valgt side, goddaw do.
Et image med substans
Kommentar til Storbritanniens nye PM.
Tony Blair er kolossalt upopulær. Browns strategi må derfor først og fremmest være at distancere sig fra ham. Men hvordan gør man det, når Blair var éns egen leder, og man selv var finansminister i regeringen gennem så mange år? Man vil nødigt ses som én, der dolker sine venner i ryggen for egen vindings skyld.
Svaret er politik. Det er egentlig meget ligetil. Blairs år har været gennemvædet af spin og drænet af handling. Browns image er det modsatte, på trods af at han har været med hele vejen. Hvor Blair var den topmoderne iPolitiker, der som Clinton søgte en intetsigende midte og samtidig markedsførte det som verdens ottende vidunder, var Brown arbejdshesten, der i det stille sørgede for et solidt, balanceret budget. Hvor Blair var reklameverdens tomme tandpastasmil, var Brown den grimme og gammeldags arbejderpolitiker, der ganske vist forstod sig på betalingsbalancen og arbejdsmarkedet, men overfor pressepjat virkede småirriteret og utilpas.
Vi taler stadig om image. Så tag alt med et gran salt.
Blair-årene var indholdsløse. Den førte og udførte politik var faktisk håbløs ad-hoc uproduktiv, med undtagelse af de første par år ved magten. Minimumslønnen fik han indført; tillykke. Selv USA havde en. Han fik begrænset friheden uden at øge trygheden, gennem sine anti-terror-love og sine ASB-love. Han tilbad den værste amerikanske præsident siden gud ved hvornår, og førte Storbritannien ind i en unødvendig krig. Udover det, tja. Ligeså ineffektiv som Schröder, til gengæld ikke så korrupt.
Så alt, hvad Brown behøver at gøre, er at tage afstand fra plastic-årene gennem sin egen førte politik. Det vil støtte hans image som seriøs arbejdsafhængig skotte. Han skal blot gøre noget. Ikke bare spin, ikke bare signalpolitik. Men noget rigtigt. Det alene tager rigeligt afstand til Blair.
Og det fanger faktisk Cameron, der har ført sig frem som Blair v2.0. For briterne er gevaldigt trætte af den stil, de har regnet den ud, og længes nu efter en statsminister med substans. Hvis Brown forstår det, er den hjemme. Og måske han endda, som en sidegevinst, kan gøre noget godt for Storbritannien.
Tony Blair er kolossalt upopulær. Browns strategi må derfor først og fremmest være at distancere sig fra ham. Men hvordan gør man det, når Blair var éns egen leder, og man selv var finansminister i regeringen gennem så mange år? Man vil nødigt ses som én, der dolker sine venner i ryggen for egen vindings skyld.
Svaret er politik. Det er egentlig meget ligetil. Blairs år har været gennemvædet af spin og drænet af handling. Browns image er det modsatte, på trods af at han har været med hele vejen. Hvor Blair var den topmoderne iPolitiker, der som Clinton søgte en intetsigende midte og samtidig markedsførte det som verdens ottende vidunder, var Brown arbejdshesten, der i det stille sørgede for et solidt, balanceret budget. Hvor Blair var reklameverdens tomme tandpastasmil, var Brown den grimme og gammeldags arbejderpolitiker, der ganske vist forstod sig på betalingsbalancen og arbejdsmarkedet, men overfor pressepjat virkede småirriteret og utilpas.
Vi taler stadig om image. Så tag alt med et gran salt.
Blair-årene var indholdsløse. Den førte og udførte politik var faktisk håbløs ad-hoc uproduktiv, med undtagelse af de første par år ved magten. Minimumslønnen fik han indført; tillykke. Selv USA havde en. Han fik begrænset friheden uden at øge trygheden, gennem sine anti-terror-love og sine ASB-love. Han tilbad den værste amerikanske præsident siden gud ved hvornår, og førte Storbritannien ind i en unødvendig krig. Udover det, tja. Ligeså ineffektiv som Schröder, til gengæld ikke så korrupt.
Så alt, hvad Brown behøver at gøre, er at tage afstand fra plastic-årene gennem sin egen førte politik. Det vil støtte hans image som seriøs arbejdsafhængig skotte. Han skal blot gøre noget. Ikke bare spin, ikke bare signalpolitik. Men noget rigtigt. Det alene tager rigeligt afstand til Blair.
Og det fanger faktisk Cameron, der har ført sig frem som Blair v2.0. For briterne er gevaldigt trætte af den stil, de har regnet den ud, og længes nu efter en statsminister med substans. Hvis Brown forstår det, er den hjemme. Og måske han endda, som en sidegevinst, kan gøre noget godt for Storbritannien.
onsdag den 27. juni 2007
Kontraktbrud
Kommentar til urmageren.
Lad os tale om begrebet 'social kontrakt'. Thomas Hobbes var den første der gjorde begrebet berømt, i sin bog Leviathan. Her er verden set gennem voldens prisme. Naturtilstanden er alles kamp mod alle, og det er helvede. Den sociale kontrakt er den kontrakt, som individet indgår med autoriteten, hvor han afgiver sin ret til vold, mod til gengæld at få fred og ro.
I store træk. Hobbes var fortaler for enevældet, dvs. diktatur. Jo tak, hvis man da kunne stole på diktatoren, og på diktatorens voldsudøvere. Hobbes' teori er alt for grov til virkeligheden, men kan reddes ved at erstatte individet med gruppen. Det er en sådan version af alles kamp mod alle vi ser i Irak i dag. Er gruppen stor nok, er det en nation. Ja, der mangler nogle detaljer her og der.
Til gengæld er teoriens fokus på vold guld værd.
Se urmageren i dette lys. Han var allerede blevet røvet seks gange. Politiet kunne ikke beskytte ham. Forsikringen dækkede kun en brøkdel af tabene, og blev dyrere og dyrere for hvert røveri. Så han købte en pistol for selv at kunne forsvare sig.
For selv at kunne forsvare sig. For staten kunne ikke. Kontrakten var dermed brudt. Og han var i sin gode ret til at gøre som han gjorde. Det vil være en skamplet, hvis han ryger i fængsel. Han fortjener en advarsel og en betinget dom for ulovlig våbenbesiddelse. Ingen bøde.
Det er staten, der burde være på anklagebænken. For kontraktbrud. Det øjeblik, hvor politiet ikke kan beskytte borgerne mod forbrydere, tager borgerne loven i deres egne hænder. Sådan er dynamikken. Vores fredelige samfund hviler på, at det ikke er nødvendigt.
Lad os tale om begrebet 'social kontrakt'. Thomas Hobbes var den første der gjorde begrebet berømt, i sin bog Leviathan. Her er verden set gennem voldens prisme. Naturtilstanden er alles kamp mod alle, og det er helvede. Den sociale kontrakt er den kontrakt, som individet indgår med autoriteten, hvor han afgiver sin ret til vold, mod til gengæld at få fred og ro.
I store træk. Hobbes var fortaler for enevældet, dvs. diktatur. Jo tak, hvis man da kunne stole på diktatoren, og på diktatorens voldsudøvere. Hobbes' teori er alt for grov til virkeligheden, men kan reddes ved at erstatte individet med gruppen. Det er en sådan version af alles kamp mod alle vi ser i Irak i dag. Er gruppen stor nok, er det en nation. Ja, der mangler nogle detaljer her og der.
Til gengæld er teoriens fokus på vold guld værd.
Se urmageren i dette lys. Han var allerede blevet røvet seks gange. Politiet kunne ikke beskytte ham. Forsikringen dækkede kun en brøkdel af tabene, og blev dyrere og dyrere for hvert røveri. Så han købte en pistol for selv at kunne forsvare sig.
For selv at kunne forsvare sig. For staten kunne ikke. Kontrakten var dermed brudt. Og han var i sin gode ret til at gøre som han gjorde. Det vil være en skamplet, hvis han ryger i fængsel. Han fortjener en advarsel og en betinget dom for ulovlig våbenbesiddelse. Ingen bøde.
Det er staten, der burde være på anklagebænken. For kontraktbrud. Det øjeblik, hvor politiet ikke kan beskytte borgerne mod forbrydere, tager borgerne loven i deres egne hænder. Sådan er dynamikken. Vores fredelige samfund hviler på, at det ikke er nødvendigt.
mandag den 25. juni 2007
Stjålne kroppe
En hurtig. Bed mærke i denne kommentar. Nøglecitat:
Anders Fogh har virkelig sat sig på de mærkesager der pt er oppe og vende. Det er til tider svært at forstå at en Venstre regering er så midtsøgende. Om man kan lide taktikken eller ej, resultatet er at Helle Thorning er godt og grundigt udmanøvreret.
Udmanøvreret? For mig at se er Venstre blevet socialdemokrater. Helle Thorning er ikke ved magten, men hendes politik er. Se.
Anders Fogh har virkelig sat sig på de mærkesager der pt er oppe og vende. Det er til tider svært at forstå at en Venstre regering er så midtsøgende. Om man kan lide taktikken eller ej, resultatet er at Helle Thorning er godt og grundigt udmanøvreret.
Udmanøvreret? For mig at se er Venstre blevet socialdemokrater. Helle Thorning er ikke ved magten, men hendes politik er. Se.
søndag den 24. juni 2007
De har godt fat
Jeg kan ikke lade den her glide væk. Wahid Petersen om Hizb ut-Tahrir:
"Vi skal ikke ignorere det faktum, at de har godt fat i mange unge mennesker og trækker mange af dem væk fra skidte miljøer."
Mennesker, der har det dårligt, er nemme for ekstremister at samle op og gøre til trofaste soldater. Nynazister i Østtyskland, Hamas i Palæstina, maoister i Nepal, fascister i mellemkrigstiden, evangelister og alkoholikere. Moses Hansen. Og så fremdeles.
Men, dialogen er et tegn på hvordan muslimer, der i grunden ikke har noget tilfælles, i Europa skubbes sammen på grund af ydre tryk. Fjern det ydre tryk, og de falder fra hinanden igen. Som sagt, så kan sådanne mennesker ikke eksistere uden modstand, den finder de så hos hinanden. Feminister, autonome, marxister, nationalister, islamister, jihadister, kommunister, irlandske/palæstinensiske/sudanesiske modstandsgrupper, protestanter, religion generelt. Samme gamle forbandede historie.
"Vi skal ikke ignorere det faktum, at de har godt fat i mange unge mennesker og trækker mange af dem væk fra skidte miljøer."
Mennesker, der har det dårligt, er nemme for ekstremister at samle op og gøre til trofaste soldater. Nynazister i Østtyskland, Hamas i Palæstina, maoister i Nepal, fascister i mellemkrigstiden, evangelister og alkoholikere. Moses Hansen. Og så fremdeles.
Men, dialogen er et tegn på hvordan muslimer, der i grunden ikke har noget tilfælles, i Europa skubbes sammen på grund af ydre tryk. Fjern det ydre tryk, og de falder fra hinanden igen. Som sagt, så kan sådanne mennesker ikke eksistere uden modstand, den finder de så hos hinanden. Feminister, autonome, marxister, nationalister, islamister, jihadister, kommunister, irlandske/palæstinensiske/sudanesiske modstandsgrupper, protestanter, religion generelt. Samme gamle forbandede historie.
lørdag den 23. juni 2007
Smuglere
Hvis ja-partierne havde et hoved på, kunne de regne ud at denne måde at smugle traktater indenfor landets grænser på kun sikrer endnu flere nej-stemmer ved de valg, de tydeligvis hårdt prøver at undgå. Det siger jeg som EU-tilhænger. Foghs ikke-svar, 'Der har været konsultationer, og på basis af dem har det tyske formandskab fremstillet sit udkast', er præcis den slags bras, som får folk til at stille sig på bagbenene.
Endnu et kapital kan føjes til demokratikanonen. Om begrebet ironi.
Endnu et kapital kan føjes til demokratikanonen. Om begrebet ironi.
onsdag den 20. juni 2007
Hellige skrifter
En lille tilføjelse til mit indlæg om den amerikanske forfatnings skrøbelighed.
Mike Gravel er enig. Han er kandidat til den demokratiske præsidentnominering, men uden chance. Det er ligegyldigt. Han siger det samme som mig. Journalisten/aktivisten fra Take Back America affejer ham som en diktator i svøb, med det argument at Gravel ikke kender begrebet 'Bill of Attainder'. Journalisten er åbenbart ikke klar over hvor sølle sådanne artikler har slået til de sidste seks år. De har hverken stoppet Guantanamo eller nogen af de over 30-40 andre skandaler, som ville have væltet enhver svensk regering på et øjeblik. Og det er Gravels pointe.
Og læg mærke til titlen og kommentarerne på Crooks and Liars. Et decideret venstreorienteret publikum, der kalder Gravel en gammel, tosset gubbe, en farlig reaktionær, etc. Så dybt sidder tilbedelsen af forfatningen. Og hvad han sagde var, at forfatningen ikke er god nok.
Ikke god nok til at beskytte friheder og rettigheder, til at forhindre magtmisbrug og korruption.
Men C&L vender det hele på hovedet. For forfatninger er til for at beskytte nationen mod parlamentets excesser, det er ikke parlamentet, der er til for at beskytte forfatningen. Men ikke i USA: Der sværger de på den, de sværger at opretholde den, de sværger at beskytte den. Lige meget hjælper det, for systemet er i stykker, og forfatningen er systemets hjerte.
Mike Gravel er enig. Han er kandidat til den demokratiske præsidentnominering, men uden chance. Det er ligegyldigt. Han siger det samme som mig. Journalisten/aktivisten fra Take Back America affejer ham som en diktator i svøb, med det argument at Gravel ikke kender begrebet 'Bill of Attainder'. Journalisten er åbenbart ikke klar over hvor sølle sådanne artikler har slået til de sidste seks år. De har hverken stoppet Guantanamo eller nogen af de over 30-40 andre skandaler, som ville have væltet enhver svensk regering på et øjeblik. Og det er Gravels pointe.
Og læg mærke til titlen og kommentarerne på Crooks and Liars. Et decideret venstreorienteret publikum, der kalder Gravel en gammel, tosset gubbe, en farlig reaktionær, etc. Så dybt sidder tilbedelsen af forfatningen. Og hvad han sagde var, at forfatningen ikke er god nok.
Ikke god nok til at beskytte friheder og rettigheder, til at forhindre magtmisbrug og korruption.
Men C&L vender det hele på hovedet. For forfatninger er til for at beskytte nationen mod parlamentets excesser, det er ikke parlamentet, der er til for at beskytte forfatningen. Men ikke i USA: Der sværger de på den, de sværger at opretholde den, de sværger at beskytte den. Lige meget hjælper det, for systemet er i stykker, og forfatningen er systemets hjerte.
Europa er stærkt
Ole Bang Nielsen skriver i Berlingske, som var han Spengler. Vi er omgivet af fjender. Europa skal være stærkt og stå sammen for ikke at blive skakbrættet i spillet mellem de tre store, som i fremtiden vil være USA, Kina og Indien. Et stærkt Kina må selvfølgelig være en trussel, og ikke en partner. De infilterer Afrika og Centralasien, sætter sig på verden. Og Indien? Involveret i Afghanistan via Pakistan, i et usagt forbund med Iran, men måske på USAs side, som vi ikke kan stole på længere. Åh, herregud. Vi er omgivet af fjender. Prisgivet magten. Svage, splittede Europa.
Det er mig ikke en gåde, hvorfor folk tænker sådan. Disse paranoide magtanalyser forstærker hinanden, og et byttedyr som mennesket er altid på vagt overfor trusler. Man skal aldrig undervurdere menneskets hang til fjender.
Men hør: Europa er stærkt. Vores styrke er at vi er frie, samvittighedsfulde, produktive, nysgerrige, ærlige, og nede på jorden. Vi er rige. Vi bygger økonomien op fra bunden, og prøver ikke at installere den fra oven. Vi tager substansen over prestigen, og kan ikke med det pompøse. Vi er pragmatiske og selvkritiske, og foretrækker den grimme virkelighed fremfor den kønne løgn. Vi gør ikke i bukserne over terrorisme, men holder hovedet koldt og perspektivet i orden. Vi er fredelige. Vi holder ikke af krig, og lider ikke af hybris. Vi dyrker videnskaben, og er mistænksomme overfor religion, ideologi og nationalisme.
I forhold til andre lande. Lad mig ikke komme for godt i gang. Det ville ikke være europæisk.
Frihed er forudsætningen for et stærkt land. I særdeleshed i det 21. århundredes økonomi, hvor teknologien er diktatorernes fjende og iværksætterens ven. Vil man ikke omfavne teknologien fordi man frygter den frihed den giver jævne mennesker, bliver man aldrig til andet end verdens fabrikshal eller kobberdepot. Den frie tanke går hånd i hånd med både innovation og selvkritik, og alle er nødvendige for en stærk og sund økonomi. Med selvkritik daler korruptionen, med innovation udvikles verden, med friheden styrkes samfundet. Går man ikke i frihedens, ansvarlighedens og selvkritikkens retning, går man i stedet tilbage til de ineffektive mafiaøkonomier der eroderer al opløb til tillid og selvtillid, og som til sidst rådner nationen op indenfra.
Den mest effektive spredning af frihed, stabilitet og demokrati de sidste 30 år har det usigeligt kedelige EU stået for. Stille og roligt. Selv en idiotisk teenager som Polens regering holder sig i skindet, så længe hun får lov at vise sig lidt. Tyskland er den overbærende mor, der vender øjnene mod himlen og tænker sit, når datteren smækker med døren til sit værelse. Hun kommer ud igen til middag.
tirsdag den 19. juni 2007
Læs billedet
Som kommentar til den dræbte tolk i Irak vil jeg blot linke til denne artikel i The New Yorker. Billedet på forsiden siger alt.
Endnu en dag
Kommentar til det seneste nyt fra Washington DC.
Seks år efter indvielsen af USAs 43. præsident er Bush-baskning blevet trivielt, men det gør det ikke mindre nødvendigt. Det er en af grundene til at jeg beundrer Glenn Greenwald. Han bliver ved, uanset. Det bliver sagt, at man fokuserer for meget på Vestens svagheder frem for fjendens grusomheder, som er noget, der godt kan siges om dækningen af Afghanistan. Men, grunden til at det ikke er interessant at skrive om forbrydelser, forrådnelse og korruption på øverste plan i Rusland eller Kina er, at de to lande er nogen forbandede diktaturer, af hvilke man ikke forventer mere. Men Vesten; vi er de gode, vi er de frie. Vi forlanger mere af os selv, og det er vores styrke.
Whatev. Første nyhed er, at administrationen vidste besked om torturen i Abu Ghraib allerede i januar, fem måneder før billederne kom frem. Dette ifølge den to-stjernede general Taguba, som ledte undersøgelsen. Og det eneste de var kede af, var at det blev opdaget. Tagubas undersøgelse blev begrænset til soldaterne, efter ordre fra - administrationen. Rumsfeld løj. Bush løj. Taguba blev fyret.
Anden nyhed er, at hundredtusindvis af emails er blevet slettet, med vilje, ulovligt, fra Republican National Committees servere, som blev brugt til email af 88 mennesker i administrationen. I øvrigt ulovligt, med fare for sikkerhedsbrud. Det får Nixons atten minutter til at ligne et slettet komma.
Trivielt. For det er endnu en dag i Washington DC. Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Denne administration er værre end nogen anden i det tyvende århundrede. Lovløs, skamløs, hæmningsløs. Og jeg spekulerer på, hvordan tiden efter juntaen vil være. Da den romerske republik blev til det romerske kejserrige, da magten gik senatet af hænde og givet til kejseren i stedet, blev den aldrig givet tilbage igen. I 2008 vil Irakkrigen være så upopulær, at en demokratisk præsident er givet. Men det er ikke givet, at en demokratisk præsident vil give den magt, som Bush har tilranet sig, tilbage til kongressen og senatet.
En af de specielle ting ved USA er kanoniseringen af forfatningen. Den gør det nærmest ud for et kongehus: Et objekt, der symboliserer nationen. Derfor må den ikke røres. Men ulig dronning Margrethe har den en reel rolle at spille, og de seneste seks år har vist hvor utilstrækkelig den har været. Det er skam ikke at administrationen ikke jævnligt er blevet underkendt af domstolene. Den er bare ligeglad, og har konsekvent kørt en forhalingstaktik, der har udsat retfærdigheden på ubestemt tid. Og så længe enhver afstraffelse afhænger af en kvalificeret politisk majoritet, er der ingen, der behøver at stå til regnskab for noget.
Så Bush-administrationens tid har afsløret to ting om USAs politiske system: For det første, i hvor høj grad systemet har været baseret på konventioner. Hvis man ignorerer en stævning fra senatet, så ikke noget. For der er ikke politisk flertal for straf, og en retssag tager for lang tid at nå frem til en afgørelse.
For det andet, at 'checks and balances' ikke sikrer mod magtmisbrug, hvis administrationen og begge kamre er i det samme partis hænder. Nu er problemet snarere, at 'checks and balances' forhindrer de eroderede borgerrettigheder i at genindføres. De forskellige mekanismer som skulle forhindre tosserier, forhindrer nu afskaffelsen af samme.
Pudsigt så skrøbeligt systemet har vist sig at være. Og at ingen så det før.
Seks år efter indvielsen af USAs 43. præsident er Bush-baskning blevet trivielt, men det gør det ikke mindre nødvendigt. Det er en af grundene til at jeg beundrer Glenn Greenwald. Han bliver ved, uanset. Det bliver sagt, at man fokuserer for meget på Vestens svagheder frem for fjendens grusomheder, som er noget, der godt kan siges om dækningen af Afghanistan. Men, grunden til at det ikke er interessant at skrive om forbrydelser, forrådnelse og korruption på øverste plan i Rusland eller Kina er, at de to lande er nogen forbandede diktaturer, af hvilke man ikke forventer mere. Men Vesten; vi er de gode, vi er de frie. Vi forlanger mere af os selv, og det er vores styrke.
Whatev. Første nyhed er, at administrationen vidste besked om torturen i Abu Ghraib allerede i januar, fem måneder før billederne kom frem. Dette ifølge den to-stjernede general Taguba, som ledte undersøgelsen. Og det eneste de var kede af, var at det blev opdaget. Tagubas undersøgelse blev begrænset til soldaterne, efter ordre fra - administrationen. Rumsfeld løj. Bush løj. Taguba blev fyret.
Anden nyhed er, at hundredtusindvis af emails er blevet slettet, med vilje, ulovligt, fra Republican National Committees servere, som blev brugt til email af 88 mennesker i administrationen. I øvrigt ulovligt, med fare for sikkerhedsbrud. Det får Nixons atten minutter til at ligne et slettet komma.
Trivielt. For det er endnu en dag i Washington DC. Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Denne administration er værre end nogen anden i det tyvende århundrede. Lovløs, skamløs, hæmningsløs. Og jeg spekulerer på, hvordan tiden efter juntaen vil være. Da den romerske republik blev til det romerske kejserrige, da magten gik senatet af hænde og givet til kejseren i stedet, blev den aldrig givet tilbage igen. I 2008 vil Irakkrigen være så upopulær, at en demokratisk præsident er givet. Men det er ikke givet, at en demokratisk præsident vil give den magt, som Bush har tilranet sig, tilbage til kongressen og senatet.
En af de specielle ting ved USA er kanoniseringen af forfatningen. Den gør det nærmest ud for et kongehus: Et objekt, der symboliserer nationen. Derfor må den ikke røres. Men ulig dronning Margrethe har den en reel rolle at spille, og de seneste seks år har vist hvor utilstrækkelig den har været. Det er skam ikke at administrationen ikke jævnligt er blevet underkendt af domstolene. Den er bare ligeglad, og har konsekvent kørt en forhalingstaktik, der har udsat retfærdigheden på ubestemt tid. Og så længe enhver afstraffelse afhænger af en kvalificeret politisk majoritet, er der ingen, der behøver at stå til regnskab for noget.
Så Bush-administrationens tid har afsløret to ting om USAs politiske system: For det første, i hvor høj grad systemet har været baseret på konventioner. Hvis man ignorerer en stævning fra senatet, så ikke noget. For der er ikke politisk flertal for straf, og en retssag tager for lang tid at nå frem til en afgørelse.
For det andet, at 'checks and balances' ikke sikrer mod magtmisbrug, hvis administrationen og begge kamre er i det samme partis hænder. Nu er problemet snarere, at 'checks and balances' forhindrer de eroderede borgerrettigheder i at genindføres. De forskellige mekanismer som skulle forhindre tosserier, forhindrer nu afskaffelsen af samme.
Pudsigt så skrøbeligt systemet har vist sig at være. Og at ingen så det før.
mandag den 18. juni 2007
Eksil
Blogosfæren fungerer som eksilet for de politiske synspunkter, der ikke når frem i de traditionelle medier. Derfor er den danske blogosfære domineret af liberale og islamhadere. Liberale, fordi Venstre ikke er liberalt længere, og nu slår sig op som velfærdssamfundets beskytter. Islamhadere, fordi Dansk Folkeparti stadigt ikke er kosher i medierne.
Danmark er dog for lille et land til at have en levende blogosfære. I USA har venstrefløjen fundet sit hjem på nettet, forvist som den har været fra landsdækkende TV og aviser. Den eneste virkeligt venstreorienterede der skriver på den 'liberale' Washington Post er Paul Krugman. Andre er Keith Olbermann på MSNBC og Jack Cafferty på CNN. De venstreorienterede 'netrødder' har, mere af nød end lyst, gjort sig selv til en magtfaktor i politik. De organiserer sig, samler penge ind, starter kampagner, etc. Alt, der hører med til at være politisk græsrodsaktivist.
Egyptens politiske bloggere er dem, som Mubaraks falmede brunskjorter ville kalde dissidenter. Der er mange unge, der får luft på nettet. Der er ægte journalistik. Broderskabet er der også. Alt det, der ikke hører hjemme i de statsovervågede aviser og TV-kanaler. Putinkritikere i Rusland. Sex i Indien. Demokratiforkæmpere i Kina.
Dynamikken er simpel. Derfor bliver det spændende at se om den fungerer begge veje. For indtil videre spiller internettet stadig anden violin til de traditionelle medier. Så længe statsledere ikke bliver konfronteret med hvad en populær blogger har sagt, på samme måde som de bliver konfronteret med avisledere og citater fra snakkehoveder på TV, er hierarkiet ikke ændret. Når en blogger optræder på TV eller interviewes i en avis, er det en stor ære. Når TV-personligheder beæres over at få lov at skrive gæsteindlæg på en populær blog, er himlen faldet ned, og Anti-Krist lige om hjørnet.
Det er tegnet. Og indtil da er blogosfæren kun en diaspora.
Danmark er dog for lille et land til at have en levende blogosfære. I USA har venstrefløjen fundet sit hjem på nettet, forvist som den har været fra landsdækkende TV og aviser. Den eneste virkeligt venstreorienterede der skriver på den 'liberale' Washington Post er Paul Krugman. Andre er Keith Olbermann på MSNBC og Jack Cafferty på CNN. De venstreorienterede 'netrødder' har, mere af nød end lyst, gjort sig selv til en magtfaktor i politik. De organiserer sig, samler penge ind, starter kampagner, etc. Alt, der hører med til at være politisk græsrodsaktivist.
Egyptens politiske bloggere er dem, som Mubaraks falmede brunskjorter ville kalde dissidenter. Der er mange unge, der får luft på nettet. Der er ægte journalistik. Broderskabet er der også. Alt det, der ikke hører hjemme i de statsovervågede aviser og TV-kanaler. Putinkritikere i Rusland. Sex i Indien. Demokratiforkæmpere i Kina.
Dynamikken er simpel. Derfor bliver det spændende at se om den fungerer begge veje. For indtil videre spiller internettet stadig anden violin til de traditionelle medier. Så længe statsledere ikke bliver konfronteret med hvad en populær blogger har sagt, på samme måde som de bliver konfronteret med avisledere og citater fra snakkehoveder på TV, er hierarkiet ikke ændret. Når en blogger optræder på TV eller interviewes i en avis, er det en stor ære. Når TV-personligheder beæres over at få lov at skrive gæsteindlæg på en populær blog, er himlen faldet ned, og Anti-Krist lige om hjørnet.
Det er tegnet. Og indtil da er blogosfæren kun en diaspora.
søndag den 17. juni 2007
Skamløs
Bush beklager sig over et budget, der bruger for mange penge. De har virkelig ingen skam, men hvis folk heller ikke har nogen hukommelse, så har det ingen konsekvenser.
Skal man sammenligne med Orwells Oceania, så er Bush-administrationens problem, at den ikke kan monopolisere kommunikationen, og dermed opfattelsen af virkeligheden. Efter 9/11 kunne man skræmme folk til at gøre som man vil, ved at anklage folk for at være upatriotiske og udsætte landet for fare hvis de var uenige med én, efter Göring. Men nu er magien ganske væk, og virkeligheden kommet stærkt igen. Bush-administrationen har, trods alt, ikke været skamløse nok til selv at iscenesætte et angreb mod USA, som Oceania gør i 1984. Men de har brug for endnu et 9/11 for ikke at miste frygtens muskler. Uden dem kan de ikke kue medierne. Siver virkeligheden gennem propagandasprækkerne, taber man. Den er gift.
Skal man sammenligne med Orwells Oceania, så er Bush-administrationens problem, at den ikke kan monopolisere kommunikationen, og dermed opfattelsen af virkeligheden. Efter 9/11 kunne man skræmme folk til at gøre som man vil, ved at anklage folk for at være upatriotiske og udsætte landet for fare hvis de var uenige med én, efter Göring. Men nu er magien ganske væk, og virkeligheden kommet stærkt igen. Bush-administrationen har, trods alt, ikke været skamløse nok til selv at iscenesætte et angreb mod USA, som Oceania gør i 1984. Men de har brug for endnu et 9/11 for ikke at miste frygtens muskler. Uden dem kan de ikke kue medierne. Siver virkeligheden gennem propagandasprækkerne, taber man. Den er gift.
lørdag den 16. juni 2007
Femdøgnsprognose for Gaza
Spekulationer om situationen i Gaza og på Vestbredden.
Hamas sikrer kontrollen over Gaza, Fatah over Vestbredden. Israel og USA tisser i bukserne, og gør helvede hedt for Hamas, presser Egypten til at hjælpe sig. Ikke så svært, når Mubarak allerede er i USAs lommer (2,5 milliarder $ om året). Egypten lukker grænserne, Israelerne blokerer for alt andet end det livsnødvendige, og USA sørger via diplomati for at pengene bliver væk.
Hamas's ynkelighed bliver udstillet, samt de arabiske landes impotens, nok engang. Gaza-palæstinenserne bliver langsomt kvalt, og rapporterne strømmer ud om deres nød. Men Hamas er for dumstædige til at forhandle, og sværger martyrdom for hele Gaza. Den arabiske gade bliver vred og ophidset, over arabiske lidelser og arabisk magtesløshed.
Abbas bliver stillet et ubehageligt valg, da Olmert tilbyder en art normalisering med Vestbredden. Tager han imod det, vil han også i Vestbreds-palæstinenseres øjne ligne en Judas, eller snarere Israels velafrettede hund. Siger han nej, er en stor chance for et bedre liv for Vestbredden gået af hænde. Eller også bare en større bankkonto, Fatah er jo gennemkorrupte. Han afslår, bl.a. fordi risikoen for en folkelig opstand på selve Vestbredden er for stor.
Forholdet mellem USA og Vesteuropa forsures igen. Sarkozy og Bush's hvedebrødsdage er ovre, og selv Merkel udtrykker betænkeligheder ved Israels politik. Putin leger mellemmand mellem Hamas og Israel, men det fører ikke til noget. Ahmadinejad hoster flere trusler op mod Israel, og soler sig i opmærksomheden. Han kan ikke få nok. USA truer tilbage, flere flådemanøvrer i Golfen. Oliepriserne får endnu et nøk.
De ubekendte er først og fremmest hvordan Hamas opfører sig, ansvarligt eller ej. De kan puste til ilden, for eksempel ved at fortsætte udrensningen af illoyale i Gaza, samt sværge hævn over Israel. De kan prøve at dæmpe volumen, og fremstille sig som den forfulgte uskyldighed, hvilket nok vil fungere bedre. Hver bandbulle mod Israel flytter EU mod Israels og USAs position.
En anden ubekendt er Hizbollah, som jo i sin tid kidnappede de to israelske soldater i sympati med palæstinensernes aktioner. Nasrallah ser muligvis sit snit til at fremstå som den eneste stærke arabiske leder endnu engang, og beordrer raketangreb mod det nordlige Israel.
En tredje er selvfølgelig Israel, og hvordan Julikrigen har påvirket styrkeforholdet mellem duerne og høgene.
En fjerde er om de neokonservative i Bush-administrationen vil udnytte øjeblikket til at rykke magtbalancen i deres favør og angribe Iran.
Jeg håber jeg tager fejl.
Hamas sikrer kontrollen over Gaza, Fatah over Vestbredden. Israel og USA tisser i bukserne, og gør helvede hedt for Hamas, presser Egypten til at hjælpe sig. Ikke så svært, når Mubarak allerede er i USAs lommer (2,5 milliarder $ om året). Egypten lukker grænserne, Israelerne blokerer for alt andet end det livsnødvendige, og USA sørger via diplomati for at pengene bliver væk.
Hamas's ynkelighed bliver udstillet, samt de arabiske landes impotens, nok engang. Gaza-palæstinenserne bliver langsomt kvalt, og rapporterne strømmer ud om deres nød. Men Hamas er for dumstædige til at forhandle, og sværger martyrdom for hele Gaza. Den arabiske gade bliver vred og ophidset, over arabiske lidelser og arabisk magtesløshed.
Abbas bliver stillet et ubehageligt valg, da Olmert tilbyder en art normalisering med Vestbredden. Tager han imod det, vil han også i Vestbreds-palæstinenseres øjne ligne en Judas, eller snarere Israels velafrettede hund. Siger han nej, er en stor chance for et bedre liv for Vestbredden gået af hænde. Eller også bare en større bankkonto, Fatah er jo gennemkorrupte. Han afslår, bl.a. fordi risikoen for en folkelig opstand på selve Vestbredden er for stor.
Forholdet mellem USA og Vesteuropa forsures igen. Sarkozy og Bush's hvedebrødsdage er ovre, og selv Merkel udtrykker betænkeligheder ved Israels politik. Putin leger mellemmand mellem Hamas og Israel, men det fører ikke til noget. Ahmadinejad hoster flere trusler op mod Israel, og soler sig i opmærksomheden. Han kan ikke få nok. USA truer tilbage, flere flådemanøvrer i Golfen. Oliepriserne får endnu et nøk.
De ubekendte er først og fremmest hvordan Hamas opfører sig, ansvarligt eller ej. De kan puste til ilden, for eksempel ved at fortsætte udrensningen af illoyale i Gaza, samt sværge hævn over Israel. De kan prøve at dæmpe volumen, og fremstille sig som den forfulgte uskyldighed, hvilket nok vil fungere bedre. Hver bandbulle mod Israel flytter EU mod Israels og USAs position.
En anden ubekendt er Hizbollah, som jo i sin tid kidnappede de to israelske soldater i sympati med palæstinensernes aktioner. Nasrallah ser muligvis sit snit til at fremstå som den eneste stærke arabiske leder endnu engang, og beordrer raketangreb mod det nordlige Israel.
En tredje er selvfølgelig Israel, og hvordan Julikrigen har påvirket styrkeforholdet mellem duerne og høgene.
En fjerde er om de neokonservative i Bush-administrationen vil udnytte øjeblikket til at rykke magtbalancen i deres favør og angribe Iran.
Jeg håber jeg tager fejl.
onsdag den 13. juni 2007
Krigens princip
We are fighting this war to preserve the principle of "live and let live."
Hvem, hvor, hvornår? Amerikanere, Irak, 1943.
Via Wired. Side 5.
Det minder mig om Foghs fejltolkning af 2. Verdenskrig, hvor han sagde vi kæmpede for demokrati. Jeg mener endda, han gjorde det for at retfærddigøre invasionen af Irak. Langballe naglede ham til korset; den blev udkæmpet for national suverænitet. Retten til ikke at blive invaderet, kan man sige.
Hvem, hvor, hvornår? Amerikanere, Irak, 1943.
Via Wired. Side 5.
Det minder mig om Foghs fejltolkning af 2. Verdenskrig, hvor han sagde vi kæmpede for demokrati. Jeg mener endda, han gjorde det for at retfærddigøre invasionen af Irak. Langballe naglede ham til korset; den blev udkæmpet for national suverænitet. Retten til ikke at blive invaderet, kan man sige.
Pimp mit land
Danmark får en lille lektion i hvordan prestigeprojekter dræner budgettet og derved udhuler infrastrukturen.
mandag den 11. juni 2007
En hensigt er ikke en løsning
Kommentar til Storbritanniens stigende energiforbrug.
En af de frustrerende ting ved debatten om den globale opvarmning er hvor få og vage løsningsforslagene er. Det er ganske som med Sudan, hvor det er nemt nok at pege på problemerne, men straks sværere at foreslå en reel løsning.
Som med det just overståede G8-møde ender de fleste miljømøder med en (nogle gange uforpligtende) aftale om at skære i CO2-udslippene. Jo tak, det kan vi alle blive enige om. Det er som Glenn Reynolds, hvis strategi for at vinde i Irak er at vinde. Jeg er ikke klar over et eneste eksempel på et land, der har skåret i sit energiforbrug. Med vilje. Energiforbruget røg ned under oliekriserne. Ellers ikke. Tony Blair indledte sin regeringsperiode med at love at skære i udledningen af drivhusgasserne, men så dem kun stige på trods af juridisk bindende mål. Virkeligheden er noget så lovløs på det punkt. Så det eneste en hensigtserklæring egentlig er, er en bøn til guderne om ny og bedre teknologi.
Greenpeaces propagandasejr mod atomkraft har kun sikret, at vi i Danmark i stedet bruger olie, gas og kul. Så deres protester mod vores kulforbrug er, om ikke dobbeltmoral, så en grusom og destruktiv mangel på indsigt i hvordan verden fungerer. Det eneste, der kan få forbruget ned, er højere priser. Det er derfor amerikanerne først nu er ved at droppe firhjulstrækkerne. Og tro ikke europæerne er et hak bedre.
Så dette er situationen: Verden bliver varmere. Vi kan spille det sikre kort og gå ud fra, at de fleste videnskabsfolk har ret i, at menneskeskabte drivhusgasser bærer det meste af skylden, og gå over til atomkraft, som i fjerde generation er en sikker energikilde. Med genudvinding af atombrændsel fra affaldet er der brændstof nok til de næste 100 år, mindst. Vejr- og solenergi er ikke et alternativ, fordi de er for dyre og upålidelige. Bio-ethanol er heller ikke et alternativ, for ikke engang al den landbrugsjord som Danmark har vil kunne producere nok biobrændsel til at dække vores nuværende behov. Solenergi ser lovende ud for fremtiden, men vi kan ikke fodre vores samfund med elektricitet ved at brænde forskning i kraftværkerne. Og det er hovedløst at satse på måske at forske sig frem til en løsning.
Behøver jeg også nævne, at det ville være rart for Europa at slippe for Putin og Mellemøsten?
En af de frustrerende ting ved debatten om den globale opvarmning er hvor få og vage løsningsforslagene er. Det er ganske som med Sudan, hvor det er nemt nok at pege på problemerne, men straks sværere at foreslå en reel løsning.
Som med det just overståede G8-møde ender de fleste miljømøder med en (nogle gange uforpligtende) aftale om at skære i CO2-udslippene. Jo tak, det kan vi alle blive enige om. Det er som Glenn Reynolds, hvis strategi for at vinde i Irak er at vinde. Jeg er ikke klar over et eneste eksempel på et land, der har skåret i sit energiforbrug. Med vilje. Energiforbruget røg ned under oliekriserne. Ellers ikke. Tony Blair indledte sin regeringsperiode med at love at skære i udledningen af drivhusgasserne, men så dem kun stige på trods af juridisk bindende mål. Virkeligheden er noget så lovløs på det punkt. Så det eneste en hensigtserklæring egentlig er, er en bøn til guderne om ny og bedre teknologi.
Greenpeaces propagandasejr mod atomkraft har kun sikret, at vi i Danmark i stedet bruger olie, gas og kul. Så deres protester mod vores kulforbrug er, om ikke dobbeltmoral, så en grusom og destruktiv mangel på indsigt i hvordan verden fungerer. Det eneste, der kan få forbruget ned, er højere priser. Det er derfor amerikanerne først nu er ved at droppe firhjulstrækkerne. Og tro ikke europæerne er et hak bedre.
Så dette er situationen: Verden bliver varmere. Vi kan spille det sikre kort og gå ud fra, at de fleste videnskabsfolk har ret i, at menneskeskabte drivhusgasser bærer det meste af skylden, og gå over til atomkraft, som i fjerde generation er en sikker energikilde. Med genudvinding af atombrændsel fra affaldet er der brændstof nok til de næste 100 år, mindst. Vejr- og solenergi er ikke et alternativ, fordi de er for dyre og upålidelige. Bio-ethanol er heller ikke et alternativ, for ikke engang al den landbrugsjord som Danmark har vil kunne producere nok biobrændsel til at dække vores nuværende behov. Solenergi ser lovende ud for fremtiden, men vi kan ikke fodre vores samfund med elektricitet ved at brænde forskning i kraftværkerne. Og det er hovedløst at satse på måske at forske sig frem til en løsning.
Behøver jeg også nævne, at det ville være rart for Europa at slippe for Putin og Mellemøsten?
Turn-off
En Andreas Petersen har en kronik om Dar Fur i Berlingske i dag. Han lægger ud med at tale om de 'etnisk afrikanske stammer'. Igen om Sudan:
1. Alle er afrikanere.
2. Alle er muslimer.
3. 'Araberne' er arabofone afrikanere, dvs. afrikanere der taler arabisk.
4. Sorte i Afrika hører ikke nødvendigvis til 'stammer'. Der er mere tale om klaner og fraktioner her.
Og: Mennesker af arabisk etnicitet er lige så meget afrikanere som sorte, så længe de bor i Afrika. At sætte konflikten op som Petersen gør det er en af de mest gennemgående fejl den vestlige presse laver om Dar Fur. Det er noget af en turn-off at lægge en kronik ud med en sådan fejl.
Jeg kunne også godt tænke mig, at nogen lavede detaljerede planer for den militære invasion, de finder nødvendig. Troppetal, forsyninger, financiering, analyser af de etniske og sociale konfliktlinier som invasionsstyrken skal forholde sig til. Hvad man gør ved de stridende oprørsbevægelser. Hvordan Chad, Egypten og Etiopien skal holdes væk, og grænserne skal sikres. Etc. Med mindre Vesten har tænkt sig at ignorere virkeligheden endnu en gang.
1. Alle er afrikanere.
2. Alle er muslimer.
3. 'Araberne' er arabofone afrikanere, dvs. afrikanere der taler arabisk.
4. Sorte i Afrika hører ikke nødvendigvis til 'stammer'. Der er mere tale om klaner og fraktioner her.
Og: Mennesker af arabisk etnicitet er lige så meget afrikanere som sorte, så længe de bor i Afrika. At sætte konflikten op som Petersen gør det er en af de mest gennemgående fejl den vestlige presse laver om Dar Fur. Det er noget af en turn-off at lægge en kronik ud med en sådan fejl.
Jeg kunne også godt tænke mig, at nogen lavede detaljerede planer for den militære invasion, de finder nødvendig. Troppetal, forsyninger, financiering, analyser af de etniske og sociale konfliktlinier som invasionsstyrken skal forholde sig til. Hvad man gør ved de stridende oprørsbevægelser. Hvordan Chad, Egypten og Etiopien skal holdes væk, og grænserne skal sikres. Etc. Med mindre Vesten har tænkt sig at ignorere virkeligheden endnu en gang.
søndag den 10. juni 2007
lørdag den 9. juni 2007
Gaspose
Notits til den kølige krig. Det hele virker som endnu en af det militær-industrielle kompleks' sorte brønde, et bundløst hul at kaste penge ned i. Hvorfor ellers bruge milliarder af dollars årligt og risikere international ophedning på noget, der ikke virker?
Ved Putin, at det ikke virker? Spiller han kylling med USA i den forsmåede russiske imperialismes navn, eller er han virkeligt bekymret? Des mere han puster og pruster, des mere vil europæerne søge at frigøre sig fra hans gasforsyninger, og Rusland har langt mere brug for Europa end omvendt. Så det er muligt at han vejer sin indenrigspolitiske støtte af mod økonomiske hensyn. Der er ingen, der har gjort mere for at svine Ruslands renommé til end Putin selv. Måske Europa burde spille kylling med ham lidt i stedet.
Tilføjelse: Jeg har intet imod selve forskningen. Det er faktisk fornuftigt, hvis det giver mening videnskabeligt (og ikke bare får budgettet til at svulme så dejligt). Teknologien udvikler sig uden at mennesket gør. Vi er stadig de samme små stammekrigere som vi var engang. Nu har vi bare ICBM'er i stedet for køller. Og verden ser ikke så lys ud fra den vinkel.
Det grusomme er når frygten for potentielle konflikter får os til at accelerere virkelighedens konflikter. Det er essensen af Bush's katastrofale doktrin om "præventiv krig". For eksempel: Indfør en politistat, for at undgå brevmappe-atombomben. Hvis nu. Invader Irak, for at undgå massedød ved angreb. Hvis nu. Hold den tredje verden i kaos. Det er det sikreste. Hvis nu.
Jeg frygter mest af alt frygten. - de Montaigne
Ved Putin, at det ikke virker? Spiller han kylling med USA i den forsmåede russiske imperialismes navn, eller er han virkeligt bekymret? Des mere han puster og pruster, des mere vil europæerne søge at frigøre sig fra hans gasforsyninger, og Rusland har langt mere brug for Europa end omvendt. Så det er muligt at han vejer sin indenrigspolitiske støtte af mod økonomiske hensyn. Der er ingen, der har gjort mere for at svine Ruslands renommé til end Putin selv. Måske Europa burde spille kylling med ham lidt i stedet.
Tilføjelse: Jeg har intet imod selve forskningen. Det er faktisk fornuftigt, hvis det giver mening videnskabeligt (og ikke bare får budgettet til at svulme så dejligt). Teknologien udvikler sig uden at mennesket gør. Vi er stadig de samme små stammekrigere som vi var engang. Nu har vi bare ICBM'er i stedet for køller. Og verden ser ikke så lys ud fra den vinkel.
Det grusomme er når frygten for potentielle konflikter får os til at accelerere virkelighedens konflikter. Det er essensen af Bush's katastrofale doktrin om "præventiv krig". For eksempel: Indfør en politistat, for at undgå brevmappe-atombomben. Hvis nu. Invader Irak, for at undgå massedød ved angreb. Hvis nu. Hold den tredje verden i kaos. Det er det sikreste. Hvis nu.
Jeg frygter mest af alt frygten. - de Montaigne
Menneskefornuft mod Det Guddommelige
Uden kommentar.
Ah, jeg kan ikke nære mig. Det er mere vand på min ateistiske mølle. Det er sådanne ting der får mig til at tro, at europæiske konservative ikke ved i hvor høj grad USAs evangelister lever op til de værste klichéer, og at Bush-administrationen har gjort netop disse Sydens evangelister til sin vælgerbase. Det forklarer bl.a. de mange kandidater, som det amerikanske justitsministerium og andre føderale institutioner har taget fra Regent University. Det er et evangelistisk, 'bibeltro' jura-universitet, financieret af Pat Robertson, og rangeret i den laveste kategori (tier four). Det svarer til at lave landsholdet med spillere fra den sønderjyske lokalserie, fordi landstræneren selv er sønderjyde. Det landshold ville ikke vinde mange kampe.
Besynderligt at tale så meget om at redde den vestlige civilisation fra de primitive islamofascister, når man selv gør sit bedste for at rive fornuften, empiricismen og loven ned. Alle tre søjler, der bærer civilisationens hus.
Ah, jeg kan ikke nære mig. Det er mere vand på min ateistiske mølle. Det er sådanne ting der får mig til at tro, at europæiske konservative ikke ved i hvor høj grad USAs evangelister lever op til de værste klichéer, og at Bush-administrationen har gjort netop disse Sydens evangelister til sin vælgerbase. Det forklarer bl.a. de mange kandidater, som det amerikanske justitsministerium og andre føderale institutioner har taget fra Regent University. Det er et evangelistisk, 'bibeltro' jura-universitet, financieret af Pat Robertson, og rangeret i den laveste kategori (tier four). Det svarer til at lave landsholdet med spillere fra den sønderjyske lokalserie, fordi landstræneren selv er sønderjyde. Det landshold ville ikke vinde mange kampe.
Besynderligt at tale så meget om at redde den vestlige civilisation fra de primitive islamofascister, når man selv gør sit bedste for at rive fornuften, empiricismen og loven ned. Alle tre søjler, der bærer civilisationens hus.
torsdag den 7. juni 2007
Storbritannien solgt
Prisen var ca. 40 milliarder £. Situationen er en aftale om militærleveringer, fast bestikkelse og kontraktpligtig fortrolighed mellem Storbritannien og Saudi-Arabien, der går tilbage til 1985. Så vidt jeg kan se, vil det også ramme Thatcher- og Major-regeringerne.
1. Det siger noget om, hvordan forretninger ofte bliver lavet med regeringer udenfor den vestlige sfære. Bestikkelse er normen, selv øverst oppe. Det er en af grundene til, at mange tredjeverdenslande kører ad helvede til.
2. At Storbritanniens regering valgte at være del af denne forretningsgang er torskedumt. Én ting er, hvad private gør i udlandet. Et andet er hvad staten selv står for. At involvere staten i lyssky aftaler er at tigge om at få sit land inficeret af korruption.
3. At Blair-regeringen har gjort alt hvad den kunne for at lukke undersøgelsen ned beviser #2. Når lovbrud bliver tilladt, bliver lovlydighedens barriere nedbrudt. Som borger i Storbritannien får man et signal om, at selv staten ikke overholder loven, så hvorfor skulle man selv. Staten er samfundets overjeg, og bør gøre sit for at holde id'et på plads.
4. Storbritannien bør tage de ekstra arbejdsløse og straks opsige aftalen, inden de helt mister selvrespekten. Heldigvis er Tony Blair i forvejen Storbritanniens mest hadede mand, så mon ikke folk smækker de to ting sammen og kommer videre i programmet, når han er smidt ud af 10 Downing Street.
Og til sidst: Saudi-Arabiens rigdom kommer fra Vesten. Vi betaler for olien, og både kapitalen og olien giver Saudi-Arabien et jerngreb om nosserne på Vesten. Atomkraft nu, tak.
1. Det siger noget om, hvordan forretninger ofte bliver lavet med regeringer udenfor den vestlige sfære. Bestikkelse er normen, selv øverst oppe. Det er en af grundene til, at mange tredjeverdenslande kører ad helvede til.
2. At Storbritanniens regering valgte at være del af denne forretningsgang er torskedumt. Én ting er, hvad private gør i udlandet. Et andet er hvad staten selv står for. At involvere staten i lyssky aftaler er at tigge om at få sit land inficeret af korruption.
3. At Blair-regeringen har gjort alt hvad den kunne for at lukke undersøgelsen ned beviser #2. Når lovbrud bliver tilladt, bliver lovlydighedens barriere nedbrudt. Som borger i Storbritannien får man et signal om, at selv staten ikke overholder loven, så hvorfor skulle man selv. Staten er samfundets overjeg, og bør gøre sit for at holde id'et på plads.
4. Storbritannien bør tage de ekstra arbejdsløse og straks opsige aftalen, inden de helt mister selvrespekten. Heldigvis er Tony Blair i forvejen Storbritanniens mest hadede mand, så mon ikke folk smækker de to ting sammen og kommer videre i programmet, når han er smidt ud af 10 Downing Street.
Og til sidst: Saudi-Arabiens rigdom kommer fra Vesten. Vi betaler for olien, og både kapitalen og olien giver Saudi-Arabien et jerngreb om nosserne på Vesten. Atomkraft nu, tak.
Fetisch For Fuld Blæs
Hvorfor i alverden er det her en nyhed? Politikens webredaktion burde være dygtige nok til at dække deres USA-fetisch med mere rigtige nyheder, for det der er alt for åbenlyst. Herregud da. Kina henretter mindst 10.000 mennesker om året, jeg vil nødigt have en artikel om hver enkelt. Men hvis den tid kommer hvor de er verdens nye centrum, skal vi nok få lov.
mandag den 4. juni 2007
Ekstrem Romantik
Kommentar til optøjerne.
Sådan går det, når man romantiserer vold. Autoerne er lukket inde i en mental osteklokke, og tror på deres egne vrangforestillinger om, at de som de eneste slås mod den fascistiske politistats overmagt. De har dyrket tanken om revolution, som de gamle venstreradikale har opfostret deres børn med. Nu tror børnene, at deres forældre mente det bogstaveligt. Sådan går det.
Attac burde skifte navn til noget mere fredeligt, hvis de mente deres kritik alvorligt. Og hvis de forstod, hvordan sagerne hænger sammen. Forskellen ligger i ordene, i de ord folk siger og bruger. Hvis en organisation hedder noget med 'front', kan man være sikker på, at vold nogen gange er i orden. Dansk Front, Stormfront, Dyrenes Befrielsesfront, Islamisk Front. Så et trin ned til 'aktion'. Og videre ned af voldstrappen. Helt ned til Greenpeace. Så bliver det ikke meget bedre.
Begivenhederne siger også noget om, hvor skæv Politikens dækning af Ungdomshusets rydning var. Fotograferne var opsat på at finde eksempler på politibrutalitet, og delte gerne ud af deres billeder i så fald, men billeder, der identificerede voldelige autonome, fortjente ikke deres egen artikelserie. En kritisk holdning til politiet er nødvendig fordi de har voldsmonopolet, men i en situation, hvor monopolet i den grad er brudt, er det så forkert at gå efter politiet alene, som forkert kan være. Det var rigtigt, at politiet brokkede sig over dækningen, for den var inficeret af samme romantik, der bragte volden frem til at begynde med.
Gad vidst, hvor meget mere vold autoerne skal stå for, før journalisterne ser dem som de ekstremister, de er. Ekstremisten kendetegnes ved sin afhængighed af fjenden. Hans narcissisme næres ved tanken om hvor vigtig hans ensomme kamp mod denne er. Hvis der ikke er en fjende, finder han på en, for at sikre sin mentale overlevelse. For ham er der ingen tvivl om hvilken stor rolle han spiller i verden. For andre synes han at leve i en verden for sig. Han definerer sig ved sin opposition, og intet andet.
De autonomes fjender er fascismen og politistaten. Søren Krarups er kulturradikalismen, islam og ofte også den katolske kirke. USAs rabiate radioværter raser mod de 'liberale' og kalder dem terroristsympatisører og landsforrædere. Zawahiri ser sammensværgelser mod islam mellem kristne, zionister, hinduer og ateister. Det ville være patetisk, hvis sådanne mennesker ikke var så farlige, for deres ord kan skabe vold.
Opdatering: 2. link rettet.
Sådan går det, når man romantiserer vold. Autoerne er lukket inde i en mental osteklokke, og tror på deres egne vrangforestillinger om, at de som de eneste slås mod den fascistiske politistats overmagt. De har dyrket tanken om revolution, som de gamle venstreradikale har opfostret deres børn med. Nu tror børnene, at deres forældre mente det bogstaveligt. Sådan går det.
Attac burde skifte navn til noget mere fredeligt, hvis de mente deres kritik alvorligt. Og hvis de forstod, hvordan sagerne hænger sammen. Forskellen ligger i ordene, i de ord folk siger og bruger. Hvis en organisation hedder noget med 'front', kan man være sikker på, at vold nogen gange er i orden. Dansk Front, Stormfront, Dyrenes Befrielsesfront, Islamisk Front. Så et trin ned til 'aktion'. Og videre ned af voldstrappen. Helt ned til Greenpeace. Så bliver det ikke meget bedre.
Begivenhederne siger også noget om, hvor skæv Politikens dækning af Ungdomshusets rydning var. Fotograferne var opsat på at finde eksempler på politibrutalitet, og delte gerne ud af deres billeder i så fald, men billeder, der identificerede voldelige autonome, fortjente ikke deres egen artikelserie. En kritisk holdning til politiet er nødvendig fordi de har voldsmonopolet, men i en situation, hvor monopolet i den grad er brudt, er det så forkert at gå efter politiet alene, som forkert kan være. Det var rigtigt, at politiet brokkede sig over dækningen, for den var inficeret af samme romantik, der bragte volden frem til at begynde med.
Gad vidst, hvor meget mere vold autoerne skal stå for, før journalisterne ser dem som de ekstremister, de er. Ekstremisten kendetegnes ved sin afhængighed af fjenden. Hans narcissisme næres ved tanken om hvor vigtig hans ensomme kamp mod denne er. Hvis der ikke er en fjende, finder han på en, for at sikre sin mentale overlevelse. For ham er der ingen tvivl om hvilken stor rolle han spiller i verden. For andre synes han at leve i en verden for sig. Han definerer sig ved sin opposition, og intet andet.
De autonomes fjender er fascismen og politistaten. Søren Krarups er kulturradikalismen, islam og ofte også den katolske kirke. USAs rabiate radioværter raser mod de 'liberale' og kalder dem terroristsympatisører og landsforrædere. Zawahiri ser sammensværgelser mod islam mellem kristne, zionister, hinduer og ateister. Det ville være patetisk, hvis sådanne mennesker ikke var så farlige, for deres ord kan skabe vold.
Opdatering: 2. link rettet.
søndag den 3. juni 2007
The waiting game
En historisk vinkel på Iraks situation i dag.
Jeg har ikke alverden tilovers for idéen om 'rodfæstet had'. Før Irak brød sammen var sunnier gift med shi'aer, og går man tilbage til perioden før krigen mellem Iran og Irak var det bedre endnu. Men det betyder ikke, at tanken ikke kan tage rod hos folk. Hadet er virkeligt nok, og blodbadet skal nok komme.
Spekulationer: Iraks regering undrer mig stadig. Den er domineret af SCIRI (nu med det mere nationalistiske navn 'Øverste Islamiske Irakiske Råd', før 'Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak') og al-Dawa, begge shi'a-fraktioner med stærke forbindelser til Iran. Hvorfor beder den ikke USA om at rende og hoppe, som næsten alle irakiske arabere ønsker? Regeringen må nødvendigvis tro, at situationen i dag er til dens fordel, og ønsker at trække det så langt som muligt, før USA trækker sig ud. Det har ingenting at gøre med USAs indenrigspolitik, men alt at gøre med Iraks.
Men hvorfor? Er det de amerikanske patruljer, der udfører Irans arbejde mod sunnierne og Sadr-militsen? Er det den gratis træning og de lækre våben som 'hæren' og 'politiet' får? Er det pengene? Penge på en privat konto?
De to partier er sikkert klar over, at de taber lidt af den brede shi'a-befolknings sympati hver gang de beder USA om at blive. Moqtada samler den op. Muligvis satser de på Irans støtte i et opgør med Sadr-militsen efter USAs afrejse, hvis det er det, de ønsker. Eller også er det et simpelt regnestykke om, hvad man taber i forhold til hvad man vinder. Den er lidt svær at regne ud.
Speget. Vi venter og ser.
Jeg har ikke alverden tilovers for idéen om 'rodfæstet had'. Før Irak brød sammen var sunnier gift med shi'aer, og går man tilbage til perioden før krigen mellem Iran og Irak var det bedre endnu. Men det betyder ikke, at tanken ikke kan tage rod hos folk. Hadet er virkeligt nok, og blodbadet skal nok komme.
Spekulationer: Iraks regering undrer mig stadig. Den er domineret af SCIRI (nu med det mere nationalistiske navn 'Øverste Islamiske Irakiske Råd', før 'Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak') og al-Dawa, begge shi'a-fraktioner med stærke forbindelser til Iran. Hvorfor beder den ikke USA om at rende og hoppe, som næsten alle irakiske arabere ønsker? Regeringen må nødvendigvis tro, at situationen i dag er til dens fordel, og ønsker at trække det så langt som muligt, før USA trækker sig ud. Det har ingenting at gøre med USAs indenrigspolitik, men alt at gøre med Iraks.
Men hvorfor? Er det de amerikanske patruljer, der udfører Irans arbejde mod sunnierne og Sadr-militsen? Er det den gratis træning og de lækre våben som 'hæren' og 'politiet' får? Er det pengene? Penge på en privat konto?
De to partier er sikkert klar over, at de taber lidt af den brede shi'a-befolknings sympati hver gang de beder USA om at blive. Moqtada samler den op. Muligvis satser de på Irans støtte i et opgør med Sadr-militsen efter USAs afrejse, hvis det er det, de ønsker. Eller også er det et simpelt regnestykke om, hvad man taber i forhold til hvad man vinder. Den er lidt svær at regne ud.
Speget. Vi venter og ser.
lørdag den 2. juni 2007
Italiensk
Mere om kontrolmanien. Pragtfuldt citat:
Hovedfilosofien er, at den offentligt ansatte - helt ned til manden på gulvet - skal dokumentere en effekt af sit arbejde. Det eneste sted, hvor den filosofi og det krav ikke gælder, er hos dem, der sætter alt dette i gang. De kan ikke dokumentere, at det har en positiv effekt.
Spørgsmålet er så hvorfor de gør det. Svaret er: Ideologi, ideologi, ideologi. Regeringen er økonomisk højreorienteret, og stoler simpelthen ikke på, at velfærdssamfundet kan køre godt. Det bliver misbrugt, går man ud fra, det kan ikke være anderledes. Det spøjse er, at mistanken er faldet på funktionærerne og ikke brugerne. Og at kontrollen mere går ud over sagsbehandleren i stedet for støttemodtagerne.
Men: Grunden til, at velfærdssamfundet kører så godt i Skandinavien er den tillid, der hersker mellem stat og folk. Længere sydpå er staten ikke din ven, den er din fjende. Den kommer kun i vejen, derfor er det nødvendigt at omgå loven for at få nogetsomhelst udført. Det kaldes også korruption. Som så fører til mere bureaukrati for at knægte korruptionen, som så igen fører til mere korruption. Det er den italienske dødsspiral.
VKO har ikke tillid til folket. Og det er en af de væsentligste grunde til at jeg vil stemme S ved næste valg. Dette land er bygget på tillid, det skal ikke hives fra hinanden.
Hovedfilosofien er, at den offentligt ansatte - helt ned til manden på gulvet - skal dokumentere en effekt af sit arbejde. Det eneste sted, hvor den filosofi og det krav ikke gælder, er hos dem, der sætter alt dette i gang. De kan ikke dokumentere, at det har en positiv effekt.
Spørgsmålet er så hvorfor de gør det. Svaret er: Ideologi, ideologi, ideologi. Regeringen er økonomisk højreorienteret, og stoler simpelthen ikke på, at velfærdssamfundet kan køre godt. Det bliver misbrugt, går man ud fra, det kan ikke være anderledes. Det spøjse er, at mistanken er faldet på funktionærerne og ikke brugerne. Og at kontrollen mere går ud over sagsbehandleren i stedet for støttemodtagerne.
Men: Grunden til, at velfærdssamfundet kører så godt i Skandinavien er den tillid, der hersker mellem stat og folk. Længere sydpå er staten ikke din ven, den er din fjende. Den kommer kun i vejen, derfor er det nødvendigt at omgå loven for at få nogetsomhelst udført. Det kaldes også korruption. Som så fører til mere bureaukrati for at knægte korruptionen, som så igen fører til mere korruption. Det er den italienske dødsspiral.
VKO har ikke tillid til folket. Og det er en af de væsentligste grunde til at jeg vil stemme S ved næste valg. Dette land er bygget på tillid, det skal ikke hives fra hinanden.
Virkeligheden har slagside
Kommentar til denne artikel.
Jeg sad nærmest og ventede på den. Det er stadigt almindeligt blandt danske højreorienterede at se Washington Post og NY Times som venstredrejede, 'liberale'. Her Kurrild-Klitgaard fra Punditokraterne:
Det er med til at give en skævhed i formidlingen af amerikansk politik, økonomi og kultur, mener Peter Kurrild-Klitgaard, der sammenligner situationen med, hvis Danmark blev dækket i udlandet af artikler i Politiken for at give indtryk af et skandaleramt land.
At sætte WaPo og NY Times i bås med Politiken må være giftig tale for Seidenfaden, hvis han da har fulgt med. Begge aviser har den samme todelte redaktion som Berlingske: En nyhedsredaktion, som følger begivenhederne neutralt, og en meningsredaktion, der ignorerer nyhedsredaktionen. Både WaPo og NY Times støtter stadig Irakkrigen, og gjorde det fra starten af. Specielt WaPo har været et organ for de neokonservative. De to har bl.a. Charles Krauthammer, David Broder, Robert Novak, Fred Hiatt, Howard Kurtz, Tom Friedman, George Will og Maureen Dowd til at skrive for sig, alle stadigt solide støtter af invasionen, og mange stadig af præsidenten. Det ville svare til, at Politiken havde Lars Hedegaard som fast skribent, eller Berlingske havde Carsten Jensen. Og han holdt ikke længe.
Det, Kurrild-Klitgaard lider af, og mange som ham, er relativisme. Han opfatter WaPo og NY Times som venstreorienterede, fordi de står til venstre for Wall Street Journal. Men siden hvornår er det konservativt at gå ind for tortur (forstærkede afhøringsmetoder), afskaffelsen af habeas korpus, at tolerere ulovlige aflytninger og et galopperende føderalt budget? Siden hvornår er det venstreorienteret at støtte en højrefløjspræsident og lange ud efter hans kritikere, og det under en ubegrundet aggressionskrig? Hvis begreberne 'højre' og 'venstre' nogensinde drejede sig om andet end deres positioner i forhold til hinanden - f.eks. principper - kan de ikke længere beskrive hvad der er sket i USA de sidste seks år.
Relativisten forlanger tosidet dækning af alt, det ligger i hans natur. Artiklen siger:
Fremstillingen af USA og amerikanerne er hverken nuanceret eller troværdig, og den har politisk slagside til venstre.
Virkeligheden har politisk slagside til venstre. I øjeblikket. Objektivitet er ikke det samme som upartiskhed. Det bør alle journalister skrive sig bag øret, og mediekritikere ligeså. Det er en sygdom blandt journalister at give lige meget tid og plads til begge sider af sagen, uanset hvad sagen er. En journalist skal finde frem til sandheden om det, hun skriver om, og interviews er kun et værktøj blandt mange. De andre er at opsøge og checke kendsgerninger, og at krydse udsagn med hinanden, for at udelukke det modstridende og nå frem til en holdbar konklusion, som en anden privatdetektiv.
Forestil dig, at man laver en artikel om Jordens form, og at halvdelen af artiklen gav plads til argumenter for, at Jorden er flad. Eller en dokumentar om jødeudryddelserne, hvor Holocaust-benægtere fik halvdelen af tiden. Eller at intelligent design blev sidestillet med evolution som forklaring på livets skabelse.
Nej. Ikke her, ikke i fornuftens land. De absurditeter, som republikanerne har stået for de sidste 10 år, burde få danske konservative til at løbe skrigende bort. Desværre har Europa ikke alverden med ryggrad, hverken mod diktatorer i øst og syd-øst, eller mod løbsk amerikansk hysteri.
Jeg sad nærmest og ventede på den. Det er stadigt almindeligt blandt danske højreorienterede at se Washington Post og NY Times som venstredrejede, 'liberale'. Her Kurrild-Klitgaard fra Punditokraterne:
Det er med til at give en skævhed i formidlingen af amerikansk politik, økonomi og kultur, mener Peter Kurrild-Klitgaard, der sammenligner situationen med, hvis Danmark blev dækket i udlandet af artikler i Politiken for at give indtryk af et skandaleramt land.
At sætte WaPo og NY Times i bås med Politiken må være giftig tale for Seidenfaden, hvis han da har fulgt med. Begge aviser har den samme todelte redaktion som Berlingske: En nyhedsredaktion, som følger begivenhederne neutralt, og en meningsredaktion, der ignorerer nyhedsredaktionen. Både WaPo og NY Times støtter stadig Irakkrigen, og gjorde det fra starten af. Specielt WaPo har været et organ for de neokonservative. De to har bl.a. Charles Krauthammer, David Broder, Robert Novak, Fred Hiatt, Howard Kurtz, Tom Friedman, George Will og Maureen Dowd til at skrive for sig, alle stadigt solide støtter af invasionen, og mange stadig af præsidenten. Det ville svare til, at Politiken havde Lars Hedegaard som fast skribent, eller Berlingske havde Carsten Jensen. Og han holdt ikke længe.
Det, Kurrild-Klitgaard lider af, og mange som ham, er relativisme. Han opfatter WaPo og NY Times som venstreorienterede, fordi de står til venstre for Wall Street Journal. Men siden hvornår er det konservativt at gå ind for tortur (forstærkede afhøringsmetoder), afskaffelsen af habeas korpus, at tolerere ulovlige aflytninger og et galopperende føderalt budget? Siden hvornår er det venstreorienteret at støtte en højrefløjspræsident og lange ud efter hans kritikere, og det under en ubegrundet aggressionskrig? Hvis begreberne 'højre' og 'venstre' nogensinde drejede sig om andet end deres positioner i forhold til hinanden - f.eks. principper - kan de ikke længere beskrive hvad der er sket i USA de sidste seks år.
Relativisten forlanger tosidet dækning af alt, det ligger i hans natur. Artiklen siger:
Fremstillingen af USA og amerikanerne er hverken nuanceret eller troværdig, og den har politisk slagside til venstre.
Virkeligheden har politisk slagside til venstre. I øjeblikket. Objektivitet er ikke det samme som upartiskhed. Det bør alle journalister skrive sig bag øret, og mediekritikere ligeså. Det er en sygdom blandt journalister at give lige meget tid og plads til begge sider af sagen, uanset hvad sagen er. En journalist skal finde frem til sandheden om det, hun skriver om, og interviews er kun et værktøj blandt mange. De andre er at opsøge og checke kendsgerninger, og at krydse udsagn med hinanden, for at udelukke det modstridende og nå frem til en holdbar konklusion, som en anden privatdetektiv.
Forestil dig, at man laver en artikel om Jordens form, og at halvdelen af artiklen gav plads til argumenter for, at Jorden er flad. Eller en dokumentar om jødeudryddelserne, hvor Holocaust-benægtere fik halvdelen af tiden. Eller at intelligent design blev sidestillet med evolution som forklaring på livets skabelse.
Nej. Ikke her, ikke i fornuftens land. De absurditeter, som republikanerne har stået for de sidste 10 år, burde få danske konservative til at løbe skrigende bort. Desværre har Europa ikke alverden med ryggrad, hverken mod diktatorer i øst og syd-øst, eller mod løbsk amerikansk hysteri.
Abonner på:
Opslag (Atom)