Trist

Kommentar til Hirsi Alis kronik i Berlingske i dag.

Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.

Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:

Hvis ikke vi forstår forskellen på islam og vesten, og hvis ikke vi gør modstand og vinder denne kamp om idéer for at bevare vores civiliserede samfund, så er der i mine øjne intet grundlag for hverken journalister eller debattører.

Og hvilken opposition! Temaerne et for et:

1. Islam er ét. Ingen forskelle. Ingen historisk udvikling. Ikke noget med sunni, shi'a, salafi, sufi, baha'i, druze, alawi, alevi, ibadhi, ahmaddiya, og mange andre. Kun ét, kun islam. Helt i tråd med tanken om islam som en verdensomspændende totalitær bevægelse. Ingen fornemmelse for hvordan Vesten, islam og kristendommen har udviklet sig gennem tiderne. Heller ingen sans eller samling på hendes argumentation. Man får aldrig et svar på de 'legitime spørgsmål', der fortjener 'seriøse svar'. Hun fortsætter bare med sit had.

2. Hun sætter lighedstegn mellem de muslimske landes tilstande og det, som islam er. På trods af, at de fleste muslimske lande siden deres uafhængighed har været regeret af sekulære diktatorer med hang til socialisme og frankofilt bureaukrati. Når der ikke er frihed i muslimske lande, siger hun, må det være på grund af islam. Når der ikke er ligestilling i muslimske lande, må det være på grund af islam. Når der ikke er abort, må det også være på grund af islam. Alt kan føres tilbage til islam. Der er intet andet. Ingen detaljer. Ingen økonomi. Ingen osmannisk og europæisk imperialisme og post-imperialisme, ingen forskelle indenfor Vesten heller. Intet Irland eller Polen, hvor abort er noget man får gjort i nabolande. Ingen fortid. Ingen hukommelse. Intet andet end islam.

3. Hun beskylder muslimer for passivt af bifalde jihadisternes vold ved ikke at protestere, og sammenligner med den vestlige befolknings protester mod Irakkrigen. På trods af at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til. Den psykologi kan bedst beskrives som en trykkoger, og tegneseriekrisen viste hvordan komplet ubetydelige ting kan udløse en eksplosion af frihedsfrustrationer. En slags sublimering.

Der er ikke rigtig nogen ledetråd i hele talen, ingen rigtig argumentation at tilbagevise. Kun påstanden, at islam er problemet, og derfor må den bekæmpes. Er du muslim, er du fjenden. For som hun siger, så er 'islam i sin nuværende form ... fjendtlig overfor alt vestligt.' Og vi er Vesten. Hun er jo også medlem af AEI, den fremmeste fortaler for aggressionskrigen mod Irak.

I stedet for at påvise hendes andre faktuelle fejl, vil jeg hellere tale om det muslimske bæltes problemer, som Hirsi Ali giver islam skylden for. Lav frihed, høj korruption, politisk umodenhed, elendige ledere, forkrøblende bureaukrati, råstoføkonomi eller intet. Hvorfor?

Det lader sig ikke forklare lige sådan. Jeg holder meget af teorien om linealgrænserne fra helvede. Efter 1. Verdenskrig blev det osmanniske rige opløst, og grænserne tegnet efter gud ved hvad. Det skabte, ligesom i Afrika, en masse loyalitetsløse nationer. Sådanne kan ikke fungere, for en nations effektivitet afhænger af, at befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord. Og ligesom i Afrika kunne de spæde nationer ikke styre sig selv. Uden politisk modenhed, stabilitet og solide institutioner var det som at skubbe fugleungerne ud af reden før tid.

En anden faktor er, at den økonomiske udvikling blev hæmmet af socialisme og frankofilt bureaukrati. Mange blev inspireret af kommunisternes (teoretiske) anti-kolonialisme, og socialistiske tendenser blev vævet ind i allerede alt for topstyrede planøkonomier. Denne arv skader regionen den dag i dag. Og i maghreb-regionen var Frankrigs bureaukratitosseri idealet, og er det stadig. Hvilket heller ikke er godt for økonomien.

En tredje faktor er Israel, der har været en ligtorn i den arabiske fod siden det blev skabt. Selv om jeg bevæger mig ud i amatørpsykologi nu, tror jeg, at Israel har blændet araberne. Besat af éns fiasko er man ude af stand til at fungere. Israel var det nederlag, som araberne ikke kunne slippe synet af. Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?

En fjerde faktor er USAs indtræden på Israels side efter 1967, som desværre har givet de arabiske lande afsmag for noget hårdt tiltrængt kapitalisme.

Og så er der Pakistan og Indien. Iran. Tyrkiet. Og længere nede Bangladesh, Indonesien, Malaysia. Alle med hver deres problemer.

Lang diskussion. Mange aspekter. Få løsninger.

Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.