The waiting game

En historisk vinkel på Iraks situation i dag.

Jeg har ikke alverden tilovers for idéen om 'rodfæstet had'. Før Irak brød sammen var sunnier gift med shi'aer, og går man tilbage til perioden før krigen mellem Iran og Irak var det bedre endnu. Men det betyder ikke, at tanken ikke kan tage rod hos folk. Hadet er virkeligt nok, og blodbadet skal nok komme.

Spekulationer: Iraks regering undrer mig stadig. Den er domineret af SCIRI (nu med det mere nationalistiske navn 'Øverste Islamiske Irakiske Råd', før 'Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak') og al-Dawa, begge shi'a-fraktioner med stærke forbindelser til Iran. Hvorfor beder den ikke USA om at rende og hoppe, som næsten alle irakiske arabere ønsker? Regeringen må nødvendigvis tro, at situationen i dag er til dens fordel, og ønsker at trække det så langt som muligt, før USA trækker sig ud. Det har ingenting at gøre med USAs indenrigspolitik, men alt at gøre med Iraks.

Men hvorfor? Er det de amerikanske patruljer, der udfører Irans arbejde mod sunnierne og Sadr-militsen? Er det den gratis træning og de lækre våben som 'hæren' og 'politiet' får? Er det pengene? Penge på en privat konto?

De to partier er sikkert klar over, at de taber lidt af den brede shi'a-befolknings sympati hver gang de beder USA om at blive. Moqtada samler den op. Muligvis satser de på Irans støtte i et opgør med Sadr-militsen efter USAs afrejse, hvis det er det, de ønsker. Eller også er det et simpelt regnestykke om, hvad man taber i forhold til hvad man vinder. Den er lidt svær at regne ud.

Speget. Vi venter og ser.