Ekstrem Romantik

Kommentar til optøjerne.

Sådan går det, når man romantiserer vold. Autoerne er lukket inde i en mental osteklokke, og tror på deres egne vrangforestillinger om, at de som de eneste slås mod den fascistiske politistats overmagt. De har dyrket tanken om revolution, som de gamle venstreradikale har opfostret deres børn med. Nu tror børnene, at deres forældre mente det bogstaveligt. Sådan går det.

Attac burde skifte navn til noget mere fredeligt, hvis de mente deres kritik alvorligt. Og hvis de forstod, hvordan sagerne hænger sammen. Forskellen ligger i ordene, i de ord folk siger og bruger. Hvis en organisation hedder noget med 'front', kan man være sikker på, at vold nogen gange er i orden. Dansk Front, Stormfront, Dyrenes Befrielsesfront, Islamisk Front. Så et trin ned til 'aktion'. Og videre ned af voldstrappen. Helt ned til Greenpeace. Så bliver det ikke meget bedre.

Begivenhederne siger også noget om, hvor skæv Politikens dækning af Ungdomshusets rydning var. Fotograferne var opsat på at finde eksempler på politibrutalitet, og delte gerne ud af deres billeder i så fald, men billeder, der identificerede voldelige autonome, fortjente ikke deres egen artikelserie. En kritisk holdning til politiet er nødvendig fordi de har voldsmonopolet, men i en situation, hvor monopolet i den grad er brudt, er det så forkert at gå efter politiet alene, som forkert kan være. Det var rigtigt, at politiet brokkede sig over dækningen, for den var inficeret af samme romantik, der bragte volden frem til at begynde med.

Gad vidst, hvor meget mere vold autoerne skal stå for, før journalisterne ser dem som de ekstremister, de er. Ekstremisten kendetegnes ved sin afhængighed af fjenden. Hans narcissisme næres ved tanken om hvor vigtig hans ensomme kamp mod denne er. Hvis der ikke er en fjende, finder han på en, for at sikre sin mentale overlevelse. For ham er der ingen tvivl om hvilken stor rolle han spiller i verden. For andre synes han at leve i en verden for sig. Han definerer sig ved sin opposition, og intet andet.

De autonomes fjender er fascismen og politistaten. Søren Krarups er kulturradikalismen, islam og ofte også den katolske kirke. USAs rabiate radioværter raser mod de 'liberale' og kalder dem terroristsympatisører og landsforrædere. Zawahiri ser sammensværgelser mod islam mellem kristne, zionister, hinduer og ateister. Det ville være patetisk, hvis sådanne mennesker ikke var så farlige, for deres ord kan skabe vold.

Opdatering: 2. link rettet.