Eksil

Blogosfæren fungerer som eksilet for de politiske synspunkter, der ikke når frem i de traditionelle medier. Derfor er den danske blogosfære domineret af liberale og islamhadere. Liberale, fordi Venstre ikke er liberalt længere, og nu slår sig op som velfærdssamfundets beskytter. Islamhadere, fordi Dansk Folkeparti stadigt ikke er kosher i medierne.

Danmark er dog for lille et land til at have en levende blogosfære. I USA har venstrefløjen fundet sit hjem på nettet, forvist som den har været fra landsdækkende TV og aviser. Den eneste virkeligt venstreorienterede der skriver på den 'liberale' Washington Post er Paul Krugman. Andre er Keith Olbermann på MSNBC og Jack Cafferty på CNN. De venstreorienterede 'netrødder' har, mere af nød end lyst, gjort sig selv til en magtfaktor i politik. De organiserer sig, samler penge ind, starter kampagner, etc. Alt, der hører med til at være politisk græsrodsaktivist.

Egyptens politiske bloggere er dem, som Mubaraks falmede brunskjorter ville kalde dissidenter. Der er mange unge, der får luft på nettet. Der er ægte journalistik. Broderskabet er der også. Alt det, der ikke hører hjemme i de statsovervågede aviser og TV-kanaler. Putinkritikere i Rusland. Sex i Indien. Demokratiforkæmpere i Kina.

Dynamikken er simpel. Derfor bliver det spændende at se om den fungerer begge veje. For indtil videre spiller internettet stadig anden violin til de traditionelle medier. Så længe statsledere ikke bliver konfronteret med hvad en populær blogger har sagt, på samme måde som de bliver konfronteret med avisledere og citater fra snakkehoveder på TV, er hierarkiet ikke ændret. Når en blogger optræder på TV eller interviewes i en avis, er det en stor ære. Når TV-personligheder beæres over at få lov at skrive gæsteindlæg på en populær blog, er himlen faldet ned, og Anti-Krist lige om hjørnet.

Det er tegnet. Og indtil da er blogosfæren kun en diaspora.