Høi og Krigen

Michael Kuttner svarer i dag på Poul Høis klumme fra sidste uge, En utvungen krig kan godt være en god krig. Jeg spurgte Høi nærmere, fordi den holdning i mine øjne er det glade vanvid. Så vidt jeg kunne forstå, er det ikke Høis personlige mening, men en betragtning af hvordan man ser på sagerne i USA. For hvis det var, ville jeg afskrive ham med det samme.

Kuttner bruger Europas historie som eksempel på det kaos, doktrinen ville medføre i dag, og som den medførte før i tiden. Men en anden pointe: Selvfølgelig er de to eksempler fra Høis artikel, den Mexikansk-Amerikanske Krig fra 1846-48 og den Spansk-Amerikanske Krig fra 1898, fra før den tid hvor krig var noget, der lagde kontinenter i grus. Nutidig krig er voldsomt ødelæggende. Men USA har ikke oplevet en ødelæggende krig på egen jord siden Revolutionskrigen, for over 200 år siden. Det kan være grunden til at man tager let på begrebet, derfor Krigen Mod Terror, Krigen Mod Stoffer, Krigen Mod Fattigdom, Krigen Mod Julen, og senest Krigen Mod Ulovlige Indvandrere.

I den første halvdel af det 20. århundrede blev over 50 millioner europæere dræbt i to store krige. To gange ødelagde Europa sig selv, og er siden da, af nød og af frygt, blevet moderationens tempel. Krig er ikke noget man tager let på her. Måske det kommer senere, nu hvor de sidste fra 2. Verdenskrig er ved at dø ud, og Europas hukommelse slettes.

Ken Burns, der lavede den lovpriste dokumentar om Borgerkrigen, har lavet en ny serie om 2. Verdenskrig, set fra de amerikanske soldaters synsvinkel. The War. Som han siger, så var 2. Verdenskrig ikke en god krig. Der er ingen gode krige. Men den var nødvendig. Og det gør hele forskellen.

Tilføjelse: Mere endnu. Man må også forstå, at den relative stabilitet, som verden har haft siden 2. Verdenskrig, har sin rod i angrebskrigens død. 2. Verdenskrig blev ikke kæmpet for demokrati - kommunisterne trak langt det største læs - men for national suverænitet. Det var særligt også pga. den industrialiserede krigs ødelæggelser; krig var blevet så ødelæggende, at det simpelthen måtte undgås for fremtiden. Det var også det princip, som FN blev grundlagt på, og det er kun gjort skade at FN sidenhen har fået impotente idiotier som Menneskerettighedsrådet og andre smækket på. Og derfor er Bush-doktrinen om "forebyggende angreb" og den neokonservative holdning (ideologi er for stort et ord til de bæster) om "angreb for demokrati" begge voldsomt destabiliserende for hele verden. Hvis princippet om aldrig at begive sig ud i aggressionskrig bliver afsværget af de mægtigste lande, kan mindre lande ikke længere vide sig sikre, og vil opruste så meget de orker, og søge atomvåben. Iran, f.eks. Andre vil opruste som svar. Saudi-Arabien, f.eks. Og så har vi Hobbes' mareridt.

Det var 2. Verdenskrigs lektie til verden. Må vi aldrig glemme den.