Jul, 1914

Dette forklarer dette. Det er til Iraks midlertidige fordel at USA har sluttet fred med visse sunni-oprørere, og at briterne har trukket sig ud af Basra. Så vidt jeg har fanget, er USA også holdt med at gå efter sadristerne i Sadr By. Efterhånden som kontrollen over de forskellige områder falder i hænderne på de fraktioner som de lokale rent faktisk er loyale mod - eller alternativt, frygter mest - bliver gruppeanarkiet erstattet af stammestrukturer, store og små. Uden en stærk besættelsesstyrke til at rode op i skidtet falder det på plads lidt efter lidt. Baghdad er også næsten erobret af shi'aerne, så Iraks største drabsmine er ved at være brugt op.

Men!

For det første tror jeg ikke Iraks Indenrigsministerium over en dørtærskel. Men fred med det.

For det andet, så er den sekteriske front hærdet de seneste måneder. Al-Sadr og al-Hakim har slået fred, sandsynligvis tilskyndet af både Iran og al-Sistani. Som Eric Martin også spekulerer, så er motivet at holde sammen mod en samlet og USA-støttet sunnifront. Det langsigtede mål er at etablere shi'aernes dominans i Irak, eller hvad der nu er tilbage når støvet har lagt sig. Som Marc Lynch også har skrevet om, så er sunnioprørernes mål nogenlunde de samme, i revers, men med større nationalistisk præg. Konflikten er således ikke nærmere nogen løsning, så længe irakerne insisterer på et samlet Irak.

Der er flere ridser i lakken endnu: Kirkuks status; kurderne vil have den for sig selv, turkmenere eller ej. Tyrkiet, selvfølgelig, og deres samarbejde med Iran mod PKK. Hvad AQIs position egentlig er i dette spil, og hvordan andre ser på dem. I det hele taget; at der er så mange uafgjorte konflikter.