At skulle diskutere Irak

Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt at diskutere Irakkrigen. Det burde høre fortiden til. Det er for mig - og andre - nærmest utroligt, at nogle mener projektet har været en succés. Der burde ikke være nogen diskussion om dette overhovedet, for resultaterne taler for sig selv. Hvis man mener at en invasion, der skabte 4,5 millioner flygtninge og internt fordrevne ud af en arabisk-irakisk befolkning på ca. 20 millioner, er en succés, kan jeg kun sige, at der er noget andet på færde end et fordomsfrit syn på verden.

Racisme, chauvinisme, ideologi.

At hævde Irakkrigens succés er at ringeagte de lidelser, som irakerne har gennemgået. Og det gør man kun, hvis man ringeagter irakerne. Og hvorfor ringeagte irakerne?

Fordi de er brune eller muslimske. Jeg kan ikke se nogen som helst anden forklaring.

Jo, én: Ideologi. I to versioner: Den første er, hvis man har investeret så meget af sig selv i projektet, at man ikke vil indse hvor galt, det er gået. Den anden er, hvis man mener at projektets endemål er så fantastisk, at der ikke er nogen ofre, der er for store.

At påstå at krigen mod Irak har været en succés, fordi volden langt om længe er faldet, er som at sige at Stalins femårsplaner var en succés, fordi de industrialiserede Sovjetunionen, og at dette mål var alle ofrene værd.

Der findes stadig kommunister. Men de sidder ikke på magten. De er ikke statsministre, præsidenter, udenrigspolitiske ordførere eller lederskribenter. Så Irak skal diskuteres.