Dette er Iraks regering

Al-Maliki:

Iraqi Prime Minister Nouri al-Maliki supports US presidential candidate Barack Obama's plan to withdraw US troops from Iraq within 16 months. When asked in and interview with SPIEGEL when he thinks US troops should leave Iraq, Maliki responded "as soon as possible, as far as we are concerned." He then continued: "US presidential candidate Barack Obama talks about 16 months. That, we think, would be the right timeframe for a withdrawal, with the possibility of slight changes."

Ok. Dette er et problem for krigstilhængerne, der vil blive i Irak til Jesu genkomst. Al-Malikis støtte til Obamas 16-måneders tidsramme for en tilbagetrækning afhænger af vurderingen af, hvordan Irak har det. Så Petraeus, republikanernes mand, er selvfølgelig i gang med at tisse på bålet.

Men: Enten er alt godt, eller også er det ikke. Lige nu ligger sadristerne lavt, på Moktadas ordre (nej, selvfede Danmark, det var sateme ikke på grund af vores soldatertræning. Wank extreme!). Sadristernes modstand mod regeringen er fundamentalt baseret på regeringens accept af USAs tilstedeværelse, så de brokker sig næppe over udviklingen. Nej, det virkelige problem er sunni-araberne (jeg går ud fra, at kurderne er blevet for gode venner med al-Maliki til at han sælger dem ud lige med det samme).

De sunni-arabiske irakere kæmper for deres overlevelse, og vil ikke på nogen måde ligge lavt. De har ryggen mod muren, og det var derfor Petraeus kunne købe dem for en slik. Der er tre muligheder mht. de sunni-arabiske irakere og regeringen:

1. Regeringen ønsker at inddrage dem i den politiske proces, og iværksætter straks en kovending mht. sunni-arabere i den irakiske hær og politiet. Så er alt godt, og der er ikke behov for en svær besættelsesstyrke.

2. Al-Maliki vil have USA ud, for at slå ned på Vækkelsesrådene, langsomt eller hurtigt. Det giver:

2a. Sunni-araberne provokeres til opstand endnu en gang, og borgerkrigen kører på. USAs militære tilstedeværelse er derfor politisk meningsløs, så længe Iraks regering ikke vil freden. Men USA kan ikke kuppe regeringen; det er politisk umuligt.

2b. Sunni-araberne bliver underlagt Baghdads næve uden de store problemer. Baghdad har således styr på hele landet (Kurdistan selvstyrende, selvfølgelig). Der er ikke brug for en svær besættelsesstyrke.

Win-win, eller loss-loss, det kommer vel an på perspektivet. De krigsglade af amerikanerne havde altid en permanent tilstedeværelse i sigte, hvorfra de kunne styre omegnen; en slet skjult imperialisme. Ergo den absurde samarbejdsaftale. Man kan derfor forvente en værre hylen og skrigen over al-Maliki. Men Afghanistan kalder, hvor eventyret fortsætter i et godt stykke tid endnu.