Symbolik

Vedr. Forsvarsforbeholdet: Jeg kan godt forstå argumentet om at det ikke er fedt for Danmark ikke at kunne fungere under EUs ledelse, når denne en sjælden gang overtager eller træder til i stedet for FN. Men flaskehalsen for Danmarks effektivitet i disse aktioner er altså antallet af soldater vi kan sende afsted, ikke antallet af organisationer, som vi kan sende soldaterne ud under. Og lige nu har vi brug for hver eneste rekrut til Afghanistan. Forsvaret er ved at slides i stykker. Vi har ikke nok soldater. Vi har knap nok materiel. Vi har ikke brug for at være med i flere krigsskabende/fredsbevarende operationer, vi kan simpelthen ikke magte mere, når kun en promille af alle våbenføre danske knægte gider sætte livet på spil i udlandet.

Det her drejer sig altså kun om at være med, og ikke nødvendigvis at gøre en forskel. Regeringen vil sidde med ved EUs bord, om det så kun er med symbolske bidrag. Således drejer debatten om Danmarks udenrigspolitik sig kun om symbolik. Men det er ikke til at høre på vores politikere: Fogh mener - vistnok alvorligt - at indsatsen i Afghanistan er som at slås mod nazister, hvilket han selv tihvertifald havde gjort, hvis han havde levet dengang under Scavenius - ikke som de radikale kujoner.

Og hvordan slås vi mod nazister? Med 500 soldater i Afghanistan. Femhundrede. Ud af en befolkning på fem millioner, hvoraf i hvert fald en halv million må være våbenføre. Jeg har ondt af fodtusserne dernede, fordi de ikke har antallet til at fastholde fremskridt over hele terrænet, og derfor er ude i et Sisyfos-arbejde. Det er dem, der skal bære Danmarks selvfedhed på skuldrene. Og vi vil ikke ofre en skid for dem.

For det, som redder Fogh herhjemme, er netop at han ikke ofrer meget mere end ord på vores vegne. Han har aldrig sat flere soldater ind end det, vi har vænnet os til under FNs flag. Han var ikke bleg for at trække styrken ud af Irak, da den blev en politisk hæmsko - kampen mod nazisterne skulle jo nødigt kræve ofre.

Bah.