God moral

Jeg holder meget af dette lille afsnit fra et indlæg af Søren Pind i JP:

Lad os starte med Iran. Dette et af verdens mest olieproducerende lande er i færd med at udvikle en atombombe. Ja, jeg siger det lige ud. Hvad er ellers forklaringen på landet - som Saddam Hussein gjorde det - spiller kispus med FN-systemet, og i strid med internationale aftaler arbejder videre med sit atomprogram?

Hvad var forklaringen på Saddam Husseins legen kispus med våbenkontrollørerne? Hans atomvåbenprogram og masseødelæggelsesvåben! Ligesom Iran!

Så lad mig gentage, til folk fatter det: Der er stadig ingen beviser for at Iran er i færd med at udvikle en atombombe. Men, som CIA sagde i 2002 om Irak:

The core of the administration's case for war was not just that Saddam was developing WMDs, but also that, unchecked, he might give them to terrorists to attack the United States. Remember smoking guns and mushroom clouds? Inconveniently, the CIA had determined just the opposite: Saddam would attack the United States only if he concluded a U.S. attack on him was unavoidable. He'd give WMD to Islamist terrorists only "as a last chance to exact revenge."

Mere tid og flere trusler skal nok give Iran en atombombe. Om Zimbabwe:

Lad os dernæst fremdrage Zimbabwe. I sidste uge udstilledes endnu engang, hvor moralsk fordærvet og forældet og uholdbart, FN-systemet har udviklet sig. To stater, den ene en kleptokratisk diktaturstat, den anden en autoritær demokratisk tvivlsom af slagsen, Kina og Rusland, nedlagde veto mod ganske beskedne sanktioner fra den øvrige verden rettet mod Mugabes absurde og ondsindede regime.

Her hørtes igen ekkoet af fortsat dialog. Fra det moralske tomrum, der her var kommet i godt selskab. Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.

På en eller anden måde er det dialogsøgende menneskers skyld at Kina og Rusland blokerede FN-sanktioner mod Zimbabwe. Men FN har heller ikke "udviklet" sig, suspekte vetoer har der altid været. Om Burma:

Efter naturkatastrofen tidligere i år nægtede regimet udenlandske hjælpearbejdere adgang. Nødhjælp kunne heller ikke komme ind, og i det omfang, det gjorde, lød svaret, at det skulle ompakkes, så det var med hilsen fra regimet.

Nogle kræfter talte for, at man simpelthen landsatte styrker og nødhjælp direkte uden om regimet. Atter lød det moralsk tomrums røst: Fortsat dialog.

Nej. De røster, der lød, var nødhjælpsorganisationerne, der mente en militær indgriben ville gøre situationen værre. Men de har også dårlig moral, er jeg sikker på.

Oven på alt dette tegner der sig efterhånden et klart billede. Et billede af at det moralske tomrum ikke eksisterer. At den holdning, om intet at gøre og bare fortsætte dialogen hver gang uagtet hvor forbryderisk, korrupt og krænkende et regime man har med at gøre, koster liv. Og den koster mange liv.

Statistiske undersøgelser af irakiske dødsfald siden invasionen peger på mellem 150.000 og over en million døde, samt 4,5 millioner flygtninge og internt fordrevne.

Nyd også denne:

I stedet er den vestlige verden truet af et islamistisk fanatisk sammenrend, der - godt understøttet af Kina - søger at tvinge den vestlige verden i knæ ved hjælp af terror, kaos og anarki.

Islamister er understøttet af Kina? Lille, fjollede jeg, der troede, Kina førte sin egen Terrorkrig mod det muslimske uighurfolk i Vestkina. Men jeg glæder mig til at se Pind dokumentere sine alarmerende påstande, for jeg har svært ved at tro, at han bare skrev dette uden videre. Det kunne ellers se ud til, at han har svært ved at adskille fjendebillederne, og blander dem sammen uden at tænke over det, og det ville jo være usømmeligt.

For folk som Pind er magtanvendelse et gode i sig selv. Det er simpelthen god moral at gribe til våben.





Er han ikke udenrigspolitisk ordfører for Venstre?