Ikke Clinten

Lidt mere til før. Af de to ærketyper enspændere falder McCain ned i den upålidelige kategori, fordi det er det, han er.

Simpelthen. Det er underligt, at han har det ry, han har: En hædersmand, principfast og uafhængig. Ikke til salg. Et ry, der blev bygget op på McCains skriftemål efter Keating Five, og siden ved hans opsætsighed efter nederlaget til Bush i 2000, hvor han en del gange stemte direkte imod partiet. Men det er fortid, og McCain har slugt alle kameler uden brok eller besvær, fordi han så gerne vil være præsident. Og til helvede med politisk integritet.

McCains venner i pressen har mere eller mindre bevidst dækket over hans mangler, men min udgave af valget er, at tiøren faldt for en god klat af vælgerne, da McCain farede rundt som en høne uden hoved i ugen, hvor administrationen skulle forhandle med kongressen om redningspakken til finanssektoren. Den svinske kampagne, de mange løgne, og, vigtigst af alt, valget af Palin, lagde grunden for denne fortolkning af McCain som et uansvarligt, ubetænksomt brushoved. Og det er det, han er. Så verden hænger stadig sammen.

Obama faldt på noget af det samme i sommers. Han arbejdede hårdt på at markedsføre sin vision om "ny politik", hvor politikere ikke længere spillede skuespil for vælgerne. Men næsten samme dag, han vandt primærvalget, tog han et ordentligt hak til højre, og kyssede AIPACs numse, stemte ja til FISA-loven, gik ind for dødsstraf til pædofile, og andet. Sådan noget gør politikere jo - men Obama gjorde det alt for tydeligt, decideret uprofessionelt. Det eroderede - ganske fortjent - hans formfuldendte image, og lagde fint op til McCains personangreb. Til gengæld skete alt dette før konventerne, så skaden var til at reparere.

Det er så min spekulationsversion.