Den europæiske historie om kreditkrakket ser ud til at bevæge sig i retning af, at det hele var USAs skyld. Her, for eksempel.
Vi stakkels europæere havde jo intet valg - vi kunne ikke gøre andet end at købe stort ind af de smækre, genindpakkede amerikanske boliglån. Vi kunne heller ikke lade være med at holde renten lav. Den Europæiske Centralbank var simpelthen nødt til at sætte sin toneangivende diskontorente ned til 2% fra 2003 til og med 2005. Nationalbankdirektørerne måtte følge trop - det giver sig selv. Vi kunne ikke se europæiske boligbobler - ingen kunne! En alt for risikabel belåningsrate på over et til tredive, hvis ikke et til treds, blev tvunget ned over europæiske banker og kapitalfonde, der modvilligt accepterede de tårnhøje afkast, mens amerikanerne på en eller anden måde holdt vores ellers utroligt ansvarlige politikere i skak med høj vækst og lav arbejdsløshed, og finanstilsynene blev banket ihjel i Bagramfængslet af CIA. At europæiske banker er gået under med lige så stor hast som de amerikanske kan kun skyldes, at de blev lokket i fordærv, inficeret vestfra.
Grådige kapitalister med høje hatte! Onde! Det næste bliver vel, at europæerne vil påstå ikke at kunne have gjort noget ved USAs sorte fængsler, eller at vi blev forledt af en nederdrægtig amerikansk administration ind i både Irak og Afghanistan. Vi kan ikke gøre for noget! Vi er europæere!
fredag den 3. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 kommentarer:
Send en kommentar