Is our children learning?

Nu hvor NATOs udenrigsministre lover Georgien guld og grønne skove, er denne kronik af britiske Anatol Lieven fra april værd at læse. Nøglecitat:

Leaving aside domestic political calculations in the United States, what this whole process reflects is the profound infantilism of many of the Western attitudes concerned. In the United States, the infantile illusion of omnipotence, whereby it doesn’t matter how many commitments the United States has made elsewhere—in the last resort, the United States can always do what it likes; in much of Western Europe, the infantile syndrome of dependence on the United States, nurtured by a profound desire not to have to think and act in an adult fashion concerning the needs and costs of European defense; and in Eastern Europe, an infantile obsession with historical grudges against Russia.

Hvortil man kunne tilføje Ruslands paranoia og sårede ego.

Men det er rigtigt: Vesteuropa har overladt udenrigspolitik til USA, og alle spørgsmål reduceres derfor til at dreje sig om at være for eller imod hvad det nu end er, amerikanerne finder på næste gang. NATO lover alt til alle, samtidig med den er i gang med at tabe en krig i Afghanistan, fordi medlemslandene ikke gider ofre det nødvendige. Økonomien er i mellemtiden på vej ned - særligt i USA, hvor højrefløjen har trukket hele det politiske spektrum i retning af lavere skatter og mere krig, med eksploderende gæld som det forudsigelige resultat. Alt imens har amøben EU ikke engang en fælles energipolitik, og udmanøvreres igen og igen af Rusland i kampen om rørledningerne.

Det er simpelthen til grin. Mest, fordi det er selvforskyldt. Via Billmon.