Death from above

En lillebid med Joe Klein:

JG: But most Israeli politicians, left and right now, seem to be believing that Iran does pose an existential threat to Israel's existence.

JK: That's because they fucked up the war in Lebanon. The lesson here is, don't let an Air Force guy run your military

Halutz. Og Rumsfeld. Rumsfeld omorganiserede den samlede amerikanske hær til at vinde krige med luftvåbnet og specialstyrker. Det gjorde samtidig hæren komplet uegnet til COIN. Det er bl.a. derfor der ryger et bryllupsselskab hver anden måned i Afghanistan. Det er lidt af en gammel nyhed, men ISAF slår flere civile afghanere ihjel end talebanerne. Dog langtfra kun Rumsfelds skyld; angreb fra luften kompenserer for mangel på infanteri. Ugodt.

$

Når det rapporteres at Vækkelsesrådene måske vil gå tilbage til AQI, hvis USA ikke betaler løn til tiden, bør det nævnes at AQI og visse andre irakiske jihadi-grupper også havde for vane at betale oprørere løn, gerne pr. angreb. Bonus til efterladte!

At skulle diskutere Irak

Jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt at diskutere Irakkrigen. Det burde høre fortiden til. Det er for mig - og andre - nærmest utroligt, at nogle mener projektet har været en succés. Der burde ikke være nogen diskussion om dette overhovedet, for resultaterne taler for sig selv. Hvis man mener at en invasion, der skabte 4,5 millioner flygtninge og internt fordrevne ud af en arabisk-irakisk befolkning på ca. 20 millioner, er en succés, kan jeg kun sige, at der er noget andet på færde end et fordomsfrit syn på verden.

Racisme, chauvinisme, ideologi.

At hævde Irakkrigens succés er at ringeagte de lidelser, som irakerne har gennemgået. Og det gør man kun, hvis man ringeagter irakerne. Og hvorfor ringeagte irakerne?

Fordi de er brune eller muslimske. Jeg kan ikke se nogen som helst anden forklaring.

Jo, én: Ideologi. I to versioner: Den første er, hvis man har investeret så meget af sig selv i projektet, at man ikke vil indse hvor galt, det er gået. Den anden er, hvis man mener at projektets endemål er så fantastisk, at der ikke er nogen ofre, der er for store.

At påstå at krigen mod Irak har været en succés, fordi volden langt om længe er faldet, er som at sige at Stalins femårsplaner var en succés, fordi de industrialiserede Sovjetunionen, og at dette mål var alle ofrene værd.

Der findes stadig kommunister. Men de sidder ikke på magten. De er ikke statsministre, præsidenter, udenrigspolitiske ordførere eller lederskribenter. Så Irak skal diskuteres.

Amerikanske tilstande

Selv om man er uenig med VKOs indvandringspolitik, så er det en dårlig idé at godte sig over, at EU-domstolen underkender et demokratisk flertal på temmeligt tvivlsomt grundlag. Det er principløst uden videre at acceptere en utilsigtet suverænitetsafgivelse, blot fordi dennes konsekvenser tilfældigvis stryger én med hårene. Næste gang kunne det jo være en af venstrefløjens mærkesager, det gik ud over.

Det er amerikanske tilstande, der er på vej; hvor domstolene har mere at sige i politik end parlamenterne. Og det er en af grundene til at valgdeltagelsen i USA er så lav, som den er. Igen: Jo mere magtesløst man gør det nære demokrati, jo mere korroderes selvkritikkens cirkel, og således bevæger vi os tilbage mod politisk apati, og derfra til autokrati. Ikke godt.

Alt er stadigt i demokratiets hænder: Vi kan altid melde os ud af EU. Men det burde ikke komme dertil. EU låser medlemslandene i "bestandige forhandlinger", og det er godt for freden, og særligt for EUs politiske styrke på det verdensøkonomiske område. En så god ting skulle nødigt splintres af dumme kendelser.

Supermusik

Berømt nummer. God tekst. Dette årti.

Basra Bollox

JPs leder i dag er noget hø. Den postulerer, at de danske Irakstyrkers tilknyttede tolke aldrig var i livsfare, og at det hele var en mediestorm pisket op af de røde lejesvende i DR. Det skulle Moayar Ahmed Khalaf bare vide. Men han blev slået ihjel, fordi han var tolk for briterne. Sådan kan det jo gå.

Kan JP huske, at den danske styrke var stationeret i Basra? Og ved JP, hvordan det er gået i Basra, siden danskerne tog hjem?

09.12.07:

Yderligtgående muslimske kræfter er ved at tage magten i byen Basra i det sydlige Irak - området, hvor Danmark havde tropper indtil august.

(...)

Udenrigsordfører Søren Pind (V) påpeger, at den irakiske regering bad de danske tropper om at vende hjem. Samtidig skoser han oppositionen for, at den krævede tilbagetrækning.

- Oppositionen påstod, at det ikke ville have nogen konsekvenser at trække tropperne hjem. De har et medansvar, mener han.

Kvindedrabene bedrøver tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). - Men det var ikke en opgave, som de danske soldater tog på sig at forhindre den slags. Til gengæld viser situationen, at når man sagde, at de irakiske styrker kunne overtage kontrollen, passede det ikke, siger Mogens Lykketoft.

25.03.08:

Der udbrød i dag hårde kampe i Basra i det sydlige Irak mellem den irakiske hær og medlemmer af Moqtada al-Sadrs milits, beretter øjenvidner.

(...)

Basra er Iraks næststørste by og en vigtig havn for udskibning af irakisk olie. Byen er skueplads for en indbyrdes strid mellem flere shiitiske grupper. Byen hærges desuden af kriminelle bander.

18.07.08:

Knap et år efter, at de danske soldater lukkede Camp Danevang i Basra for at tage hjem, er freden ved at vende tilbage til den krigshærgede by i det sydlige Irak. Situationen er nu så god, at Dansk Flygtningehjælp overvejer at vende tilbage med flere rådgivere, skriver Berlingske Tidende lørdag.

- Vi afventer, om situationen holder, og tager stilling efter sommerferien, oplyser chefen for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, Arne Vågen.

Oplysningerne om den nye fred får Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, til at lægge pres på regeringen for at få sat gang i hjemsendelserne af de omkring 500 afviste asylansøgere fra blandt andet Sydirak.

- Vi vil bruge oplysningerne til at presse yderligere på, for at alle irakerne bliver sendt hjem, siger Søren Espersen til avisen.

Kunne det tænkes, at de danske styrkers regeringstro tolke flygtede fra Basra, fordi den blev overtaget af regeringsfjendtlige militser, der så tolkene som landsforrædere? Og at tolkene nu kan vende tilbage, fordi byen er kommet på regeringens hænder igen? Når selv Søren Espersen kan se udviklingen...

Kirkuk

Da brune mennesker ikke tæller, forventer jeg flere erklæringer om Irakkrigens sejrrige udgang efter denne måned, hvor kun ni amerikanske soldater hidtil er slået ihjel.

I al alvorlighed: Den gamle analyse af Irakkrigens mange lag har stået distancen. Der var en borgerkrig mellem sunnier og shi'iter; den vandt shi'iterne, Baghdad er ved at blive helt og aldeles shi'itisk, og de sunni-arabiske og kristne irakere i Damaskus og Amman ser ikke ud til at have den store lyst til at vende hjem. Da denne krig langt om længe er ved at være forbi, falder volden. Dernæst er der intra-shi'a-krigen, som regeringspartierne (indtil videre) har vundet. De Sadr-tro politikere bliver lagt i lænker landet over, mere eller mindre permanent. Sadr-bevægelsen vender således tilbage til undergrundstilværelsen den førte under Saddam Hussein.

Det sidste alvorlige stridspunkt er Kirkuk. Alle er så nervøse for det, at ingen kan - vil - enes om en dato for den forfatningsgaranterede folkeafstemning om byens fremtidige tilhørsforhold. En af bombningerne i dag var i Kirkuk.

Magten konsolideres. Det er godt; det, der var før, var anarki, og anarki er det værste. Selv om medierne - ledt ved næsen af Det Hvide Hus - har skudt skylden for Basras elendighed på Mahdi-Hæren, så var Basras problem netop at der ikke var et magtmonopol. Det var kaos. Jeg kan ikke huske hvor, men i 2006 læste jeg om 166 forskellige militser. Den mest berygtede af de store var Thar'Allah, der betyder "Guds Hævn". Nabolagets skræk, i al fald. Mahdi-Hæren havde aldrig magten i byen, og var faktisk et fremmedelement.

Jeg ved ikke hvad der vil ske i Kirkuk; hvordan magtspillet forløses. Kurderne får den, men hvordan? Temmeligt meget afhænger af, om de nationalistiske sunni-arabere kan sluge endnu en kamel, her efter Baghdad. Og det var en stor én.

Og Kirkuks turkmenere, olien, og Tyrkiet. Kompliceret.

---

NYTimes:

General Taha denied that Turkmen — or anyone else — had subsequently attacked the Kurdish demonstrators, though he said security forces who arrived to secure the scene and take the wounded to the hospital had shot into the air to clear the route for ambulances and police cars.

He said the demonstrators had “burned Turkmen buildings and they burned many cars.”

Farouk Abdullah, a senior Turkmen politician, said offices belonging to every Turkmen political party in the city had been attacked following the bombing. Mr. Abdullah said the Kurdish rioters had destroyed a number of Turkmen buildings and that many Turkmen political officials inside had been injured.

Hvad mon Tyrkiets Erdogan og Gül tænker? En militæraktion, der kunne lette presset fra domstolene? Det må være fristende.

Vi har et problem

Et stort problem, ifølge Per Stig Møller:

Alt for mange formodede terrorister vandrer frie ud af retssalene, fordi man ikke kan bevise deres skyld.

Jeg har efterhånden ikke noget tilbage at sige.

Også dig, Jeg?

OECD, der gerne går rundt og foreslår Danmarks topskat fjernet, fordi den hæmmer arbejdslysten så grusomt, har lavet en undersøgelse:

Danskerne er en nation af slidere, der arbejder mere end nok nogensinde før.

Gennem de sidste ti år er arbejdstiden hos de beskæftigede steget med mere en fem procent, fordi flere har overarbejde, og interessen for at være på deltid er faldet på markant vis. Det svarer til, at en typisk dansker nu arbejder 75 timer eller to uger mere om året, end for ti år siden.

Dertil kommer, at hele 190.000 personer er kommet i arbejde, og samlet set ligger Danmark derfor nu helt i top blandt europæiske lande med en arbejdsiver, der overgår stort set alle andre lande.

Det viser en omfattende international undersøgelse fra den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, som LO har analyseret og opdateret med de sidste nye tal fra Danmark.

Ja, hvad skal man sige? De skandinaviske lande er lyslevende beviser på velfærdsstatens lyksagligheder, så enhver god markedsliberal må naturligvis understrege at der er tale om nogen ganske exceptionelle lande, der ophæver alle økonomiske naturlove ved deres kulturelle ensartethed. At det går så godt kan jo ikke være på grund af velfærdssamfundet: Det ved vi jo alle ikke fungerer i praksis, a priori, så det er der ingen grund til at diskutere.

Barsel

Lidt lokalt: Virksomhedsbetalt barselsorlov. Jeg ved ikke helt hvordan det kom i stand; om det var fagforeningerne, der fik det igennem. Men det har virket: Kvinder har i visse fag (f.eks. arkitekt) langt større arbejdsløshed end mænd.

Virksomhedsbetalt barselsorlov er dødens pølse for små geschæfter, der simpelthen ikke kan - eller gider - holde til den ekstra udgift. Så de foretrækker helt at lade være med at ansætte unge kvinder, der ikke endnu har fået de børn, som de vil have, hvilket hverken er godt for kvinders karriere eller fødselstallet.

Løsningen er selvfølgelig at lade staten dække barselsorloven. Hæv skatten eller find pengene, for det er i den grad i alles interesse at gøre arbejdsmarkedet børnevenligt.

Musik

Røg & tåget.

Man håbede på moderation

Jeg så noget af Obamas tale i Berlin, og jeg må sige at den svulstige retorik virker fuldstændigt malplaceret efter de seneste års katastrofer. Det eneste, jeg håber på, er en tilbagevenden til mere fornuftige tider. Det er sådan, jeg ser Obama: Som en forsigtig, yderst velovervejet politiker, der først og fremmest har øje for de fremskridt, der umiddelbart er mulige at opnå. En blanding af en diplomat og en dommer. Og det er lige hvad jeg ønsker mig.

Men nej, man kommer ikke ned på jorden, ingen ydmyghed, ingen frygt for nemesis. Dette er øjeblikket! Dette! Er! Øjeblikket! Hvor vi står sammen! Og sejrer! Huzzah!

Og temaerne er de samme, som jeg brokkede mig over for en trekvart år siden. Samme truende verden, terrorisme over alt, krigen må vindes, kamp til det sidste. Det er ikke bare valgkamp; han mener det. Men da jeg har en klippefast tro på politisk instinkt, vil jeg mene at Obamas instinkt stille og roligt vil trække USA i en mere moderat retning, på samme måde som Bush's trak verden gennem sølet, skønt han tilbage i 2000 førte valgkamp som den moderate republikaner.

Dengang var det mod McCain, der var den krigeriske. Det er han stadig; det er hans instinkt. Kryds fingre.

Fornuft

Det mest fornuftige, jeg har læst om Afghanistan i en tid:

We cannot 'pacify' [Afghans] without massacring all of them.

But we really don't need to. Let them grow their opium and make money the traditional way......hard work in an unhospitible environment.

Afghanistan is interesting, but hopeless. My impression when I was there was that it needed a good old fashioned Communist revolution to organize them.
But even that failed.

We don't want training camps there. All we have to do is pay them tribute and the Taliban will never return. The Warlords will make sure of that. And it won't be very expensive.

Netop, som en god, gammeldags stedfortræderkrig med Pakistan. Det sparer penge og virker sikkert bedre. Vestliggørelsen af Afghanistan har alligevel lange udsigter, så skidt. Og så kunne man måske også bestikke talebanerne samtidig.

Bah. Det hele er så åndssvagt alligevel.

Nation unbuilding

Dette er det samme sted i Afghanistan, med 40 års mellemrum:

Det er forholdene.

Via Registan.

Fup & Fakta

Jeg ved ikke rigtigt, men måske man bør blive lidt bekymret for en amerikansk præsidentkandidat, der konsekvent overvurderer sit eget militære vid. Måske den evindelige lovprisning af McCains soldatertjeneste er ved at stige ham til hovedet.

---

Det er efterhånden blevet sagt en del gange, men kan godt tåle flere gentagelser: De to største grunde til faldet i volden i Irak havde intet med Bølgen at gøre. Den ene udvikling var Vækkelsen, der begyndte før Bølgen, som Spencer Ackerman dokumenterer i linket ovenfor. Den anden var Moktada al-Sadrs våbenhvileerklæring efter intra-shi'a-stridigheder i Karbala, hvor amerikanske soldater heller ikke spillede nogen rolle.

Den sidste grund er den etniske rensning af Baghdad, hvor Bølgen spillede en rolle: De amerikanske soldater, der dengang lå i kamp med sunni-militserne i hovedstaden, satte sig hårdt på disses kvarterer, og afvæbnede eller drev militserne under jorden. De var således forsvarsløse mod shi'iternes dødspatruljer, og mange valgte at flygte til Damaskus. På dette tidspunkt var Vækkelsen ved at nå til Baghdad, og amerikanerne byggede mure omkring de resterende sunni-kvarterer for at holde dødspatruljerne ude.

Og det var den historie. I Der Spiegels famøse interview nævner statsminister al-Maliki overhovedet ikke Bølgen, når han begrunder faldet i volden:

SPIEGEL: In your opinion, which factor has contributed most to bringing calm to the situation in the country?

Maliki: There are many factors, but I see them in the following order. First, there is the political rapprochement we have managed to achieve in central Iraq. This has enabled us, above all, to pull the plug on al-Qaida. Second, there is the progress being made by our security forces. Third, there is the deep sense of abhorrence with which the population has reacted to the atrocities of al-Qaida and the militias. Finally, of course, there is the economic recovery.

I hvert fald: Det er ikke så fedt, når verdens mægtigste nation ikke bevæger sig i virkeligheden. Jeg har det lidt med McCain og Obama, som jeg havde det med Ahmadinejad og Rafsanjani (uden anden sammenligning i øvrigt - andre ting på spil): Den tossede vil måske ødelægge systemet og dets iboende vrangforestillinger ved sin uduelighed, mens den fornuftige vil redde den, og således være en buffer mod virkeligheden.

Jeg ved ikke rigtigt, fordi jeg savner det gamle USA, og jeg er ikke i tvivl om det gode, en god præsident kan gøre. Men vrangforestillingerne sidder efterhånden så solidt fast, at USA bliver nødt til at løbe panden mod en mur for at få banket dem ud af hovedet.

---

Var der i øvrigt nogen, der lagde mærke til dette fra Poul Høis hånd?:

2003-invasionen i Irak kan meget vel have haft alle de rigtige hensigter, det er svært at gøre sig til talsmand for, at det var en dårlig idé at vælte Saddam og give irakerne deres frihed, men den affødte turbulens var ikke – i Obamas øjne – ulejligheden værd, og derfor vil han også have de amerikanske soldater hjem i løbet af 16 måneder, og han vil også have NATO og andre amerikanske allierede til at bidrage meget mere i Afghanistan.

Ulejligheden værd? Jeg ved ikke, hvor stor ulejlighed Irakkrigen har været Høi, men den har været en gevaldig ulejlighed for irakerne. Køn lille artikel, der maler Obama som kyniker, Kissingers genkomst. Pis mig i øret, Høi.

God moral

Jeg holder meget af dette lille afsnit fra et indlæg af Søren Pind i JP:

Lad os starte med Iran. Dette et af verdens mest olieproducerende lande er i færd med at udvikle en atombombe. Ja, jeg siger det lige ud. Hvad er ellers forklaringen på landet - som Saddam Hussein gjorde det - spiller kispus med FN-systemet, og i strid med internationale aftaler arbejder videre med sit atomprogram?

Hvad var forklaringen på Saddam Husseins legen kispus med våbenkontrollørerne? Hans atomvåbenprogram og masseødelæggelsesvåben! Ligesom Iran!

Så lad mig gentage, til folk fatter det: Der er stadig ingen beviser for at Iran er i færd med at udvikle en atombombe. Men, som CIA sagde i 2002 om Irak:

The core of the administration's case for war was not just that Saddam was developing WMDs, but also that, unchecked, he might give them to terrorists to attack the United States. Remember smoking guns and mushroom clouds? Inconveniently, the CIA had determined just the opposite: Saddam would attack the United States only if he concluded a U.S. attack on him was unavoidable. He'd give WMD to Islamist terrorists only "as a last chance to exact revenge."

Mere tid og flere trusler skal nok give Iran en atombombe. Om Zimbabwe:

Lad os dernæst fremdrage Zimbabwe. I sidste uge udstilledes endnu engang, hvor moralsk fordærvet og forældet og uholdbart, FN-systemet har udviklet sig. To stater, den ene en kleptokratisk diktaturstat, den anden en autoritær demokratisk tvivlsom af slagsen, Kina og Rusland, nedlagde veto mod ganske beskedne sanktioner fra den øvrige verden rettet mod Mugabes absurde og ondsindede regime.

Her hørtes igen ekkoet af fortsat dialog. Fra det moralske tomrum, der her var kommet i godt selskab. Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.

På en eller anden måde er det dialogsøgende menneskers skyld at Kina og Rusland blokerede FN-sanktioner mod Zimbabwe. Men FN har heller ikke "udviklet" sig, suspekte vetoer har der altid været. Om Burma:

Efter naturkatastrofen tidligere i år nægtede regimet udenlandske hjælpearbejdere adgang. Nødhjælp kunne heller ikke komme ind, og i det omfang, det gjorde, lød svaret, at det skulle ompakkes, så det var med hilsen fra regimet.

Nogle kræfter talte for, at man simpelthen landsatte styrker og nødhjælp direkte uden om regimet. Atter lød det moralsk tomrums røst: Fortsat dialog.

Nej. De røster, der lød, var nødhjælpsorganisationerne, der mente en militær indgriben ville gøre situationen værre. Men de har også dårlig moral, er jeg sikker på.

Oven på alt dette tegner der sig efterhånden et klart billede. Et billede af at det moralske tomrum ikke eksisterer. At den holdning, om intet at gøre og bare fortsætte dialogen hver gang uagtet hvor forbryderisk, korrupt og krænkende et regime man har med at gøre, koster liv. Og den koster mange liv.

Statistiske undersøgelser af irakiske dødsfald siden invasionen peger på mellem 150.000 og over en million døde, samt 4,5 millioner flygtninge og internt fordrevne.

Nyd også denne:

I stedet er den vestlige verden truet af et islamistisk fanatisk sammenrend, der - godt understøttet af Kina - søger at tvinge den vestlige verden i knæ ved hjælp af terror, kaos og anarki.

Islamister er understøttet af Kina? Lille, fjollede jeg, der troede, Kina førte sin egen Terrorkrig mod det muslimske uighurfolk i Vestkina. Men jeg glæder mig til at se Pind dokumentere sine alarmerende påstande, for jeg har svært ved at tro, at han bare skrev dette uden videre. Det kunne ellers se ud til, at han har svært ved at adskille fjendebillederne, og blander dem sammen uden at tænke over det, og det ville jo være usømmeligt.

For folk som Pind er magtanvendelse et gode i sig selv. Det er simpelthen god moral at gribe til våben.





Er han ikke udenrigspolitisk ordfører for Venstre?

Down, boy!

Simpelthen gyldent:

But a senior military official in Iraq said top American commanders expressed surprise and confusion over Mr. Maliki’s published remarks. The official added, however, that no American officers spoke to the Iraqi prime minister or any of his top aides about them.

“This isn’t the first time this has happened with the prime minister,” said the senior military official, noting that Mr. Maliki or his top aides have had to issue clarifications previously of comments that Iraqi or foreign journalists have reported the prime minister said. “All of us were going, ‘What? What did he say, why did he say it and was it accurate?’ ”

Slem statsminister! Slem! Og det er ikke første gang! Hvorfor vil du ikke bare lystre?!

Kortere Groft Sagt 20/7/2008

Lars Hedegaard: Hvem er bange for CO2?

Hvis venstrefløjen skulle vælge mellem en CO2-fri økonomi og islamiseringen af Vesten, ville de nok vælge det sidste.

Egon Balsby: Modige Morten

Morten Østergaard lyver, når han siger, at han vil prioritere de svage frem for middelklassen. Det ved jeg bare.

Ditlev Tamm: Ånden fra Scavenius

Der er intet odiøst i, at Fogh sammenligner Vestager med dem, der samarbejdede med nazister. Tværtimod viser det, at han er en dygtig politiker.

Desværre ikke online.

Ideologi er stadig noget bras

Lille tanke. Blandt venstreorienterede tænkere er det mondænt at forudsige kapitalismens sammenbrud hvert andet år. Spejlsiden er de højreorienterede økonomer og tænketanke, der lever i en verden, hvor bobler og karteller ikke findes, og markedet altid er på vej opad. Jeg siger ikke dette for at tisse på økonomernes profession, det overlader jeg til recessionen.

Det er i det hele taget ikke så godt at studier i økonomi er så ideologisk præget i en bestemt retning.

Dette er Iraks regering

Al-Maliki:

Iraqi Prime Minister Nouri al-Maliki supports US presidential candidate Barack Obama's plan to withdraw US troops from Iraq within 16 months. When asked in and interview with SPIEGEL when he thinks US troops should leave Iraq, Maliki responded "as soon as possible, as far as we are concerned." He then continued: "US presidential candidate Barack Obama talks about 16 months. That, we think, would be the right timeframe for a withdrawal, with the possibility of slight changes."

Ok. Dette er et problem for krigstilhængerne, der vil blive i Irak til Jesu genkomst. Al-Malikis støtte til Obamas 16-måneders tidsramme for en tilbagetrækning afhænger af vurderingen af, hvordan Irak har det. Så Petraeus, republikanernes mand, er selvfølgelig i gang med at tisse på bålet.

Men: Enten er alt godt, eller også er det ikke. Lige nu ligger sadristerne lavt, på Moktadas ordre (nej, selvfede Danmark, det var sateme ikke på grund af vores soldatertræning. Wank extreme!). Sadristernes modstand mod regeringen er fundamentalt baseret på regeringens accept af USAs tilstedeværelse, så de brokker sig næppe over udviklingen. Nej, det virkelige problem er sunni-araberne (jeg går ud fra, at kurderne er blevet for gode venner med al-Maliki til at han sælger dem ud lige med det samme).

De sunni-arabiske irakere kæmper for deres overlevelse, og vil ikke på nogen måde ligge lavt. De har ryggen mod muren, og det var derfor Petraeus kunne købe dem for en slik. Der er tre muligheder mht. de sunni-arabiske irakere og regeringen:

1. Regeringen ønsker at inddrage dem i den politiske proces, og iværksætter straks en kovending mht. sunni-arabere i den irakiske hær og politiet. Så er alt godt, og der er ikke behov for en svær besættelsesstyrke.

2. Al-Maliki vil have USA ud, for at slå ned på Vækkelsesrådene, langsomt eller hurtigt. Det giver:

2a. Sunni-araberne provokeres til opstand endnu en gang, og borgerkrigen kører på. USAs militære tilstedeværelse er derfor politisk meningsløs, så længe Iraks regering ikke vil freden. Men USA kan ikke kuppe regeringen; det er politisk umuligt.

2b. Sunni-araberne bliver underlagt Baghdads næve uden de store problemer. Baghdad har således styr på hele landet (Kurdistan selvstyrende, selvfølgelig). Der er ikke brug for en svær besættelsesstyrke.

Win-win, eller loss-loss, det kommer vel an på perspektivet. De krigsglade af amerikanerne havde altid en permanent tilstedeværelse i sigte, hvorfra de kunne styre omegnen; en slet skjult imperialisme. Ergo den absurde samarbejdsaftale. Man kan derfor forvente en værre hylen og skrigen over al-Maliki. Men Afghanistan kalder, hvor eventyret fortsætter i et godt stykke tid endnu.

"In times of universal deceit"

Jakob Brøchner Madsen er en "kontroversiel" professor. En lille artikel fra Politikens Tjek er fyldt med kontroversielle koncepter som:

Pessimismen skyldes, at der er bygget for mange boliger, mens efterspørgslen falder.

Lavere levestandard i vente

Boligpriserne påvirker resten af økonomien

Men hvad er dette?

I boligbranchen lever man af at være optimistisk.

Efterfulgt af en optimistisk udtalelse af en økonom fra Nykredit! Indikerer Tjek en mulig interessekonflikt? Har realkreditselskaber en interesse i ikke at være objektiv mht. deres eget skide marked?

Well, knock me down with a feather. I det mindste kan vi være glade for, at Brøchner plejer at tage fejl i sine forudsigelser. Ja. Lad os se hvad han har sagt:

Professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet Jakob Brøchner Madsen mener, at de store ubalancer i USA's økonomi med store underskud på betalingsbalance og statsbudget samt de kraftige fald i aktiekurserne og amerikanere, der har levet på kredit, vil bane vejen for en langvarig lavkonjunktur, der ville smitte af på resten af verden.

"Det er kun et spørgsmål om tid, før husboblen i Storbritannien brister, og det samme, tror jeg, også vil ske i USA," siger Jakob Brøchner Madsen.

Jacob Brøchner Madsen mener, at huspriserne i de kommende tre til fem år vil falde. Ikke voldsomt, mere end inflationen, for huspriserne er urealistisk høje i 2003 ifølge Jacob Brøchner Madsen.

Ifølge Jakob Brøchner Madsen ligger prisen i øjeblikket på brugte huse i Danmark ca. 30 procent eller lidt mere over prisen på nybyggeri. Så ifølge professoren har vi har en prisboble.

Tossesnak!

---

Lad os i øvrigt ikke glemme at Danmark, som et lille land med stor eksport, er ganske afhængig af den store verden. Så selv om vi har styr på finanserne og orden i regnskaberne, så hjælper det os ikke alverden, hvis vores eksportmarkeder går ned af bakke.

I eget spind

Der rapporteres om et diplomatisk tøbrud mellem USA og Iran. Måske, måske ikke (men det bliver sjovt at se hvordan Berlingskes lederskribenter skærer den). Nadezhda fra American Footprints spekulerer på, om den amerikanske administration langt om længe er ved at tage Pakistan alvorligt:

I think the White House has finally become seriously spooked about Pakistan. When Benazir was assassinated, they lost Plan A and there never was a Plan B. They've been treading water while watching things go from bad to worse in both Pakistan's domestic political chaos and in the border areas with Afghanistan.

Hvilket også giver mening, når der rent faktisk ikke er nogen beviser for et iransk atomvåbenprogram eller samarbejde med al-Qaeda, i modsætning til Pakistan. Iran blev syndebukken for USAs trængsler i Irak - sandsynligvis efter pres fra de arabiske regeringer, der ikke kunne fatte at USA fjernede den (for andre lande) harmløse Saddam Hussein, og dermed bolværket mod perserne - og alt fulgte derfra. Løgn hele vejen.

Høi opsummerer:

De eksploderende oliepriser har bragt den vestlige økonomi på bristepunktet, og en konfrontation med Iran kan ikke blot lukke for den iranske olie, men også for al den olie, der går ud af Hormuz-strædet. Det vil få økonomien til at gå i sort.

Bush-regeringen håber at få hånd om sikkerheden i Irak i løbet af det kommende år, og den vil have iranerne til at forholde sig i ro. »Se på et kort. Se hvor nemt iranerne f.eks. kan true trafikken mellem Kuwait og Bagdad,« siger tidligere general Daniel Christman til Kiplinger.

Hvortil Nadezhda tilføjer det vestlige Afghanistan og Pakistan, der begge deler grænse med Iran.

Men hvorfor skulle Iran give USA noget som helst? Har de sidste par års irrationelle sabelraslen fra USA ikke overbevist iranerne om, at de bliver nødt til at få atomvåben for at forsvare sig? Og, givet USAs penible situation fra Irak til Afghanistan, så fint opsummeret ovenfor, hvorfor skulle Iran give USA nogen indrømmelser overhovedet?

Iran har krammet på USA. De har krammet på USA, som de aldrig har haft det før. Og det er ene og alene USAs egen skyld. USA har gjort sig sårbar. USA er imponerende afhængig af et uland, der ledes af en morderisk, intolerant og korrupt magtelite; hvis økonomi er planlagt i stykker; hvis ungdom flygter; og hvis revolutionsbudskab forlængst er falmet.

Jeg leder efter en sammenligning fra kunsten. Måske jeg finder en senere.

Politistatsfilosoffen

Sørlander om Højesterets kendelse om tuneserne:

Når sagen om udvisningen af de to tunesere har sikkerhedspolitiske konsekvenser, så betyder det, at den instans, som vurderer bevisernes stilling, og som afgør udvisningen, tager en sikkerhedspolitisk beslutning.

Nej. Det, afgørelsen går ud på, er at domstolene netop skal finde ud af, er, om der er "sikkerhedspolitiske konsekvenser" på spil ved en sådan varetægtsfængsling - ved at finde ud af om de anklagede rent faktisk har begået den forbrydelse, de er anklaget for, og at varetægtsfængslingen derfor er berettiget. Det skal der så føres beviser for, hvilket foregår ved "ren" jura.

Der er flere, som har argumenteret for, at man fuldstændig svigter retsstaten, hvis man ikke giver terrorsigtede udlændinge ganske samme retssikkerhed som danske statsborgere. Men heroverfor kan man med lige så stor ret hævde, at man fuldstændig svigter demokratiet, hvis man overlader det til jurister at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Hvis det ene er en fare for retssikkerheden, så er det andet en fare for demokratiet.

Vås. Afgørelsen er truffet i henhold til Udlændingeloven og Grundloven, som henholdsvis en majoritet og en supermajoritet kunne omstøde. Så det er ganske demokratisk. Videre skriver han:

Det har været næsten umuligt at diskutere [indvandringspolitik] seriøst, fordi man altid stod med truslen om, at en stramning ville blive dømt ude af Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. I lang tid blev ethvert forsøg på at diskutere sagen substantielt og under hensyntagen til indvandringens realistiske sociale konsekvenser trumfet med en henvisning til, hvad Menneskeretsdomstolen ville dømme. Man undertrykte den åbne diskussion og den frie demokratiske afgørelse og underkastede sig i stedet et juridisk hegemoni.

Så er det op til politikerne at sige til domstolene, at Europarådets menneskerettighedskonventioner ikke betyder noget. Jeg vil skyde på de gør sådan i Rusland. Der er heller intet juridisk til hinder for at Danmark træder ud af Europarådet, hvis det skulle blive nødvendigt for demokratiets skyld. Vi må minde os selv om, at danskerne faktisk har fuld demokratisk kontrol med Danmark. Det her kan vi:

Træde ud af EU.
Træde ud af Europarådet.
Gøre alle euforiserende stoffer lovlige.
Få atomkraft.
Gå i krig med Sverige.
Osv.

Med mindre jeg tager grusomt fejl, så kræver ingen af disse forslag mere end et simpelt flertal i Folketinget. Alligevel er de alle politisk utænkelige. Men det er ikke domstolenes skyld at danskerne stemmer på politikere, der ikke tør bryde tabuerne. Det er danskernes. Så Sørlander burde droppe sit korstog mod retsstaten, og i stedet pege fingre af vores internalisering af det, vi opfatter som politisk umuligt.

X

Sarkozy beder Irland om at stemme korrekt, i stedet for nej. De irske politikere bliver sure.

Gør det traktaten mere sandsynlig? Jeg vil gætte nej. Sarkozys opfattelse af "effektivitet" er at tromle sager igennem, når de møder modstand. Han gør det helt forkert: Man skal smugle det ind ad bagdøren, i stedet for at slå fordøren ned.

Der spekuleres om undtagelser:

A key question is what text Mr Sarkozy wants the Irish to vote on – the treaty as it is, or with appended declarations to calm Irish fears.

“We don’t yet have the information we need from the Irish authorities, who at the same time want to take their time, see how serious things are and know they have to hurry a little,” said the adviser at the Élysée. “Should people be asked to re-vote on the same text, or should there be certain statements about things like neutrality, the commission, abortion . . . It’s too soon to say.”

Interessant mekanisme: Hvis man stemmer nej, vil man senere kunne forhandle sig til en individualiseret traktat, der har større chance for at gå igennem. Hvorfor ikke gøre sådan fra starten?

Halv Nixon

Nixon lovede USA at afslutte krigen i Vietnam, hvorefter han eskalerede den. Obama vil ikke eskalere Irakkrigen, men afslutte den vil han kun halvt. Bush/Cheneys arv til den næste administration er nemlig en situation, der er typisk imperialistisk i sin konstruktion, og som derfor ikke kan afvikles uden blodsudgydelser. Men den kan heller ikke fortsætte uden.

Iraks regering består pt. af de to shi'a-arabiske partier al-Da'wa ("Kaldet" - underforstået til islam), og Iraks Øverste Islamiske Råd, samt den kurdiske blok. Al-Da'wa og Rådet har ikke folkelig støtte blandt de shi'a-arabiske irakere, men har militæret og bureaukratiet i ryggen, der begge holdes oppe af USAs pengetilførsler. Kurderne har udfyldt rollen som gurkaer for amerikanerne, og kun deres arbejdsgivere holder af dem.

Hvis USA trækker sig ud - lad os hypotetisk sige på et øjeblik - vil regeringspartiernes manglende støtte og kurdernes svage geostrategiske situation afvikles i blod. Kurderne har mest at tabe, hvorfor Hoshiar Zebari, Iraks kurdiske udenrigsminister, og Jalal Talabani, Iraks kurdiske præsident, bruger det meste af deres tid på at massere Obama, i tandem med Petraeus og Odierno, til at overveje tilbagetrækning en ekstra gang. Der er ganske meget på spil.

Men: Jeg vil tro, at den stadigt dårligere situation i Afghanistan vil føre USAs hånd. Selv nu er der tegn på, at Bush/Cheney overvejer at trække soldater ud af Irak for at sende dem til Afghanistan, hvilket i lang tid også har været Obamas plan. De fallerede forhandlinger om samarbejdsaftalen synes også at pege i denne retning. Men hvor antallet af amerikanske soldater er ganske begrænset, så vil der altid være rigeligt med dollars at smide i grams.

Jeg tror derfor, at USA vil dække sit tilbagetog med penge. Støtten til den irakiske stat vil fortsætte som nu, men helt uden tilsyn, som med Egypten og Pakistan. Med forbehold for rivaliseren mellem den efterhånden temmeligt egenrådige al-Maliki og Irans stedfortræder, Iraks Øverste Islamiske Råd, så vil regeringsaksen kunne fortsætte som nu. I lighed med de sidste par år i Vietnam vil USA endda kunne blive ved med at støtte regeringstropperne fra luften, da det ikke er kampfly, der mangler.

Og det er så problemet. Man vil støtte en upopulær regering, der bruger jernnæven for at holde sig ved magten. Ingen fordele at se her, kun en art moralsk aflad. Og når USAs tilstedeværelse svækkes, så vil Petraeus' mure mellem de stridende svækkes tilmed. Som når kongen skranter, og prinserne konspirerer mod hinanden.

Der er ingen tegn på reel forsoning mellem regeringspartierne, Vækkelsesrådene og sadristerne. USAs situation er, som man siger på engelsk, at holde tigeren ved ørerne: Man kan ikke give slip, men kan heller ikke blive ved for evigt. For det eneste alternativ til gradvis afvikling af besættelsen er besættelsen.

I al fald: Hvis McCain bliver valgt - og det kan godt ske - så vil jeg tro en krig med Iran uundgåelig. Ikke fordi nogle af parterne ønsker det, men fordi den ophedede situation ikke kan blive ved i en uendelighed uden et uheld, en gnist, der antænder krudttønden. Så vil situationen komme i balance af sig selv, som efter et jordskælv.

ALPHA SNAFU FOXTROT

En tanke jeg tænkte. Al-Maliki ser ud til at mene det alvorligt, når han beder om en afgangsdato for de amerikanske styrker. Andetsteds fortæller Marc Lynch om regeringsaksens planer for at opløse Vækkelsesrådene - kun rygter - på samme vis som med sadristerne. Men Vækkelsesrådene er under amerikansk beskyttelse, og USA vil næppe tillade en regeringsoffensiv mod sunni-trekanten.

Så løsningen er at få USA ud.

Nå. Den irakiske hær er vist ved at give sig i lag med Diyala-provinsen, hvor de vil møde ægte modstand (her er noget af den). Vi får se om "irakernes nyfundne selvtillid" står distancen.

Gå hjem og vug

Moktada al-Sadr er en sjov én. Her er The Independents uundværlige Patrick Cockburn om Mahdi-Hærens tilbagetog sidste måned:

All over Baghdad and southern Iraq, supporters of Muqtada al-Sadr, the anti-American Shia cleric, are harassed, on the run or in jail. The black-shirted gunmen of his Mehdi Army militia no longer rule in Shia parts of Baghdad, Basra and Amara where once their control was total.

A great survivor of Iraqi politics, Mr Sadr is living in the Iranian holy city of Qom, where he is studying to elevate his position within the Shia religious hierarchy. It was from there, to the dismay of many followers, that he ordered his Mehdi Army fighters to go home and allow the Iraqi army to penetrate their strongholds.

"Muqtada has acute political instincts but he is a terrible organiser," said an Iraqi secular politician who knows him well. "He is a complete anarchist," he added, with a laugh. "But the government is not going to succeed in destroying his movement, though his prestige has been damaged."

Det forklarer jo en del: Hvorfor sadristerne nærmest ensidigt nedlagde våbnene efter våbenhvilerne kom i stand, og hvorfor de trak sig væk fra gaderne efter at have kæmpet sig til stilstand i både Basra og Sadr By. Men hvorfor de blot finder sig i at blive røvpulet af regeringsstyrkerne nu; jeg fatter det ikke.

Igen er Irak et mørke for udenforstående. Krigsnørden Gary Brecher spekulerer at Moktada er i færd med at professionalisere sin guerillastyrke. Måske har han valgt at springe lokalvalgene over, for at fokusere på amerikanerne i stedet. Men måske han også bare sidder i Qom og læser, lykkeligt ligeglad med hjemstavnen. Underligt er det i hvert fald. Libanesiske Hizbollah skyder heller ikke på andre libanesere, men de lagde sig ikke på ryggen, da den libanesiske regering for nyligt forsøgte at hive Hizbollahs eget telefonnet op med rode.

Tungmusik

Fyr den løs.

Suverænitetsafgivelse

Politiken:

Rusland sender mindre olie til Tjekkiet

(...)

Nedgangen i olieforsyningen fra Rusland kom kort efter, at den tjekkiske regering underskrev en aftale om et missilforsvar med USA.

Dette burde være på forsiden. Igen er det den spøjse mekanik, hvor Ruslands brug af sit energivåben provokerer en bevægelse mod uafhængighed af Ruslands olie og gas, der sløver selvsamme våben. Men kun, hvis pressen gør opmærksom på skidtet. Kom så i gang.

Alle redningsaktioners moder

De to halv-offentlige amerikanske boligkreditselskaber, der går under navnene Freddie Mac og Fannie Mae, er muligvis insolvente, og har brug for en redningskrans fra staten. Aktierne er derefter. It's officially a Benny Hill market.

Mind the gap

Det er ikke ofte og gerne jeg er enig med Lars Hedegaard, men hans indlæg i Berlingske i dag er lige på.

Det drejer sig om hullet, der ikke blev fortalt videre. Hullet er klargjort i dette direktiv, der er baseret på en tidligere kendelse fra EU-domstolen, hvor "arbejdskraftens frie bevægelighed" blev fortolket til også at inkludere familiemedlemmer, der ikke er borgere i EU. Om det kan omgås eller ej vil jeg overlade til juristerne, for dette drejer sig om politik.

Det er nødvendigt at kunne kontrollere indvandring. Simpelthen. At bestemme hvorledes, hvorfra og hvor mange indvandrere er lige så vigtigt som at vedligeholde kloaknettet, styre trafiklysene, levere elektricitet, og holde budgettet. Jeg har efterhånden skrevet om skidtet en del gange, så vil blot linke tilbage til en tidligere skrivelse jeg har begået, og opsummere: Det drejer sig om at bøde for springet mellem land og by, mellem fattig og rig, mellem patriarker og kvindefrigørelse. Det drejer sig om at forhindre at den sociale arv bliver cementeret i hudfarve.

Hvis EU-domstolen ved sin kontroversielle kendelse undergraver vores mulighed for at styre indvandringen, så må vi trække os ud af EU. Ikke blot fordi dette ødelægger VKOs politik, men fordi den også vil ødelægge enhver fremtidig regerings. Det er en suverænitet, man ikke bør afgive. Så vigtigt er det.

---

Kronikken er også god i dag. For i øvrigt.

Alt vel, lokummet brænder

Nationalbanken undergraver sin troværdighed forsikrer os om, at boligpriserne ikke vil falde mere end en halv procent i 2009 og en hel i 2010. For alvor.

Andetsteds: Roskilde Bank får en likviditetsgaranti, hvis sjældenhed gør den til en "historisk" undtagelse. For Nationalbanken får næppe de 750 millioner kr. at se igen nogensinde. Og så er der udbuddet af boliger.

De ikke bare lyver, de er meget dårlige til det.

Service

Denne sag, der af en eller anden grund er stor, drejer sig - hvis jeg forstår det ret - om et smuthul gennem Danmarks stramme indvandringslove, som Udlændingestyrelsen hverken har oplyst politikere eller lægfolk om.

Det, jeg ikke forstår, er at de ikke før har oplyst regeringen om hullet, så det kan lukkes. Jeg forventer da, at Skatteministeriet også gør politikerne opmærksom på huller i skattelovgivningen, i stedet for at vejlede firmaer i hvordan man lovligt slipper udenom at betale skat. Ikke?

En hvirvelvind drejer sig om sig selv

Jeg begynder at forstå hvorfor Sarkozy er så upopulær i Frankrig. Han er selvcentreret, magtfuldkommen, og tilmed håbløst ineffektiv. Frankrig er kun et par uger inde i sit EU-formandskab, og han har allerede pisset mig af en tre-fire gange. BBC:

"There will not be any new treaty. It's either Lisbon, or it's Nice," Mr Sarkozy said, drawing strong applause from MEPs.

"Ingen af delene" er åbenbart ikke en mulighed. Ej heller et EU i flere hastigheder:

He insisted that no country should be left behind in the European project.

"Maybe one day we'll be obliged to have a two-speed Europe, but that will be the last resort… Europe is a family of 27 nations, we can't leave anyone behind. We have to keep everyone together."

Hvad enten man vil eller ej. Så effektiv! Intet snavs tilbage!

Dramadronninger

Vedr. Rusland og missilskjold: "Militær-tekniske metoder" er ikke det samme som at true med "militær magt". Det betyder blot at våbenkapløbet er skudt i gang. Men vrid endelig det drama I kan ud af det, alle.

For what it's worth: USA og Rusland er lige åndssvage i denne sag. USA ved godt at missilskjoldet ikke virker (Pentagon gør i hvert fald...), og Rusland ved godt at selv hvis det gjorde, så kunne det næppe fange mere end en enkelt ICBM ad gangen. Og forskningen er ikke afhængig af disse installationer, den pågår alligevel. Jeg ruller hermed med øjnene.

Bingo!

Hr Stuka:

- Det er uklogt at tilslutte sig EU's udlændingepolitik, for når vi først er med, kan vi ikke komme ud af det igen, siger Morten Messerschmidt.

Så hvis man kunne komme ud igen, ville man måske sige ja, hvor man før sagde nej. Høres der efter nede i Bruxelles og Strasbourg?

Næppe

Det bliver fortalt i nær og fjern: Al-Maliki kunne tænke sig en tidsfrist for det amerikanske militærs tilstedeværelse. To muligheder:

1. Al-Maliki er blevet stor i slaget efter de seneste måneders offensiver, og tror faktisk han kan skære den selv.

2. Da Irak er i et valgår, er dette valgflæsk til de arabiske vælgere, som næsten alle vil have USA ud.

Nr. to er mit valg. Al-Malikis Da'wa-parti har ikke en milits som Det Øverste Råds Badr-Korps, eller folkelig opbakning som Moktada al-Sadr og Fadhila. Det eneste, al-Maliki har, er statsministerposten, og dermed USAs hær og pengetank i ryggen. Jeg tror ikke han er så dum at give slip på sit bedste kort, som endda for nyligt reddede ham fra et ydmygende nederlag i Basra og Sadr By.

Fortiden sætter sig igennem

Jeg har ikke så fantastisk meget at sige om bombningen af Indiens ambassade i Kabul, udover at det atter engang drejer sig om Indien mod Pakistan. Indien støttede Nordalliancen, Pakistan støttede Taliban, resten følger af sig selv. Hele området har en fortid, der sidder på tværs af Terrorkrigens rationale. I det hele taget er det snarere Terrorkrigen, der sidder på tværs af regionen. Og al logik i øvrigt.

Hvem og hvad fra Pakistan, der udførte bombningen, er ikke godt at vide. Men læg dette sammen med bomben i Islamabad samme dag, og resultatet giver et Pakistan i problemer. Og herfra kan jeg kun henvise til ICGA.

Fool me twice

Jeg er ikke så sikker på at republikanernes forsøg på at male Obama som vægelsindet vil være effektive. Ikke fordi Obama vil være opmærksom og slå igen mod disse anklager, i modsætning til Kerry, eller fordi McCain selv mangler enhver form for politisk integritet. Men fordi jeg tror, at amerikanere forbinder denne taktik med Bush og Rove - hvilket de bør. McCains bedste kort er at han ikke opfattes som republikaner. Det smider han væk nu.

Processen

Vedr. AKP og Tyrkiet. Damkjær skriver:

I betragtning af, hvad der lige nu er på spil i Tyrkiet, er tavsheden hos de europæiske regeringer nærmest larmende.

Der er mange ting på spil her. Et er civilisationskrigernes misfortolkning af demokrati, som de mener aldrig kan være udtryk for andet end sekularisme - højst kristen fundamentalisme. Man kan grine eller græde over dem, der vil forsvare demokratiet ved at støtte et forbud mod et parti, som halvdelen af vælgerne stemmer på. Men lad det ligge.

Tavsheden er udtryk for at Tyrkiet aldrig har haft en chance for at blive medlem af EU (hvilket jeg er tilfreds med). Hvis dette spiller sig ud, og AKP bliver forbudt, så er det på samme tid grund til og endeligt bevis og undskyldning for at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. Så hvorfor forstyrre en proces, der går den rigtige vej?

Hvis man i øvrigt vil vide lidt mere om AKP, vil jeg henvise til denne artikel af Mona Eltahawy. Hun er altid god. Nøglecitat:

As a secular Muslim who has vowed never to live in Egypt should Islamists ever take power, I never take lightly any attempt to blend religion with politics. So it has been with a more than skeptical eye that I've followed Turkish politics over the past few years.

But the 2004 reforms to Turkey 's Penal Code which were passed by an AK Party-dominated parliament have been nothing short of miraculous. To appreciate how the AK Party has turned upside down Islamist notions on women and their rights to sexual autonomy - and thereby signaled its own distance from Islamism - consider the following, quoted from the European Stability Initiative (ESI) June 2007 report "Sex and Power in Turkey: Feminism, Islam and the Maturing of Turkish Democracy":

- All references to vague patriarchal constructs such as chastity, morality, shame, public customs or decency had been eliminated from the Penal Code.

- The new Penal Code treats sexual crimes as violations of individual women's rights and not as crimes against society, the family or public morality.

- It criminalised rape in marriage, eliminated sentence reductions for honour killings, ended legal discrimination against non-virgin and unmarried women, criminalised sexual harassment in the workplace and treated sexual assault by members of the security forces as aggravated offences.

- Provisions on the sexual abuse of children have been amended to remove the possibility of under-age consent.

As well as highlighting the AK Party's willingness to traverse far beyond any Islamist notions of women's rights, the reforms also signaled the party's ability to listen and to work with Turkish civil society, particularly women's groups which so successfully lobbied and campaigned for the reforms that they have since emerged as influential political players in their country.

Tyrkiets højesteret vil altså forbyde det parti, der har betydet mest for tyrkiske kvinderettigheder nogensinde. Pia Kjærsgaard ved nok ikke noget om det her. Det eneste, hun ved, er at de er tidligere islamister, og derfor bør forbydes. For islam trumfer alt i islamomanikerens sind, også demokrati og ytringsfrihed.

Symbolik

Vedr. Forsvarsforbeholdet: Jeg kan godt forstå argumentet om at det ikke er fedt for Danmark ikke at kunne fungere under EUs ledelse, når denne en sjælden gang overtager eller træder til i stedet for FN. Men flaskehalsen for Danmarks effektivitet i disse aktioner er altså antallet af soldater vi kan sende afsted, ikke antallet af organisationer, som vi kan sende soldaterne ud under. Og lige nu har vi brug for hver eneste rekrut til Afghanistan. Forsvaret er ved at slides i stykker. Vi har ikke nok soldater. Vi har knap nok materiel. Vi har ikke brug for at være med i flere krigsskabende/fredsbevarende operationer, vi kan simpelthen ikke magte mere, når kun en promille af alle våbenføre danske knægte gider sætte livet på spil i udlandet.

Det her drejer sig altså kun om at være med, og ikke nødvendigvis at gøre en forskel. Regeringen vil sidde med ved EUs bord, om det så kun er med symbolske bidrag. Således drejer debatten om Danmarks udenrigspolitik sig kun om symbolik. Men det er ikke til at høre på vores politikere: Fogh mener - vistnok alvorligt - at indsatsen i Afghanistan er som at slås mod nazister, hvilket han selv tihvertifald havde gjort, hvis han havde levet dengang under Scavenius - ikke som de radikale kujoner.

Og hvordan slås vi mod nazister? Med 500 soldater i Afghanistan. Femhundrede. Ud af en befolkning på fem millioner, hvoraf i hvert fald en halv million må være våbenføre. Jeg har ondt af fodtusserne dernede, fordi de ikke har antallet til at fastholde fremskridt over hele terrænet, og derfor er ude i et Sisyfos-arbejde. Det er dem, der skal bære Danmarks selvfedhed på skuldrene. Og vi vil ikke ofre en skid for dem.

For det, som redder Fogh herhjemme, er netop at han ikke ofrer meget mere end ord på vores vegne. Han har aldrig sat flere soldater ind end det, vi har vænnet os til under FNs flag. Han var ikke bleg for at trække styrken ud af Irak, da den blev en politisk hæmsko - kampen mod nazisterne skulle jo nødigt kræve ofre.

Bah.

Skattechok

Jeg syntes ikke om Naomi Kleins Shock Doctrine. Ikke pga. de mange faktuelle fejl o.l., men fordi argumentet er at frimarkedsfundamentalister udnytter kriser til at fremme og implementere deres politik. Det gør alle, der er drevet af en overbevisning. Men netop dette kan vise sig temmeligt relevant for lille Danmark.

Eftersom vi nu er i en recession (noget, som jeg kun har set B.T. dømme værdigt til en forside - ros!), er det nu, vi vil se regeringens sande farver. Det er nemt at dele ud til alle sider, så længe en boligboble bærer økonomien mod nye højder. Nu er den brast, og var det ikke for vores olie- og gasindtægter fra Nordsøen ville Danmark se skidt ud.

Betragt da Berlingskes leder fra torsdag, og sammenlign den med Stig Ørskovs indlæg på Politiken. Berlingske:

Mens højkonjunkturen buldrede derudad, har politikere undladt i tilstrækkelig grad at rette op på de strukturproblemer i dansk økonomi, som vil gøre den igangværende lavvækstperiode svær at komme igennem.

Den kommende stagnationsperiode er bl.a. udløst af manglen på kvalificeret arbejdskraft. Et bredt flertal stod bag velfærdsforliget fra 2006, der gør det mindre attraktivt for danskerne at gå på efterløn. Men udfasningen af den fordelagtige efterløn sker alt for langsomt. Danskere over de 60 år trækker sig stadig tilbage fra arbejdsmarkedet i rekordtempo, selvom vi har brug for alle ledige hænder.

Derfor sidder vi nu tilbage med en truende løn- og prisspiral, som vi kendte den i 70erne.

Trods flere skattenedsættelser i VK-regeringens tid har vi heller ikke fået en skattereform, der får alvor kan øge danskernes lyst til at arbejde mere. Vi betaler fortsat verdens højeste topskat.

Regeringen er udmærket godt klar over, at der skal gøres en ekstra indsats i strukturpolitikken.

Derfor har den også nedsat en skattekommission og en arbejdsmarkedskommission. De barsler med forslag til løsninger i henholdsvis februar og juni 2009.

Jeg har stadig ikke set nogen beviser på at danskere faktisk arbejder mindre end andre europæere pga. topskatten og velfærdsydelser. Tværtimod: Denne lille klump data hentet fra en OECD-rapport i 2006 siger, at der er flere danskere på arbejdsmarkedet i forhold til resten af befolkningen (employment-to-population) end der er i lavt beskattede lande som USA og Storbritannien. Det kan man jo så tænke over.

Løninflation er kun et negativ for nationen, hvis det hiver handelsbalancen i rødt. Det er ikke sket endnu. Indtil da er det manglen på arbejdskraft, der skader virksomhederne (fordi de må sige nej til ordrer), og højere løn er et middel mod dette. Men igen, demografien kalder på denne udvikling, der burde kombineres med en flydende krone. Synes jeg.

Nej, det værste er, at Berlingske undgår enhver omtale af byggemarkedet som drivkraften i ekspansionen. Hvis det ikke er ideologisk uærlighed, så er det ideologisk dumhed. De to er tit svære at kende forskel på.

I "februar og juni 2009" kan vi vist forvente mere af dette vrøvl fra regeringens side. Ørskov siger det som det er, og peger på boligboblen som den skyldige. Dog uden at nævne de afdragsfrie lån, som satte kog i bobleriet. Det tager hans læsere sig dog af.

Det er hygsomt at tænke på at både S og R var med til at få de afdragsfrie lån igennem, ikke vil afskaffe dem, og nu synes at have accepteret i hvert fald en lempelse af topskatten. Lige nu ville det være rart med en rigtig opposition.

Musik

Et af Neil Youngs smukkeste numre.


Han spiller i morgen på Roskilde.

For i øvrigt

En overset vinkel på Irak herhjemme: Den sunni-arabiske politiske blok, som just er ved at genindtræde i den irakiske regering, repræsenterer faktisk ikke særligt mange af sunni-araberne. Blokken, der hedder Iraks Enighedsfront (IAF på engelsk), har nogenlunde samme forhold til sunni-araberne som al-Malikis Da'wa-parti har til shi'a-araberne, dvs. ikke særligt hjerteligt.

Som gæstebloggeren BfB på Abu Aardvark beskrev det, så er der her også tale om insiders og outsiders. IAF er inde, resten er ude. Og dem udenfor er Vækkelsesrådene og "Iraks Sønner", dvs. de tidligere sunni-oprørere, som Petraeus pacificerede ved at sætte på USAs lønningsliste (10 $ om måneden), samt love dem bod og bedring fra den irakiske regerings side.

IAF har ingen folkelig støtte, ud over den, som de penge, IAF kanaliserer fra staten over til sig selv vha. sin politiske indflydelse, kan købe. Men når de genindtræder i regeringen, så kan folk pege og sige genforsoning.

Marc Lynch refererer en artikel i emiratiske al-Khaleej, der fortæller om et IAF, der sammen med den irakiske regering er ude på at tvinge Vækkelsesrådene ud af lokalvalgene, hvis ikke endda at opløse dem ved tvang. Good times.

Klart

Kortere dansk presse:

Vi bliver nødt til at være med til alt i EU, for at få indflydelse på alt det, vi bliver nødt til at være med til.