It's the economy, stupid.

Optøjerne i Iran er et godt eksempel på diktaturets økonomiske udhuling. På klassisk planøkonomisk vis støtter man en ressource for derefter at rationere den i et desperat forsøg på at begrænse skaderne. Og hvis folk har for travlt til at tænke på politik, så har de til gengæld rigeligt med tid til at protestere mod en rådden økonomi og en hverdag, der ikke hænger sammen. Det var en af temaerne i revolutionerne i Østblokken i 1989: Fyldte supermarkeder. Frihed og velstand, tak.

Det er ikke alle diktaturer, der er planøkonomiske. Kina, for eksempel. De er gået fra rå kommunisme til rå kapitalisme uden så meget som at blinke med øjnene. Det er vist noget med holdningen til udnyttelsen af mennesker de to ekstremer har tilfælles. Ikke desto mindre har Kina nu en ny lov, der øger arbejdernes rettigheder betydeligt. God idé, og på høje tid, i lyset af de mange protester og optøjer de oplever årligt. Rolige forhold er ikke noget en virksomhed bør kimse ad.