fredag den 13. juli 2007

Perspektivet

Lille hurtig til denne kronik i Politiken.

Altså. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de danske soldater har gjort det så godt de overhovedet kunne. Og at der sker gode ting i Basra. Og at tingene måske kunne blive bedre endnu hvis Danmark blev dernede.

Men man kan ikke se Basra isoleret. Byen og provinsen ligger i den mest fredelige del af det arabiske Irak, og det er ud fra det perspektiv man bør vurdere rapporterne om volden. Danmarks styrker er også kun en meget lille del af et meget stort maskineri, og man bør se på hvordan hele Irak fungerer, ikke kun på om éns egen lille møtrik sidder ordentligt fast.

Resten af maskinen er borgerkrigen, de omgivende lande, besættelsesstyrkerne, den politiske ustabilitet, det sekteriske kaos og manglen på lov og orden. Og det er til rotterne. De projekter som Danmark er stået for dernede vil sandsynligvis falde sammen det øjeblik USA trækker sig ud, og borgerkrigen for alvor slår sig løs.

Der vil ikke være økonomisk fremgang før der er politisk stabilitet, og der vil ikke være politisk stabilitet før en ny diktator fra gud ved hvilket parti får vundet borgerkrigen, slået alle sine rivaler ihjel, og bliver valgt med 99.9% af stemmerne. Sådan er det fandeme bare. Borgerkrigen kan ikke stoppes, og nogen skal vinde den.

Det bedste man kan gøre er at sørge for flygtningene i Syrien og Jordan. Det bedste man kan håbe på er at de etniske skillelinier med tiden vil gå i et med de politiske, så der ikke er lagt op til flere borgerkrige siden hen. Ikke som Libanon, der er ved at være parat til runde to.

0 kommentarer:

Send en kommentar