"He's got I believe the knowledge and the judgement to attack one of the most difficult problems in current history and that is the rise of the Muslims, and make no mistake about it, this hasn't happened for a thousand years. These people are very dedicated and they're also very very smart in their own way. We need to keep the feet to the fire and keep pressing these people until we defeat or chase them back to their caves or in other words get rid of them."Mon Poul Høi stadig vil sove godt om natten med Rudy som Il Presidente?
lørdag den 29. december 2007
Hulemennesker
Rudy Guilianis præsidentkampagnes medformand i New Hampshire om Rudy:
Kirkuk
Afstemningen udskudt. Fornuftigt, med alle de turkmenere i byen. Kurderne får desuden ingen hjælp fra Baghdad med arrangementet.
Ifølge Tyrkiets luftvåben blev 150 PKK peshmerga dræbt ved bombningerne en fire dage siden. Det slog mig som bollocks: De kan ikke bekræfte tallet, da Tyrkiet ikke har soldater på landjorden, og, så vidt jeg ved, ikke engang helikoptere. Ydermere kan de heller ikke bekræfte, at det var guerillasoldater og ikke civile, der blev dræbt, af samme grund. Tallet er slunget ud,
1) For at gøre tyrkerne stolte af luftvåbenet, og det af sig selv, og
2) For at mætte tyrkernes blodtørst indtil videre.
Simpel nationalisme, som jeg skyder på Erdogan spiller på, og derfor er der ingen grund til at provokere med Kirkuk lige nu. Men det kan ikke udskydes for evigt.
Ifølge Tyrkiets luftvåben blev 150 PKK peshmerga dræbt ved bombningerne en fire dage siden. Det slog mig som bollocks: De kan ikke bekræfte tallet, da Tyrkiet ikke har soldater på landjorden, og, så vidt jeg ved, ikke engang helikoptere. Ydermere kan de heller ikke bekræfte, at det var guerillasoldater og ikke civile, der blev dræbt, af samme grund. Tallet er slunget ud,
1) For at gøre tyrkerne stolte af luftvåbenet, og det af sig selv, og
2) For at mætte tyrkernes blodtørst indtil videre.
Simpel nationalisme, som jeg skyder på Erdogan spiller på, og derfor er der ingen grund til at provokere med Kirkuk lige nu. Men det kan ikke udskydes for evigt.
fredag den 28. december 2007
Dagens tanke
Det er tit nye religioner, der bliver forfulgt, da de er for unge til ikke at ligne overtro. Case in point. Og mange andre.
Whodunnit
Spørges der i øst og vest, om Bhuttos snigmord. Da jeg stadig gør en dyd ud af ikke at skrive om emner jeg ikke har forstand på, vil jeg i stedet linke til Cernig & Venners diskussion.
Følgende ting har jeg fået fat i: Rawalpindi er en militærby, noget med hæren så, enten fra eller i samarbejde med. Selvmordsbombe, ikke hærens metode. Snigskytte dræbte fire forinden ved et optog til støtte for Sharif fire timer før Bhutto blev myrdet. Sammenhæng? Bhutto, der ikke stolede på hæren, ville ikke modtage dens beskyttelse. Lavere rangerede officerer, der sympatiserer med islamisterne. Muligvis samme gruppe, der prøvede at tage livet af Musharraf i selvsamme by i sin tid.
Plottet: Onde islamister, korrupte politikere, atomvåben, kup på kup, og hæren på spring. Leder i eksil vender tilbage til stor begejstring, og myrdes af en af sine mange fjender. Nationen i oprør. Undertitel kunne være: Glem alt om Iran. Mere skrækfilm end spændingsfilm.
---
Juan Cole er god i dag.
Følgende ting har jeg fået fat i: Rawalpindi er en militærby, noget med hæren så, enten fra eller i samarbejde med. Selvmordsbombe, ikke hærens metode. Snigskytte dræbte fire forinden ved et optog til støtte for Sharif fire timer før Bhutto blev myrdet. Sammenhæng? Bhutto, der ikke stolede på hæren, ville ikke modtage dens beskyttelse. Lavere rangerede officerer, der sympatiserer med islamisterne. Muligvis samme gruppe, der prøvede at tage livet af Musharraf i selvsamme by i sin tid.
Plottet: Onde islamister, korrupte politikere, atomvåben, kup på kup, og hæren på spring. Leder i eksil vender tilbage til stor begejstring, og myrdes af en af sine mange fjender. Nationen i oprør. Undertitel kunne være: Glem alt om Iran. Mere skrækfilm end spændingsfilm.
---
Juan Cole er god i dag.
onsdag den 26. december 2007
En gang til for Prins Knud
Måske min blog kører lidt i tomgang i øjeblikket, men mht. stormoskéen, der mangler 400 mill. kr. for at bygges; de penge kunne godt tænkes at komme fra en rig saudi. Og det ville ikke være så godt. Måske min ateisme skinner igennem, men udenlandske donationer til religiøse formål bør kigges efter i sømmene, mht. til sektens tolerance overfor anderledes tænkende.
søndag den 23. december 2007
Ligetil 2
Hvordan man afmonterer islamismen: Med demokrati.
"When you're out of office, you can call for all sorts of things and be a paragon of virtue. But when you're in office, it's a different story. The glitter has worn off a little bit."Den bedste udvikling for Mellemøsten ville være at Det Muslimske Broderskab fik lov at køre Egypten i sænk. Lad dem dog.
Ligetil
Andrew Anthony fra Guardian.
Men visse er så investeret i et bestemt verdenssyn, at de ikke kan se lige. Dertil også, at fjendskab føles godt i nutidens moralske tusmørke, og at det tit er det eneste, man har at holde fast i. Optimistisk er jeg ikke.
For if British citizens are under threat from attack by fellow citizens (as well as those, in the case of 21/7 failed bombing, who have been given asylum), then it is a matter for all British citizens, not just British Muslims, to challenge the extremist attitudes that underpin that threat.Præcis.
It is essential, of course, that such a challenge must avoid demonising Muslims at large and seek to prevent exploitation by the far right. The best way to do this is to treat violent and hate-filled extremism the same way in all its manifestations, regardless of race or religion.
Men visse er så investeret i et bestemt verdenssyn, at de ikke kan se lige. Dertil også, at fjendskab føles godt i nutidens moralske tusmørke, og at det tit er det eneste, man har at holde fast i. Optimistisk er jeg ikke.
lørdag den 22. december 2007
Mennesket som monomani
Et godt lille ord. Kan bruges i stedet for "fixeret idé" til at identificere gale mennesker. Tommelfingerreglen er, at når en person eller gruppe fokuserer udelukkende på en enkelt faktor som kilde til alverdens ulykker, så er deres syn forvrænget. Det er en grov regel, og mere grov og upræcis end at sige at Verden Er Kompliceret. Men ingen faktor får lov at stå alene. Så det sind, der kun ser en afgørende faktor i alle sammenhænge er pr. definition forskruet.
Ordnet i rækkefølgen: Gruppe - Monomani, her nogle eksempler:
Nazister - jøder
Cheney - Iran
Russiske nationalister - NATO / USA
Skandinaviske liberale - velfærdsstaten
Ultra-feminister - mænd / maskulinitet
Etc., til verdens ende. Men her en lige så grov regel, til supplement:
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er sort.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er sort.
Med andre ord; så kan røvhuller fås i alle farver. Mattel laver dem alle. Hvad der driver disse på tværs af sociale og kulturelle skel er forskelligt, det vigtigste er at kunne genkende hvem der er de gode, og hvem der er røvhuller. Muslimhaderne går mig på, men det gør vestlige selvpinere også: Idet der ikke er moralsk forskel på hudfarver, må man som hvid tænke på hvad hvide mennesker har bedrevet gennem tiderne, og indse, at brune mennesker er i stand til præcis de samme forfærdeligheder, og har været i stand til præcis de samme forfærdeligheder. Man må heller ikke glemme, at hvide mennesker stadig er i stand til fortidens fortrædeligheder. Vi er alle mennesker, og derfor temmelig éns.
Det vigtigste er at kunne genkende bæsterne. Og der er man dårligt stillet på tværs af grænser og kulturer, fordi man ikke forstår signalerne særligt godt. Ville man have genkendt Hitler dengang, selv om det ser temmeligt nemt ud i bakspejlet? Hvad med Stalin, eller Kong Leopold II? Ville man have kunnet det fra den anden side af jordkloden? Det ville ikke være så nemt.
Min monomani er mennesket. Det klæder sine drifter i ord og ceremoni, men kommer an på det samme i sidste ende: Magt, dominans, frihed, identitet. Alle akulturelle motiver, som man bør øve sig i at gennemskue. I udenrigspolitik mangler forståelsen alt for ofte, og de ødelæggende misforståelser følger i lind strøm deraf. Derfor er de vigtigste egenskaber i udenrigspolitik menneskeforståelse og situationsforståelse. Intet sted er som noget andet sted, og dog er mennesker de samme verden over. Ved at forstå det første, forstår man også det sidste. Og den forståelse kan afgøre alt.
Ordnet i rækkefølgen: Gruppe - Monomani, her nogle eksempler:
Nazister - jøder
Cheney - Iran
Russiske nationalister - NATO / USA
Skandinaviske liberale - velfærdsstaten
Ultra-feminister - mænd / maskulinitet
Etc., til verdens ende. Men her en lige så grov regel, til supplement:
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er hvid.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er brun.
Man er ikke et bedre menneske, fordi man er sort.
Man er ikke et dårligere menneske, fordi man er sort.
Med andre ord; så kan røvhuller fås i alle farver. Mattel laver dem alle. Hvad der driver disse på tværs af sociale og kulturelle skel er forskelligt, det vigtigste er at kunne genkende hvem der er de gode, og hvem der er røvhuller. Muslimhaderne går mig på, men det gør vestlige selvpinere også: Idet der ikke er moralsk forskel på hudfarver, må man som hvid tænke på hvad hvide mennesker har bedrevet gennem tiderne, og indse, at brune mennesker er i stand til præcis de samme forfærdeligheder, og har været i stand til præcis de samme forfærdeligheder. Man må heller ikke glemme, at hvide mennesker stadig er i stand til fortidens fortrædeligheder. Vi er alle mennesker, og derfor temmelig éns.
Det vigtigste er at kunne genkende bæsterne. Og der er man dårligt stillet på tværs af grænser og kulturer, fordi man ikke forstår signalerne særligt godt. Ville man have genkendt Hitler dengang, selv om det ser temmeligt nemt ud i bakspejlet? Hvad med Stalin, eller Kong Leopold II? Ville man have kunnet det fra den anden side af jordkloden? Det ville ikke være så nemt.
Min monomani er mennesket. Det klæder sine drifter i ord og ceremoni, men kommer an på det samme i sidste ende: Magt, dominans, frihed, identitet. Alle akulturelle motiver, som man bør øve sig i at gennemskue. I udenrigspolitik mangler forståelsen alt for ofte, og de ødelæggende misforståelser følger i lind strøm deraf. Derfor er de vigtigste egenskaber i udenrigspolitik menneskeforståelse og situationsforståelse. Intet sted er som noget andet sted, og dog er mennesker de samme verden over. Ved at forstå det første, forstår man også det sidste. Og den forståelse kan afgøre alt.
fredag den 21. december 2007
EUs virkelige krise
Vedr. EU.
Internationalisterne - hvormed jeg mener dem blandt den politiske elite, der ser international sammenfletning som et gode i sig selv - er ikke rationelle, men drives af idealisme. Sympatisk og forkert. Så vidt jeg ved, har EU aldrig smidt et land ud af et samarbejde, hvad enten det drejede sig om ECU, Schengen, eller selve EU. Det virker ikke politisk muligt, hvorfor kan jeg ikke greje lige nu. Men derfor er ethvert nyt tiltag og indtag uigenkaldeligt, og skal gøres med stor og mægtig forsigtighed. Men internationalisterne er alt andet end forsigtige, da de ikke mener at EU kan knækkes af nogen magt på denne jord. Dette på trods af den folkelige modstand, som synes at være et lige stort chok for dem hver gang nogen får lov at stemme.
Man vil bestemme selv. Dette er nationalismens grundfølelse, og sætter sig igennem, når folk ikke aner hvad der foregår, når de føler magten glider dem af hænde. Man kan altid regne med nationalismen; i Irak og Afghanistan, såvel som blandt EUs nationer.
Folk er ikke med. Så glem alt om, at EU skulle være i krise, når det ikke er i konstant udvidelse og integration. Krisen er, at folk ikke er med. Løsningen er at tage det roligt, og lade EU hvile i sig selv, indtil folk har gennemskuet magten, forhåbentligt med hjælp fra medierne og lovpligtig gennemsigtighed. Men internationalisterne helmer ikke, og løfter byrder med EU til det knækker midt over.
Derfor ikke glad for Rumænien og Bulgarien. Ikke glad.
Internationalisterne - hvormed jeg mener dem blandt den politiske elite, der ser international sammenfletning som et gode i sig selv - er ikke rationelle, men drives af idealisme. Sympatisk og forkert. Så vidt jeg ved, har EU aldrig smidt et land ud af et samarbejde, hvad enten det drejede sig om ECU, Schengen, eller selve EU. Det virker ikke politisk muligt, hvorfor kan jeg ikke greje lige nu. Men derfor er ethvert nyt tiltag og indtag uigenkaldeligt, og skal gøres med stor og mægtig forsigtighed. Men internationalisterne er alt andet end forsigtige, da de ikke mener at EU kan knækkes af nogen magt på denne jord. Dette på trods af den folkelige modstand, som synes at være et lige stort chok for dem hver gang nogen får lov at stemme.
Man vil bestemme selv. Dette er nationalismens grundfølelse, og sætter sig igennem, når folk ikke aner hvad der foregår, når de føler magten glider dem af hænde. Man kan altid regne med nationalismen; i Irak og Afghanistan, såvel som blandt EUs nationer.
Folk er ikke med. Så glem alt om, at EU skulle være i krise, når det ikke er i konstant udvidelse og integration. Krisen er, at folk ikke er med. Løsningen er at tage det roligt, og lade EU hvile i sig selv, indtil folk har gennemskuet magten, forhåbentligt med hjælp fra medierne og lovpligtig gennemsigtighed. Men internationalisterne helmer ikke, og løfter byrder med EU til det knækker midt over.
Derfor ikke glad for Rumænien og Bulgarien. Ikke glad.
mandag den 17. december 2007
Forestil dig bare...
Ja så.
Ifølge partiets retsordfører Karen Hækkerup kan Dansk Folkeparti komme med et hvilket som helst »strammerforslag« og møde opbakning fra S, forklarer hun.Jeg kunne nu godt forestille mig en hel del. Men det kunne være interessant at se hvor langt Thorning egentlig vil gå DF i møde for at lukke den bløde indvandrerflanke. Og hvordan R, SF, Enh. og vælgerne vil reagere.
»Jeg kan ikke forestille mig, at Dansk Folkeparti kan komme med nogle forslag til, hvordan vi kan få våbnene væk fra gaden, som vi ikke vil være med til. Pia Kjærsgaard ved godt, at vi har støttet alle tiltag, der strammer op på det her område«, siger Karen Hækkerup.
søndag den 16. december 2007
Useriøst, ubegavet.
Lad os spille dumme et øjeblik, og prøve at tage Lisbeth Knudsen alvorligt:
Selv tak.
Nu er diverse EU-eksperter bekymrede over, at befolkningen ikke får lov til at stemme om traktaten, og de frygter at vælgerne vil tage revanche og stemme nej ved den kommende afstemning om fjernelse af de 14 år gamle fire danske forbehold. Skulle vi virkelig være så useriøse og ubegavede som vælgere? Tak for tilliden.Sjovt nok er det netop det argument, jeg tit hører mod folkeafstemninger om EU: At vælgerne er for dumme til at gøre EU-afstemninger til andet end et spørgsmål om at straffe regeringen. Når over halvdelen af Danmarks befolkning (totredjedele andre steder) gerne ville have haft folkeafstemning om resterne af Reformtraktaten, hvordan skal man da forlige det med Knudsen her? At vi er for seriøse og kloge til at vide hvornår vi bør have folkeafstemning?
Selv tak.
lørdag den 15. december 2007
Der er ikke brug for dette indlæg
USAs højrefløj blokerer et forslag, der vil gøre det amerikanske militærs retningslinier vedr. afhøringsteknikker gældende for efterretningstjenesterne. Med andre ord er USAs højrefløj imod et forslag, der eksplicit forbyder torturmetoder som vandbrætning, koldcelleture, stresspositioner, falske henrettelser o.l., for CIA og udenrigsministeriets andre ansatte.
Der er larmende stilhed på Danmarks højrefløj. Ingen protester, højst bortforklaringer. Det er med møje og besvær jeg lader være med at bruge skældsord, når jeg skriver dette. Som Fogh holder de borgerlige med USA, uanset hvad USA gør. En artikel i Weekendavisen kaldte det Rebild-Refleksen. Det følger deraf, at når USA om et år får en demokratisk præsident, der drejer USA væk fra "the dark side, if you will," og tilbage mod civilisationens lys, at Europas højrefløj vil følge med. For USA er storebror, og højrefløjen har således altid været imod tortur. Ingen selvstændig borgerlighed, der kan hvile i sig selv. Ingen bevidsthed uden objekt, ergo ingen eksistens uden opposition. Dette er holdkampen, der sluger alle principper i sidste ende. Men jeg kan ikke lide at blive mindet om det.
Der er ikke rigtig nogen mening med dette indlæg. Det, som foregår, er gamle nyheder. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det er bedre end at slå noget i stykker. Så det er ikke helt meningsløst meningsmageri.
Der er larmende stilhed på Danmarks højrefløj. Ingen protester, højst bortforklaringer. Det er med møje og besvær jeg lader være med at bruge skældsord, når jeg skriver dette. Som Fogh holder de borgerlige med USA, uanset hvad USA gør. En artikel i Weekendavisen kaldte det Rebild-Refleksen. Det følger deraf, at når USA om et år får en demokratisk præsident, der drejer USA væk fra "the dark side, if you will," og tilbage mod civilisationens lys, at Europas højrefløj vil følge med. For USA er storebror, og højrefløjen har således altid været imod tortur. Ingen selvstændig borgerlighed, der kan hvile i sig selv. Ingen bevidsthed uden objekt, ergo ingen eksistens uden opposition. Dette er holdkampen, der sluger alle principper i sidste ende. Men jeg kan ikke lide at blive mindet om det.
Der er ikke rigtig nogen mening med dette indlæg. Det, som foregår, er gamle nyheder. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det er bedre end at slå noget i stykker. Så det er ikke helt meningsløst meningsmageri.
torsdag den 13. december 2007
CIA CYA
De sidste par uger har bragt den ene udvikling i tortursagerne efter den anden: Først kom det frem, at optagelser af afhøringen af en fange, Abu Zubaydah, var blevet destrueret. Sandsynligvis ulovligt. Det fik en nu forhenværende CIA-agent, John Kiriakou, til at stå frem og indrømme, at der blev brugt vandbrætning (waterboarding) i disse afhøringer.
Senere: Fire top-demokrater blev briefet om denne og andre torturmetoder allerede tilbage i 2002, uden at sige et kvæk (Pelosis dementi her) - med undtagelse af et enkelt arkiveret protestbrev.
Dette er CYA in action, "Cover Your Ass". Almindelig procedure i sådanne sager for at undgå medskyldighed: Sørg for, at din protest er registreret i skrift et sted i systemet, før skandalen bliver opdaget. Det må gerne være i skjulte arkiver, så længe det kan hives frem under en senere undersøgelse. En anden form for CYA ser vi i disse dage fra CIA, ifølge FireDogLake. De torturmetoder, som CIA har anvendt, er bestilt ovenfra, og da tortur er en værre en på forbryderskalaen, sørger CIA for at Sorteper ender der, hvor den hører hjemme: I toppen af Bush/Cheney-administrationen.
CIA holder jo ikke af Bush/Cheney. Efterretningstjenesten fik smurt skylden for de manglende masseødelæggelsesvåben af på sig af en administration, der selv kastede alle forbehold overbords for at skaffe sig de løgne, som aggressionskrigen mod Irak blev solgt på. Da CIA af hensyn til virkeligheden ikke opfyldte alle Cheneys fantasier blev han knotten, og lavede sit eget lille CIA, Office Of Special Plans, for bl.a. at kunne referere til nikkedukken Douglas Feiths påstande om operationelt samarbejde mellem Irak og al-Qaeda. Det var også i tråd med den bureaukratiske krig mellem Forsvars- og Udenrigsministerierne, med vicepræsidenten på Rumsfelds side (eller omvendt, snarere) og CIA på Colin Powells.
Første store tilbagebetaling af denne gæld skete i form af det nys udgivne NIE, der gjorde krig mod Iran umulig at sælge. Anden store tilbagebetaling er der måske ved at blive lagt op til nu. Som sædvanlig får vi at se. Overton-vinduet mht. tortur er efterhånden flyttet så meget, at vandbrætning er tæt ved at være ikke blot lovligt, men også bredt accepteret. Derfor kan det vel være, at man vil acceptere Kiriakous udtalelser som rigeligt: Kun vandbrætning? Herregud, da. Og det var dermed hensigten med hans interview.
Jeg ser stadig frem til en udtalelse fra Lene Espersen vedr. operationelt samarbejde med torturstater.
Senere: Fire top-demokrater blev briefet om denne og andre torturmetoder allerede tilbage i 2002, uden at sige et kvæk (Pelosis dementi her) - med undtagelse af et enkelt arkiveret protestbrev.
Dette er CYA in action, "Cover Your Ass". Almindelig procedure i sådanne sager for at undgå medskyldighed: Sørg for, at din protest er registreret i skrift et sted i systemet, før skandalen bliver opdaget. Det må gerne være i skjulte arkiver, så længe det kan hives frem under en senere undersøgelse. En anden form for CYA ser vi i disse dage fra CIA, ifølge FireDogLake. De torturmetoder, som CIA har anvendt, er bestilt ovenfra, og da tortur er en værre en på forbryderskalaen, sørger CIA for at Sorteper ender der, hvor den hører hjemme: I toppen af Bush/Cheney-administrationen.
CIA holder jo ikke af Bush/Cheney. Efterretningstjenesten fik smurt skylden for de manglende masseødelæggelsesvåben af på sig af en administration, der selv kastede alle forbehold overbords for at skaffe sig de løgne, som aggressionskrigen mod Irak blev solgt på. Da CIA af hensyn til virkeligheden ikke opfyldte alle Cheneys fantasier blev han knotten, og lavede sit eget lille CIA, Office Of Special Plans, for bl.a. at kunne referere til nikkedukken Douglas Feiths påstande om operationelt samarbejde mellem Irak og al-Qaeda. Det var også i tråd med den bureaukratiske krig mellem Forsvars- og Udenrigsministerierne, med vicepræsidenten på Rumsfelds side (eller omvendt, snarere) og CIA på Colin Powells.
Første store tilbagebetaling af denne gæld skete i form af det nys udgivne NIE, der gjorde krig mod Iran umulig at sælge. Anden store tilbagebetaling er der måske ved at blive lagt op til nu. Som sædvanlig får vi at se. Overton-vinduet mht. tortur er efterhånden flyttet så meget, at vandbrætning er tæt ved at være ikke blot lovligt, men også bredt accepteret. Derfor kan det vel være, at man vil acceptere Kiriakous udtalelser som rigeligt: Kun vandbrætning? Herregud, da. Og det var dermed hensigten med hans interview.
Jeg ser stadig frem til en udtalelse fra Lene Espersen vedr. operationelt samarbejde med torturstater.
Overvågning af fremmedelementet
Den overdrevne opmærksomhed, som Europa tildeler muslimsk terrorisme, er at sammenligne med den overdrevne opmærksomhed, som den arabiske verden tildeler Israel og Palæstina. I begge tilfælde er grunden elementets fremmedhed. Påstår jeg.
De europæiske nationers mange antiterrortiltag kan ikke forklares rationelt, eftersom Europa har oplevet rigeligt med terrorisme i nyere tid, uden at man greb til så drastiske midler, som man har gjort i dag. Spekulerede over det før, her en ny grund: At terrorismen er muslimsk, og forstås derfor - bevidst eller ubevidst - som en Femte Kolonne, end som forbrydelser.
Ligeså Israel/Palæstina. Der er ikke solide tal på hvor mange arabere, der er "forsvundet" under diktaturerne, men det er sikkert, at det er mange, mange flere, end der nogensinde er gået tabt til Israels besættelse af de palæstinensiske områder. De arabiske landes menneskerettighedsforbrydelser overstiger i både kvalitet og kvantitet Israels mange gange, uden at mediernes opmærksomhed følger med. Skønt de arabiske medier er under statsovervågning - hvis ikke direkte kontrol - så er der ikke noget per se, der hindrer dem i at skrive om andre arabiske landes forbrydelser - f.eks. Sudan. Men i stedet ofres opmærksomheden på fremmedelementer: Israel, besættelsesstyrkerne i Irak, gerne også Iran og Frankrigs indblanding.
Det er identitetslogik. Det følger så også, at man har det svært i identiteten, der hvor denne mekanik virker stærkest. Gammel diskussion.
De europæiske nationers mange antiterrortiltag kan ikke forklares rationelt, eftersom Europa har oplevet rigeligt med terrorisme i nyere tid, uden at man greb til så drastiske midler, som man har gjort i dag. Spekulerede over det før, her en ny grund: At terrorismen er muslimsk, og forstås derfor - bevidst eller ubevidst - som en Femte Kolonne, end som forbrydelser.
Ligeså Israel/Palæstina. Der er ikke solide tal på hvor mange arabere, der er "forsvundet" under diktaturerne, men det er sikkert, at det er mange, mange flere, end der nogensinde er gået tabt til Israels besættelse af de palæstinensiske områder. De arabiske landes menneskerettighedsforbrydelser overstiger i både kvalitet og kvantitet Israels mange gange, uden at mediernes opmærksomhed følger med. Skønt de arabiske medier er under statsovervågning - hvis ikke direkte kontrol - så er der ikke noget per se, der hindrer dem i at skrive om andre arabiske landes forbrydelser - f.eks. Sudan. Men i stedet ofres opmærksomheden på fremmedelementer: Israel, besættelsesstyrkerne i Irak, gerne også Iran og Frankrigs indblanding.
Det er identitetslogik. Det følger så også, at man har det svært i identiteten, der hvor denne mekanik virker stærkest. Gammel diskussion.
mandag den 10. december 2007
Mere Mookie
Yahoo News:
In 1999, Muqtada al Sadr was a rumored video game addict with little religious training when his father's assassination made him a leader.Det forklarer jo lidt. Nøglecitat, om våbenhvilen:
"There is an entity in the Sadr trend that doesn't want the freeze," said Sheik Naza al Timini , a Sadr cleric in the Shiite holy city of Karbala , south of Baghdad . "They said, 'We have the right to use violence and force.' We always hope for good, and we hope that the decision of Sayed Muqtada will be for the best of Iraq , but after he gives his final decision about the future of the Mahdi Army, many, I believe, will change their ideology and choose to leave the Sadr trend."Om tre måneder, så.
Stol ikke på en løgner
Nydeligt indlæg fra Cerniq vedr. EFPer importeret fra Iran - ifølge USA. Det har længe generet mig hvor skødesløst anklagerne mod Iran er blevet godtaget af stort set alle. Hvis der virkeligt bliver importeret avancerede våben fra Iran i stor stil, med støtte fra den iranske stat, burde det være en smal sag at vise verden de fysiske beviser. Den slags, som ingen kan tvivle på. Det er ikke sket.
Dagens Snask
Fire top-demokrater briefet om torturmetoder i 2002 uden et kvæk til pressen, heriblandt Nancy Pelosi, demokraternes formand i Repræsentanternes Hus.
Hvis der ikke kommer et dementi fra Pelosi, forklarer det en hel del.
Hvis der ikke kommer et dementi fra Pelosi, forklarer det en hel del.
søndag den 9. december 2007
Moktada, Petraeus. Petraeus, Moktada.
WaPo, via Just World News:
Og endelig tegn på, at Petraeus har forstået hvor vigtig Moktada al-Sadr er:
Des mere anerkendelse, kontrol og magt Petraeus overfører til de lokale magtcentre, des mindre flyder magten, og det er godt, for flydende magt er konflikt og anarki. Er det ønsket, kommer man sgu ikke udenom Moktada i det henseende. På samme måde som sunni-nationalisterne/Vækkelsesgrupperne først dæmoniseredes og senere hyldedes af den amerikanske presse, vil det samme nok ske for Moktada. Han er ingen engel, men der er ingen gode mennesker tilbage i Irak. De er skredet eller slået ihjel, og så er der kun at sluge spyttet og begynde forfra med magtafhændingen. Hvem ved, det kan være det til sidst går op for amerikanerne at Moktada ikke er pro-iransk. Så har vi en vinder.
Al-Qaeda in Iraq fighters, pushed out of western and central parts of the country, are seeking new sanctuaries in the north, in particular by exploiting fears of Kurdish expansionism among the Arab population, Col. Tony Thomas, assistant commander for the region, said in a briefing Wednesday.Det tegner ikke godt. Den sandsynlige udløser er folkeafstemningen om Kirkuk om en tre uger.
Og endelig tegn på, at Petraeus har forstået hvor vigtig Moktada al-Sadr er:
In striking contrast to the U.S. military's previous wariness -- if not hostility -- toward the young firebrand cleric, Petraeus praised Sadr personally for "working to rid his movement of criminal elements" and making a "pledge of honor" to uphold the cease-fire announced in August. He said the United States is in indirect dialogue with "senior members" of Sadr's organization to maintain the cease-fire.Men sadristerne er nationalister, og er gevaldigt imod en permanent amerikansk besættelsesstyrke. Fortæl os dine tanker, Moktada:
"The Sadr trend stands for service to the people," and the goal is for Sadr and his followers to become "constructive partners in the way ahead," Petraeus said in an interview with defense reporters traveling with Gates.
Meanwhile, Sadr's rhetoric remains as anti-American as ever. "I speak to the head of evil Bush, go out of our land, we don't need you or your armies, the armies of darkness, your aircrafts, tanks... your fake freedom," said a statement issued under Sadr's name two days ago.Der er derfor ikke kun afstemningen om Kirkuk at se frem til, men også våbenhvilens udløbelse om ca. tre måneder.
Des mere anerkendelse, kontrol og magt Petraeus overfører til de lokale magtcentre, des mindre flyder magten, og det er godt, for flydende magt er konflikt og anarki. Er det ønsket, kommer man sgu ikke udenom Moktada i det henseende. På samme måde som sunni-nationalisterne/Vækkelsesgrupperne først dæmoniseredes og senere hyldedes af den amerikanske presse, vil det samme nok ske for Moktada. Han er ingen engel, men der er ingen gode mennesker tilbage i Irak. De er skredet eller slået ihjel, og så er der kun at sluge spyttet og begynde forfra med magtafhændingen. Hvem ved, det kan være det til sidst går op for amerikanerne at Moktada ikke er pro-iransk. Så har vi en vinder.
lørdag den 8. december 2007
Hvem ønsker fred ?
Martin Krasnik er i det store og hele en god journalist. Men jeg har lagt mærke til et par tosserier fra hans side mht. Iran. For eksempel foretrækker han Hillary Clinton fremfor Barack Obama som næste amerikanske præsident, fordi han mener der er større chance for at Hillary vil bombe Iran, hvis det skulle komme til stykket. Lidt i retning af "Obambi"-tanken.
Derfor har han ikke modtaget det nye NIE - National Intelligence Estimate - fra Washington med kyshånd:
1) Ethvert land har ret til fredelig atomkraft, også Iran.
2) Det giver god mening for Iran som individuel nation at få sig atomvåben som afskrækkelse, specielt i lyset af USAs krigsmageri under Bush Jr. Pakistan er også en faktor.
3) Iran vil ikke gensidigt udslette Israel.
5) Et atombevæbnet Iran er ikke i Ruslands interesse. Skulle der være pålidelige efterretninger om et atomvåbenprogram, tror jeg ikke det ville være særligt svært at få Rusland med på vognen.
6) Dette NIE ødelægger reelt Cheney-fløjens chancer for at bombe Iran, og det er godt, da en sådan bomberegn ville destabilisere regionen langt mere end en iransk atombombe. Og som sagt, de har alligevel ikke har nogen anelse om hvor programmet fysisk skulle være.
7) Hvis Mossad ved hvor det er, forstår jeg ikke helt hvorfor de ikke har delt disse - åbenbart skudsikre - informationer med de amerikanske efterretningstjenester. Det er jo ikke fordi de to lande ikke har arbejdet sammen før...
Krasniks artikel indeholder desuden dette:
Og denne, om NIEs påstand om atomvåbenprogrammets standsning i 2003:
---
Tilføjelse: Historien genudsender sig selv. Om de neokonservative.
Derfor har han ikke modtaget det nye NIE - National Intelligence Estimate - fra Washington med kyshånd:
Om Iran vil producere en atombombe i 2009 eller 2014 kan eksperter diskutere sandsynligheder for i månedsvis. Men det er helt sikkert, at den sidste uge har øget sandsynligheden for, at datoen for den første iranske bombe er rykket nærmere.Baseret på Mossad:
Det bliver lidt mudret af, at israelerne insisterer. Tirsdag sagde forsvarsminister Ehud Barak nemlig, at Iran måske nok stoppede våbenprogrammet i 2003 efter heftigt internationalt pres, men at iranerne har sat det i gang igen, og at de derfor kan have den første atombombe klar i slutningen af 2008 eller i løbet af 2009. Han læner sig op ad Israels egne efterretninger.Følgende pointer:
1) Ethvert land har ret til fredelig atomkraft, også Iran.
2) Det giver god mening for Iran som individuel nation at få sig atomvåben som afskrækkelse, specielt i lyset af USAs krigsmageri under Bush Jr. Pakistan er også en faktor.
3) Iran vil ikke gensidigt udslette Israel.
a. De kan ikke få ram på Israel uden også at dræbe mange palæstinensere, samt ødelægge al-Aqsa-moskéen. No dice.4) Det ville være en dårlig udvikling for hele regionen, eftersom rivalen Saudi-Arabien, og sikkert også Tyrkiet og Egypten, som svar vil prøve selv at få atomvåben.
b. Selv dette forudsætter at ledelsen er selvmorderisk. Lad os derfor ikke glemme deres fredsouverturer efter både talebanernes og Saddam Husseins fald: Om noget er dette det mest tydelige bevis på rationel iransk nationalisme, og på at "hadet til Vesten" ikke overtrumfer nationale hensyn. Mere om dette fra Fareed Zakaria her og her.
5) Et atombevæbnet Iran er ikke i Ruslands interesse. Skulle der være pålidelige efterretninger om et atomvåbenprogram, tror jeg ikke det ville være særligt svært at få Rusland med på vognen.
6) Dette NIE ødelægger reelt Cheney-fløjens chancer for at bombe Iran, og det er godt, da en sådan bomberegn ville destabilisere regionen langt mere end en iransk atombombe. Og som sagt, de har alligevel ikke har nogen anelse om hvor programmet fysisk skulle være.
7) Hvis Mossad ved hvor det er, forstår jeg ikke helt hvorfor de ikke har delt disse - åbenbart skudsikre - informationer med de amerikanske efterretningstjenester. Det er jo ikke fordi de to lande ikke har arbejdet sammen før...
Krasniks artikel indeholder desuden dette:
Alle er altså enige om, at Iran producerer højt beriget uran, og at det kan bruges til at lave bomber.Nej. Der er stor forskel på uran, der er beriget nok til atomkraft, og til atomvåben. En verden til forskel.
Og denne, om NIEs påstand om atomvåbenprogrammets standsning i 2003:
Skyldtes det diplomati alene? Naturligvis ikke, ligesom presset, der har fået Nordkorea og Libyen til at opgive deres våbenprogrammer ikke skyldes diplomati alene, men også hårde sanktioner, militært pres og reelle trusler om intervention.Sagen er, at USA opfatter begrebet "diplomati", som administrationen opfatter begrebet "kompromis": Giv os først alt vi forlanger, så kan vi forhandle. Og sådan leger man ikke udenfor den amerikanske kongres. Her et længere uddrag fra en Esquire-artikel, som Krasnik nok ikke har lyst at kende til:
It was an average morning in April, about four weeks into the war. Mann picked up her daily folder and sat down at her desk, glancing at a fax cover page. The fax was from the Swiss ambassador to Iran, which wasn't unusual -- since the U.S. had no formal relationship with Iran, the Swiss ambassador represented American interests there and often faxed over updates on what he was doing. This time he'd met with Sadeq Kharrazi, a well-connected Iranian who was the nephew of the foreign minister and son-in-law to the supreme leader. Amazingly, Kharrazi had presented the ambassador with a detailed proposal for peace in the Middle East, approved at the highest levels in Tehran.De mennesker, der fejede Irans fredsfølere af bordet, er dem, der kastreres af dette NIE. Hele verden bør juble derfor, og Krasnik også.
A two-page summary was attached. Scanning it, Mann was startled by one dramatic concession after another -- "decisive action" against all terrorists in Iran, an end of support for Hamas and the Islamic Jihad, a promise to cease its nuclear program, and also an agreement to recognize Israel.
This was huge. Mann sat down and drafted a quick memo to her boss, Richard Haass. It was important to send a swift and positive response.
Then she heard that the White House had already made up its mind -- it was going to ignore the offer. Its only response was to lodge a formal complaint with the Swiss government about their ambassador's meddling.
---
Tilføjelse: Historien genudsender sig selv. Om de neokonservative.
Among the scariest of these radicals was Richard Pipes, father of Daniel. The Harvard historian thought nuclear war was not only thinkable, but winnable. Moreover, the Soviet Union was hell bent on total world domination and would readily fight a nuclear war to achieve it. Those who thought the Soviets were afraid of WW III were simply “mirroring” their values on the enemy. He based these views on his “deep knowledge of the Russian soul.”
Almost three-dozen people like Pipes were swept into office on the coattails of Ronald Reagan in 1980. All told, Reagan hired 31 members of the Committee on the Present Danger, the threat inflation lobby and hawk-workshop that had been hurling public invective at arms control and détente from the sidelines of power since 1975. Soon the biggest military buildup in peacetime history was underway, matched by provocative rhetoric and military maneuvers along Russia’s borders.
Sark !
Fordi det er kedeligt at skrive om amerikansk statskorruption hele tiden, her et par links om de frække franskmænd. Sarkozy har intet imod at spille på trommer til USAs krigsdans ved retorisk at underbygge skræmmebilledet af et atombevæbnet og bindegalt Iran - så længe han kan sælge atomteknologi til lande, der for tiden ikke er indehaver af Årets Hitler. Og Airbus. Gode penge.
Forbandede exceptionalistiske lande. Et link til om tvisterne mellem Tysklands fornuftige højrefløj (bedste i verden) og Sarkozys strutten omkring. Frankrigs magt over EU må brydes, og muligheden byder sig for alvor i 2013, hvor CAP skal genforhandles. Med støtte fra landene i den tidligere østblok kan der måske endelig være flertal for at fjerne landbrugsstøtten, som ikke blot ødelægger landbrug udenfor EU, men også ødelægger EUs popularitet hos sine egne borgere. Og EU er en god ting.
Forbandede exceptionalistiske lande. Et link til om tvisterne mellem Tysklands fornuftige højrefløj (bedste i verden) og Sarkozys strutten omkring. Frankrigs magt over EU må brydes, og muligheden byder sig for alvor i 2013, hvor CAP skal genforhandles. Med støtte fra landene i den tidligere østblok kan der måske endelig være flertal for at fjerne landbrugsstøtten, som ikke blot ødelægger landbrug udenfor EU, men også ødelægger EUs popularitet hos sine egne borgere. Og EU er en god ting.
fredag den 7. december 2007
Bølgen og Vækkelsen
Faldt over dette afsnit i Guardian:
Der er flere forklaringer på "Sunni-Vækkelsen" i vælten:
1. Denne, hvor USA lover bedring af sunni-arabernes politiske situation til gengæld for våbenhvile, penge og uniformer.
2. Tom Scudder fra 'Aqoul spekulerer i den syriske model; at det kun drejer sig om penge, og at USA har købt sig til fred. Via Cernig, et imperialistisk ekko af dette argument fra Weekly Standard.
3. Visse nationalisters egen forklaring; at USA ved deres modstand er blevet tvunget til våbenhvile.
4. Slutteligt, en midlertidig alliance mod "Al-Qaeda i Irak".
Noget af det hele, gætter jeg på. Men kun #2 åbner mulighed for en varig fred uden nationalpolitiske fremskridt og/eller amerikansk retræte.
Besides Ramadi, the Awakening movement was also operating in Sunni-majority districts of Baghdad, such as Ameriya, Adhamiya, and parts of Ghazaliya and Jihad, Omary said. He predicted it was unlikely to last for more than a few months. It was a "temporary deal" with the US and would split apart as people realised the Americans' true intentions.Betyder frasen, "as people realised the Americans' true intentions", at det var på USAs gode hensigter at forbrødringen med sunni-oprørerne blev solgt?
Der er flere forklaringer på "Sunni-Vækkelsen" i vælten:
1. Denne, hvor USA lover bedring af sunni-arabernes politiske situation til gengæld for våbenhvile, penge og uniformer.
2. Tom Scudder fra 'Aqoul spekulerer i den syriske model; at det kun drejer sig om penge, og at USA har købt sig til fred. Via Cernig, et imperialistisk ekko af dette argument fra Weekly Standard.
3. Visse nationalisters egen forklaring; at USA ved deres modstand er blevet tvunget til våbenhvile.
4. Slutteligt, en midlertidig alliance mod "Al-Qaeda i Irak".
Noget af det hele, gætter jeg på. Men kun #2 åbner mulighed for en varig fred uden nationalpolitiske fremskridt og/eller amerikansk retræte.
En af disse dage
En dag bliver jeg nok nødt til at låne Atlas Shrugged på biblioteket for at se om den er så dum som folk siger. I IHT om det skattetotalitære Danmark finder man:
Lars Christensen is co-chief executive of Saxo Bank, a Copenhagen financial services firm specializing in currency trading and retail brokerage services. New employees at Saxo Bank get a copy of "Winning," the playbook of Jack Welch, the brass-knuckled former chief executive of General Electric, and "Atlas Shrugged," the libertarian manifesto by Ayn Rand, suggesting that the boss has little time for solutions that beat around the bush.Fordi så ved man hvor folk kommer fra.
torsdag den 6. december 2007
Et år til
Atrios:
Et år til.
It must be understood that since our intelligence agencies don't believe Iran has a nuclear weapons program, it also means that they don't know where such a program would be physically located if it did exist. This means that any desires of Dick Cheney and his people to bomb Iran simply involve... bombing the shit out of Iran.Jeg gider snart ikke skrive om Bush/Cheney længere. Aldrig nogensinde har verden haft mere brug for en ny amerikansk administration.
Et år til.
tirsdag den 4. december 2007
Kolonien Irak
Jeg har længe mistænkt Iraks statsminister, Nouri al-Maliki, for at gå USAs administration i møde ud over enhver sømmelighed. Tilbage i januar blev Iraks Indenrigsministerium pludseligt noget valen ved at udsende sine månedlige drabsrapporter, nogenlunde samtidigt med Bølgens begyndelse. Det seneste nye er aftalen om en mulig permanent amerikansk tilstedeværelse i Irak. Uddrag fra teksten:
Andre vinkler på denne sag fra Tapped, Missing Links, og Allbritton. Ingen enighed hersker.
Security: To support the Iraqi government in training, equipping, and arming the Iraqi Security Forces so they can provide security and stability to all Iraqis; (...) and to provide security assurances to the Iraqi Government to deter any external aggression and to ensure the integrity of Iraq’s territory.Spekulation: Al-Maliki er pt. lederen af al-Da'awa-partiet, som er temmeligt lille i forhold til både sadristerne og Det Øverste Råd. Al-Da'awa er allieret med Rådet, og begge har stærke forbindelser til Iran, men Rådet kommer først. Jeg tror, at al-Maliki har indset, sikkert for et stykke tid siden, at han bliver nødt til at holde sig venner med USA for at beholde sin position, og nok også for at holde sig i live. Han ses i vid omfang som en quisling, både af sadristerne og sunni-nationalisterne. Jeg tvivler også på, at al-Da'awa og Rådet alene kunne vinde over sadristerne. Som jeg før har spekuleret, så er begges magt afhængig af udenlandsk støtte, hvad enten det er USA eller Irans. Derfor er aftalen om en permanent amerikansk tilstedeværelse en naturlig udvikling af den kolonialistiske drejning, som Iraks regering efterhånden har fået: Ingen sunni-arabere, ingen sadrister eller andre shi'a-nationalister, kun kurdere og pro-iranske shi'a-føderalister som al-Da'awa og Rådet.
Andre vinkler på denne sag fra Tapped, Missing Links, og Allbritton. Ingen enighed hersker.
Sagde De Demokrati ?
Det geniale ved demokrati er at lade folk forstå konsekvenserne af deres egne valg. Det skaber selvkritik, og styrker derved integriteten.
Så jeg behøver næppe forklare hvorfor dette var en pilrådden idé:
Bah.
Så jeg behøver næppe forklare hvorfor dette var en pilrådden idé:
In a recent telephone interview with The eXile, Meadowcroft explained how he was pressured by OSCE and EU authorities to ignore serious irregularities in Boris Yeltsin's heavily manipulated 1996 election victory, and how EU officials suppressed a report about the Russian media's near-total subservience to pro-Yeltsin forces.Men det er normal vestlig udenrigspolitik: Man støtter dem, der støtter én - gerne på tværs af folkets ønsker, hvad enten disse er dumme eller kloge. Og nu er OSCE lige så utroværdig som både Yeltzin og Putins valgsejre, og "demokrati" udenfor Vesten opfattes som indsættelsen af et pro-vestligt marionetkabinet - en holdning, der deles af både øst og vest.
Bah.
Angående Pakistans atomvåben...
fredag den 30. november 2007
Den Store Bamsekrise
Meph fra 'Aqoul har engang været på skolen i Sudan. Denne skole. Citat:
Når det drejer sig om udenrigspolitik, drejer det sig nok om indenrigspolitik alligevel.
---
Tilføjelse: "Det fantastisk latterlige påskud" var ikke kolonitiden, som var temmelig blodig, men bamsen. Det kunne jeg vist have skrevet bedre.
[T]he existing government in Sudan has always been prickly, obstreperous and wont to childish displays of inferiority complexes. This is partly rooted in deep insecurity and partly a hangover of the cynical anti-Western propaganda campaign the National Liberation Front employed for years in order to divert attention from its own lack of a political agenda and rally support for the war in the South. They need to be SEEN to be doing something as opposed to actually feeling strongly about the case. The overreaction stems from the government’s lack of touch with the national zeitgeist (the streets of Sudan have hardly been awash with protestors, and those that have showed up have strong affiliations with the government) as well as the miscalculation of how their display of standing up the big guy will be perceived in the West.Det er også mit indtryk, og minder meget om tegneseriekrisen, som var en klassisk arabisk afledningsmanøvre: Vær sur på den tidligere koloniherre i stedet for din egen uduelige regering. Under det fantastisk latterlige påskud er en åre af postkolonialistisk bitterhed, barnligt mindreværdskompleks og indenrigspolitiske narrestreger.
Når det drejer sig om udenrigspolitik, drejer det sig nok om indenrigspolitik alligevel.
---
Tilføjelse: "Det fantastisk latterlige påskud" var ikke kolonitiden, som var temmelig blodig, men bamsen. Det kunne jeg vist have skrevet bedre.
Tysken og Dansken
Det er en anelse irriterende, at den danske debat om Afghanistan kun drejer sig om at få tyskere til at "deltage aktivt i kampen" - som om det er derfor, det går dårligt. Og det er det ikke. Men så kan Danmark jo trække sine soldater tilbage med god samvittighed, når tiden kommer - som i Irak - uden at tænke nærmere over hvad fanden der gik galt. For vi gjorde vores.
torsdag den 29. november 2007
Kärnkraftpropaganda
Folkpartiets Carl B. Hamilton
Frygten for atomkraft, jeg fatter den stadig ikke helt. Jeg tænker, at venstrefløjens afsmag for en så CO2-neutral teknologi må have rod i modstanden mod atomvåben, og at man generelt blander de to ting sammen: Køletårne er ligeså meget et symbol på død og ødelæggelse som en paddehattesky. Deraf Tysklands modstand (post-WWII pacifister) og ikke Frankrig (selvhævdende gaullister).
anser att det skulle bli ”otroligt tufft” för Sverige att klara målen om minskade koldioxidutsläpp helt utan svensk kärnkraft.Ja. Man skal jo have noget i stedet. Sveriges kuldioxid-udslip er på højde med Danmarks, på trods af en 1,7 gange større befolkning. De er velsignet med vandkraft, som udgør over halvdelen af el-produktionen, og af resten er 80% atomkraft. Den er svær at slå, og gør målet om en oliefri økonomi knap så imponerende.
Frygten for atomkraft, jeg fatter den stadig ikke helt. Jeg tænker, at venstrefløjens afsmag for en så CO2-neutral teknologi må have rod i modstanden mod atomvåben, og at man generelt blander de to ting sammen: Køletårne er ligeså meget et symbol på død og ødelæggelse som en paddehattesky. Deraf Tysklands modstand (post-WWII pacifister) og ikke Frankrig (selvhævdende gaullister).
Spin-en-krig
To til i Afghanistan. Mikkel Vedby:
MEN KRIGEN!
Sikkert endnu en, der mener USA tabte Vietnam på hjemmefronten.
Ja, jeg er lidt sur i dag.
»Befolkningen herhjemme skal i endnu højere grad overbevises om, at det nytter noget, at vi er i Afghanistan. At soldaterne ikke dør forgæves«.
»Og hvis politikerne ikke kan forklare, hvad der kom ud af, at danske soldater ofrede deres liv, så er der et problem.«Mikkel, ved du hvad problemet er? At NATOs indsats ikke ser ud til at nytte. Det er problemet. Ikke befolkningens støtte til krigen.
MEN KRIGEN!
Sikkert endnu en, der mener USA tabte Vietnam på hjemmefronten.
Ja, jeg er lidt sur i dag.
Venstrewank
Kortere Digby: Guiliani er ligeglad med terrorisme fordi han handler med Qatar, som er en terroristrede.
---
Og så fra Digby. Hvad siger man ikke for at få ram på sin indenrigspolitiske modstander.
---
Og så fra Digby. Hvad siger man ikke for at få ram på sin indenrigspolitiske modstander.
onsdag den 28. november 2007
Privat Profit, Fælles Tab
Disse år gør det ikke nemt at holde af markedsøkonomi og globalisering. En af de tabsramte banker, Countrywide, har fået lov at tage et føderalt lån for at holde hovedet oven vande. Med andre ord; så er det skatteydere, der overtager risikoen for yderligere tab. Forskellen på dette og britiske Northern Rock var, at her foregik det i det skjulte. Roubini:
Måske det alligevel er meget godt at USA får sin recession, på samme måde som det var godt at kommunismen faldt fra hinanden, for det kan måske klæde frimarkedsfundamentalisterne af. Der er jo ingen kommunister i dag, vel?
The lesson of this sad and sleazy episode is that when profits are privatized and losses are socialized we get sleaze capitalism and corporate welfare that becomes public bailout of reckless lenders. All this from a US administration that hypocritically praises every other day the virtues of private markets capitalism. For all of us who do truly believe in free market economies where a variety of public goods are provided by governments and the financial sector is properly supervised and regulate this is not a capitalist system but rather socialism for the rich.Naomi Klein er i vælten med sin bog om The Shock Doctrine; om hvordan frimarkedsfundamentalisterne siden 2. Verdenskrig har udnyttet hver krise til at gennemtrumfe deres ideologiske idiotier. Jeg synes det er noget hø. Alle, der er betaget og besat af en overbevisning, vil udnytte kriser til at tvinge den igennem. Hitler og branden i Rigsdagen i ´33, for eksempel. Specifikt er det noget hø, fordi de sidste seks år har været exceptionelle. Fuldstændigt exceptionelle. Et eksempel, som Klein selv kom med, var antallet af militære udlicitationer under Greenspan:
[I]n 2003, when you were head of the Federal Reserve, the US government handed out 3,500 contracts to companies to perform security functions. In 2006, the year that you left the Federal Reserve, they handed out 115,000 such contracts.Frimarkedsfundamentalister har der været masser af under både Reagan, Bush Sr. og Clinton, men det er først under Bush Jr de har fået lov at gå amok.
Måske det alligevel er meget godt at USA får sin recession, på samme måde som det var godt at kommunismen faldt fra hinanden, for det kan måske klæde frimarkedsfundamentalisterne af. Der er jo ingen kommunister i dag, vel?
Nytten af Skræk og Rædsel
Så dette på Kos:Republicans don't live in fear of what the other side will say. They focus on what they think is right or in their self-interest. The reaction of the opposition never enters their calculations.Mais oui! Republikanerne bruger frygten, til at kue befolkningen og oppositionen. Kurtz:
Horror and moral terror are your friends. If they are not, then they are enemies to be feared.Machiavelli satte også frygten over kærligheden som politisk kapital, men tilføjede - noget, mange ikke er klar over - at man bør frygtes uden også at hades.
Stor forskel.
Damn lies and statistics
Republikanere fører over Hillary, ifølge en Zogby måling. Det må være denne her, som JP greb med kyshånd.
---
Og nu også Berlingske og Politiken, der ligesom JP har skrevet af fra Ritzau. I det mindste brugte Politiken ikke ordet "baghjul". Man skal nemlig huske at lave lidt om på ordene, når man skriver af.
---
Og nu også Berlingske og Politiken, der ligesom JP har skrevet af fra Ritzau. I det mindste brugte Politiken ikke ordet "baghjul". Man skal nemlig huske at lave lidt om på ordene, når man skriver af.
tirsdag den 27. november 2007
Groan
Tidligere militære øverstbefalende i Irak, LtG Sanchez, var omtrent ligeså dårlig en COIN general som Bremer var guvernør. Gik pga. Abu Ghraib. Så selvfølgelig stod han i weekenden for demokraternes ugentlige radiotale, og giver dermed militæret og republikanerne en fantastisk mulighed for at understrege hvilket geni Petraeus er i forhold til Sanchez. Pragtfuldt. Pelosi er sateme en dårlig taktiker. Volden i Irak er allerede begyndt at kravle opad igen, imens USAs best-case-scenario - der forudsætter volden ikke går op igen - er en tilstedeværelse på 80-100.000 soldater i mindst to årtier endnu. Uden noget specielt endemål, et slags Super-Bosnien med et Super-Belfast i midten til 10 milliarder dollars om måneden.
Yay.
Hvis Moktada begynder at skyde løs på amerikanske soldater igen, så er der ikke længere noget krigstilhængerne kan falde tilbage på, andet end refrænet "failure is not an option".
Yay.
Hvis Moktada begynder at skyde løs på amerikanske soldater igen, så er der ikke længere noget krigstilhængerne kan falde tilbage på, andet end refrænet "failure is not an option".
mandag den 26. november 2007
Russisk valgflæsk
Det er sigende at ingen, udover Ruslands nabolande, tager Putins demagogi voldsomt alvorligt, samtidig med at handelsunderskuddet med Kina får hele armen. Det er rigtigt læst. Rusland er et land i forfald. Velfærdsfordelingen er ad helvede til, folk får ingen børn, mange emigrerer, endnu flere ønsker at emigrere, korruptionen er overalt. Ruslands BNP internationalt er på størrelse med Hollands, befolkningstallet knap større end Japans, og daler endnu hurtigere. Så vidt gaspriserne er stabile, går det kun nedad. Et cetera.
Hvorimod Kina er Østens stigende sol, den kommer til at stege hedt, når den står højest på himlen. Men det er stadigt kreperende at skulle lægge øre til Putins svinerier. Valget er lige om hjørnet, Putin sidder ikke helt sikkert - ikke pga. Kasparov, herregud, men pga. sit eget bagland. En rigtig diktator ville nu have myrdet sine nærmeste medarbejdere, de er altid hans største rivaler. Putin er endnu ikke gået så langt. Spørgsmålet er, om hans provokationer kun er for at vinde valget, eller om han og hans klike virkelig er så klamme i hovedet. Hvis temperaturen daler efter valget og/eller Kosovo, så går det lidt bedre i verden. Ellers er der altid atomkraft og kul.
Hvorimod Kina er Østens stigende sol, den kommer til at stege hedt, når den står højest på himlen. Men det er stadigt kreperende at skulle lægge øre til Putins svinerier. Valget er lige om hjørnet, Putin sidder ikke helt sikkert - ikke pga. Kasparov, herregud, men pga. sit eget bagland. En rigtig diktator ville nu have myrdet sine nærmeste medarbejdere, de er altid hans største rivaler. Putin er endnu ikke gået så langt. Spørgsmålet er, om hans provokationer kun er for at vinde valget, eller om han og hans klike virkelig er så klamme i hovedet. Hvis temperaturen daler efter valget og/eller Kosovo, så går det lidt bedre i verden. Ellers er der altid atomkraft og kul.
søndag den 25. november 2007
Fingrene Vor
Jeg har fulgt sagen om gruppevoldtægten af den saudiske pige, hvor hun blev dømt til 200 piskeslag for at have været sammen med en fremmed forinden. Jeg kan ikke påstå at jeg er ked over den diplomatiske fordømmelse, som saudierne nu møder. Det wahhabistiske styre sviner islam til ved sin blotte eksistens, og har godt af at møde sjælden modstand i medierne. De har det ellers med at slippe under radaren, fanden tag dem.
Men der er noget besynderligt ved det her: Hvorfor netop denne sag? Hvorfor prøvede Per Stig Møller ikke at samle EU om en fælles protest mod den egyptiske stat, da den senest slog ned på oppositionen og medierne? Eller mod Etiopiens kolonikrig i Somalia? Eller mod massevoldtægterne i Burundi? Eller mod Uzbekistans torturpolitik? Og så fremdeles. Er det fordi uretfærdigheden er så provokerende? Eller er det fordi den tirrer de vestlige værdier? Fordi den er begået af de officielle justitsorganer? Der kunne der sikkert køres en masse diskursanalyse af på. Jeg ved det ikke. Men jeg er ikke glad for selektive protester, og kritikken af voldtægtsdommen er selektiv, fordi der er så mange andre ting, man ligeså godt kunne protestere imod.
Det er en lorteverden. Og vi kunne bruge resten af vores liv på at brokke os over andre landes møg. Jeg holder meget af princippet om ikke-intervention, og den stabilitet, det skaber lande imellem - Irak i mente. Min mening er, at for så vidt de holder fingrene væk fra vores eget land, så er det deres egen sag. Og skal der protesteres, må det ikke foregå selektivt, for det er dobbeltmoralsk: En handling bliver ikke mere eller mindre god, alt efter hvem der udfører den.
Det, der irriterer mig mest ved dette, er at ingen - endnu - gider tale om privat og statslig saudisk finansiering af moskéer og trossamfund verden over. Det er netop noget som angår os, for jeg vil fandeme ikke have det lort i mit eget land. Det bør ingen ønske sig. Men alligevel slår verdensopinionen ned på dette i grunden ganske normale udtryk for det saudiske retsvæsen.
Subteksten er tegneseriekrisen. Hvis Danmark finansierede undergrundsaviser i Saudi-Arabien for at trykke ulækre tegninger af profeten, ville det være ganske berettiget at smide danske penge ud af landet. Men det gjorde vi ikke. Og Saudi-Arabien ejer ikke islam, og taler heller ikke på dets vegne. Det er der ingen, der gør. Så at en sølle dansk avis trykker nogen sølle danske karikaturer, det angår ikke dem. Simpelthen. Og denne sag angår ikke os.
Lad private og NGOer protestere, det har de ret til. Men det offentlige Danmark bør holde sig væk. Det burde i stedet tage sig af hvad vi selv har fingrene i, og hvem der har fingrene i os.
Men der er noget besynderligt ved det her: Hvorfor netop denne sag? Hvorfor prøvede Per Stig Møller ikke at samle EU om en fælles protest mod den egyptiske stat, da den senest slog ned på oppositionen og medierne? Eller mod Etiopiens kolonikrig i Somalia? Eller mod massevoldtægterne i Burundi? Eller mod Uzbekistans torturpolitik? Og så fremdeles. Er det fordi uretfærdigheden er så provokerende? Eller er det fordi den tirrer de vestlige værdier? Fordi den er begået af de officielle justitsorganer? Der kunne der sikkert køres en masse diskursanalyse af på. Jeg ved det ikke. Men jeg er ikke glad for selektive protester, og kritikken af voldtægtsdommen er selektiv, fordi der er så mange andre ting, man ligeså godt kunne protestere imod.
Det er en lorteverden. Og vi kunne bruge resten af vores liv på at brokke os over andre landes møg. Jeg holder meget af princippet om ikke-intervention, og den stabilitet, det skaber lande imellem - Irak i mente. Min mening er, at for så vidt de holder fingrene væk fra vores eget land, så er det deres egen sag. Og skal der protesteres, må det ikke foregå selektivt, for det er dobbeltmoralsk: En handling bliver ikke mere eller mindre god, alt efter hvem der udfører den.
Det, der irriterer mig mest ved dette, er at ingen - endnu - gider tale om privat og statslig saudisk finansiering af moskéer og trossamfund verden over. Det er netop noget som angår os, for jeg vil fandeme ikke have det lort i mit eget land. Det bør ingen ønske sig. Men alligevel slår verdensopinionen ned på dette i grunden ganske normale udtryk for det saudiske retsvæsen.
Subteksten er tegneseriekrisen. Hvis Danmark finansierede undergrundsaviser i Saudi-Arabien for at trykke ulækre tegninger af profeten, ville det være ganske berettiget at smide danske penge ud af landet. Men det gjorde vi ikke. Og Saudi-Arabien ejer ikke islam, og taler heller ikke på dets vegne. Det er der ingen, der gør. Så at en sølle dansk avis trykker nogen sølle danske karikaturer, det angår ikke dem. Simpelthen. Og denne sag angår ikke os.
Lad private og NGOer protestere, det har de ret til. Men det offentlige Danmark bør holde sig væk. Det burde i stedet tage sig af hvad vi selv har fingrene i, og hvem der har fingrene i os.
lørdag den 24. november 2007
Overvågning
Jeg prøver at forstå hvorfor Vesten i dag har grebet til langt mere overvågning mod langt mindre trusler end under Den Kolde Krig. Tracking af alle telefonopkald og internetbrowsing vil om ganske kort tid være normen i både USA og EU. Og andre ting.
Teori: USA påvirker Vesteuropa kulturelt, og dette gælder også den politiske kultur. Med et fundament af paranoid individualisme var USAs reaktion på 9/11 forudsigelig. Det var dog ikke til at forudse at det ville blive så slemt, dengang var Bush/Cheney-administrationens exceptionelt depraverede natur ikke gået op for verden. Men mere overvågning. Og det er så kommet til Vesteuropa, på samme måde som jitterbug og Bev Hills 90210.
Teori: Usikkerhed i globaliseringens tidsalder. Et Vesten, der definerede sig selv mod Østblokkens ufrihed under Den Kolde Krig, fandt sin identitet i et åbent samfund. Med kommunismens fald, tomheden der fulgte, derpå en stadig mere forvirret verdenspolitisk situation, indvandring fra fremmede lande, identitetserodering, er politikernes drift mod mere og mere overvågning en reaktion på al denne usikkerhed. Der skal styr på sagerne, Mauer im Kopf for ikke at falde fra hinanden, kan man sige.
Teori: Halvgamle politikermenneskers frygt overfor ny teknologi. Slå ned på det, må ikke miste kontrol.
Teori: Tilbagevenden til tidligere tiders normale statsforråelse med 2. Verdenskrig på længere og længere afstand. Tiden mellem 1945 og 2001 var en historisk undtagelse.
Teori: Internettets natur betyder at der egentlig kun er to modeller: Anarki eller politistat. Anarki kan vi ikke have.
Vælg og vrag.
Teori: USA påvirker Vesteuropa kulturelt, og dette gælder også den politiske kultur. Med et fundament af paranoid individualisme var USAs reaktion på 9/11 forudsigelig. Det var dog ikke til at forudse at det ville blive så slemt, dengang var Bush/Cheney-administrationens exceptionelt depraverede natur ikke gået op for verden. Men mere overvågning. Og det er så kommet til Vesteuropa, på samme måde som jitterbug og Bev Hills 90210.
Teori: Usikkerhed i globaliseringens tidsalder. Et Vesten, der definerede sig selv mod Østblokkens ufrihed under Den Kolde Krig, fandt sin identitet i et åbent samfund. Med kommunismens fald, tomheden der fulgte, derpå en stadig mere forvirret verdenspolitisk situation, indvandring fra fremmede lande, identitetserodering, er politikernes drift mod mere og mere overvågning en reaktion på al denne usikkerhed. Der skal styr på sagerne, Mauer im Kopf for ikke at falde fra hinanden, kan man sige.
Teori: Halvgamle politikermenneskers frygt overfor ny teknologi. Slå ned på det, må ikke miste kontrol.
Teori: Tilbagevenden til tidligere tiders normale statsforråelse med 2. Verdenskrig på længere og længere afstand. Tiden mellem 1945 og 2001 var en historisk undtagelse.
Teori: Internettets natur betyder at der egentlig kun er to modeller: Anarki eller politistat. Anarki kan vi ikke have.
Vælg og vrag.
fredag den 23. november 2007
Gently, gently
Med den forestående recession i USA vil det være en meget dårlig idé at rokke ved boligskatterne herhjemme. Boligpriserne skal nok komme ned i et leje hvor de hører hjemme, og sikkert længere ned endnu, når flodbølgen vestfra når Europas kyster. Det er en gevaldig klat af Danmarks økonomi der er blevet båret oppe af boligpriserne og tilhørende friværdier, så vip ikke med båden, sørg bare for den ikke kæntrer.
mandag den 19. november 2007
Så kører vi
BBC:
At least 33 foreigners have been detained in Baghdad after a shooting incident in which a woman was injured, say Iraqi government officials.Det bliver grimt.
Rigtige Venner
I WaPo, via Registan:
These Taliban, I have become convinced by evidence gathered over the past six years, were reconstituted into a force for mischief by the military establishment -- in other words, it seems to me, the government -- of Pakistan, as a proxy fighting force to advance Pakistan's long-cherished agenda: to control all or part of Afghanistan, directly or indirectly.Hvem er allieret med hvem?
De Dummes Dag
NYTimes har denne søndag haft fire sensationelt dumme opinionsklummer. Matthew Yglesias og Glenn Greenwald om nogen af de andre, jeg vil fokusere på Kagan og O'Hanlons op-ed om Pakistan. Nøglecitat:
Så hvor i alverden begynder man? Pakistans hær, ja. Den sympatiserer svagt med talebanerne, og fokuserer på Kashmir og Indien. Ikke godt at glemme, at Pakistan støttede talebanerne i Afghanistans borgerkrig, et efterhæng af Den Kolde Krig. Det gjorde vi vist også lidt. Hærens fiasko i kampen mod islamisterne i det nordvestlige Pakistan var netop det, som fik Musharraf til at erklære undtagelsestilstand. Moralen var faretruende lav, og Musharraf, der jo kuppede sig til magten fra sin position som hærens stabschef (i hvilken han i øvrigt stadig befinder sig), er afhængig af hærens støtte for sin fortsatte ledelse af landet. Den har han besluttet skal skabes ved at slå ned på Pakistans Højesteret, der har udfordret hærens dominans, og derved også Musharrafs. Hvad angår islamisterne: Musharraf er helst fri for at gøre noget som helst ved dem. Det var hovedsageligt pga. Kina (og en smule pga. USA) at Musharraf mente sig tvunget til at handle. Og det startede så udviklingen hen mod den situation, vi har nu.
Og i den vignette foreslår Kagan og O'Hanlon at tilføje amerikanske soldater, for at hjælpe hæren med at beskytte atomvåbnene mod islamisterne. Right-o. USA er ikke for populær i forvejen, det vil næppe hjælpe at bruge amerikanske soldater til at babysitte et symbol på national stolthed. Vi burde ikke glemme at Musharraf benådede Khan, fordi han var for populær til andet. Og vigtigere endnu; at islamisterne skulle kunne tage over. Vås. Hæren er soleklart den stærkeste institution i Pakistan, og er kun blevet styrket under Musharraf. Hvis islamisterne tager over, så er det med hærens velsignelse, og sandsynligvis med hærens soldater også. Så hvad skulle det hjælpe at hjælpe hæren? Vær vis på, at atomvåbnene er præcis lige så sikre, som hæren ønsker de skal være, hverken mere eller mindre.
Og så det andet forslag, som er tifold dummere: At indsætte en styrke på flere hundredtusinde soldater - hvorfra de så end skal komme - for at hjælpe hæren at holde sammen på landet. Den slags fungerer jo så pragtfuldt, ved vi fra Irak. Og vil næppe provokere en krig, eller noget. For Pakistans hær er jo ubetinget på vores side. Good grief. Sådan spekulerer man kl. tre om natten i lufthavnen. Burde ikke ske andre steder, og slet ikke på NYTimes' sider.
Uffe har i det mindste ret denne gang. Hans kommentatorer, not so much. De synes at tro, at Pakistan er Irak og Palæstina, og at det vil gå ligesådan. Nej, Pakistan er ikke Irak. Der er langt mellem de to lande. Pakistanere er ikke irakere, selv om begge folk er brune i huden. Der er store historiske og kulturelle forskelle. En af dem er f.eks. at Pakistan har erfaringer med demokrati, har stærke elementer af en retsstat, som tidligere har slået ned på korruption og magtmisbrug, og at tidligere diktatorer ikke har været nogen garanti mod islamisering. Hvis det altså er det, man er imod.
Hvis der er noget der skal støttes, så er det Højesteretten og Lovens Lange Arm. Ikke Musharraf, Bhutto eller Sharif. Og det er netop den, som Musharraf slår ned på.
---
Tilføjelse. Ville være et skarn hvis jeg ikke også linkede til CDs indlæg.
One possible plan would be a Special Forces operation with the limited goal of preventing Pakistan’s nuclear materials and warheads from getting into the wrong hands. Given the degree to which Pakistani nationalists cherish these assets, it is unlikely the United States would get permission to destroy them. Somehow, American forces would have to team with Pakistanis to secure critical sites and possibly to move the material to a safer place.Og ellers:
A second, broader option would involve supporting the core of the Pakistani armed forces as they sought to hold the country together in the face of an ineffective government, seceding border regions and Al Qaeda and Taliban assassination attempts against the leadership. This would require a sizable combat force — not only from the United States, but ideally also other Western powers and moderate Muslim nations.Efter at have læst grundigt om Pakistan i ca. to uger ved jeg åbenbart mere end Frederick Kagan og Michael O'Hanlon tilsammen. Og de er pinger:
Frederick W. Kagan is a resident scholar at the American Enterprise Institute. Michael O’Hanlon is a senior fellow at the Brookings Institution.O'Hanlon er desuden en af Hillary Clintons udenrigspolitiske rådgivere. Så indlægget repræsenterer det niveau, som USAs mest indflydelsesrige udenrigspolitiske eksperter befinder sig på.
Så hvor i alverden begynder man? Pakistans hær, ja. Den sympatiserer svagt med talebanerne, og fokuserer på Kashmir og Indien. Ikke godt at glemme, at Pakistan støttede talebanerne i Afghanistans borgerkrig, et efterhæng af Den Kolde Krig. Det gjorde vi vist også lidt. Hærens fiasko i kampen mod islamisterne i det nordvestlige Pakistan var netop det, som fik Musharraf til at erklære undtagelsestilstand. Moralen var faretruende lav, og Musharraf, der jo kuppede sig til magten fra sin position som hærens stabschef (i hvilken han i øvrigt stadig befinder sig), er afhængig af hærens støtte for sin fortsatte ledelse af landet. Den har han besluttet skal skabes ved at slå ned på Pakistans Højesteret, der har udfordret hærens dominans, og derved også Musharrafs. Hvad angår islamisterne: Musharraf er helst fri for at gøre noget som helst ved dem. Det var hovedsageligt pga. Kina (og en smule pga. USA) at Musharraf mente sig tvunget til at handle. Og det startede så udviklingen hen mod den situation, vi har nu.
Og i den vignette foreslår Kagan og O'Hanlon at tilføje amerikanske soldater, for at hjælpe hæren med at beskytte atomvåbnene mod islamisterne. Right-o. USA er ikke for populær i forvejen, det vil næppe hjælpe at bruge amerikanske soldater til at babysitte et symbol på national stolthed. Vi burde ikke glemme at Musharraf benådede Khan, fordi han var for populær til andet. Og vigtigere endnu; at islamisterne skulle kunne tage over. Vås. Hæren er soleklart den stærkeste institution i Pakistan, og er kun blevet styrket under Musharraf. Hvis islamisterne tager over, så er det med hærens velsignelse, og sandsynligvis med hærens soldater også. Så hvad skulle det hjælpe at hjælpe hæren? Vær vis på, at atomvåbnene er præcis lige så sikre, som hæren ønsker de skal være, hverken mere eller mindre.
Og så det andet forslag, som er tifold dummere: At indsætte en styrke på flere hundredtusinde soldater - hvorfra de så end skal komme - for at hjælpe hæren at holde sammen på landet. Den slags fungerer jo så pragtfuldt, ved vi fra Irak. Og vil næppe provokere en krig, eller noget. For Pakistans hær er jo ubetinget på vores side. Good grief. Sådan spekulerer man kl. tre om natten i lufthavnen. Burde ikke ske andre steder, og slet ikke på NYTimes' sider.
Uffe har i det mindste ret denne gang. Hans kommentatorer, not so much. De synes at tro, at Pakistan er Irak og Palæstina, og at det vil gå ligesådan. Nej, Pakistan er ikke Irak. Der er langt mellem de to lande. Pakistanere er ikke irakere, selv om begge folk er brune i huden. Der er store historiske og kulturelle forskelle. En af dem er f.eks. at Pakistan har erfaringer med demokrati, har stærke elementer af en retsstat, som tidligere har slået ned på korruption og magtmisbrug, og at tidligere diktatorer ikke har været nogen garanti mod islamisering. Hvis det altså er det, man er imod.
Hvis der er noget der skal støttes, så er det Højesteretten og Lovens Lange Arm. Ikke Musharraf, Bhutto eller Sharif. Og det er netop den, som Musharraf slår ned på.
---
Tilføjelse. Ville være et skarn hvis jeg ikke også linkede til CDs indlæg.
lørdag den 17. november 2007
Note om volden i Basra
Vil gerne påpege, at Basra ikke er Baghdad. Så når volden er faldet drastisk efter briterne trak sig ud, så er det fordi byen er etnisk-sekterisk homogen. De fraktioner, der strides om magten dernede, svarer til mafia-klaner, og kæmper på samme måde; med snigmord, nakkeskud og gydedrab. Og ikke med morterer, dødspatruljer og bilbomber. De civile er hverken målet eller modstanderen, de sidder på sidelinien. Det svarer til Anbar-provinsen, der næsten kun er befolket af sunni-arabere, uanset hvad nationalisterne ellers måtte påstå. Derfor har det også kunne lade sig gøre at dæmpe volden der ved at lade de lokale bestemme.
Det vil ikke kunne lade sig gøre i Baghdad. Hovedstaden er blandet sunni-shi'a, og hundredtusindvis af sunni-arabere er flygtet fra byen siden borgerkrigen begyndte. USA har lavet de resterende sunni-kvarterer om til fæstninger, for at holde shi'aerne ude. Men når amerikanerne trækker sig ud, vil Jaish al-Mahdi, Mahdi-Hæren, gøre arbejdet færdigt. Her er de civile målet og modstanderen. Den eneste modgift er politisk forsoning, og den er længere væk end nogensinde.
Det vil ikke kunne lade sig gøre i Baghdad. Hovedstaden er blandet sunni-shi'a, og hundredtusindvis af sunni-arabere er flygtet fra byen siden borgerkrigen begyndte. USA har lavet de resterende sunni-kvarterer om til fæstninger, for at holde shi'aerne ude. Men når amerikanerne trækker sig ud, vil Jaish al-Mahdi, Mahdi-Hæren, gøre arbejdet færdigt. Her er de civile målet og modstanderen. Den eneste modgift er politisk forsoning, og den er længere væk end nogensinde.
Dagens tanke
Hvis de lande, der importerer energi, lagde en ekstra procents skat på disse importer, og brugte indtægterne derfra til at forske i alternative energikilder, og hvis denne forskning kastede frugter af sig, ville disse lande spare en kolossal bunke penge.
Aktivistisk Autopuddelpilotpolitik
Som Danmarks fremmeste udenrigspolitiske ekspert :P burde jeg vel sige et par ord om Pakistan. Problemet er at jeg ikke ved mere om det end det, jeg har læst mig til de sidste par uger. Så skal jeg spille smart eller ej? Ved min sjæl, beslutningen tynger. Blogosfæren er jo ellers stedet, hvor man brager løs om alt det, man ikke ved noget om. På den anden side er det jo noget wank.
Jeg kan i hvert fald linke lidt. Registan, ICGA, Guardian og selvfølgelig American Footprints.
Men Pakistan har en del at sige mht. Afghanistan. Pakistans hær sympatiserer med talebanerne, selv om den jævne pakistaner ikke gør. I hvert fald er der ikke nogen lyst til at konfrontere guerillaerne, og slet ikke fra Musharraf, der følte magten smutte, efter at en miserabel kampagne mod islamisterne demoraliserede Pakistans hær. Så meget har jeg da samlet op.
Så talebanerne, der i bund og grund er en pashtunsk bevægelse, har en temmelig sikker base i de nordvestlige pakistanske provinser. Da Pakistan er et kinky land med atomvåben, er det udelukket at lade NATO gøre noget som helst ved disse baser. Det ville i øvrigt nok også være kontraproduktivt. USA er ganske paralyseret af krigen i Irak, og skyggefyrsten i Pakistan er nu Kina.
Så hvad nu? Med de resourcer, som Den Glemte Krig i Afghanistan får fra Vesten, er det bedste resultat på sigt en langsomt forværret situation. 32.000 udenlandske soldater slukker ildebrande i et land på størrelse med Ukraine. Det er latterligt lidt, men siger også noget om at trykket sydfra ikke kan være særligt stort. For så var de små 32.000 soldater løbet over ende for længst. Men den afghanske hær er intet steds at se, det afghanske samfund udenfor Kabul er ikke andet end små len med hver sin feudale krigsherre, der ikke ser det voldsomt nødvendige i et demokratisk retssamfund, og den politiske situation er noget værre rod. Og det efter seks års indsats. Samtidig pønser den amerikanske vicepræsident på krig med Iran vestpå, hvilket ville være noget af en katastrofe for situationen i Afghanistan.
Jeg tvivler ikke på krigens mål. Målet er fint nok. Men jeg tvivler på, om målet er de ofre værd som det ville koste, og jeg tvivler på at vi nogensinde vil ofre det nødvendige for hvad der i grunden er en unødvendig sejr, da al-Qaedas ledelse sandsynligvis sidder trygt og godt i Pakistan. Der er alt for få soldater i Afghanistan, så det logiske ville være at eskalere og sende flere, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så at trække alle soldater tilbage. Men NATOs medlemslande har sat sig mellem to stole, og kæmper en udmattelseskrig de aldrig vil kunne vinde. Jeg burde ikke behøve forklare hvorfor.
Så alt i alt, HVAD FANDEN LAVER VI?
Det er til grin, det her.
Jeg kan i hvert fald linke lidt. Registan, ICGA, Guardian og selvfølgelig American Footprints.
Men Pakistan har en del at sige mht. Afghanistan. Pakistans hær sympatiserer med talebanerne, selv om den jævne pakistaner ikke gør. I hvert fald er der ikke nogen lyst til at konfrontere guerillaerne, og slet ikke fra Musharraf, der følte magten smutte, efter at en miserabel kampagne mod islamisterne demoraliserede Pakistans hær. Så meget har jeg da samlet op.
Så talebanerne, der i bund og grund er en pashtunsk bevægelse, har en temmelig sikker base i de nordvestlige pakistanske provinser. Da Pakistan er et kinky land med atomvåben, er det udelukket at lade NATO gøre noget som helst ved disse baser. Det ville i øvrigt nok også være kontraproduktivt. USA er ganske paralyseret af krigen i Irak, og skyggefyrsten i Pakistan er nu Kina.
Så hvad nu? Med de resourcer, som Den Glemte Krig i Afghanistan får fra Vesten, er det bedste resultat på sigt en langsomt forværret situation. 32.000 udenlandske soldater slukker ildebrande i et land på størrelse med Ukraine. Det er latterligt lidt, men siger også noget om at trykket sydfra ikke kan være særligt stort. For så var de små 32.000 soldater løbet over ende for længst. Men den afghanske hær er intet steds at se, det afghanske samfund udenfor Kabul er ikke andet end små len med hver sin feudale krigsherre, der ikke ser det voldsomt nødvendige i et demokratisk retssamfund, og den politiske situation er noget værre rod. Og det efter seks års indsats. Samtidig pønser den amerikanske vicepræsident på krig med Iran vestpå, hvilket ville være noget af en katastrofe for situationen i Afghanistan.
Jeg tvivler ikke på krigens mål. Målet er fint nok. Men jeg tvivler på, om målet er de ofre værd som det ville koste, og jeg tvivler på at vi nogensinde vil ofre det nødvendige for hvad der i grunden er en unødvendig sejr, da al-Qaedas ledelse sandsynligvis sidder trygt og godt i Pakistan. Der er alt for få soldater i Afghanistan, så det logiske ville være at eskalere og sende flere, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så at trække alle soldater tilbage. Men NATOs medlemslande har sat sig mellem to stole, og kæmper en udmattelseskrig de aldrig vil kunne vinde. Jeg burde ikke behøve forklare hvorfor.
Så alt i alt, HVAD FANDEN LAVER VI?
Det er til grin, det her.
torsdag den 15. november 2007
De dumme og de kloge taler forbi hinanden
Det sårede ego:
Chávez’ politiske projekt handler ikke kun om at gøre oprør mod USAs dominans, men nok så meget mod »los criollos« – den hvide »spanske« overklasse, der har styret de fleste af kontinentets lande med hård hånd siden uafhængigheden.Næh. Jeg tror faktisk Chávez er så dum, at han vil holde spanske investeringer ude, fordi den spanske konge bad ham holde sin kæft, efter han kaldte Aznar en fascist. Men igen, det er tit svært for kloge kloge analytikere at fatte magtfulde og dumme menneskers dumme beslutninger. Det akademiske sinds søgen efter det obskure gør det blind for det åbenlyse.
In it for the money
Sørgmodigt morsomt at højrefløjen nu generelt har accepteret at der er to forskellige slags sunni-oprørere i Irak, nationalisterne og AQI, hvor den slags tale fra Asmaa var noget værre noget for et halvt år siden.
Men alt for simpel en model i øvrigt. Kun Herren ved hvor mange militser der egentlig er i Irak, var det 166 i Basra alene? Og hvor mange af dem der er andet end bander af kriminelle og/eller naboovervågning, ikke godt at vide. Komplet decentralisering af landets magt, det eneste der holder grupperne fra hinanden er USAs pengestrøm, kun for en vanæret præsidents skyld. I det lys ville en tredeling af landet - nej, lad os være ærlige, kurderne er allerede væk - en todeling af landet faktisk være den bedste langsigtede løsning, hvor uskønt noget sådant end kan blive. De sekteriske skillelinier er ikke særligt ligetil - tænk Pakistans uafhængighed. Men alternativet er et nyt Afghanistan, med olie.
In other words, it's a huge shit sandwich, and we're all gonna have to take a bite.
Men alt for simpel en model i øvrigt. Kun Herren ved hvor mange militser der egentlig er i Irak, var det 166 i Basra alene? Og hvor mange af dem der er andet end bander af kriminelle og/eller naboovervågning, ikke godt at vide. Komplet decentralisering af landets magt, det eneste der holder grupperne fra hinanden er USAs pengestrøm, kun for en vanæret præsidents skyld. I det lys ville en tredeling af landet - nej, lad os være ærlige, kurderne er allerede væk - en todeling af landet faktisk være den bedste langsigtede løsning, hvor uskønt noget sådant end kan blive. De sekteriske skillelinier er ikke særligt ligetil - tænk Pakistans uafhængighed. Men alternativet er et nyt Afghanistan, med olie.
In other words, it's a huge shit sandwich, and we're all gonna have to take a bite.
onsdag den 14. november 2007
Naivt ?
En ting jeg ikke helt forstår, er hvorfor politikere altid fremstiller et kompromis som deres egentlige ønske. A siger 0, B siger 10, de ender med 5, og siger til pressen at 5 alligevel var det de egentlig ville have. Hvilket alle ved er bollocks. Men alligevel gør de det. Hvad er der galt med sandheden? Hvorfor vikle sig selv ind i en facade af intentionalitet? Hvad hvis, f.eks., Venstre sagde til sine vælgere at, siden der ikke er borgerligt flertal i Danmark, så er en borgerlig regering det næstbedste man kan få, og så må man sluge nogle kameler af og til? Hvad hvis Det Radikale Venstre sagde at man godt kunne leve med 24-års-reglen, hvis alternativet er fortsat VKO-dominans - men at det ikke er éns slutmål? Etcetera.
Er det af hensyn til "midten"? Til pressens gotcha-skriverier? Til koalitionspartnerne?
Jeg ved ikke. Jeg tror faktisk ikke folk er så dumme i Danmark. På trods af alle de shock & awe historier sladderpressen kørte under valget bevægede vælgerne sig næsten ikke - med undtagelse af Ny Alliances vælgere, der jo alligevel var afhoppere til at begynde med. Jersild & Spin kan tænke i skakspil og scrabble, men hvad hjælper det egentlig i sidste ende? Hvorfra ved vi, at det var Asmaa, der satte Enhedslisten tilbage? Hvorfor kunne det ikke ligeså godt have været autoerne? Etcetera. I mediernes politiske analyse og historiebygning er der ingen verificering, eller krav dertil, så fyr bare skidtet af. Jeg tvivler på folk hører efter alligevel, de ved jo hvad det er I lukker ud. Og af den politiske analyse; den hensynsfulde løgn. Som jeg tvivler på virker; min påstand kan i hvert fald ikke modbevises.
---
Tilføjelse. Når nu jeg ser tilbage, tror jeg ikke man kan vikle sig ind i en facade.
Er det af hensyn til "midten"? Til pressens gotcha-skriverier? Til koalitionspartnerne?
Jeg ved ikke. Jeg tror faktisk ikke folk er så dumme i Danmark. På trods af alle de shock & awe historier sladderpressen kørte under valget bevægede vælgerne sig næsten ikke - med undtagelse af Ny Alliances vælgere, der jo alligevel var afhoppere til at begynde med. Jersild & Spin kan tænke i skakspil og scrabble, men hvad hjælper det egentlig i sidste ende? Hvorfra ved vi, at det var Asmaa, der satte Enhedslisten tilbage? Hvorfor kunne det ikke ligeså godt have været autoerne? Etcetera. I mediernes politiske analyse og historiebygning er der ingen verificering, eller krav dertil, så fyr bare skidtet af. Jeg tvivler på folk hører efter alligevel, de ved jo hvad det er I lukker ud. Og af den politiske analyse; den hensynsfulde løgn. Som jeg tvivler på virker; min påstand kan i hvert fald ikke modbevises.
---
Tilføjelse. Når nu jeg ser tilbage, tror jeg ikke man kan vikle sig ind i en facade.
lørdag den 10. november 2007
Kirkuk
Nordens Juvel...
31. december skal der holdes folkeafstemning om Kirkuk: Skal den tilhøre Kurdistan eller ej? Dette bliver den skelsættende begivenhed i år. Tyrkiet vogter over udviklingen, med 100.000 soldater på grænsen, som mange kurdere mener har sigte mod Kirkuk, snarere end PKK. Med sin olie kan byen finansiere hele Kurdistan. Mange turkmenere i Kirkuk. Tyrkiet ser sig som deres beskyttere. Arabere, Saddams arabiseringskampagne, betalt fraflytning, legitime krav, valgsnyd, ophidsede folkemængder, lidt bombe og så kører vi.
Det skal nok blive spændende.
31. december skal der holdes folkeafstemning om Kirkuk: Skal den tilhøre Kurdistan eller ej? Dette bliver den skelsættende begivenhed i år. Tyrkiet vogter over udviklingen, med 100.000 soldater på grænsen, som mange kurdere mener har sigte mod Kirkuk, snarere end PKK. Med sin olie kan byen finansiere hele Kurdistan. Mange turkmenere i Kirkuk. Tyrkiet ser sig som deres beskyttere. Arabere, Saddams arabiseringskampagne, betalt fraflytning, legitime krav, valgsnyd, ophidsede folkemængder, lidt bombe og så kører vi.
Det skal nok blive spændende.
Puddelpolitik
Faldt i går over endnu et eksempel på at de borgerliges forstand på udenrigspolitik skal måles i enkelte hjerneceller. Jens Hald Madsen, Venstres udenrigspolitiske ordfører, om Iran i Berlingske:
Hvis vi passivt ser på, at Iran producerer atomkraftværker, beriger uran og muligvis skaber grobunden for et atomvåbenarsenal, kan det få alvorlige konsekvenser. Vi kan se, hvad der skete med Nordkorea, da de beviste, at de havde atomvåben. Efter den første atomprøvesprængning var dialogen ændret. Nordkorea havde købt sig al den tid, som de havde brug for. Muligheden for at det samme vil ske med Iran er lige for.Nordkorea, ja. Hvad skete der egentlig?
Pyongyang withdrew from the Non-Proliferation Treaty, reprocessed enough plutonium for 10 nuclear weapons and detonated a nuclear weapon.Ja. Endnu et bevis på at Danmarks højrefløj ikke har lært en pind af Irak. Måske Danmarks vælgere er medskyldige, fordi vi åbenbart er noget så ligeglade med hvad der foregår ude i verden, og ikke giver politikerne nogen grund til at diskutere den "aktivistiske udenrigspolitik". Måske der skal dø nogle flere danskere før vi gider.
The October 2006 Security Council sanctions, though, brought the North Koreans back to the negotiating table. (...)
By February, the Bush administration announced that it was ready to negotiate directly with Pyongyang and struck a deal, which included offering the North some dreaded carrots. (...) And lo and behold, the International Atomic Energy Agency has returned to the hermit kingdom, which has since shutdown its main nuclear facility. Earlier this week, the State Department announced that a team of American experts arrived at the facility to begin the process of physically dismantling it. For the first time since 2002, there is finally steady progress in Pyongyang.
fredag den 9. november 2007
torsdag den 8. november 2007
Kontraproblemer
Der er to store problemer forude, som jeg ikke tror Danmarks politikere kan håndtere: Den globale opvarming og en ældre befolkning. De er begge knyttet til velfærdssamfundet og valget forude.
Velfærd er emnet. For at beholde magten har Fogh solgt fuldstændigt ud af sin liberalisme og omfavnet velfærdssamfundet. Det er dér vælgerne er, og det fandt Venstre ud af efteråret 2006, hvor Den Store Pædagogkrise løftede S op på 32%, op fra de 20%, som de gjorde sig fortjent til for deres miserable præstation under tegneseriekrisen. Parlamentspartneren DF har tilmed aldrig været et borgerligt parti, så at regeringen ikke har ført en særskilt borgerlig politik; tror fanden.
Det er blevet tydeligt at folk har fået nok af nedskæringer. Ikke mere af det. Men de to store sataner - den globale opvarmning og den aldrende befolkning - kræver nedskæringer. Og kommer de ikke, vil vi i langt højere grad opleve det, vi allerede ser ske i sundhedssektoren: Offentlig ansatte, der hopper over til det private. Mekanismen beskrevet her.
Fordi atomkraft er tabu i Danmark, og fordi den globale opvarmnings kendsgerning ikke længere kan undergraves, bortforklares eller underdrives, er politikerne blevet enige om at vindkraft og solkraft er det bedste. Men det er dyr og ustabil energi i forhold til fossilt brændstof. Alene at fordoble den vedvarende energis andel af Danmarks energiforbrug vil være en kolossal bedrift - og kolossalt dyrt, forudsat ingen epokegørende teknologiske gennembrud. Men efterhånden som klimakrisen forværres, vil den kræve handling. Uanset hvor symbolske de åndssvage vindmøller er, så skal de op, koste hvad det vil. Det er nu eller aldrig. Men ikke atomkraft, næ du.
Den demografiske udvikling, hvor folk får færre og færre børn og lever længere og længere, kan kun betyde meget større pres på velfærdsydelserne. Mange flere ældre der skal passes af langt færre unge. Massiv indvandring fra lande udenfor EU har allerede vist sig at være en elendig idé, så nej til det.
Konsekvenserne af begge problemer løber således på den brede modstand mod nedskæringer. Og fordi politikerne ikke vil skære ned, vil der være to konsekvenser til: Med flere og flere byrder på færre og færre rygge vil de offentligt ansatte flygte over til det private, til bedre løn og arbejdsbetingelser. Privatskoler, privathospitaler, etc. Skatten vil desuden blive hævet, hævet og hævet. For blot at bibeholde "serviceniveauet", som det hedder, bl.a. fordi velfærdsydelserne nu må forlade sig på det langt dyrere private erhvervsliv. Det vil blive ved, for folk vil jo ikke acceptere forringelser af velfærden. Og så på et tidspunkt begynder skidtet at falde fra hinanden.
Erosion fuldført.
Velfærd er emnet. For at beholde magten har Fogh solgt fuldstændigt ud af sin liberalisme og omfavnet velfærdssamfundet. Det er dér vælgerne er, og det fandt Venstre ud af efteråret 2006, hvor Den Store Pædagogkrise løftede S op på 32%, op fra de 20%, som de gjorde sig fortjent til for deres miserable præstation under tegneseriekrisen. Parlamentspartneren DF har tilmed aldrig været et borgerligt parti, så at regeringen ikke har ført en særskilt borgerlig politik; tror fanden.
Det er blevet tydeligt at folk har fået nok af nedskæringer. Ikke mere af det. Men de to store sataner - den globale opvarmning og den aldrende befolkning - kræver nedskæringer. Og kommer de ikke, vil vi i langt højere grad opleve det, vi allerede ser ske i sundhedssektoren: Offentlig ansatte, der hopper over til det private. Mekanismen beskrevet her.
Fordi atomkraft er tabu i Danmark, og fordi den globale opvarmnings kendsgerning ikke længere kan undergraves, bortforklares eller underdrives, er politikerne blevet enige om at vindkraft og solkraft er det bedste. Men det er dyr og ustabil energi i forhold til fossilt brændstof. Alene at fordoble den vedvarende energis andel af Danmarks energiforbrug vil være en kolossal bedrift - og kolossalt dyrt, forudsat ingen epokegørende teknologiske gennembrud. Men efterhånden som klimakrisen forværres, vil den kræve handling. Uanset hvor symbolske de åndssvage vindmøller er, så skal de op, koste hvad det vil. Det er nu eller aldrig. Men ikke atomkraft, næ du.
Den demografiske udvikling, hvor folk får færre og færre børn og lever længere og længere, kan kun betyde meget større pres på velfærdsydelserne. Mange flere ældre der skal passes af langt færre unge. Massiv indvandring fra lande udenfor EU har allerede vist sig at være en elendig idé, så nej til det.
Konsekvenserne af begge problemer løber således på den brede modstand mod nedskæringer. Og fordi politikerne ikke vil skære ned, vil der være to konsekvenser til: Med flere og flere byrder på færre og færre rygge vil de offentligt ansatte flygte over til det private, til bedre løn og arbejdsbetingelser. Privatskoler, privathospitaler, etc. Skatten vil desuden blive hævet, hævet og hævet. For blot at bibeholde "serviceniveauet", som det hedder, bl.a. fordi velfærdsydelserne nu må forlade sig på det langt dyrere private erhvervsliv. Det vil blive ved, for folk vil jo ikke acceptere forringelser af velfærden. Og så på et tidspunkt begynder skidtet at falde fra hinanden.
Erosion fuldført.
mandag den 5. november 2007
Franske tilstande
Et ekko af CDs indlæg om lastbilsblokaderne. Vil man strejke, så fint: Nedlæg arbejdet, og tag konflikten med arbejdsgiverne eller politikerne. Tal med pressen, lobby her, appeller der. Forsøg at få andre fagforeninger med. Gør hvad du kan.
Men at lade det gå ud over andre, der ikke har en verdens ting at gøre med sagen: Usselt, lavt, selvisk.
Skide franske tilstande, at holde landet som gidsel. Jeg håber deres egoisme får konsekvenser for chaufførerne.
Men at lade det gå ud over andre, der ikke har en verdens ting at gøre med sagen: Usselt, lavt, selvisk.
Skide franske tilstande, at holde landet som gidsel. Jeg håber deres egoisme får konsekvenser for chaufførerne.
Fredsvagter
For at bygge videre på Marc Lynchs indlæg om al-Malikis syn på national forsoning, lidt spekulation.
Under Petraeus har USA søgt "bottom-up reconciliation", det kan vel oversættes med "græsrodsforsoning". Man prøver at give magten tilbage til de lokale, med hvilke der ikke menes regeringens lokale repræsentanter. Det fungerer nogenlunde, men deler selvfølgelig magten i landet i tusinde dele. Problemet før var, at Baghdads autoritet, og med dette også USAs, søgtes påtvunget ved militær magt. Idet USA har opgivet princippet om regeringens overherredømme er det ikke længere nødvendigt at kæmpe mod dem, der kæmper mod regeringen. Og så falder volden. Tydeligst i Anbar, der tidligere stod for en ganske stor del af den amerikanske hærs tab.
Meget af denne udvikling har været nærmest tilfældig: Briternes tilbagetrækning fra Basra, stammernes kamp mod AQI, og Moktada al-Sadr og Rådets våbenhvile har ikke haft noget at gøre med Bølgen, eller USA i det hele taget, og er faldet ned som appelsiner i Petraeus' turban. Hans opgave var at reducere volden, og det er kun godt for Irak at han greb muligheden for at slå fred, indtil videre, med stammerne i Anbar.
Som Lynch skriver, så er der ingen forsoning på vej overhovedet. De grundlæggende konflikter er derfor stadig ikke løst, men nu er USA taget ud af ligningen. For at markedsføre Bølgen som en succés for en amerikansk administration, der først og fremmest slås en indenrigspolitisk kamp for at bevare støtten til fortsat amerikansk tilstedeværelse i Irak, kan Bush/Cheney ikke presse al-Maliki til noget som helst. USAs styrker er nu derfor en slags fredsvagter, hvis eneste mål er at skille de stridende parter ad. Det kan man så kalde fred, og Bush/Cheney kan få sig et solidt talking point. Man ser dette mest ekstremt i Adhamiya i Baghdad, hvor meterhøje betonmure beskytter et sunni-kvarter midt blandt shi'aerne. Det er vel en slags fred.
Samtidig er USA nødt til at trække flere og flere soldater tilbage. Den nedslidte hær har intet mere at give af, ganske få melder sig hjemme, og soldater i tusindvis må trækkes tilbage, som del af en naturlig udstationeringsrotation. Strategien er derfor klar: USAs få soldater skal bruges på de etniske skillelinier. Træk dem tilbage fra de sekterisk rene regioner, hvor kampene er mere Cosa Nostra end Femte Armé, og brug dem der, hvor magten stadig flyder frit og anarkistisk.
Problemet er så, at det ikke er helt det, de gør. Der er stadig en kampagne i gang mod Moktada og Sadr By. Det giver ikke mening, for hvis der er nogen der kan give USA og den irakiske regering problemer, så er det Mookie. Der er også bøvl i Diyala-provinsen nordøst for Baghdad, en etnisk/sekterisk blandet provins, og logikken burde diktere flere soldater. Men det modsatte er ved at ske.
Så igen; hverken hoved eller hale. Hvis bare Petraeus kørte efter en klar strategi. Eftersom USA sandsynligvis ikke begynder en tilbagetrækning før tidligst januar 2009, ville en strategi, hvor USA blev i landet, men prioriterede en dæmpning af volden fremfor politiske løsninger, være det bedste, indtil tropperne kan trækkes ud. Det er i sig selv midlertidigt, og fint. USA er alligevel en kæmpe klodshans i et stupidt loppecirkus, og mere del af problemet end løsningen. Men volden vil ikke kunne holdes nede særlig længe, og der murres i krogene. Når volden stiger igen, vil der ikke være noget tilbage at give af, hverken politisk eller militært. Men bombe kan man altid.
Under Petraeus har USA søgt "bottom-up reconciliation", det kan vel oversættes med "græsrodsforsoning". Man prøver at give magten tilbage til de lokale, med hvilke der ikke menes regeringens lokale repræsentanter. Det fungerer nogenlunde, men deler selvfølgelig magten i landet i tusinde dele. Problemet før var, at Baghdads autoritet, og med dette også USAs, søgtes påtvunget ved militær magt. Idet USA har opgivet princippet om regeringens overherredømme er det ikke længere nødvendigt at kæmpe mod dem, der kæmper mod regeringen. Og så falder volden. Tydeligst i Anbar, der tidligere stod for en ganske stor del af den amerikanske hærs tab.
Meget af denne udvikling har været nærmest tilfældig: Briternes tilbagetrækning fra Basra, stammernes kamp mod AQI, og Moktada al-Sadr og Rådets våbenhvile har ikke haft noget at gøre med Bølgen, eller USA i det hele taget, og er faldet ned som appelsiner i Petraeus' turban. Hans opgave var at reducere volden, og det er kun godt for Irak at han greb muligheden for at slå fred, indtil videre, med stammerne i Anbar.
Som Lynch skriver, så er der ingen forsoning på vej overhovedet. De grundlæggende konflikter er derfor stadig ikke løst, men nu er USA taget ud af ligningen. For at markedsføre Bølgen som en succés for en amerikansk administration, der først og fremmest slås en indenrigspolitisk kamp for at bevare støtten til fortsat amerikansk tilstedeværelse i Irak, kan Bush/Cheney ikke presse al-Maliki til noget som helst. USAs styrker er nu derfor en slags fredsvagter, hvis eneste mål er at skille de stridende parter ad. Det kan man så kalde fred, og Bush/Cheney kan få sig et solidt talking point. Man ser dette mest ekstremt i Adhamiya i Baghdad, hvor meterhøje betonmure beskytter et sunni-kvarter midt blandt shi'aerne. Det er vel en slags fred.
Samtidig er USA nødt til at trække flere og flere soldater tilbage. Den nedslidte hær har intet mere at give af, ganske få melder sig hjemme, og soldater i tusindvis må trækkes tilbage, som del af en naturlig udstationeringsrotation. Strategien er derfor klar: USAs få soldater skal bruges på de etniske skillelinier. Træk dem tilbage fra de sekterisk rene regioner, hvor kampene er mere Cosa Nostra end Femte Armé, og brug dem der, hvor magten stadig flyder frit og anarkistisk.
Problemet er så, at det ikke er helt det, de gør. Der er stadig en kampagne i gang mod Moktada og Sadr By. Det giver ikke mening, for hvis der er nogen der kan give USA og den irakiske regering problemer, så er det Mookie. Der er også bøvl i Diyala-provinsen nordøst for Baghdad, en etnisk/sekterisk blandet provins, og logikken burde diktere flere soldater. Men det modsatte er ved at ske.
Så igen; hverken hoved eller hale. Hvis bare Petraeus kørte efter en klar strategi. Eftersom USA sandsynligvis ikke begynder en tilbagetrækning før tidligst januar 2009, ville en strategi, hvor USA blev i landet, men prioriterede en dæmpning af volden fremfor politiske løsninger, være det bedste, indtil tropperne kan trækkes ud. Det er i sig selv midlertidigt, og fint. USA er alligevel en kæmpe klodshans i et stupidt loppecirkus, og mere del af problemet end løsningen. Men volden vil ikke kunne holdes nede særlig længe, og der murres i krogene. Når volden stiger igen, vil der ikke være noget tilbage at give af, hverken politisk eller militært. Men bombe kan man altid.
søndag den 4. november 2007
Ikke nødvendigvis folkemord
Men det er sådan de starter:
"There are rumours that in some neighbourhoods people are making lists of their Kurdish neighbours. And shops owned by Kurds are being labelled as the places to stay away from."Grækere, armenere, og så kurdere. Hvem ved.
lørdag den 3. november 2007
Folkestyre
To links og et argument. Folkestemningen i Tyrkiet kræver krig, og et flertal af amerikanere går ind for at bombe Iran. Så hvis demokratiet fungerer, så burde både Tyrkiet og USA opføre sig som kraftidioter. Et eksempel på at demokrati kun er det mindst dårlige styresystem. Erdogan har ingen lyst til at hjælpe PKK tilbage til tidligere tiders glansrolle, men hvis presset bliver for stort, kan det blive politisk umuligt at lade være at eskalere.
Akilleshælen i alle styresystemer er menneskets dumhed. Uanset hvem der bestemmer - om det er diktator, politisk elite eller folket - så har de alle i sidste ende en overhængende risiko for både akut og længerevarende dumhed. De vulgære forestiller sig selvkritik som en svaghed, men arrogance er en langt større trussel. Vi er vores egen største fjende.
Akilleshælen i alle styresystemer er menneskets dumhed. Uanset hvem der bestemmer - om det er diktator, politisk elite eller folket - så har de alle i sidste ende en overhængende risiko for både akut og længerevarende dumhed. De vulgære forestiller sig selvkritik som en svaghed, men arrogance er en langt større trussel. Vi er vores egen største fjende.
torsdag den 1. november 2007
What's in a name?
Upartisk ad absurdum:
Og ja, som NYTimes og Atrios siger, så kan Mukasey ikke kalde det tortur, for så skal han jo stille Bush/Cheney/CIA for retten, tortur er stadig forbudt. Det burde nu ikke forhindre NYTimes i at kalde tortur for tortur, men når nu republikanerne ikke mener det er tortur, så kan man jo ikke bare tage parti og stadig drive god journalistik. Er tanken vel.
Ville egentlig gerne høre hvad Lene Espersen synes om dette, vedr. samarbejde med torturstater.
Waterboarding is a centuries-old interrogation method in which a prisoner’s face is covered with cloth and then doused with water to create a feeling of suffocation.Nej, vandbrætning er ikke en forhørsmetode, det er en torturmetode. Det kan ikke være en forhørsmetode, for vandbrætning i sig selv giver ingen information. En forhørsmetode har man først, hvis det at stille spørgsmål er en del af metoden. Vandbrætning kan højst være del af en forhørsmetode, ikke en forhørsmetode i sig selv.
Og ja, som NYTimes og Atrios siger, så kan Mukasey ikke kalde det tortur, for så skal han jo stille Bush/Cheney/CIA for retten, tortur er stadig forbudt. Det burde nu ikke forhindre NYTimes i at kalde tortur for tortur, men når nu republikanerne ikke mener det er tortur, så kan man jo ikke bare tage parti og stadig drive god journalistik. Er tanken vel.
Ville egentlig gerne høre hvad Lene Espersen synes om dette, vedr. samarbejde med torturstater.
onsdag den 31. oktober 2007
Små hurtige
1. Rusland og Iran har fælles interesser, vil ikke op at toppes. Der er azerierne i Iran og Rusland, og Azerbadjan imellem. Både Iran og Rusland kan rode med hinandens minoriteter, og har dermed et gensidigt afskrækkelsesvåben. Så er der olie og gas, og rørledninger, rørledninger, rørledninger. Rusland ønsker en fredelig sydlig grænse, som man kan eksportere gas ud af uden besvær. Det Store Spil, som har en del mere med virkelighedspolitik at gøre end de neokonservative fantasier om Iran.
2. Badger og Marc Lynch får en stor del af deres info om Irak fra arabiske aviser. Det er værd at huske at disse er pro-sunni, anti-amerikanske og anti-iranske, og at det tit er fra det perspektiv de to skriver.
3. God lille undersøgelse, sober endda, af ekstremistiske tekster i britiske moskéer. Hver fjerde er inficeret, jeg vil tro det samme gælder for Danmark. Mange af de kedelige bøger kommer fra wahhibi-miljøet i Saudi-Arabien, og en del er endda trykt af staten. Også en god opsummering af de forskellig tossefraktioner i det muslimske miljø, jeg lærte en del. Hvis PET vil bekæmpe muslimske ekstremister kan de jo begynde med belyse saudiske donationer til danske organisationer. I hvert fald Islamisk Trossamfund, gætter jeg på.
4. Exile.ru er dejlig. Læs om silovikernes magtkamp, og Putins vaklende trone. Stof til mange film med Gene Hackman. Et civiliseret samfund er et, hvor lederne kan trække sig tilbage uden at blive slået ihjel. Vi får se om Rusland stadig er et sådant.
2. Badger og Marc Lynch får en stor del af deres info om Irak fra arabiske aviser. Det er værd at huske at disse er pro-sunni, anti-amerikanske og anti-iranske, og at det tit er fra det perspektiv de to skriver.
3. God lille undersøgelse, sober endda, af ekstremistiske tekster i britiske moskéer. Hver fjerde er inficeret, jeg vil tro det samme gælder for Danmark. Mange af de kedelige bøger kommer fra wahhibi-miljøet i Saudi-Arabien, og en del er endda trykt af staten. Også en god opsummering af de forskellig tossefraktioner i det muslimske miljø, jeg lærte en del. Hvis PET vil bekæmpe muslimske ekstremister kan de jo begynde med belyse saudiske donationer til danske organisationer. I hvert fald Islamisk Trossamfund, gætter jeg på.
4. Exile.ru er dejlig. Læs om silovikernes magtkamp, og Putins vaklende trone. Stof til mange film med Gene Hackman. Et civiliseret samfund er et, hvor lederne kan trække sig tilbage uden at blive slået ihjel. Vi får se om Rusland stadig er et sådant.
Gamle ven, gamle fjende
Evigt pålidelige Christopher Allbritton skriver om PKK og Tyrkiet:
Og hvad så? I øjeblikket bombarderer tyrkerne grænseregionen. Det er ikke nok. For hver ny bombe PKK sprænger, for hver tyrkisk soldat der bliver dræbt i baghold, kommer invasionen tættere på. Og indtil den kommer vil vi se symbolske handlinger fra alle sider; a phony war. Barzani vil true PKK, Tyrkiet vil true Barzani, USA vil måske bombe lidt hist og pist, måske fra tyrkiske baser for symbolikkens skyld. Artilleri, flyangreb, døde civile. Men ingen invasion før Erdogan ikke ser anden politisk udvej. Ikke militær udvej, for som Allbritton skriver, så er Qendil-bjergene det værste møg at invadere.
Sanktioner? Det går ud fra at Barzani kerer sig om sine medborgere. Som jeg ser det, så vil situationen langsomt men uafladeligt kræve invasion og besættelse. Selv om det var til at forudse vil jeg ikke tørre den af på USA, for amerikanerne har knap været til stede i irakisk Kurdistan. Problemet er blotlagt, resten følger logisk.
What Turkey is really attempting to do is to force the U.S., Iraq and the Kurdistan Regional Government to act against the PKK to pre-empt any action by Turkey. The Turks figure that the KRG and its American backers will choose to crack down on Kurdish rebels if they're faced with the prospect of a Turkish invasion and the collapse of the Kurdish economic miracle in the north - much of which relies on trade with Turkey and Iran. It would be the lesser of two evils.Dette er problemet: PKK er ikke under nogens kontrol, og Qendil-bjergene beskytter dem ikke kun fra Tyrkiet, men også fra de andre kurdiske fraktioner. Så selv hvis Barzani og KDP prøvede at gøre noget ved dem er det ikke sikkert at de kunne, med mindre de kaster en pæn klat af hvad de har mod PKK. Not bloody likely, og slet ikke med Kirkuk i spil. Barzani har desuden sendt erklæringer om kurdisk solidaritet, og al det gejl. Han holder ikke af PKK - hvem gør også det - men sympatiserer åbenlyst med de tyrkiske kurderes selvstændighedskamp. Jeg tror derfor ikke han har i sinde at løfte så meget som en finger for at stoppe PKK. PUK kan ikke gøre noget, de har ingen magt i norden, selv om Talabani lyder lidt mere klar over situationens alvor end Barzani. Amerikanerne har slet ikke mandskab til at gøre noget ved PKK, på trods af at de er håbløst afhængige af forsyninger nordfra.
But if the U.S. and its allies don't or can't tackle the PKK, Turkey will be forced to act. Right now, there seems to be no great thirst for incursions that almost inevitably would lead to a larger and more permanent ground force and the Kurdish insurgency that almost certainly would follow.
Og hvad så? I øjeblikket bombarderer tyrkerne grænseregionen. Det er ikke nok. For hver ny bombe PKK sprænger, for hver tyrkisk soldat der bliver dræbt i baghold, kommer invasionen tættere på. Og indtil den kommer vil vi se symbolske handlinger fra alle sider; a phony war. Barzani vil true PKK, Tyrkiet vil true Barzani, USA vil måske bombe lidt hist og pist, måske fra tyrkiske baser for symbolikkens skyld. Artilleri, flyangreb, døde civile. Men ingen invasion før Erdogan ikke ser anden politisk udvej. Ikke militær udvej, for som Allbritton skriver, så er Qendil-bjergene det værste møg at invadere.
Sanktioner? Det går ud fra at Barzani kerer sig om sine medborgere. Som jeg ser det, så vil situationen langsomt men uafladeligt kræve invasion og besættelse. Selv om det var til at forudse vil jeg ikke tørre den af på USA, for amerikanerne har knap været til stede i irakisk Kurdistan. Problemet er blotlagt, resten følger logisk.
tirsdag den 30. oktober 2007
Om visse punditokraters særlige forhold til tortur
Moralsk forfald plus indavlet ideologi, så får vi at se: Westy fra Punditokraterne spiller smart med Stougaards uddrag fra Giulianis svar på om vandbrætning er tortur. Giuliani var ikke helt sikker, det er sikkert mange forskellige måder at drukne folk på skrømt på, man kan jo aldrig vide om de venstredrejede medier har forvansket teknikken. På dette punkt er han på linie med Bush's justitsministerkandidat.
En Malcolm Nance fra Small Wars Journal er ikke i tvivl. Han har over 20 års erfaring med efterretningsarbejde og terrorbekæmpelse. Jeg lader ham få ordet.
En Malcolm Nance fra Small Wars Journal er ikke i tvivl. Han har over 20 års erfaring med efterretningsarbejde og terrorbekæmpelse. Jeg lader ham få ordet.
1. Waterboarding is a torture technique. Period. There is no way to gloss over it or sugarcoat it. It has no justification outside of its limited role as a training demonstrator. Our service members have to learn that the will to survive requires them accept and understand that they may be subjected to torture, but that America is better than its enemies and it is one’s duty to trust in your nation and God, endure the hardships and return home with honor.Resten er her. Spørgsmålet er så om Westy ville lege mediekritiker, eller om han selv ikke er sikker på om vandbrætning er tortur. Nok det første. Håber jeg da. Gad vidst, om det var sådan de Moskva-tro kommunister opførte sig under Ungarn i 1956?
2. Waterboarding is not a simulation. Unless you have been strapped down to the board, have endured the agonizing feeling of the water overpowering your gag reflex, and then feel your throat open and allow pint after pint of water to involuntarily fill your lungs, you will not know the meaning of the word.
Waterboarding is a controlled drowning that, in the American model, occurs under the watch of a doctor, a psychologist, an interrogator and a trained strap-in/strap-out team. It does not simulate drowning, as the lungs are actually filling with water. There is no way to simulate that. The victim is drowning. How much the victim is to drown depends on the desired result (in the form of answers to questions shouted into the victim’s face) and the obstinacy of the subject. A team doctor watches the quantity of water that is ingested and for the physiological signs which show when the drowning effect goes from painful psychological experience, to horrific suffocating punishment to the final death spiral.
Waterboarding is slow motion suffocation with enough time to contemplate the inevitability of black out and expiration –usually the person goes into hysterics on the board. For the uninitiated, it is horrifying to watch and if it goes wrong, it can lead straight to terminal hypoxia. When done right it is controlled death. Its lack of physical scarring allows the victim to recover and be threaten with its use again and again.
søndag den 28. oktober 2007
Træghed Dagblad
Studsede lidt over trægheden i de etablerede/traditionelle medier mht. radikale skift i verden. Hvorfor synes dagbladsjournalister så ude af stand til at kalde Bush/Cheney antidemokratiske og Putin for en diktator? Det er som om de spiller politikere i stedet for at sige tingene som de er.
Ja, jeg tror det er det. Aviser har sine læsere som den ikke vil støde fra sig, sine kernevælgere. Men stadig; jeg er sateme træt af at læse om "den bekymrende udvikling i Rusland". FFS, udviklingen er forbi, målet er nået år tilbage. Der er ikke flere tæer tilbage at træde på, hvis det er det man er bange for, så prøv at tage et par skridt ind i nutiden.
Ja, jeg tror det er det. Aviser har sine læsere som den ikke vil støde fra sig, sine kernevælgere. Men stadig; jeg er sateme træt af at læse om "den bekymrende udvikling i Rusland". FFS, udviklingen er forbi, målet er nået år tilbage. Der er ikke flere tæer tilbage at træde på, hvis det er det man er bange for, så prøv at tage et par skridt ind i nutiden.
Gensyn med fornuften
Jeg er ikke Blair, udtaler Brown. Eller næsten.
Blair. Han er stadig en kode jeg ikke helt har knækket. Prøver at finde en historisk parallel. En politisk ål, idealistisk fantast, frihedsbetvinger, autoritetstro puddel, og til sidst med et nærmest skizofrent syn på sine bedrifter og beslutninger. En art Narcissus foran et forvrænget spejl.
Blair. Han er stadig en kode jeg ikke helt har knækket. Prøver at finde en historisk parallel. En politisk ål, idealistisk fantast, frihedsbetvinger, autoritetstro puddel, og til sidst med et nærmest skizofrent syn på sine bedrifter og beslutninger. En art Narcissus foran et forvrænget spejl.
lørdag den 27. oktober 2007
Civilisationskrigens Skabelse, del 3
Den islamistiske undergrund, der havde bidt sig godt og grundigt fast i det muslimske bælte, forplantede sig til Europas forvirrede muslimer. Den identitetskrise, som specielt araberne sloges med, født af impotens og globalisering, oplevede indvandrerne endnu stærkere. De kom fra landet, og deres verdenssyn var dybt konservativt, passivt paternalistisk, og dyrkede et macho-patriarkalsk værdisæt. Det skurrede fælt mod et noget så frigjort Vesteuropa, hvor internettets hyperseksualisering havde taget ungdommen på alle leder og kanter. Og i det tomme Vesten var ungdommen det bedste i verden. Indvandrerne, der allerede var ghettoiseret - som indvandrere jo typisk er - enten svævede frit eller hærdedes ideologisk. Hærdningen kom fra den islamistiske undergrund, gerne i moskéer, og gerne med en importeret imam med importerede værdier. Ghettoen blev mental.
Irakkrigens vanvittige grundløshed blev afsløret i etaper, som de syv slørs dans. Der var ingen masseødelæggelsesvåben, og intet atomvåbenprogram. Der var intet samarbejde mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Hæren faldt sammen af rust. Den kolossale trussel, som den amerikanske administration havde malet af Irak, manifesterede sig aldrig som andet end endeløs løgn. Konklusionen var derfor: Krigen var ren aggressionskrig mod et sagesløst land, hvis eneste forbrydelse var at være muslimsk. De arabiske satellitkanaler gjorde deres til at ophidse masserne med bestandige billeder af døde eller lemlæstede irakere; det gav gode seertal. Bush/Cheney-administrationen viste sig også at være moralsk korrupt, og leverede med sine forskellige torturskandaler en konstant strøm af materiale til de oprørte. De europæiske nationer, som havde deltaget i invasionen og besættelsen, blev gjort delagtige i disse forbrydelser, og da mange af disse var ledet af dem, der førte an i kampen mod den globale islamiseringsbevægelses spøgelse, blev konturerne af en civilisationskrig alt for tydelige for mange europæiske muslimer.
Med invasionen af Irak blev jihadismen en af Europas eksportvarer. Jihads idé er et fælles muslimsk forsvar af muslimsk jord mod invasionsstyrker, og Irakkrigen blev den perfekte rekrutteringsmaskine for de ekstremistiske islamister, som i forvejen ikke havde alverden med besvær med at finde rekrutter blandt Europas forbitrede minoriteter. Mange af de politiske flygtninge i Vesteuropa fra det muslimske bælte var jo netop de qutbistiske islamister der havde bekæmpet de sekulære diktatorer med vold, og fra deres moskéer kunne de gøre som i gamle dage: Med islams historie og nyhedsbilledet bore uretfærdighedshuller i de unges hoveder og lægge æg af helligt had. Og på sand takfiri-manér blev målet for nogle af disse nyudklækkede jihadister udvidet til også at omfatte civile blandt de nationer der tog del i invasionen og besættelsen. Alle var amatører, de fleste blev taget, gav op forinden, eller legede kun med tanken. Men enkelte gange lykkedes det at sprænge civile vesterlændinge i luften, og hver gang pustede det nyt liv i muslimhadernes væren og gøren. Civilisationskrigen, som i Huntingtons hænder kun var en tese, blev skabt for vor øjne.
Således gik det til.
Irakkrigens vanvittige grundløshed blev afsløret i etaper, som de syv slørs dans. Der var ingen masseødelæggelsesvåben, og intet atomvåbenprogram. Der var intet samarbejde mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Hæren faldt sammen af rust. Den kolossale trussel, som den amerikanske administration havde malet af Irak, manifesterede sig aldrig som andet end endeløs løgn. Konklusionen var derfor: Krigen var ren aggressionskrig mod et sagesløst land, hvis eneste forbrydelse var at være muslimsk. De arabiske satellitkanaler gjorde deres til at ophidse masserne med bestandige billeder af døde eller lemlæstede irakere; det gav gode seertal. Bush/Cheney-administrationen viste sig også at være moralsk korrupt, og leverede med sine forskellige torturskandaler en konstant strøm af materiale til de oprørte. De europæiske nationer, som havde deltaget i invasionen og besættelsen, blev gjort delagtige i disse forbrydelser, og da mange af disse var ledet af dem, der førte an i kampen mod den globale islamiseringsbevægelses spøgelse, blev konturerne af en civilisationskrig alt for tydelige for mange europæiske muslimer.
Med invasionen af Irak blev jihadismen en af Europas eksportvarer. Jihads idé er et fælles muslimsk forsvar af muslimsk jord mod invasionsstyrker, og Irakkrigen blev den perfekte rekrutteringsmaskine for de ekstremistiske islamister, som i forvejen ikke havde alverden med besvær med at finde rekrutter blandt Europas forbitrede minoriteter. Mange af de politiske flygtninge i Vesteuropa fra det muslimske bælte var jo netop de qutbistiske islamister der havde bekæmpet de sekulære diktatorer med vold, og fra deres moskéer kunne de gøre som i gamle dage: Med islams historie og nyhedsbilledet bore uretfærdighedshuller i de unges hoveder og lægge æg af helligt had. Og på sand takfiri-manér blev målet for nogle af disse nyudklækkede jihadister udvidet til også at omfatte civile blandt de nationer der tog del i invasionen og besættelsen. Alle var amatører, de fleste blev taget, gav op forinden, eller legede kun med tanken. Men enkelte gange lykkedes det at sprænge civile vesterlændinge i luften, og hver gang pustede det nyt liv i muslimhadernes væren og gøren. Civilisationskrigen, som i Huntingtons hænder kun var en tese, blev skabt for vor øjne.
Således gik det til.
Abonner på:
Opslag (Atom)