Mere bavl

Mere om frimarkedsfundamentalister. I en kronik i JP fortæller redaktøren af det liberale 180grader om velfærdsstatens vederstyggeligheder. Nu gør den os kriminelle, absolut:

"Sammenhængen mellem kriminalitetsudviklingen og opbygningen af velfærdsstaten er klar."

Right-o. Så lad os se på kriminalitetsstatistikkerne over forskellige lande. Der er store problemer med at måle kriminalitet ved antallet af anmeldelser, som Ole Birk springer let hen over. Derfor er det en bedre metode at anvende en decideret kriminalitetsundersøgelse, end bare at bruge politiets anmeldelsesstatistikker. Men dem er der også problemer med. Så vi tager det med et gran salt.

Jeg anser mordraten for at være temmelig pålidelig, fordi mord bliver som regel anmeldt, og hvis de ikke bliver anmeldt, så er de svære at skjule. Den kan vi begynde med. Jeg vil være nådig og holde mig til OECD-medlemmer. Vi går ud fra, at Danmark er et velfærdssamfund, og at andre skandinaviske lande også er. Vi siger også at USA er liberalt, og post-Thatcher Storbritannien tilmed. Sikkert ikke så meget som Ole Birk Olesen kunne tænke sig, men nok til at kunne gøre forskellen tydelig.

Data fra 2006, mord pr. 100.000 indbyggere:

Norge - 0,78
Danmark - 0,79
Sverige - 2,39
Storbritannien - 2,03
USA - 5,9

Jeg vil tro at røveri også er nogenlunde pålideligt, ikke så meget som mord, men bedre end tyveri.

Data fra 1998-2000, fra FN, via Nationmaster, Sveriges tal fra BRÅ, røveri pr. 100.000 indbyggere pr. år:

Norge - 38,8
Danmark -58,0
Sverige -101
Storbritannien - 157
USA - 139

Og lad os prøve at gå lidt tilbage med mordraten, lad os sige 1980. Der er ikke så mange gode data før den tid. Husk at Olesen påstår kriminaliteten er gået op.

Mord pr. 100.000 indbyggere, Kilder til Storbritannien, USA, resten her.

Storbritannien - 1,25
USA - 10,2
Danmark - 1,3
Sverige -1,0
Norge - 1,1

Så igen, vås. Der ser ikke ud til at være nogen sammenhæng. Om noget kunne man sige det modsatte. Men som sagt, sammenfald betyder ikke nødvendigvis sammenhæng.

Det er svært at være liberal i et så velfungerende velfærdssamfund som Danmark, og Olesens metodik er kun at mærke efter med maven. Ud under den kolde bruser med ham.

Fun Fact Of The Day: Halvdelen af alle myrdede kvinder bliver myrdet af deres partner. Beware. (side 17)

Åh nej, åh nej

I stedet for at agere afstandsdame i striden mellem Tyrkiet og Kurdistan om PKK, går Bush ind på Tyrkiets side. Så nu formår han at skubbe den sidste støtte i Irak væk fra USA. Jeg har aldrig været i tvivl om at USA sætter Tyrkiet langt over kurderne, af rent strategiske hensyn, men jeg havde håbet på en mere ... subtil måde at vise sin støtte på. Sælge våben, bestikke, eller endda spionere for tyrkerne. Men dræbe kurdere? Utroligt dumt, hvis det viser sig at være sandt.

Tilføjelse: Firedoglakes Scarecrow har en god pointe - der er selvfølgelig nogen, der har lækket. Sandsynligvis Gates, fordi han synes idéen er tosset. Idéen er tosset. Jeg spekulerer af og til på hvorfor Bush fyrede Rumsfeld, når han ikke vil fyre Gonzales. Men Gonzales er en uerstattelig vejspærring mod lovens ånd, en forsvarsminister kan derimod udmanøvreres. Men her ser vi, at en fornuftig mand i administrationen har konsekvenser.

Sort bavl

Dum leder i Berlingske i dag. Den kalder anmeldelse af sort arbejde for angiveri. To ord med forskellig ladning.

Hvis angiveri bliver en del af den kollektive mentalitet, er vi allerede godt på vej mod de retsløse tilstande, der herskede i den nu hedengangne slyngelstat DDR, hvor myndighederne netop formåede at sætte borgerne op imod hinanden og gøre mistanken til selve tanken og overvågning til regimets livsnerve.

Tværtimod. Når det straffrit at bryde loven ved at arbejde sort, så har vi retsløse tilstande. Myndighederne har ikke opfordret folk til at angive hinanden, og den har heller ikke stikkere ansat til at spionere for sig. Anmeldelserne kommer af samme grund som man anmelder anden kriminalitet: Borgerpligt. Vi har i Danmark alt for længe tolereret sort arbejde, derfor er det udbredt. At sammenligne kriminalitetsanmeldelse med statsansatte stikkere i DDR er ideologisk forvrængning.

Og så dette lille guldkorn:

Sort arbejde er en tavs protest mod den politiske plyndring af den hvide økonomi og går hånd i hånd med et skatte- og afgiftsniveau i den røde ende af farveskalaen. Det er derfor ikke forkert at konkludere, at danskernes voksende angiveri viser velfærdsstatens bagside.

Det er altså ikke korruption, men protest. Lad os tage den lidt længere: Når man stjæler, er det en protest mod den private ejendomsrest. Når man kører for hurtigt, er det en protest mod fartbegrænsningerne. Når man tømmer selskaber, er det en protest mod reglerne om ansvarlig regnskabsføring. At bryde en lov er en protest mod denne lov. Så lad os sammenligne skatte- og afgiftsniveauet med korruptionen. Sætter man de to op mod hinanden, så viser der sig faktisk en omvendt proportionalitet. Altså det modsatte af Berlingskes leder. Der er ikke fantastisk godt sammenfald, og man skal huske på, at "sammenfald er ikke det samme som sammenhæng". Men rigeligt til at tilbagevise det frimarkedsfundamentalistiske ævl som jævnligt undslipper højrefløjens underbevidsthed.

Her kommer et udsnit, med korruption-opfattelsesindekset fra Transparency Int., 2006. Korruption er af sin natur svær at måle, så her er det bedste vi har. X-aksen er skattetryk i procent af BNP (fra OECD) fra 0 til 50%, y-aksen er korruptionstal fra 0 til 10, des højere des bedre.
























Data:
New Zealand, 36%, 9.6
Danmark, 49%, 9,5
Østrig, 43%, 8,6
Canada, 34%, 8,5
Tyskland, 35%, 8,0
Frankrig, 44%, 7,5
USA, 26%, 7,3
Portugal, 35%, 6,6
Tjekkiet, 38%, 4,8
Grækenland, 35%, 4,4
Tyrkiet, 32%, 3,8
Mexico, 18%, 3,3

Jeg er gevaldig træt af at højrefløjen giver sig ud for at være "fornuftig" og "pragmatisk", og ikke falder for ideologiske vrangforestillinger. Dette er et eksempel på en ideologisk vrangforestilling. Her er et andet. Det er som regel indenfor økonomi.

Irak - Saudi-Arabien 1 - 0

Det må føles godt for irakere at vinde over Saudi-Arabien.

Herregud et rod.

Sandfælden

Det er ikke nogen hemmelighed, at Det Øverste Råd og al-Da'awa vil beholde USA i Irak et stykke tid endnu, og at Moktada al-Sadr vil have amerikanerne ud. Så en lille tanke: Det Øverste Råd (ØR fra nu af) og Da'awas greb om magten er usikkert, og USA i landet garanterer at de beholder taburetterne, for USA og Moktada er gode fjender. Det vil sige, at ØR og Da'awas greb om magten er svagt. De kunne ikke holde det alene. Moktada er for populær. Og deraf også støtten fra Iran, som ØR og Da'awa bliver nødt til at stole på, hvis de vil være "relevante" post-USA.

Men det betyder jo selvfølgelig - hvis Teheran ikke vil have en Moktada som Iraks leder - at Iran bliver den næste besættelsesmagt. Og Irans økonomi er i rigtig dårlig stand, det tror jeg ikke de vil kunne holde til. Måske denne udvikling kan skubbe til balancen i Iran også.

En stor faktor i den intra-shi'itiske strid er al-Sistani, den øverste islamiske autoritet i Irak, og faktisk for hele shi'ismen. Han har hidtil gjort hvad han kunne for at holde shi'a-partierne fra hinanden, selv om det ikke er lykkedes så fantastisk godt. Men det kunne nok være værre, hvis han ikke havde været på pinden i Najaf. Hvordan han har det med Iran i Irak ved jeg ikke. Han er født i Iran, men er uenig i mange af Khomeinis fortolkninger af islam. Og hvor stor autoritet han egentlig har blandt Iraks shi'aer er også en ubekendt.

Irak er en fælde, som USA gik i. Iran kan være på vej.

Tilføjelse: Lidt om USAs allierede, al-Maliki. Føl kærligheden fra Intel Dump:

I've been saying this for some time, but I'll say it again: the Maliki government is rotten to its core. If there was any possibility for a peaceful transition of power, a way to get rid of Maliki, I'd jump at it. And I suspect the U.S. government would too. But the problem is that there will likely never be another Iraqi government after this one, at least not under the current Constitution, with the current political alignments where they're at. Other Shiite leaders like Ayad Allawi don't seem capable of forming a coalition, and firebrands like Moqtada al-Sadr don't seem to have the juice either. So if Maliki goes, we're f--ked. If he stays, we're also f--ked. If the U.S. deposes Maliki to reinstall an occupation headquarters to provide benevolent leadership for the country, we're also f--ked. It's really hard to see the road ahead right now.

Mere krig endnu?

En kommentar til spørgsmålet om borgerkrigen i Irak vil brede sig.

I det store og hele, nej. Jeg tror det ikke. Selv om konflikten står mellem sunnier og shi'aer - god, gammeldags fitna - og øger spændingerne imellem de to grupper over den ganske umma, så er der ikke nogen andre muslimske lande, hvor shi'aerne tæller nok til at kunne udfordre og tage magten gennem borgerkrig, med undtagelse af Libanon. Og de har haft deres problemer.

Borgerkrigen står om magten i Irak. Sunni-jihadist/takfiri-grupperne slås mod alle, og hader gerne 'safavid'-shi'aerne mere end amerikanerne. De er ikke rationelle, og slås gerne uden blik for deres egen udslettelse. Ikke selvmorderisk, men uden strategisk omtanke. Resten af sunni-oprørerne slås for overlevelse, mod dødspatruljerne, Mahdi-hæren og amerikanerne. At genvinde magten over Irak ved at drive amerikanerne ud og besejre shi'aerne har de efterhånden givet slip på.

Den simrende borgerkrig i det sydlige Irak står mellem de forskellige shi'a-fraktioner, og olie spiller en vis rolle der, specielt omkring Basra. Ligesom den gør mht. Kirkuk, som de to største kurdiske partier (KDP, ledet af Barzani, og PUK, ledet af Talabani) er enige om - med tiden - at gøre til en del af Kurdistan, som den traditionelt har været. De to har i øvrigt haft en rask lille borgerkrig i 90'erne, og skillelinierne i det kurdiske samfund gør det til en de facto topartisstat. Man kan håbe at det bliver løst, når en eller begge dør. Forhåbentlig af alderdom.

Midlerne i borgerkrigen er militserne. De har lette håndvåben, morterer o.l. Ingen har væsentlig adgang til fly eller tanks, og logistikken til at holde en sådan styrke kørende er også uden for rækkevidde. Så der er kun lokale militser at slås med, og sådanne er dårlige offensive styrker. Af den grund tegner billedet for det arabiske Irak hen imod gradvis etnisk rensning, og så ikke mere. Konflikten om magten i Sydirak vil blive nok så blodig, men vil ikke helt nå de højder som en etnisk baseret konflikt kan.

Udlændingenes bidrag til konflikten består mest af penge og våben, ikke soldater. Saudi-araberne, som med deres wahhabisme nærer en stærk mistro - hvis ikke endda had - til Iran, øser penge ned i sunni-fraktionerne. Iran støtter shi'aerne med penge og våben. Men ikke alle shi'aer. Moktada al-Sadr, som nyder stor folkelig støtte, har et skrøbeligt forhold til Iran, og sadristernes Mahdi-hær har flere gange været oppe at slås med Det Øverste Irakiske Islamiske Råds egne private hær, Badr-Brigaden. Det Øverste Råd har stærke forbindelser til Teheran. Så det er meget muligt, at Iran vil blive draget ind i denne konflikt på Badr-hærens side.

Med disse to støtter kan borgerkrigen rase længe, på samme måde som et par dråber vand kan forlænge den korsfæstedes liv med mange timer. Det er et stort spørgsmål, hvor langt fraktionerne vil gå i deres kamp. Baghdad har omtrent syv millioner indbyggere - minus dem, der er flygtet. Og om en mere eller mindre forenet shi'itisk front vil prøve at erobre hele Baghdad kan jeg ikke spå om. Men det kan blive meget slemt.

Et andet spørgsmål er Tyrkiet, som har bøvl med PKK i sine sydlige egne, og har tropper opmarcheret ved grænsen til Kurdistan. Heldigvis led den grimmeste tyrkiske nationalisme nederlag ved valget, og det virker mere sandsynligt, at begge parter ser det fornuftige i at lægge låg på konflikten, så meget som det nu kan lade sig gøre. Kurderne står i en dårlig geostrategisk situation: De har ingen kystlinie, og kan ikke eksportere den olie de med tiden vil få op fra området omkring Kirkuk uden at arbejde sammen med enten Syrien, Tyrkiet eller Iran. Ingen af disse lande har det særligt godt med kurdisk uafhængighed, for de har alle store kurdiske minoriteter. Til gengæld er der penge at tjene for alle, og det kan begrave mange stridsøkser. Omvendt vil en invasion af Kurdistan være en kviksandskrig, i stil med USAs i Irak: Møgdyr, endeløs, udmattende. Så jeg håber de rationelle overvinder de krigsliderlige. Hidtil har de irakiske kurdere vist strategisk snilde med deres tålmodighed. De salamier Baghdads greb over Kurdistan væk skive for skive, til uafhængigheden til sidst ikke vil være kontroversiel at erklære.

Det største problem vil nok være de jihadister, der vender tilbage til Europa når USA trækker sig ud. Med medieeksponeringen af muslimsk terror vil bare en enkelt bombe stærkt forværre stemningen, og der er meget god grund for EU at holde øje med dem, der vender hjem til den tid. Så med lidt krudt og lidt hysteri kan det godt lade sig gøre at sprede konflikten. Vi får se.

John Kerry

Med en god tale og gennemgang af republikanernes obstruktionisme i senatet. Han ville have været en god præsident. Men som jeg har sagt før, så har Bush's anden periode slået neokonservatismen ihjel, det er ikke sikkert det var sket under Kerry.

Den lovlige krig

En slags kommentar til Irak-virakken.

En besynderlig tanke har fæstet rod i talen om krig: At den skal være lovlig. Ophav i folkeretten, i rettighedsdiskursen, i Genéve-konventionerne, måske. Men her er den. En lovlig krig forstås generelt som ’godkendt af FN’, andre steder som indirekte godkendt eller tilskyndet af konventioner, gennem brud på forskellige internationale aftaler, og specielt dem, som Sikkerhedsrådet har stået for.

Jo mere jeg tænker over det, desto mere underligt synes det. Krig er barbari. Altid. Det kan være i mere eller mindre organiseret grad. Men krig drejer sig om at prøve at stoppe éns indvolde tilbage i maven, det drejer sig om at se hvor éns venstre arm landede, det drejer sig om bare at overleve til natten falder på, det drejer sig om at være heldigere end andre. Det drejer sig om at gennembore menneskekød med glødende metal, at brænde øjne blinde, at smelte tøj sammen med hud, at begrave i murbrokker, at skære levende mennesker i stykker, og at gøre alt dette ved nogen man ikke kender.

Det kan også være nødvendigt barbari. For djævlen farer i folk, og kan mange gange ikke slås ned på anden måde. Men ingen bør have illusioner om en nobel krig, eller en smuk krig. For dem, der har det, er dem der starter krigen til at begynde med.

Beslutningen om at føre krig kan kun begrundes moralsk, og ikke juridisk. Ingen begynder en krig ved lovens tvang, for krigens konsekvenser hæver sig langt over lovens bogstav. I mødet med krigens virkelighed bliver dette bogstav til tåge og dis. Hvad er ’behørig rettergang’, når kuglen var fem centimeter fra at ende éns liv, og tog en anden i stedet? Hvad betyder loven, når tilfældighederne hersker over liv og død? Ingenting. Ingenting overhovedet.

Der er kun moral tilbage, nødvendighed, og instinkt. Og moralen er den svageste af de tre, for i en så dyrisk overlevelseskamp falder individet og gruppen tilbage på sig selv, først og fremmest. Hvorfor være barmhjertig mod dem, der ville slå én ihjel for lidt siden? Kun hvis man har råd. Ellers ikke. Så hellere give los for sin vrede og sit had, det er kun naturligt, og sikrere.

Dem, der kæmper, må derfor forlade sig på sine kommandører for moral. Det er dem, der er på så tilpas sikker afstand af kampen, at de forestiller sig at kunne tillade barmhjertighed på soldaternes vegne. Og holder kommandørerne ikke igen, vil soldaterne ikke være andet end rovdyr ingen længe. Vær ikke vred på soldaterne herfor, men deres ledere.

Lederne kan prøve at overholde loven, men jo dybere nede i skidtet de er, jo mere hykleriske virker de moralske formaninger og forbud fra kommandoen foroven. Des længere krigen pågår, des mere tyndslidt bliver forholdet. Og korruptionen virker nu tilbage, og går op i systemet, og hykleriet bliver institutionaliseret. Den, der ikke vil omfavne Kurtz, må håbe at krigen bliver kort, eller miste forstanden.

Tanken om, at FN beslutter hvad der er lovligt og ulovligt, er latterlig. FN er først og fremmest et forum, hvor fjendtlige nationer kan tale sammen uden at tabe ansigt. FN er ikke andet end det, som disse nationer gør det til. Autoritet har det intet af, ud over hvad det får foræret. Og hvad det formelt har, kan tages væk på et øjeblik. Krig er alt for alvorlig en sag til at overlade til en sagfører, og den, der påstår andet, har en krig han vil sælge dig. Stol ikke på ham, for han lyver.

Irakkrigen var en aggressionskrig. Men det alene gør den ikke forkert, for det ville også have været aggressionskrig at invadere Rwanda for at stoppe folkemordet. Heller ikke på grund af løgnene, der overbeviste amerikanerne, for det kan vel være, at Roosevelt lod Pearl Harbour ske. Nej, Irakkrigen var forkert, fordi den var unødvendig. Jeg vil lade Wilfred Owen forklare hvorfor:

---

Bent double, like old beggars under sacks,
Knock-kneed, coughing like hags, we cursed through sludge,
Till on the haunting flares we turned our backs
And towards our distant rest began to trudge.
Men marched asleep. Many had lost their boots
But limped on, blood-shod. All went lame; all blind;
Drunk with fatigue; deaf even to the hoots
Of disappointed shells that dropped behind.

GAS! Gas! Quick, boys!-- An ecstasy of fumbling,
Fitting the clumsy helmets just in time;
But someone still was yelling out and stumbling
And floundering like a man in fire or lime.--
Dim, through the misty panes and thick green light
As under a green sea, I saw him drowning.

In all my dreams, before my helpless sight,
He plunges at me, guttering, choking, drowning.

If in some smothering dreams you too could pace
Behind the wagon that we flung him in,
And watch the white eyes writhing in his face,
His hanging face, like a devil's sick of sin;
If you could hear, at every jolt, the blood
Come gargling from the froth-corrupted lungs,
Obscene as cancer, bitter as the cud
Of vile, incurable sores on innocent tongues,--
My friend, you would not tell with such high zest
To children ardent for some desperate glory,
The old Lie: Dulce et decorum est
Pro patria mori.

Hvem smører?

Ok, der spærrede jeg øjnene op. Næsten en femdobling af ransagelser uden retskendelse i løbet af et år. Det er noget af en glidebane. Hvad i alverden foregår der?

Grillet Gonzales

Alberto Gonzales, USAs justitsminister, har været foran senatets juridiske komité for tredje gang. Hans taktik hidtil har været at spille dum, at lade som om han ikke har anet noget om de mange ulovligheder der er foregået i Justitsministeriet. Når man vidner under éd, så er det en sikker metode at undgå mened på. At det så er en gennemsigtig løgn fra ende til anden er ikke det samme problem ved disse høringer som det ville have været ved en almindelig retssag, for så længe enhver eventuel domsafsigelse er en ren politisk beslutning, skal Gonzo bare lade være at træde i spinaten for at vide sig sikker: Undgå mened. Det er alt.

Men, der var spinaten. Han har nu sagt at det berømte hospitalsvisit var på foranledning af De Otte, en gruppe på otte kongresmedlemmer, der blev løbende briefet om overvågningsprogrammet. En for en modsiger de nu Gonzales, og skønt han tidligere er blevet modsagt af andre vidner, så er dette tilfælde så grelt, så tydeligt, og modsigelsen fra så højt oppe i systemet, at det bliver svært at undgå en undersøgelse (under en uafhængig anklager, selvfølgelig) af, om Gonzales har løjet for retten. Her kommer den.

En ny justitsminister skal godkendes af demokraterne i senatet, og en ærlig justitsminister ville være en katastrofe for Bush-administrationen, der har forladt sig på en lovgivende og dømmende magt, der ikke stillede sig i vejen for den udøvende magts excesser. Dette er grunden til at Bush ikke endnu har givet slip på trofaste Gonzales, og det er også derfor administrationen vil trække det her så langt ud som overhovedet muligt. Det skal nok blive festligt.

Popcorn, cola, check.

Spørgsmål til E, spørgsmål til V

Til Enhedslisten:

Er de tolke, som er fløjet til Danmark, landsforrædere? Hvis ja, skal de udleveres til Irak, hvis den irakiske regering beder om det?

Er ETAs kamp mod Madrid og Paris en legitim modstandskamp? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvad med FARC i Colombia?

Var Nordalliancens kamp mod talebanerne en legitim modstandsbevægelse? Hvis ja, hvorfor er regeringen i Kabul i dag ikke legitim? Hvis pakistanske talebanere erobrer Afghanistan, er de så besættelsesstyrker?

Er det eneste kriterie for legitimiteten af en modstandskamp dens folkelige støtte?

Kan en modstandsbevægelses metoder nogensinde delegitimisere den? I så fald, beror en modstandsbevægelses legitimitet sig på dens moral?

Hvis to modstandsbevægelser slås mod hinanden, er de stadig begge legitime? Hvis den ene tager magten, og den anden kæmper videre mod den ene, er den anden så stadig en legitim modstandsbevægelse?

Til VKO:

Hvorledes påvirker invasionens porøse grundlag den irakiske regerings legitimitet?

Hvis den irakiske regering ikke er repræsentativ, er det så nok at den er godkendt af FN? Hvis ja, hvorfor er FN en juridisk autoritet nu, og ikke før invasionen?

Er det eneste kriterie for en regerings legitimitet dens folkeretslige grundlag? Hvad med dens folkelige opbakning? Hvad hvis den kun har opbakning hos et begrænset udsnit af befolkningen?

Hvis Iraks regering er indblandet i tortur og drab på civile, gør det modstandskampen legitim?

Er en modstandskamp legitim, hvis den kæmper for national suverænitet? Hvorledes spiller hærens og oprørernes metoder ind? Hvorfor skulle de overhovedet spille ind?

Når meningsundersøgelser viser at den menige iraker betragter de udenlandske styrker som besættelsesstyrker, hvordan kan Iraks regering kaldes repræsentativ, hvis den betragter de udenlandske styrker som allierede?

Var det i orden, at de allierede bombede tyske og japanske civile? Gælder det samme for palæstinensiske angreb på israelske civile, og omvendt?

---

Jeg forventer ikke at nogen kan svare uden at slå krøller på sig selv.

Klimakrig

Kommentar til Lomborg.

Der er en helt basal fejltagelse hos Lomborgs tese om prioriteret global problemløsning. Ifølge den færdige liste fra Copenhagen Consensus 2004 mødet, så er punkt 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 11, 12 og 13 (ud af 16) alle ting, som skal implementeres af den rige verden i den fattige, som ulandshjælp. Her er problemet: Den fattige verdens problemer har rod i politisk ustabilitet. Hvis det kun var et spørgsmål om at købe og implementere teknologi, så var der ikke noget i vejen for en drastisk forbedring af levestandarden i den tredje verden allerede i dag.

Men når mange afrikanske landes levestandarder er faldet siden de fik deres uafhængighed fra Europa, så er det ikke fordi de ikke har fået nok penge fra deres tidligere koloniherrer, men fordi de har ødelagt sig selv, gennem krig, korruption og dårlige ledere. De sultkatastrofer, som hjemsøger regionen med jævne mellemrum, kommer som regel fordi høsten ødelægges af krig. Den sygdom og fejlernæring som hærger i stor stil, kommer gerne af samme grund. Se på DR Congo, og læs om den 2. Congolesiske Krig, hvis du orker det. Nøglecitat:

The latest figures indicate that almost 38,000 deaths occur in DR Congo every month above what is considered a ‘normal level’ for the country, translating into 1,250 excess deaths every day. Over 70 percent of these deaths, most due to easily preventable and treatable diseases, occur in the insecure eastern provinces.

“Less than two percent of the deaths were directly due to violence,” Brennan points out. “However, if the effects of violence – such as the insecurity that limits access to health care facilities – were removed, mortality rates would fall to almost normal levels.”

Et europæisk eksempel ville være 30-årskrigen, hvor de tyske områder mistede mellem 15% og 30% af sin befolkning. Tilføj tanks og maskingeværer, og få DR Congo i dag.

Vi kan ikke gøre noget aktivt ved andre landes korruption og interne konflikter. Vi kan prøve - som i Irak og Vietnam - og fejle. Der er grænser for Vestens magt. Jeg er helt enig i at landbrugsstøtten gør kolossal skade på landmænd i den 3. verden, og så den gerne fjernet. Og at frihandel - med forbehold - styrker økonomien og skaber økonomisk basis for den middelklasse, som et retssamfund bygger på. Men det er netop ting, der er i vores hænder. Derfor kan vi gøre noget. Med mindre Lomborg foreslår at genkolonisere Afrika, så har han og hans horder af økonomer misdiagnosticeret problemernes rødder.

Og det fører frem til min sidste pointe: At mange konflikter også har at gøre med klimaforandringer. Sudan, for eksempel, hvor fundet af en underjordisk sø måske kunne have stækket krigen, der har sit ophav i Saharas udbredelse, og deraf konflikten mellem bønder og hyrder. Hvis klimaet forandres verden over, vil vi se folkevandringer som aldrig før, og krig tilmed. Atomkraft nu.

To vildfarelser om Irak

Stor opstand. Lad mig gribe muligheden for at slå to myter ned med et baseballbat:

1. Oprøret er modstandskamp mod besættelsesstyrkerne.

Nej, søde. Langt de fleste, der slås mod besættelsesstyrkerne, er sunnier. Denne gruppe udgør 18% af Iraks befolkning. De andre 82% består af shi'aer, kurdere og en masse andre meget små etniciteter. Oprørerne kæmper ikke for et frit Irak, de kæmper for sig selv, for deres kamp er også en kamp mod de andre 82% af Irak. Hæren, som var domineret af sunnier og sit Ba'ath-officerskorps, blev efter masseafskedigelsen rygraden i oprøret, og slås for at skubbe USA ud og genvinde magten over Irak og shi'aerne. Eller, det gjorde de. Med ryggen mod muren slås de nu for at overleve, det er bl.a. derfor nogle sunnier nu foretrækker amerikanere som politi frem for shi'itiske dødspatruljer.

2. Regeringen i Baghdad er legitim og repræsentativ.

Nej, min ven. Regeringen er en farce, og har ingen magt, udover den gennem indenrigsministeriets kontrol over politiets dødspatruljer, og de forskellige metoder hvorved man kan kanalisere penge over til sin egen fraktion. Reelt fungerer den kun som et juridisk og politisk dække over de grusomheder, shi'aerne står for. Sunni-partierne lancerer boykot efter boykot af parlamentet, ikke bare af regeringen. Olieloven, som knap kom igennem pga. modstand fra alle sider, er irrelevant, fordi der simpelthen ikke kommer olie op. Oliesektoren var i forvejen nedbrudt efter Saddams styre, og borgerkrigen har sat den helt i stå. Olieledningerne bliver saboteret for at tvinge den minimale eksport, der alligevel er, over på de militskontrollerede lastbiler. De penge når aldrig Baghdad.

Der er intet ved Abdol-Hamids udtalelser, der er mere dumme end Enhedslisten normalt er. De bor stadig i en revolutionær glasklokke. De danske soldater var stationeret i det sydlige Irak, hvor man ganske vist gerne vil have styrkerne ud, men hellere retter sine våben mod andre lokale. Uroen omkring Basra er en intern magtkamp mellem shi'aer, som ikke vil blive tabt eller vundet før de udenlandske styrker er væk. Vi er i vejen. Så væk skal vi.

Problemet

"Jeg synes jo, det var klogere, at regeringen tog ansvar for ventelister på sygehusene, tog ansvar for, at forældrene ikke skal løbe rundt og finde alternativ pasning, når der er lukkedage i dagsinstitutionerne, og tog ansvar for, at de ældre kan få et bad, når de ønsker det", siger Carsten Hansen.

Problemet: Hvad hvis flaskehalsen for bedre velfærd ikke er penge, men arbejdskraft? Hvad hvis de faldende standarder på plejehjem og sygehuse skyldes flere gamle i forhold til unge? Og hvad hvis en socialdemokratisk regering vil give forbrugerborgerne flere 'garantier', som det bliver de i forvejen overbebyrdede offentligt ansattes problem at opfylde? Og lappeløsningen bliver at hjernedræne andre lande for deres arbejdskraft?

Og hvad hvis fagforeningerne ikke længere prædiker solidaritet, men selviskhed? 3Fs kampagne om, hvor mange penge de kan skaffe dig, har gnavet i mig i et stykke tid. Sammen med fagforeningernes obstruktion af polske håndværkere ligner det ikke altruisme og næstekærlighed, men simpel, nationalistisk protektionisme. Det er ikke solidarnosc der får fagforeningerne til at anmelde arbejdsgivere for udnyttelse af polakker. Hvad hvis fagforeningerne og Socialdemokratiet, uden at vide det, har komplet modsatte mål?

Hvad hvis løsningen ville være at lade lønningerne galoppere derudaf, som demografien påbyder, så det virkeligt kunne betale sig for kontanthjælpsmodtagerne at tage sig af de gamle og syge? Hvad hvis en sådan udvikling, skønt den ville være markedets usynlige hånd, blokeres af bekymringen for en overophedet økonomi, og således underminerer velfærden på lang sigt?

Jeg har svært ved at regne den ud.

Åh, du dødelige, du morer mig

Måske BBC læner lidt til venstre ...

For most of the 20th Century, Russia practised a repressive form of communism.

Findes der andre?

Nærsyn

Fordi man bør gøre en dyd ud af at lange ud efter alle går jeg nu efter Engelbreth:

En afgørende bestanddel i den sprængfarlige cocktail, Irak har udviklet sig til de forløbne år, er vestlige soldaters vilkårlige drab, brutale fremfærd og racistiske tilbøjeligheder.

Lådne testikler. Det er rigtigt, at amerikanere er mere kulturelt nærsynede og skydeglade end briter, og at de behandler irakerne dårligere. Men afgørende? Nej. Disse ting har været afgørende:

1. De-ba'athificeringen, som fra starten af trængte sunnierne op i et hjørne, og sammen med hærens samlede afskedigelse og den generelle jobmangel (i forbindelse med den allerede skrøbelige økonomis nedsmeltning) lagde de perfekte betingelser for oprøret.
2. Ikke-eksisterende amerikansk planlægning om Irak efter invasionen, og alt for få besættelsesstyrker. Dette førte til kollapset af lov og orden, tydeligst set ved plyndringerne lige efter Baghdads fald, og førte til det kaos, som igen førte til militsernes dominans: For at beskytte sig selv, blev det nødvendigt at være med i en milits.
3. Ingen reel politisk vilje til fred hos de irakiske partier, kun manøvrering med henblik på at tage og beholde magten.
4. Amerikanernes 'brutale fremfærd' voksede i takt med sunni-oprørernes kamp, og da den blev en faktor, var det allerede for sent. Spillet var sådan set forbi allerede ved Fallujahs belejring, hvor den 'libanesiske logik' var i fuld sving.
5. Komplet inkompetente amerikanske ledere, valgt mere efter deres loyalitet overfor Bush og GOP end deres kunnen.
6. Lad os ikke glemme jihadisterne, som forstod at sætte de forhadte shiaers blod i kog med få, men grufuldt effektive bombninger.

At Engelbreth fokuserer på netop amerikanske soldater og deres handlinger er nærsynet, og siger mere om ham end emnet.

Hvorfor dit, hvorfor dat

Hvorfor Tyrkiet ikke skal med i EU.

1. Dårlig behandling af store minoriteter. Først og fremmest kurderne, men også de religiøse minoriteter. Det kurdiske spørgsmål og PKKs idiotier har også ført til accept af tortur og manglende borgerrettigheder.

2. De er stadig for fattige. EU har fungeret godt som økonomisk løftestang for både Irland og Sydeuropa, men der er grænser, og vi taler om 70 millioner mennesker. Økonomien er blevet bedre de seneste par år, men slet ikke nok, og om det holder ved ingen.

3. Dårlig og konfliktfyldt politisk kultur. Hvoraf accepten af militærkup kun er en del. Andre er en hæslig nationalisme, som også bærer en stor del af skylden for behandlingen af minoriteterne.

4. Cypern. Men, som Ole Bang Nielsen skriver, græsk-cyprioterne er ikke uden skyld, og har været ferme til at bruge deres position i EU mod Tyrkiet.

5. EU er allerede ved at være for tungt til noget som helst. Det er ikke en naturlov at EU skal bevæge sig mod større politisk integration for at holde sig igang, men fanden tag om ikke det bliver nødvendigt hvis vi bliver ved at optage umodne nationer. Og selv om det er nødvendigt, bliver det stadigt sværere at gennemføre, og med god grund, for der er grænser for hvor meget suverænitet jeg ville have det godt med at afgive.

Læg mærke til, at jeg slet ikke har nævnt islam. Jeg var i forvejen meget betænkelig ved Rumænien og Bulgarien, og forventer ikke at de nogensinde bliver pryglet af kommissionen for deres korruption og kriminalitet. Eller smidt ud, endda. Perish the thought.

Tanken om EU som en international politisk stormagt skal man slå ud af hovedet, og i stedet fokusere på den økonomiske og juridiske infrastruktur. Lad landene stå for deres egen udenrigspolitik hvis de er uenige med hinanden - og det er de ofte. Idéen var åndssvag til at begynde med, og splittelsen om Irak var ikke Bush's skyld, men at de europæiske regeringer var uenige. Det bliver ikke sidste gang.

Wow

Glem alt om magtens tredeling, og statens tre ligestillede og uafhængige grene. Bush-administrationen har hermed erklæret, på basis af en enkelt juridisk rådgivers mening fra Justitsministeriet i 1984, at den dømmende magt (Justitsministeriet) ikke må adlyde den lovgivende magts (Kongressen og Senatet) ordrer om at bringe en tjenestemand fra den udøvende magt (Bush-administrationen) foran retten, under anklage for foragt for Kongressen, hvis præsidenten har påkaldt sig 'executive privilege' i sagen, for eksempel som svar til en stævning (subpoena) fra den lovgivende magt.

I praksis: Bush skal blot sige 'executive privilege', så slipper han afsted med hvad som helst.

Wow. Men en ganske naturlig konsekvens af Bush/Cheneys neandertalholdning til lov og orden. Som en vis David Rifkin, der var ansat under Reagan og Bush Sr. siger:

In practical terms, he said, "U.S. attorneys are emanations of a president's will."

Ja så. Men fuldstændig på linie med politiseringen af Justitsministeriet og de offentlige anklagere over hele USA. Hvis justitsministeren tog sit hverv alvorligt, ville han blæse præsidenten et langt stykke og følge lovens bogstav. Men justitsministeren er Alberto Gonzales, og Bush's trofaste tjener siden de glade dage i Texas. USA er en bananrepublik, styret af bananrepublikanere.

Tilføjelse: Glenn Greenwald er på pletten.

Her tager jeg fejl

Et par tanker om Tyrkiet og valget.

1. Fantastisk kompliceret land. Jeg tror ikke, at nogen, der ikke har boet et stykke tid i Tyrkiet (jeg har ikke), kan sige noget om det uden at tage fejl det meste af tiden.

2. Jeg synes ikke om AKP, fordi alle religiøse partier kører efter en skjult dagsorden, og lederne af AKP har rigeligt med bagage i det henseende.

3. Jeg synes heller ikke om oppositionen, som kører på en meget grim nationalisme, og ikke helt har fattet hvad demokrati egentlig er.

4. Den militære opbygning langs grænsen til Kurdistan lægger op til invasion, og et sådant træk ville være klassisk indenrigspolitisk manipulation. Forresten skal Tyrkiet have valg om nogle dage.

5. Hvis Tyrkiet invaderer, kan jeg ikke se andet end at det ville blive en hurtig militær succés, hvorefter de tyrkiske tropper vil ende i en meget hård guerillakrig, med meget lange forsyningslinier over fjendtligt territorie, inkl. i det kurdiske Tyrkiet. De ville også blive inddraget i borgerkrigen i Irak. Det ville være militært dumt.

6. Tyrkiets generaler er dumme.

Akke ja.

Snotdum

Edith Tingstrup skriver i Berlingske i dag, og uærligheden vokser ind i himlen. Emnet er gruppen Oprør og tøjmærket Fighters+Lovers' støtte til FARC i Colombia, og overskriften er 'Voldskult på venstrefløjen'. Tingstrups uærlighed er at gøre de to organisationer synonyme med venstrefløjen. Fordi ingen til venstre for K har taget afstand fra Oprørs ideologi-idioti, konkluderer hun at venstrefløjen romantiserer voldelige organisationer som FARC. Nøglecitat:

Har der været nogen reaktioner fra danske intellektuelle? Ikke en eneste. Har der været nogen forargelse i Enhedslisten eller SF? Overhovedet ikke.

Jeg tror kun, at det er i Danmark, man kan være så snotdum. For alt imens den velaflagte danske venstrefløj er solidarisk pr. langdistance, har over en million mennesker netop demonstreret mod FARC og organisationens kidnapninger og voldsaktioner.

Selv. For hvorfor har venstrefløjens politikere og intellektuelle ikke brugt blæk på at tage afstand fra Oprør? Fordi det er en komplet ligegyldig bevægelse. Hvad de gør er forkert. FARC er en bande kriminelle, en mafia med ideologisk facade. Færdig. Hvorfor skal man spilde tid på et lusepustet land som Colombia, når vi har emner som:

Ruslands totalitarisering
USAs krigsmageri og fornuftstab
Terrorbekæmpelsens nedbrud af borgerrettigheder
Politisk islam
Et konfliktbælte fra Libanon til Pakistan
Nordkoreas atomvåben og sabelraslen
Global opvarmning
EUs udvidelse

Hvis jeg var ligeså snotdum som Tingstrup, ville jeg sige, at de kristne støtter hekseafbrændinger, fordi jeg ikke har hørt nogen af alle de forbandede teologer i Berlingske tage afstand fra skidtet i det sydlige Afrika. Men det er jeg ikke.

Rundtosseri

Lille kommentar til dette indlæg på Missing Links. USA har nu åbenbart tænkt sig at bruge sunnier udefra som støttetropper i Baghdad, i de kvarterer hvor sunnier tvinger shiaer ud. Badger siger:

The implicit point is that this would represent US alliance with Sunni forces in areas where the main issues tend to be Sunni versus Shiia (and not Sunni versus AlQaeda). And in that way the coming full circle of what Iraqi nationalists have always said is essence of the American strategy: First, alliance with Shiite militias to persecute Sunnis (and Baathists in particular) in the post 2003 period; and now switching to alliance with Sunni fighters to persecute Shiites (and Sadrists in particular) to finish the job of reducing Iraq to a collection of walled-off cantons.

Badger, som er den bedste analytiker om Irak i øjeblikket - synes jeg - falder her for lidt typisk arabisk sammensværgelsesteori. Realiteten er at amerikanerne er desperate nok til at prøve hvadsomhelst, selv ting, der sagtens kan ødelægge det penible forhold til Maliki, eller Malikis penible forhold til sin egen politiske base. Jeg misunder ham ikke hans job. At skulle balancere mellem USA, Iran og Sadr, not my idea of fun. Men amerikanernes rundtossede magtpolitik giver masser af næring til mistankerne om at de samarbejder med Teheran/Ba'athisterne/Satan i Helvede. Og at det skulle have været planen at dele Irak op ved at fremprovokere borgerkrig er alt for udspekuleret et mål til amerikansk indenrigspolitik, som er Bush-administrationens egentlige hensyn.

Of all elaborate plans, the end

USAs hær er træt, så træt af krigen.

Dum diplomat der

Denne diplomat.

man [må] forstå, at russerne stadig er ved at komme sig over ikke at være en supermagt mere.

Russerne er ikke ved at komme sig, tværtimod. Tjetjenien burde have været rigeligt bevis for det, oveni det kan vi lægge Ukraine, de baltiske lande, mordene på dissidenter både indeni og udenfor Rusland, oppositionens snigende ulovliggørelse, og jerngrebet om medierne. Om diplomaten er ærlig og dum, eller noget andet, ved jeg ikke. Måske han bare ikke følger med.

Tværtimod føler landet sig presset og omklamret af NATO, EU og USA's kommende missilskjold. Og den sidste ting der er brug for er mere pres.

Bavl. Putin udnytter det til at styrke sin indenrigspolitiske profil. Det er klassisk Oceanisk folkefjendepolitik, hvor Putin er Storebror og Berezovsky er Goldstein. Desuden er det fandeme ikke "pres" at udvise fire diplomater som straf for at myrde en kritiker i éns eget land. Det er et velafvejet svar, og kunne sagtens have været stærkere.

- Dette er et psykologisk problem. Men desværre udmøntes Storbritanniens politik i øjeblikket fuldstændig uden hensyn til psykologi - og det er en fejl, mener Rudolph Thorning-Petersen.

Rudolph burde støve sine psykologibøger om social interaktion af. Bøllen har psykologiske årsager (mindreværd) til de fysiske problemer han skaber for/på andre, og for hans egen og andres skyld skal han stoppes, før han kommer for godt igang.

- Havde jeg været britisk udenrigsminister, havde jeg udtrykt en dyb beklagelse af, at russerne ikke ville deltage i et forsøg på at opklare en forbrydelse, der er begået på britisk jord.

Som om polonium-210 kunne være skaffet uden hjælp fra den russiske stat. Ikke nødvendigvis med diktatorens billigelse, det er muligt visse afdelinger handlede på egen hånd, det er sket før. Men at kilden var Rusland, ingen tvivl. Deres obstruktion, og Lugovois trusler trusler sidenhen, bekræfter det kun. Hvis folk skjuler noget, er det fordi de har noget at skjule. Libby.

Konsekvensen af briternes seneste skridt bliver ikke en 3. verdenskrig. Men det vil få økonomiske konsekvenser for Storbritannien såvel som resten af Europa, mener diplomaten.

Storbritannien er ikke kunde hos Gazprom, det er Tyskland og resten af Mellem- og Østeuropa. Og økonomi fungerer begge veje, så hvis der er konsekvenser, bæres de af begge parter. Og Ruslands økonomi er langt mere sårbar overfor en eventuel handelsstandsning.

Rusland vil efter al sandsynlighed lukke af for udenlandske investeringer - det vil koste europæiske virksomheder milliarder af kroner.

Og vil koste Rusland langt mere, proportionelt.

Eks-ambassadøren stiller sig uforstående overfor EU og USA's generelt hårde kurs overfor Rusland. Den står i skærende kontrast til den bløde linje, man har valgt over for Kina, som i demokrati og menneskerettigheder ligger langt efter Rusland.

Mig bekendt har EU og OECD behandlet Rusland med fløjlshandsker, på trods af grusomhederne i Tjetjenien, og andet totalitært møg. Kina har fået ligeså god behandling.

Hvis resultatet bliver et nervøst økonomisk miljø i Rusland, er jeg aldeles tilfreds. Des færre økonomiske bånd EU har til Rusland, des bedre. Atomkraft nu, tak.

Gamle vaner

Jeg tror, at Storbritannien ledte efter en undskyldning for at smide fire russere ud, der sandsynligvis var KGB. Jeg mener, FSB. Gamle vaner.

Kedsomhed og Krig

På en måde er Det Store Spil om Centralasien blevet militært. Slaget om Afghanistan er om Vesten skal have en fod i regionen eller ej. Måske jeg er paranoid, men jeg kan ikke slippe tanken at Rusland fodrer talebanerne som tak for sidst.

Her en god artikel om soldaterlivet i Afghanistan, fra den mest ... underholdende kilde om Rusland i dag. Tjetjenere, uzbekere, tajikere, turkmenere, de er der alle.

Militært ser det ikke så godt ud. Ikke at man taber, men at man ikke vinder, og des længere tid man ikke vinder, des større chance er der for at de lokale bliver trætte af én. Og det ligner lidt Vietnam: Vi støtter en korrupt og ineffektiv regering uden autoritet udenfor hovedstaden mod en nationalistisk guerillastyrke med baser udenfor landet. Forskellen er, at talebanerne ikke har den lokale støtte som Viet Minh/Cong havde, og at mange afghanske pashtun har fundet ud af, at de er nogle svin.

Jeg ved sgu ikke.

Exceptionalisme

Kommentar til de seneste dages brouhaha om Sarkos enegang.

Det er ikke nyt, at Frankrig ser EU som sin ejendom, og forventer at resten af landene danser efter dets pibe. Det er heller ikke nyt, at Frankrig går enegang, fører sig frem med ufortjent arrogance, og i øvrigt ignorerer resten af verden når det kan betale sig. Ikke altid, men ofte. Det, Frankrig lider af, er exceptionalisme. Det er en sygdom som nationer kan få, hvor de forestiller sig at være unikke, enerådige, usårlige, specielle, med forrang, over andre, verdens centrum, og alt dette med den selvfølgeligste selvfølgelighed.

I den vestlige sfære er det for tiden kun USA der også lider under samme vrangforestilling, hvilket forklarer de to landes indbyrdes rivaliseren. Tyskland blev alvorligt kureret af 2. Verdenskrig, og Storbritannien har efterhånden fundet sig til rette med sin nye middelmådighed indenfor politik og cricket. Andre lande, der i øjeblikket lider under exceptionalisme, er Saudi-Arabien, Rusland og Nordkorea. Og mere end det ved jeg ikke om verden. Selvfede Danmark tæller ikke, for selvfølgelig er vi verdens bedste i alt, men vi ved godt vi ikke er verdens centrum.

Alle imperier har haft det, og alle tidligere imperier har det latent. Det er som malaria, hvor tiden mellem anfaldene domineres af det mindreværdskompleks, som er exceptionalismens skyggeside. Fælles for lande, der har lidelsen, er deres manisk-depressive adfærd: Hvis de ikke er på toppen, så er de på bunden. De er svære at omgås, frustrerende at forhandle med, kulturelt nærsynede, og generelt virkelighedsfjerne. De samler ikke ligemænd omkring sig, men tjenestenationer, og finder deres fjender i andre exceptionalister.

Men på et tidspunkt løber de ind i virkeligheden. Problemet er, hvis de ikke lærer noget af det, hvis de beholder exceptionalismen på den anden side af nederlaget. Exceptionalister har det meget svært med selvkritik, for de er jo verdens bedste land, hver og en. Rusland tabte den kolde krig til NATO, men opfører sig som om dets nabolande er illoyale vasalstater. Arabien er ophavet til den eneste sande religion - Gud er jo araber - men bider alligevel i støvet foran zionisterne hver eneste gang. Etc. Ansvarsforskubbelsen viser sig som sammensværgelsesteorier: Det må være Irans skyld at det går dårligt i Irak. Jesus forbyde at det har noget med USA og irakerne selv at gøre.

I øvrigt: Sarkozy er dum, hvis han tror skattelettelser kan sætte gang i Frankrigs økonomi. Problemet er det rigide arbejdsmarked, som også i den grad lukker maghreb-araberne ude. Fanden tag Thatcher for det hun gjorde i Storbritannien, men fanden tag de britiske fagforeninger for at gøre det nødvendigt. Hvis det eneste Sarko laver er ufinancierede skattelettelser, bliver det kun værre. Så ville Royal - og status quo - have været et bedre valg.

Logisk

NOAH: Nu var p-afgifterne endeligt kommet så højt op, at det havde en positiv effekt på antallet af biler inde i byen. Det er et stort skridt tilbage, at prisen nu falder.

NOAH: Det drejer sig om ganske få, der tager bilen ind til indre by.

Har aldrig hørt om NOAH før. Håber aldrig jeg hører om dem igen.

Misbrugere

FireDogLake om forfatningen. Igen min pointe: Republikanernes lovmisbrug afslører forfatningens mangler. De er ikke ligeglade med loven, de bruger og misbruger den, men retfærdighed rager dem en høstblomst.

Jeg vil nødigt se EU udvikle et føderalt system der ligner, og USAs forfatningsstiftere (Founding Fathers, med stort...) så vist ikke USA som andet end et samarbejde mellem uafhængige stater, deraf det stive og ineffektive føderale demokrati. Jeg er nu ikke helt sikker. Til forskel er Storbritanniens eminent fleksibelt, kun briternes pragmatiske karakter har hidtil stået i vejen for partidiktatorisk misbrug. Kudos til dem, men jeg turde ikke.

Perspektivet

Lille hurtig til denne kronik i Politiken.

Altså. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de danske soldater har gjort det så godt de overhovedet kunne. Og at der sker gode ting i Basra. Og at tingene måske kunne blive bedre endnu hvis Danmark blev dernede.

Men man kan ikke se Basra isoleret. Byen og provinsen ligger i den mest fredelige del af det arabiske Irak, og det er ud fra det perspektiv man bør vurdere rapporterne om volden. Danmarks styrker er også kun en meget lille del af et meget stort maskineri, og man bør se på hvordan hele Irak fungerer, ikke kun på om éns egen lille møtrik sidder ordentligt fast.

Resten af maskinen er borgerkrigen, de omgivende lande, besættelsesstyrkerne, den politiske ustabilitet, det sekteriske kaos og manglen på lov og orden. Og det er til rotterne. De projekter som Danmark er stået for dernede vil sandsynligvis falde sammen det øjeblik USA trækker sig ud, og borgerkrigen for alvor slår sig løs.

Der vil ikke være økonomisk fremgang før der er politisk stabilitet, og der vil ikke være politisk stabilitet før en ny diktator fra gud ved hvilket parti får vundet borgerkrigen, slået alle sine rivaler ihjel, og bliver valgt med 99.9% af stemmerne. Sådan er det fandeme bare. Borgerkrigen kan ikke stoppes, og nogen skal vinde den.

Det bedste man kan gøre er at sørge for flygtningene i Syrien og Jordan. Det bedste man kan håbe på er at de etniske skillelinier med tiden vil gå i et med de politiske, så der ikke er lagt op til flere borgerkrige siden hen. Ikke som Libanon, der er ved at være parat til runde to.

Om selvkritik

Selvkritik er intet andet end at kende til konsekvenserne af ens egne handlinger. Det er kilden til integritet. Mangler selvkritikken, så forsvinder integriteten, og korruptionen og ineffektiviteten træder i dens sted.

Men det kræver, at ens egne handlinger påvirker verden. Lever man under et diktatur, vel at mærke en af de værre, er éns liv altid i andres hænder. Man er et nummer der kan lægges til eller trækkes fra, alt efter magthavernes behag. Éns eget liv er uden indflydelse, og man hensættes først til en frustreret passivitet, og snart en apatisk afstumpethed. Selvkritik er her meningsløst, det giver sig selv.

Belejringsmentalitet hæmmer selvkritik, fordi trykket kommer udefra. Når man er under angreb, står man skulder ved skulder, og indadvendt kritik er ikke andet end et angreb udefra under et andet navn. Denne mekanik er meget nem at udnytte, og man bør gøre alt for at modstå den, for i en kamp er det vigtigste at kende virkeligheden, om fjenden og om en selv.

Demokratiet er selvkritikkens ven, for det giver folk mulighed for at påvirke deres land. Men det kræver et rigtigt demokrati, hvor valget har virkelige konsekvenser. Når feedbackprocessen går i gang, modnes man politisk, for man forstår mere og mere ens eget ansvar for sine omgivelser, både som gruppe og som individ. Det tager tid, og mange unge demokratier falder i demagogiens fælder inden de bliver voksne.

Og derfor:

Forfatningssikrede rettigheder bør holdes til et minimum, da demokratiet skal stå over retsstaten. Selv om folk kan være nogle bæster. Lad dem forstå at de er.

Enhvert forsøg på ansvarsforskubbelse skal imødegås. Man skal lære at genkende de politiske typer der benytter sig af det, og ikke give dem muligheden. Militær indblanding i andre lande bør kun være gennem FN, og helst ikke, folkemord eller ej. Angreb skal slås tilbage. Detente. Forandringer må forstås som noget der kommer indefra, og ikke som noget der kan installeres udefra.

Beslutninger taget ved folkeafstemninger bør ikke være for små, valget skal have mærkbare konsekvenser. Ikke schweiziske tilstande.

Ingen imperier. Ikke overnationale institutioner, men internationale fora. Internationalt samarbejde må gøres så gennemsigtigt som det politisk kan lade sig gøre.

Ansvarsplacering er det bedste i verden.

Og så forbehold:

Grupper påvirker hinanden, og ingen gruppe kan isoleres. Der vil altid være muligheder for at skyde skylden over på andre. Der vil også altid være, i hvert fald midlertidigt, indenrigspolitisk bonus ved at forskubbe ansvar, og det gælder både i et demokrati og et diktatur. Den mekanik kan ikke ophæves, kun imødegås.

Medier vil altid kunne manipulere og manipuleres med, og via dem demokratiet. Udenrigspolitisk indblanding vil ikke påvirke vælgerne i samme grad som indenrigspolitiske beslutninger, og vil derfor ikke forstås så godt. Spin trumfer ofte virkeligheden når det gælder om at kapre folkets gunst, for virkeligheden er grim.

Mange internationale institutioner er nødvendige, specielt de økonomiske.

Eksempler på ansvarsforskubbelse:

Tyskland tabte Den Store Krig pga forræderiske politikere.
USA tabte i Vietnam, og nu også i Irak, pga sin indre opposition.
Afrika bliver lænset af Vesten for penge.
Globalisering har ansvaret for Den Tredje Verdens fattigdom.
De arabiske lande er i dårlig stand pga jødernes jerngreb om økonomien.
De muslimske lande er under angreb fra Vesten. Derfor har de det dårligt.
Pakistan er et skidt land pga Indien.
Indien er et skidt land pga Pakistan.
Rusland mistede sit imperie pga amerikanerne gennem Verdensbanken og NATO.
Rusland tabte ikke i Afghanistan, det trak sig bare ud.

Der er mange.

Knageri

Lille referat af en artikel i Washington Monthly om forurening i Kina.

Spændende dynamik. Spændende spændende spændende. Kina løsnede for de økonomiske tøjler, og fik til gengæld en dejligt vibrerende økonomi. Oveni blev institutionerne svækket, korruptionen styrket, og partiet mistede kontrollen med de fjerne provinser hvis underbetalte funktionærer nu kunne tjene kassen på at blæse Beijing et langt stykke.

Men! Forureningen eksploderede også. Hos marxismen og alle dens ideologiske børn var verden kun et spørgsmål om den materielle velstands fordeling, miljøet kom kun i vejen, og denne holdning har sandelig ikke ændret sig med den nye egoisme. Så de lokale lensherrer har derfor kun tænkt i personlig profit, og har ikke implementeret flere af Beijings miljø- eller arbejdsmiljølove end allerhøjst nødvendigt.

Forureningen er dog blevet så slem at Beijing har givet miljøforkæmpere lov til at miljøforkæmpe. Men at tillade sådanne græsrodsbevægelser kan give den menige borger en uheldig selvtillid, hvis han finder ud af at han faktisk er stærkere end Die Partei. Tanken har længe været at det er lykkedes Kina at gøre det umulige, og kombinere økonomisk frihed med politisk diktatur. Men hvor det knager nu.

Hvad kan det ikke ende med.

Stresstest

Det ekstreme politiske miljø i USA i øjeblikket har afsløret en del mangler ved det amerikanske system. Senest er det det republikanske mindretal i Senatet som blokerer så meget som muligt ved at forhindre afslutning på debatten om hvert et stykke lovgivning. Læs om proceduren her. Jeg er ikke sikker på, at man har noget tilsvarende i Danmark. Underligt er det i hvert fald.

Men intet politisk system er frit for konventioner, dvs. en uofficielt etableret måde at opføre sig på. Skik og brug. F.eks. kunne Dronning Margrethe godt sætte folketinget fra bestillingen, hun gør det bare ikke. Det mest ekstreme tilfælde jeg kender er Storbritannien, som er kendt for slet ikke at have en forfatning, og hvor en ordentlig klat politiske procedurer ikke er besluttet ved lov. Problemet er, at konventionsbrud er noget nemmere at slippe afsted med end lovbrud. Et pudsigt tilfælde på konventionsbrud var da Alec Douglas-Home i 1963 blev prikket af dronningen til at være statsminister, selv om de konservatives kandidat faktisk var Rab Butler. Og sådan blev det så.

USAs system bliver stresstestet i hoved og numse. Jeg tror ikke at noget system kunne holde til så meget pres, det er givet at det britiske har langt mindre iboende modstand mod misbrug. Men kombinationen af topartisystemet med den generelle stivhed og procedureforhaling indlejret i forfatningen gør det amerikanske system sårbart overfor blokpolitisk misbrug. Som vi kan se.

Folk må tro hvad de vil

Kommentar til det her, om hvordan mange af USAs krigstilhængere tror at der blev fundet WMD, at Saddam Hussein og al-Qaeda arbejdede sammen, alt det skidt. Det minder mig meget om hvordan rigtigt mange arabere simpelthen ikke vil tro på at 9-11 blev ført ud i livet af muslimske saudier. Det må have været zionister eller amerikanere, for gode muslimer ville aldrig gøre sådan noget. De ville heller aldrig nogensinde bombe moskeer.

Mere om ansvarsforskubbelse, selvkritik og virkelighedsfornægtelse senere.

Spændende, spændende

En jurist pt ansat i det amerikanske føderale justitsministerium (!) taler frit fra leveren. Værd at læse. Der er også andre tegn på, at vinden er ved at skifte.

Jeg må indrømme, når man har fulgt denne absurde administration i det meste af dens levetid, så er det en fornøjelse at se pøblen med fakler og høtyve vokse sig større og modigere. Måske den snart marcherer mod Det Hvide Slot.

Tilføjelse: Og, NY Times har endelig vendt sig mod krigen. Tog sin tid.

Blast from the past

Jeg venter på koleraen. Hvis Roskilde bare varede tre dage længere...

Nashi-Rusland

Om Rusland, i lyset af denne IHT artikel og Ellemanns udmærkede kronik for nogen dage siden i Berlingske.

Rusland er et de facto diktatur. Et skin-demokrati med perfekte betingelser for fascisme. 'Ruslands Ungdom', som tjener samme rolle som brunskjorterne under Hitler og basijierne i Iran, er et stort skridt på vejen derhen. Jeg tvivler på at nogen regeringer i Europa ikke er klar over dette, uanset hvad de siger. Del-og-hersk via gasvåbenet har været strategien fra Putin, og Ellemann har ret, når han siger, at EU burde få sig en fælles modstrategi. Det er simpel magtpolitik, og det er ikke klogt at vige for Putins bøllerier.

Men ro på. Før vi udråber Putin til den nye Hitler (en ny om året, for i øjeblikket er året altid 1938...), bør vi se på Ruslands tilstand.

Fødselsraten er 1.3. Levealderen for mænd er 59, 15 år mindre end kvinder. De drikker sig ihjel. Økonomien hviler på gaseksport. Antallet af selvmord er mindst det firedobbelte af Danmarks. Velstandsfordelingen er til rotterne.

Alene det at Rusland er afhængig af gaseksporten gør landet ude af stand til andet end at bruge et økonomisk våben, som sagtens kan eksplodere i hovedet på dem selv. De kan også myrde kritikere i andre lande, men kun hvis de vil betale prisen, som er et endnu værre ry end det, de har i forvejen. Vi skal heller ikke glemme, at de allerede har elendige forhold til stort set alle naboer. Selv Kina er varsom.

Nazityskland var ved krigens begyndelse den førende industrination i Europa. Rusland er ikke engang i nærheden. En nutidig økonomi kan hverken separere sig fra den frihed som teknologien skænker, eller omverdenen. Korruptionen er kun blevet værre under Putin, selv om den har skiftet ham, og har fundet sig til rette på et mindre offentligt niveau end det under Yeltzin. En økonomi der kører sort kan sagtens fungere, men aldrig særlig godt. En stærk stat må nødvendigvis bygges af og på statstro borgere, og en politistat er en ringe erstatning.

I øvrigt må læseren gerne tænke over hvor klam Schröder er. Læs artiklen fra International Herald Tribune, og tænk på, at Schröder ledte Tyskland i syv år, før han kastede sig i armene på Putin.

Niche

Om S og V og hvad der kan ske.

Et parti må nødvendigvis have sin niche. Uanset hvordan man stiller partierne op i forhold til hinanden, så må et parti have sit eget område for at eksistere. Hvorfor stemme på K i stedet for V? Hvorfor Ny Alliance og ikke R? Og hvad er egentligt forskellen på V og S?

Fogh har sat sig på midten. Der er ikke noget liberalt tilbage over Venstres politik nu. Aftalen med fagbevægelserne er det sidste søm i kisten på Venstres liberale fortid. Det har Fogh naturligvis gjort for at bevare magten. Pædagogstrejkerne det sidste halvår gav Venstre en bister forskrækkelse og S blod på tanden. Fra de laveste opinionsmålinger i nyere tid, i efterdønningerne af tegneseriekrisen, skød S pludselig op på 32% ved blot at gentage mantraet velfærd. Så Fogh lukkede hullet ved at spille socialdemokrat i stedet for socialdemokraterne.

Sjovt nok er det ikke ham der er kommet i problemer med sit bagland, men Thorning, hvis projekt fra start af kun var at tage magten fra Fogh. Så i stedet for at drysse salt i såret ved at bifalde Venstres omfavnelse af Socialdemokratiets overbevisninger, er ledelsen nu kun sur over at fagforeningerne har svigtet den til fordel for velfærdsforbedringer.

Problemet er, at Socialdemokratiets næste træk kun kan være at gå endnu længere til venstre. Igen pga pædagogstrejkerne, som på Pavlov-vis viste S hvordan ordet velfærd øger mavesyreproduktionen. De kan ikke få det ud af hovedet, for den idéløse ledelse havde intet andet derinde alligevel.

Om det virker for Fogh får vi at se. Det er slet ikke sikkert. Hvis S kommer til magten, er jeg bange for at det bliver på populisme (Aukensk) i stedet for økonomisk ansvarlig velfærd (Nyrupsk). Jeg vil nødigt se SFs Disneyland-på-speed finanslovsforslag gjort til virkelighed, og Socialdemokratiets sidste udspil var derhen af.

Derfor må Liberalisterne på banen så hurtigt som muligt, så de kan dræne Venstre for de rigtigt liberale, der stadig er partiets base. Det vil trække Venstre tilbage mod højre og give S plads til lidt økonomisk ansvarlighed. Socialdemokratiets ledelse bør derfor hjælpe Liberalisterne på vej. Republikanerne gjorde det med Nader i 2004, så hvorfor ikke.

Lemmings

Bush har benådet Libby. Ikke en egentlig benådning, men en forkortelse af straffen. Logikken er hæslig: Bush var enig med afgørelsen, men ikke straffen, selv om den var udmålt efter al gældende retspraksis. Det gør det selvfølgelig så tydeligt som sommersolen hvad det her gik ud på: Libby måtte ikke i fængsel. Uanset. For han er en af vor egne.

Det er ikke populært blandt de uafhængige vælgere. Med de latin-amerikanske vælgeres vandring over mod demokraterne efter den hadske indvandringsdebat blandt de højreorienterede radioværter, ser The Grand Old Party ud til at kaste sig ud i politisk eksil ved det næste valg, og det uden at kny.

Og hvorfor så det? Enhver politisk pragmatiker, eller blot politisk egoist, ville stejle ved sådan en udvikling. Men den moderne inkarnation af GOP er autoritetstro så det basker. Nixon gik, fordi republikanerne ikke ville være med til at støtte ham længere, og havde Ford ikke benådet Nixon, er det ikke sikkert Carter havde vundet sin ene periode.

Men det parti har længe været ormeføde. Republikanerne i dag kan med et grimt ord kaldes autoritarianere. Det handler stort set om at have en stærk leder og et lydigt folk. Uanset hvad den kære leder gør, er det altid det rigtige, og han gør det for vores skyld. Hvis man taler ham imod, er man derfor en fjende af folket. Han kan bryde loven så stærkt en hest kan rende, og vi jubler, for han gør det for vores skyld. Faktisk, jo længere han går, desto stærkere en leder er han.

Derfor er det helt i tråd med denne mentalitet at højtstående medlemmer af administrationen står over loven. Præsidenten kan smide folk i fængsel når han vil, så længe han vil. Han kan også få folk ud af fængsel hvis han ønsker, selv om de har brudt loven.

Det er administrationens fortolkning af executive privilege i en nøddeskal. Love skrives under med præsidentielle forbehold, såkaldte signing statements. Hverken præsidenten eller vicepræsidenten er underlagt noget tilsyn fra den lovgivende magt. I vicepræsidentens tilfælde fordi han er del af både den lovgivende og udøvende magt (prøv at få det til at give mening). Clinton-administrationen, der adlød senatets og kongressens stævninger, frigav i snit 4000 siders dokumentation om dagen til offentlig skue. Bush/Cheney efterkommer nødigt en eneste stævning, og risikerer nu, langt om længe, at blive anklaget for foragt for kongressen.

Undersåtterne protesterer ikke, de adlyder. Så skønt Det Republikanske Parti er på vej ind i Dødens Dal, er protesterne i geleddet få og spage. Ganske som de var, da de havde kontrollen med kongressen og senatet. Den totale mangel på tilsyn og ansvarsplacering under det republikanske senat og kongres har, som en anden bulldozer, skubbet skandalerne foran sig i en kolossal bunke, og de mange afsløringer siden magtoverdragelsen er simpelthen sparegrisen, der er slået i stykker. Det vælter ud.

Blandt autoritarianerne vægtes loyalitet højere end sandhed, kunnen og retfærdighed. En god soldat som Libby (ikke en rigtig soldat, selvfølgelig, som dem i Irak) skal ikke lide nød. Ligesom Gonzales og Oliver North har han kun gjort sin pligt, ved at lyve hvor der skulle lyves. Libby ofrede sig for lederen. Hvilken større ære kunne man ønske selv?

Not tho' the soldier knew
Someone had blunder'd:
Theirs not to make reply,
Theirs not to reason why,
Theirs but to do and die.

It's the economy, stupid.

Optøjerne i Iran er et godt eksempel på diktaturets økonomiske udhuling. På klassisk planøkonomisk vis støtter man en ressource for derefter at rationere den i et desperat forsøg på at begrænse skaderne. Og hvis folk har for travlt til at tænke på politik, så har de til gengæld rigeligt med tid til at protestere mod en rådden økonomi og en hverdag, der ikke hænger sammen. Det var en af temaerne i revolutionerne i Østblokken i 1989: Fyldte supermarkeder. Frihed og velstand, tak.

Det er ikke alle diktaturer, der er planøkonomiske. Kina, for eksempel. De er gået fra rå kommunisme til rå kapitalisme uden så meget som at blinke med øjnene. Det er vist noget med holdningen til udnyttelsen af mennesker de to ekstremer har tilfælles. Ikke desto mindre har Kina nu en ny lov, der øger arbejdernes rettigheder betydeligt. God idé, og på høje tid, i lyset af de mange protester og optøjer de oplever årligt. Rolige forhold er ikke noget en virksomhed bør kimse ad.